Paradise Hotel er alment dannende

I visse kredse er det ikke synderligt velanset at være én af de mange, der zapper over på TV3 når det er tid til Paradise Hotel. I skrivende stund søges der deltagere til den syvende sæson, og i mellemtiden kunne det måske være relevant at dvale lidt ved, om det er fordummende fjernsyn – eller om det rent faktisk er tilfældet, at det bidrager med noget godt.

Der er i den offentlige debat en udbredt opfattelse omkring programmet, at det er intetsigende og intrigepræget drama for et teenagersegment der ikke tænker på ret meget andet end pik, fest og patter. Nuvel, der er da helt sikkert også mange der udelukkende ser programmet på grund af det seksuelle indhold og/eller de overfladiske konflikter der udspiller sig, eller på grund af den eventyrinspirerede form. Når dette er sagt, står vi dog tilbage med et program, der rent faktisk lærer os en vigtig lektie, og som gør, at programmet har en alment dannende kvalitet.

Lad mig slå det fast med syvtommersøm med det samme: Det er ikke de intellektuelle guldkorn eller manglen på samme, som gør programmet værd at se. Dét er efter min opfattelse i hvert fald ikke alment dannende. Næ, det der gør Paradise Hotel alment dannende, er selve spillet. Det er de situationer vi ser nogle mennesker i, hvor de skal reflektere over deres valg, ikke mindst under hensyn til hvad de andre spillere gør. Der er med andre ord en strategisk interdependens, som også tvinger seeren til at tænke over spørgsmål som rationalitet i forhold til tillid, loyalitet og moral[1].

Paradise Hotel har dermed en masse spilteoretiske aspekter[2], som rent faktisk kan fortælle os, at det ikke kun er kyniske og egennyttemaksimerende unge mænd og kvinder, vi har med at gøre. Paradise Hotel er et eksempel på, at mennesket faktisk er i stand til at stole på andre mennesker, selv når det er i så iscenesat og strategisk virkelighed som Paradise Hotel repræsenterer. Ikke bare for at komme længst i spillet, men også når spillet reelt set er overstået.

Som et eksempel kan vi se på troskabstesten, som hver sæson afsluttes med. En test hvor at de to tilbageværende finalister skal testes i, om de rent faktisk stoler på hinanden, og er klar til at afskrive sig det rationelle valg. Hvis de to finalister stoler på hinanden længe nok, ender de i en situation, hvor at valget står mellem a) at få 500.000 kroner selv og efterlade sin partner med 0 kroner eller b) at dele de 500.000 mellem sig selv og sin partner. Dette alt imens at ens partner står med samme valgmuligheder. Ud fra et rationelt egennyttemaksimerende perspektiv, ville man selvfølgelig vælge valgmulighed a. Ikke desto mindre er tilfældet dog, at sæson 6 sluttede med at de 500.000 blev delt mellem de to finalister, Peter og Cecilie. Samme scenarie så man i forrige sæson, hvor at Frederik og Line-Sofie delte de 500.000 kroner.

Det ville være rationelt at tage alle pengene selv, men alligevel er der en tillid/moral der spiller ind og gør, at man ikke bare stikker en kniv i ryggen på sin partner. Selv når tilfældet er, at det ville være yderst profitabelt. Derfor er det alment dannende at se Paradise Hotel. Det lærer seeren, at det ikke altid er klogt at stole på andre mennesker, men at det er et minimum for at kunne begå sig i denne verden. Kan vi ikke stole på hinanden, kommer vi ikke videre.

Som seer sidder man ofte tilbage med spørgsmål som ”Hvad ville jeg gøre hvis jeg stod i den situation?”, ”Ville jeg handle moralsk eller umoralsk?” etc. Programmet rejser nogle spørgsmål, som kan sætte nogle hjerneceller i gang, som intet quiz-program kan, for slet ikke at nævne programmer som Top Gear, America’s Next Top Model, X-Factor, Vild med dans eller fodbold-VM.  Dét er en kvalitet der gør Paradise Hotel værd at se for alle – og sjovt at se for alle.

——

[1] Forholdet mellem det rationelle og det moralske valg, introduceres i Kurrild-Klitgaard, Peter (1998). “Politik, rationalitet og det Moralske Dilemma”, Politica 30(4): 423-439.

[2] Vincent Hendricks, der er aktuel som vært på programmet Kontrovers på DR2, har skrevet en artikel, der introducerer spilteori-disciplinen.

Hvad er frihed?

Hvad er ligheden mellem Socialistisk Folkepartis, Enhedslistens og Socialdemokraternes principprogrammer? De benytter alle frihedsbegrebet, uden at eksplicitere hvilke områder og sfærer af tilværelsen, der ikke er underlagt politisk regulering og restriktioner.

Dette indlæg forsøger at forholde sig til en sjov tendens vi oplever i disse år, hvor at frihedsbegrebet reduceres til et buzzword, der kan bruges efter forgodtbefindende i alle tænkelige sammenhænge, til at legitimere alle politiske handlinger og mangel på samme. Mie Harder skriver i et indlæg på hendes blog, i forbindelse med at frihedsbegrebet bruges til at legitimere politisk regulering på rygeområdet, ganske rammende omkring udfordringen der er forbundet med tidens udvanding af frihedsbegrebet:

”For mange er det åbenlyst vigtigere, at borgerne træffer de rigtige valg – end at de træffer frie valg. Det kan man kalde alt muligt, men det har intet med frihed at gøre. Hvis frihed ikke skal ende med at være en tom skal, der kan påfyldes et hvilket som helst indhold, må de af os, der har vores frihed kær, protestere over denne misbrug af begrebet.”

De resterende linjer af dette blogindlæg vil jeg dedikere til at beskrive, hvordan jeg ser frihedsbegrebet. Dette er velvidende, at hvis dette indlæg bliver kommenteret, er det højst sandsynligt i en ”Positiv frihed er vigtigere!”-jargon. I den forbindelse synes jeg at denne lidt ældre, men stadig aktuelle, kronik, er værd at læse. Specielt er følgende formulering spot on, og værd at stoppe op og reflektere over, i en tid hvor der efterhånden ingen grænser findes for, hvilke sfærer af vores tilværelse, politikerne er klar til at regulere:

”Velfærdsrettighederne (de positive rettigheder, red.) angiver derimod ingen begrænsninger for staten og sætter ikke begrænsninger for totalitære regimer. Tværtimod forklarer de, at staten er skyldig at øge sin magt for at kunne omforme samfundet og styre borgernes aktiviteter til det ønskværdige resultat. I praksis medfører det et samfund, hvor staten er altdominerende, hvorfor politisk pluralisme og individuel frihed er uforenelig med velfærdsrettighederne.”

Når jeg læser disse guldkorn, mindes jeg, forhåbentlig med rette, følgende citat fra Woodrow Wilson, fra hans tale til New York Press Club i 1912:

“Liberty has never come from the government. Liberty has always come from the subjects of government. The history of liberty is the history of resistance. The history of liberty is a history of the limitation of governmental power, not the increase of it.”

Dette har den implikation, at friheden ikke er noget staten skaber. Frihed skal derfor ej forveksles med en høj skatteprocent og en stor fordeling på baggrund af tvangsmæssig inddragelse af ressourcer. Isaiah Berlin formulerer det meget godt i Two Concepts of Liberty, når han skriver: ”Liberty is liberty, not equality or fairness or justice or human happiness or a quiet conscience.” (s. 10).

Jeg ser derfor heller ikke absolut frihed som noget man med alle midler skal forsøge at realisere. Frihed er ikke værd at efterstræbe i alle tænkelige sammenhænge. Dette ville føre til et lovløst samfund der er at sammenligne med anarki. Jeg kan derfor sågar ikke udelukke, at absolut frihed blot vil føre til en hobbesiansk naturtilstand.

Det handler ikke om at sætte mennesket frit, eller leve i et fuldkomment frit samfund hvor at mennesket ikke er underlagt en falsk klassebevidsthed eller andre magtstrukturer. Frihed er ikke nødvendigvis noget positivt. Når der argumenteres for, at ”det giver mere frihed”, er det kun positivt, hvis det vedrører en sfære man mener der er privat, og ikke bør være underlagt statslig kontrol og regulering. Friheden til at hælde kemikalier ud i Møllebækken uden at det skal have konsekvenser, er ikke noget positivt. Frihed er et positivt ladet ord og det bruges i den politiske debat derefter. Pointen er bare, at man så vidt muligt bør forsøge at gøre frihedsbegrebet konsistent, og ikke bare hive det op ad værktøjskassen når det kan indgå i en fængende oneliner i den offentlige debat.

Friheden er noget jeg har, noget som politikerne (andre) kan indskrænke på godt og ondt på forskellige områder, hvor man mener, at det er et offentligt anliggende. Enhver politiker med respekt for sig selv, og de mennesker vedkommende repræsenterer, må, bør og skal derfor være i stand til, at kunne redegøre for, hvor grænsen for magtudøvelsen går. Eller sagt m.a.o., hvor meget at de mener, at det er nødvendigt at indskrænke friheden for den enkelte borger for at realisere det samfund de valgte politikere har intentioner om at realisere.

I forlængelse af dette er det aktuelt at tale om politikernes åbenbare magtfuldkommenhed. Den slags politik ligger milevidt fra nogen som helst konkret og konsistent forståelse af hvad frihed er. Er friheden som andet end et fancy begreb på retræte? Det håber jeg sgu ikke!

Danmarks Radio, teknologi og kollektive goder

Der er i løbet af de senere år sket mangt og meget rent teknologisk. Teknologiske udviklinger der har haft en række væsentlige implikationer for medierne og hvordan disse agerer i relationen med medieforbrugerne. Dagbladene står over for udfordringer der var utænkelige for få år siden, internettet har haft drastiske konsekvenser for hvordan og hvor ofte man opdateres med nyheder etc.

Retter vi blikket mod DR ser vi en institution der også har fulgt med tiden, men på ingen tænkelig måde har nogen form for eksistensberettigelse længere. Da DR, eller Statsradiofonien som det hed dengang, så dagens lys, var der ingen virksomhed der kunne tilbyde det at DR kunne, da der ganske enkelt ikke var et profitabelt marked bl.a. grundet meget dyr teknologi og fundamentalt anderledes mediepræferencer end dem vi ser i dag.

Det at DR kunne levere var et kollektivt gode. Et gode der var til gavn for os alle, men der på daværende tidspunkt ikke var et marked for. Meget vand er løbet gennem bækken siden DR for første gang sendte lydbølger ud i æteren, og det nye medielandskab gør derfor også, at man må tage en medieinstitution som DRs eksistensgrundlag op til revision. Pointen er som sådan set bare, at DR den dag i dag ikke kan levere et kollektivt gode, som markedet ikke kan levere.

DRs berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette. Jeg vil i dette indlæg tage udgangspunkt i distinktionen mellem det brede og det smalle public service begreb[1]. Det brede public service begreb bygger på ideen om, at man skal ”samle nationen” og levere indhold der favner bredt. Det smalle public service begreb har den filosofi, at en statsbeskyttet monopol-virksomhed skal levere det indhold, som markedet ikke kan levere.

Det giver dog ingen reel mening at tale om et bredt public service begreb, da vi har talrige eksempler på, at markedet godt kan levere dette indhold. TV2, der ikke har fået licensmidler siden 2004, er en medieaktør der i høj grad har formået at samle nationen. Der kan bl.a. nævnes fodbold- og håndboldlandskampe, kongelige begivenheder, valgkampsdebatter, Vild med dans, og der er intet der taler for, at TV2 ikke ville kunne profitere på at sende X-factor. Det brede public service begreb er derfor kun med til at forvrænge markedsvilkårene.

Når det kommer til det smalle public service begreb, ser det ikke meget bedre ud. Først og fremmest fordi, at DR agerer på markedsvilkår, og dropper TV der ikke har nok seere. DR kan, hvor meget de så end gerne vil det, ikke afskrive sig det publikum de skal levere indhold til. DR har i samme omfang som aktører på markedet, brug for tilhængere der velvilligt betaler. Når DR desuden prioriterer nogle områder, går det desværre ud over andre. Et eksempel på dette er hvis at DR sender børne-TV og sågar laver en kanal ved navn DR Ramasjang, der på ingen måde gør det til et nemt marked for andre aktører.

Det bedste argument imod det smalle public service begreb er dog, at teknologien og markedet har udviklet sig så meget, at det giver mindre og mindre mening at tale om et sådanne. Det er heller ikke helt uden grund, at Anders Fogh Rasmussen i hans værk, Fra socialstat til minimalstat (der også er at finde online her), bruger netop medierne som et eksempel på et kollektivt gode:

”Radio og TV er et eksempel på ydelser, der startede med at være kollektive goder, men nu er et helt eller delvist privat gode – takket være den teknologiske udvikling. Radio og tv kan drives privat og finansieres med reklameindtægter eller direkte betaling for brug af dekodere og lignende.

I det hele taget vil den teknologiske udvikling indebære en tendens til, at stadig færre ydelser er kollektive goder. Stadig flere af de traditionelle kollektive goder kan udbydes og finansieres af private.”[2]

Det vi ser i det 21. århundrede er et marked hvor at teknologien har udviklet sig så meget, at produktionsomkostninger forbundet med at producere lyd og billeder, er faldet så drastisk, at der ingen grænser er for hvor lidt det koster at lave TV, radio eller netindhold.

Ikke at samfundets samlede nytte skal være vores målestok for legitimiteten i politiske handlinger, tværtimod, men uafhængigt af om vi forholder os til det brede eller det smalle public service begreb, giver det ingen mening at have en aktør som DR på markedet. DR hindrer markedsefficiens, og dermed en allokering af ressourcerne så det giver den største nytte. En nytte som at ny teknologi ellers har muliggjort. Jeg tør kun håbe på en større offentlig modstand mod DR. En modstand jeg dog også mener at kunne se tendenserne på nu, der allerbedst er personificeret ved Licens-Lars’ kamp mod medielicensen.

Det der legitimerede Statsradiofonien i de gode gamle radiodage, var ideen om at kunne levere et kollektivt gode, som ingen markedsaktør kunne levere pga. de teknologiske muligheder der var på daværende tidspunkt. En tid vi heldigvis har udviklet os ud af, men hvorfor har vi stadigvæk DR?

—————-
[1] For en typologi over forskellige public service begreber, tjek Mouritsen, Per (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica 3: pp. 65-85.
[2] Fogh Rasmussen, Anders (1993). Fra socialstat til minimalstat: pp. 111.

Liberal Alliances succes ved næste valg

Det plejer at være en god tommelfingerregel når man diskuterer sagligt, at man går efter bolden og ikke spilleren. Hvis man er uenig med nogen, kan man påpege, at der er en divergens mellem vedkommendes og ens egen holdning, og derefter argumentere for, hvorfor dette er tilfældet, og hvorfor ens argument(er) bør veje tungest.

Jeg skriver dette på baggrund af dette indlæg på Khvilsteds blog, der handler om, at Liberal Alliance står stærkere i en meningsmåling, og at dette er udtryk for manglende dømmekraft hos en fælles bekendt. De er uenige om hvorvidt at Liberal Alliance kommer ind ved næste folketingsvalg eller ej. Den sociale virkeligheds fremtid lader sig ikke sætte på formel, og jeg vil undlade at give mit svar med to streger under, da det ene gæt i princippet kan være lige så plausibelt som det andet[1]. Givet de placeringer Liberal Alliance har i meningsmålingerne, er det givet alle de faktorer der spiller ind, så godt som umuligt at give noget bud på spørgsmålet om, hvorvidt de kommer ind ved næste valg. Nuvel, der kan være nogle tendenser, men det er langt fra ensbetydende med, at sandsynligheden for et udfald frem for et andet er signifikant.

Hvis der var valg i dag viser én meningsmåling, at Liberal Alliance ville nå over spærregrænsen, og dermed forblive i Folketinget. Man skal ikke undervurdere betydningen af meningsmålinger, men blot hæfte sig ved, at disse kan ændre sig, at de ikke giver et billede af et valg om en måned eller om et år, og at disse er behæftet med en usikkerhed[2].

Vi ved ikke hvornår at der er valg. Vi ved ikke hvordan Liberal Alliance klarer sig op til et valg. Vi ved ikke hvilke emner der vil blive taget op under valgkampen. Vi ved ikke hvordan verden ser ud til den tid. Husk på hvor mange mandater at Ny Alliance stod til at få under valgkampen 2007, og hvor kort tid der skulle gå før at størstedelen af disse var væk.

Det er dejligt at diskutere og drøfte muligheden for et givet partis sandsynlighed for succes ved et valg. Det ville i hvert fald være ærgerligt hvis vi ikke kunne. En sådan deliberation bør dog ske med udgangspunkt i en fælles forståelse for den usikkerhed der er forbundet med at diskutere fremtidige hændelser. Fordi at en meningsmåling viser noget bestemt, er det ikke ensbetydende med at man kan konkludere noget drastisk på denne baggrund.

Afslutningsvist skal der blot lyde en opfordring til, at man møder meningsmålinger med en fornuftig skepsis, og er yderst påpasselig med at konkludere noget fordi at én meningsmåling viser noget. Og så skal man selvfølgelig ikke bruge én meningsmåling til at udtale sig om andres analytiske tæft.

—————-
[1] For dem der alligevel mener at det er muligt at forudsige historiens gang, vil jeg anbefale Karl Poppers Historicismens Elendighed.
[2] Christian Elmelund-Præstekær og David Nicolas Hopmann har i ”Teflon og Bullshit? – Ti myter om politik, journalistik og valgkampe” et godt afsnit omkring meningsmålinger og usikkerhed, og mediernes brug af samme.

Staten har brug for dig

På forsiden af det nyeste nummer af studiebladet for Statskundskab på Syddansk Universitet, kaldet Staten, ser man et billede af den velkendte Uncle Sam. Forsidebilledet er akkompagneret af teksten “STATEN sætter DIG i centrum”, hvor at der er et altoverskyggende kvantitativt fokus på ordet DIG. Jeg vil i nærværende blogindlæg ytre et par linjer om mit ambivalente forhold til studiebladet og tolke den kontekst hvori at billedet af Uncle Sam indgår på forsiden af nævnte blad.

Studiebladet er som sådan set fint nok, men det er ikke noget der begejstrer mig synderligt. Det er fint for de få på studiet med journalistiske aspirationer. Jeg tør dog kun gisne om hvor mange ressourcer der bruges på bladet, i forhold til hvad der kommer ud af det. Det har en række studierelaterede artikler, men jeg står tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor?

Jeg ville være mere end tilfreds med et nyhedsbrev på internettet eller lignende, der kunne give mig den selvsamme information der bringes i fysisk form i et studieblad. Sådan noget hører præ-internet tiden til, og jeg ser ingen logik i at printe sådan noget. Internettet giver et hav af muligheder og reducerer omkostningerne forbundet med at publicere et studieblad. Dette er muligheder som at studiebladet Staten burde udnytte, men det er måske her at begrebsrelationen kommer til udtryk, da staten i dets væsen er konservativ.

Vender vi tilbage til selve forsiden, ser vi Uncle Sam og teksten omkring staten, dig og centrum. Plakaten med Uncle Sam og det dertilhørende slogan “I want you!”, er bedst kendt for at skulle rekruttere soldater til the U.S. Army. Det er m.a.o. en opfordring til at den der peges på melder sig til en større sag. Sætter Uncle Sam og den amerikanske hær dermed individet i centrum? Nej, tværtimod. Individet indlejres i en institution, hvor at dette skal underkaste sig magten og stole på autoriteten uden at tvivle, diskutere eller sætte spørgsmålstegn ved samme.

Det er derfor relevant at prøve at tolke sætningen ”STATEN sætter DIG i centrum” i denne helhed med billedet. Staters eksistens hviler nemlig på den samme logik som Staten (studiebladet) bruger på forsiden. Symbolsk opretholdes den ved at sige at den sætter borgeren i centrum. Staten peger dermed på det enkelte individ. Staten, og i særdeleshed de dele af den der kan kategoriseres som en velfærdsstat, udgiver sig også for at være til for individet, sætte dette i centrum og skabe det gode liv. ´

Man bør dog tvivle på, om det virkelig er borgeren der har brug for staten, eller staten der har brug for borgeren. Jeg vil mene, at statens eksistensgrundlag hviler på at en gruppe mennesker ser en interesse i at opretholde staten. Staten kan derfor godt udadtil pege på individet og være selverklæret eksponent for den enkelte borgers ve og vel, men når alt kommer til alt, vil den være en ineffektiv, kollektivistisk slyngel, der blot skriger langt væk af ikke alene ”I want you!” – men også ”I NEED YOU!”.

Carl Schmitt: Det politiskes begreb

– Kriteriet for det politiske er distinktionen mellem ven og fjende.
– Det politiske udgør ikke et særligt sagområde, men blot intensitetsgraden af en bestemt konflikt
– Alle konflikter kan blive politiske. Det kommer alene an på den reelt eksisterende mulighed for kamp, altså i sidste instans på retten og pligten til at råde over andres fysiske eksistens.

Statslig = politisk, er logisk umuligt (side 51ff). Ikke alt statsligt er politisk, og ikke alt politisk er statsligt. Om statens nødvendighed af det politiske (side 51):

Statens begreb forudsætter det politiskes begreb.

Om sondringen mellem ven og fjende som kriterium for det politiske (side 60):

Den specifikt politiske sondring, som de politiske handlinger og motiver kan føres tilbage til, er sondringen mellem ven og fjende. Den giver en begrebsbestemmelse forstået som et kriterium, ikke som en udtømmende definition eller indholdsangivelse.

Om meningen med sondringen (side 61):

Meningen med sondringen mellem ven og fjende er at betegne den yderste intensitetsgrad af en forbindelse eller adskillelse, af en association eller dissociation.

Om den politiskes fjendes relation til andre sagområder (side 61):

Den politiske fjende behøver ikke være moralsk ond eller æstetisk hæslig; han skal ikke nødvendigvis optræde som økonomisk konkurrent, og det kan måske endda forekomme økonomisk fordelagtigt at gøre forretninger med ham. Fjenden er netop den anden, den fremmede, og det er tilstrækkeligt, at han i en særlig intensiv forstand er noget eksistentielt andet, og fremmed, således at det i ekstreme tilfælde er muligt at have konflikter med ham.

Fjenden som den offentlige modstander, før det er politik (side 63):

Fjenden er heller ikke den private modstander, som man hader ud fra en følelse af antipati. Fjenden er blot en i det mindste eventuel, dvs. i forhold til en reel mulighed, kæmpende samling af mennesker, der står over for en tilsvarende samling af mennesker. Fjenden er kun den offentlige fjende, fordi alt hvad der knytter sig til en sådan samling af mennesker, og især til et helt folk, herved bliver offentligt.

Om muligheden for fysisk eliminations forudsætning for begreberne ven og fjende i politisk henseende (side 63):

Begreberne ven, fjende og kamp får deres reelle mening i og med, at de har og altid vil have en særlig tilknytning til den reelle mulighed for fysisk at dræbe. Krigen følger af fjendskabet, for der er en værensmæssig negering af en anden væren. Krigen er kun den endegyldige realisering af fjendskabet. Den behøver ikke være noget hverdagsagtigt, noget normalt, og ej heller at opfattes som noget idealt eller ønskværdigt, men den må dog nødvendigvis foreligge som en reel mulighed, så længe fjendebegrebet giver mening.

Andre sagområder bliver politiske når intensitetsgraden i konflikten bliver stor nok til at distancere mellem ven og fjende (side 73):

Enhver religiøs, moralsk, økonomisk, etnisk eller anden modsætning forvandler sig til en politisk modsætning, når den er stærk nok til effektivt at gruppere mennesker efter ven og fjende.

Og side 75:

Det politiske kan hente sin kraft fra de mest forskelligartede områder af det menneskelige liv, fra religiøse, økonomiske, moralske og andre modsætninger. Det betegner ikke noget selvstændigt sagområde, men blot intensitetsgraden af en mellemmenneskelig association eller dissociation.

Om gruppers politiske eksistens (side 89):

Så længe et folk eksisterer i det politiske sfære, må det, om end det så kun er i det ekstreme tilfælde – om hvis tilstedeværelse det dog selv træffer beslutning – selv bestemme sondringen mellem ven og fjende. heri ligger essensen af dets politiske eksistens.

Om muligheden for at have en verdensstat (side 93):

Den politiske enhed forudsætter fjendens reelle mulighed og dermed også en anden, sameksisterende politisk enhed. Der vil derfor altid findes flere stater i verden, så længe der blot eksisterer én stat, og der vil aldrig kunne eksistere en verdens-”stat”, der omfatter hele kloden og hele menneskeheden. Den politiske verden er et plurivers, ikke et univers.

Om at føre krig i menneskehedens navn (side 95):

Menneskeheden som sådan kan ikke føre krig, for den har ingen fjender, i det mindste ikke på denne planet. Menneskehedens begreb udelukker fjendens begreb, fordi fjenden også vedbliver at være menneske, og der ligger ikke nogen specifik sondring heri.
[…] Når en stat bekæmper sin fjende i menneskehedens navn, så er det ikke en menneskehedens krig, men en krig, i hvilken en bestemt stat forsøger at okkupere et universelt begreb for at identificere sig med det på modstanderen bekostning – på samme måde som man kan misbruge fred, retfærdighed, fremskridt og civilisation ved at gøre krav på dem og dermed frakende fjenden dem.

Om at demoralisere modstanden (side 112):

Den værste forvirring opstår, når begreber som ret og fred benyttes politisk for at forhindre klar politisk tænkning, legitimere egne politiske bestræbelser og diskvalificere eller demoralisere modstanderen.

[Kritik af liberalismen på side 118]

Om liberalismens projekt (liberalismen: åndelige = diskussion, økonomiske = konkurrence) (side 125):

Man kan ikke udrydde stat og politik eller afpolitisere verden ved hjælp af sådanne definitioner og konstruktioner, der i sidste ende alle kredser om polariteten mellem etik og økonomi. At de økonomiske modsætninger er blevet politiske og at begrebet om ”økonomisk magt” har kunnet opstå, viser blot, at punktet for det politiske kan nås såvel fra økonomien som fra ethvert andet sagområde.

Reference:
Schmitt, Carl (1932 [1963]). Der Begriff des Politischen. Berlin: Duncker und Humblot. (Da. udg.: (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag).

Politiske ideologier og MSN-smileys

Man kan sige mangt og meget om det politiske landskab anno 2010, men at kalde det præget af de ideologiske debatter ville være lodret fejlagtigt. Vi lever i en pragmatisk tid med så mange spindoktorer, levebrødspolitikere og snak om ligestilling, madpakkeordninger og SMS-afstemninger i X-Factor, at politik grænser sig til at være dræbende kedeligt. Dette bunder ikke engang i ideologi, når at en Venstre-minister kan stå frem og forsvare noget så vederstyggeligt som en ansvarsfratagelse fra forældrene i forhold til deres børns middagsmad.

Men hvad gør man så når man keder sig? Man finder selvfølgelig på mærkværdige lege/udfordringer at underholde sig selv med i de sene nattetimer, når øjnene er blevet for trætte af at læse og hjernen har brug for lidt mere primitive beskæftigelser som dejlige amerikanske sit-coms og MSN-konversationer.

I aften fik jeg så den sære idé under en samtale med Khvilsted på MSN, at prøve at karakterisere forskellige politiske ideologier vha. standard smileys i MSN. Begge gik vi hver især i gang med vores smileyudvælgelse, og først da vi var helt færdige, foreviste vi resultatet for hinanden.

Her er mine smileydefinitioner af de politiske ideologier jeg kort fik droppet ud på MSN:


Jeg finder legen ret udfordrende, da smileys af gode grunde ikke sender politiske signaler, og det derfor udelukkende er de associationer man får med de politiske ideologier, der kan danne rammen for ens udvælgelse.

dette link kan I finde Khvilsteds udvalgte smileys. Vi har begge valgt den samme smiley for fascisme og kapitalisme. Jeg synes at vi begge rammer liberalismen godt på hver sin måde. Dertil synes jeg, at han rammer socialismen bedre end jeg (en vissen rose, altså – et fantastisk billede!). Omvendt synes jeg så, at jeg rammer konservatismen og anarkismen bedre.

Lad dette være en opfordring til at begynde lignende lege/udfordringer. Smid gerne en mail eller en kommentar med dine resultater. Game on.

Topskatten burde være en regressiv skat

Vi har i jantelovs-Danmark et ret interessant skattesystem. Kort fortalt er det indrettet således, at hvis du får succes, skal du straffes. Det er dermed ikke nok at marginalskatteprocenten er den samme for alle indkomstgrupper[1], for når man et bestemt indkomstniveau, har man åbenbart nået en grænse for hvad vi som samfund kan acceptere at nogen putter i lommen, og der er derfor brug for at vi kollektivt tvangsinddrager mere af vedkommendes indtægt end det at det resterende fællesskab har forpligtet sig til, givet de respektive indkomst- og skatteniveauer. I fagtermer kan dette bedst beskrives som en misundelsesskat.

Der har været mange grunde til at sænke topskatten. Et af de mest udbredte argumenter er ideen om de dynamiske effekter, hvor at en nedsættelse af topskatten og dermed skatten på den sidst tjente krone, vil føre at til at folk vil arbejde/konsumere mere (dette gælder også for dem der er på grænsen til at skulle betale topskat), og det derfor vil gavne samfundsøkonomien.

I universitetets kantine havde vi i dag en vidtrækkende[2] konversation, som gav mig den fantastiske idé, at topskatten bør være noget der er værd at efterstræbe. Topskatten bør ikke være en økonomisk straf til dem der rent faktisk formår at begå sig i samfundet og berige dette. Topskatten bør være et skulderklap til dem der formår at få succes i samfundet. Dem der arbejder hårdt og målrettet for at opnå noget i tilværelsen der styrker samfundet som helhed (dermed ikke sagt at samfundsøkonomien skal bruges til at legitimere tvangsbeskatning!).

Hvad betyder dette så? Hvordan skal topskatten være i praksis for at konvergere med ovenstående tanker omkring mit koncept bag topskatten? Svaret er ret simpelt: Topskatten skal være en indkomstskat der er mindre end den samlede indkomstskat som alle andre samfundsgrupper betaler. Det handler ganske enkelt om hvilke værdier vi som samfund gerne vil praktisere. Jeg vil gerne en dag kunne fortælle mine børn, at de lever i et samfund, hvor at de bliver belønnet for at yde det ekstra, og tværtimod ikke, som tilfældet er i dag, bliver straffet for at gøre det godt.

Konklusionen er derfor: Vi skal ikke have en flad skat. Det er for uambitiøst. En topskat der fungerer som en regressiv skat vil andet lige være det bedste signal man som samfund kan sende. Den behøves ikke være signifikant, men symbolsk er i min optik også tilstrækkeligt. Topskatten i dens nuværende form signalerer bare, at vi er en tabernation der ikke kan unde nogen en fortjeneste for succes.

—————-
[1] Ideen om at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
[2] Som et bevis på hvor vidt vi kom omkring, har min medblogger Khvilsted også brugt dagens samtale som tankemæssigt udgangspunkt for behandlingen af et lidt andet emne.

Der er akut brug for nødhjælp til fattige børn!

I langt størstedelen af de tilfælde hvor ovenstående overskrift e.l. bruges, er det med reference til personer på andre breddegrader end vores og deres behov for akut hjælp. Dele af verden der mangler rent drikkevand, tag over hovedet m.v. I de mindre udbredte tilfælde bruges overskriften med reference til de børn, der ikke har råd til at gå til fodbold, som dette blogindlæg vil omhandle.

I 18.30-udgaven af TV-Avisen på DR1 i aften var der et indslag lige netop med brug af sidstnævnte forståelse af begrebet nødhjælp. Jeg vil i det følgende fokusere på to aspekter: 1) indslaget i TV-Avisen og den politiske bias og 2) brugen af betegnelsen nødhjælp, der blot forringer den alvor som begrebet normalt dækker over.

Først, selve indslaget. Indslaget tager udgangspunkt i nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at flere børn lever i fattigdom. Vi er til post-børnefødselsdag hos Heidi Astrup, hvor at hendes og datterens situation skildres. Jeg vil mene, mere eller mindre provokerende, at familien Astrup ikke kandiderer til betegnelsen fattig, men det er jo så bare min forståelse af fattigdom. Dette har Econstudentlog blandt andet kigget nærmere på i et ganske fornuftigt indlæg.

Der er dog ingen grund til bekymring, da hjælpen er lige om hjørnet. For her introduceres Özlem Cekic og SFs nye politiske udspil, der agerer Robin Hood, julemand og den perfekte omfordeler med en guddommelig indsigt i hvordan mine penge gør bedst nytte. Indslaget kører og Özlem taler om hvor synd det er for børn der ikke har råd til at gå til fodbold eller at få en ny brugt cykel. Nuvel, det er da meget sympatisk – og selvfølgelig også dybt politisk. Det er trods alt et politisk udspil. Jeg venter selvfølgelig på, at den politiske objektivitetsbalance harmoniseres, ved at en borgerlig politiker eller anden meningsdanner, der kan stille sig kritisk over for udspillet, introduceres, hvilket dog til min store forbitrelse aldrig sker.

Det er djævelsk dårlig journalistik ikke at undersøge andre standpunkter end det ene om den forsørgende maksimalstat. Det kan ikke være rigtigt, at der er så bred politisk enighed omkring dette forslag, at det ikke er muligt at opspore et kontrapunkt. De Konservative og Liberal Alliance kunne være gode bud på steder der ville være fornuftige at spørge omkring SFs politiske udspil. Jeg tvivler i hvert fald på, at forslaget blot er fryd og gammen i alles optik. Objektiv journalistik findes ikke, men det ændrer ikke på det faktum, at det er muligt at tilstræbe sig objektivitet.

I netartiklen på dr.dk omkring det politiske udspil fra SF er der samme problematik, hvor at regeringen kun nævnes ifm. at de tidligere har meldt ud, at fattigdom skal måles på en lang række andre parametre udover det ene, altså familiens budgetrestriktion. Ingen borgerlig politiker får mulighed for at svare på kritikken der rettes af Özlem Cekic mod regeringen.

Selve det politiske udspil omkring en nødhjælpspakke til fattige børn, bryder jeg mig ikke om på et begrebsmæssigt niveau. For absurditetens givende grunde tager vi lige definitionen af nødhjælp fra Politikens Nudansk Ordbog:

nødhjælp sb. -en
o akut hjælp til nødstedte personer ved ulykker, under krig, ved naturkatastrofer o.l., fx i form af bjærgningshjælp el. uddeling af madvarer og medicin

Det kan godt være at der er fattige børn i Danmark (det ville være mærkeligt andet), men at mene helt seriøst, at denne fattigdom kan betegnes som udtryk for noget der skriger efter nødhjælp, er udtryk for manglende evne til at sætte tingene i proportioner. Jeg vil ikke forholde mig til det politiske indhold i ”nødhjælpspakken”, men hvis en sådan pakke indeholder andet end rent drikkevand og tæpper, er det ikke nødhjælp.

Find på et bedre navn der stemmer overens med realiteterne, i stedet for at gøre det til et spørgsmål om liv eller død at have muligheden for kunne gå til fodbold eller ej. Jeg ville i hvert fald gerne høre rigtigt nødlidende børns reaktion på Özlem Cekics bizarre begrebsvoldtægt. For hun kan vel helt seriøst ikke mene, at det giver mening at sammenligne børns situation i Danmark og Afrika med samme begreb.

Fokus væk fra Dansk Folkeparti

I dag har et nyt politisk parti set dagens lys og Folketingets mørke. Partiet hedder Fokus og stifteren er det nuværende folketingsmedlem og forhenværende Dansk Folkeparti-medlem, Christian H. Hansen.

Peter Mogensen siger helt korrekt, at det nye parti er glemt i morgen, og at der måske ligefrem er for mange partier repræsenteret i Folketinget qua den policy de respektive partier repræsenterer. Clement Kjersgaard har tidligere argumenteret for, at man i fremtiden vil se et politisk system i Danmark der fungerer som et topartisystem.

Jeg har ikke fundet én politisk kommentator eller anden person med nogen form for kyndighed der spår partiet gode chancer for at blive valgt ind i Folketinget. Jeg har derfor spurgt mig selv, om Christian H. Hansen ikke er fornuftig nok til at se det helt tilnærmelsesvist umulige i hans ønske om, at få et parti valgt ind i Folketinget ved næste folketingsvalg. Jeg vil i dette blogindlæg lege med ideen om, at Christian H. Hansens foretrukne præference IKKE er at få partiet Fokus over spærregrænsen ved næste folketingsvalg.

Hvorfor laver man så et parti, hvis man selv kender til usandsynligheden for at blive valgt ind? Jeg ser to grunde, hvoraf disse er at 1)brande ham selv på en række policy-områder og 2) distancere sig selv fra Dansk Folkeparti.

Hvad angår det første, kan man på partiets hjemmeside på forsiden se at ”Vi viser vejen” til sundhed, dyrevelfærd, miljø, økologi, retspolitik, kultur, psykiatri, social, uddannelse, familien, forsvar og ældre. Bemærk at dyrevelfærd og psykiatri er nævnt. Ikke det der fylder mest i dagens medielandskab. Christian H. Hansen vil dermed gerne brande sig selv på en række policy-områder, hvor han ser at han kan have en fremtid som ordfører eller andet i et af de større veletablerede partier.

Når vi kigger på pkt 2., altså ønsket om at distancere sig fra Dansk Folkeparti, er det igen relevant se på ovenstående policy-dropping fra Fokus’ hjemmeside, men ikke i relation til de policies der er repræsenteret, men derimod fraværet af ét policy-område: indvandring/integration. Og her må man i sandhed sige at partiet (= Christian H. Hansen) distancerer sig fra Dansk Folkeparti, hvor at han ligefrem varsler et borgerligt nybrud i dansk integrationspolitik. Vi har med andre ord her at gøre med en Christian H. Hansen, der forsøger at blive stueren.

Jeg tror dermed ikke at Christian H. Hansen forventer at hans lille parti eksisterer om 10 år. Jeg tror at han ser partiet som et værktøj til at promovere og brande sig selv, som en leder og politiker med visioner. Kunne han ikke bare rende direkte over til Venstre eller de Konservative uden denne partistiftelse? Jo, uden tvivl, men ved at tage en omvej som partileder vil han helt klart stå bedre stillet når der uddeles ordførerposter m.v. i et af de etablerede partier.

Dette er selvfølgelig blot mine små gætterier omkring Christian H. Hansens motiver. Mit gæt vil være, at han er i et af de etablerede partier, hvis ikke allerede inden næste folketingsvalg, så kort efter.