Er Socialdemokratiet gået tilbage siden folketingsvalget?

Hos Politiken kan man læse, at “Socialdemokratiet går tilbage i ny meningsmåling”. Artiklen bærer titlen “Efter enegang: Socialdemokratiet er gået tilbage siden folketingsvalget, viser ny måling”. Lad os kigge nærmere på den nye måling.

Som altid – når der er en ny måling – er det vigtigt at placere den i den rette kontekst. Ingen måling står sig godt ud alene, hvorfor Figur 1 viser Socialdemokratiets opbakning i målingerne fra 2018, hvor jeg ligeledes har angivet, hvilken der er den nyeste fra Megafon.

Figur 1: Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, 2018

Socialdemokratiet fik som bekendt 26,3% af stemmerne ved folketingsvalget i 2015. I omtrent alle målinger foretaget i år ligger Socialdemokratiet på niveauet omkring folketingsvalget eller højere. Der er ingen systematisk evidens for, at Socialdemokratiet er gået tilbage siden valget.

Det eneste sted vi finder denne historie er i en artikel om én måling fra Megafon. For et par år siden var jeg ude og kritisere Megafons målinger (og dækningen af samme) i forhold til Socialdemokraternes opbakning, og intet tyder på, at det er blevet meget bedre. Det kan undre mig, at journalister og politiske kommentatorer hopper i med begge ben.

Endnu mere interessant er det da også, at artiklen forsøger at koble denne tilbagegang på Mette Frederiksens udmelding om ikke at danne regering med Det Radikale Venstre: “Målingen kommer, efter at partiformand Mette Frederiksen annoncerede, at hun vil gå til valg på at danne en regering kun bestående af Socialdemokratiet. Dermed ønsker hun at droppe 25 års parløb med Det Radikale Venstre.”

Hvorfor er dette interessant? Fordi der ikke er nogen evidens for et statistisk signifikant fald i meningsmålingerne fra den forrige Megafon til den seneste fra samme institut. I den forrige måling fra Megafon (fra 31. maj) fik Socialdemokratiet 25,1% af stemmerne. Som altid kan jeg anbefale denne side, hvor du kan indtaste tal fra to målinger og få svar på, om der er en signifikant forskel mellem to målinger. Det er der ikke i nærværende tilfælde.

Artiklen hos Politiken afsluttes blandt andet med ordene: “Politiken har forsøgt at få en kommentar fra Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet. Han er ikke vendt tilbage”. Dette er der absolut intet at sige til, når det vedrører den slags jammerlige målinger fra Megafon.

Boganmeldelse i Tidsskriftet Politik: Fra krisevalg til jordskredsvalg: Vælgere på vandring 2011-2015

Perioden mellem folketingsvalget i 2011 og folketingsvalget i 2015 var i særdeleshed interessant. Rød blok formåede ved valget i 2011 at mønstre et politisk flertal, hvorved der blev sat et politisk punktum for det tiår, hvor VKO havde haft et stabilt politisk flertal (om end det i en periode så ud til, at Ny Alliance havde sat en endelig stopper for VKO-flertallet i 2007). Blokpolitikken blev med andre ord lagt i graven den 15. september 2011.

Dette udfald af valget igangsatte således også en proces, hvor Socialdemokraterne og SF skulle realisere deres politik i en parlamentarisk kontekst, hvor de Radikale var den store sejrherre. Dette var umuligt og regeringen blev kritiseret for at bedrive en løftebrudspraksis (altså kontraktpolitikkens negation). Der var ingen tvivl om, at de Radikale blev den store vinder i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Efterfølgende så man et Socialdemokraterne, der blev kritiseret fra alle sider, og et SF der blev kørt helt i sænk, hvor Goldman Sachs/DONG-sagen som bekendt var dråben, der fik regeringsbægeret til at flyde over.

På højrefløjen så man et Venstre, der i begyndelsen af perioden lagde godt fra start, men som med tiden ikke kunne tåle flere sager med Lars Løkke Rasmussen i centrum, hvorfor det måtte se vælgerne flygte i hobevis til især Dansk Folkeparti. Det var med andre ord en valgperiode, der kunne være gået bedre for de to traditionelt set store partier, Socialdemokraterne og Venstre. For læsere med lyst til at gå en tur ned ad memory lane, kan Henrik Qvortrups Tre år, ni måneder, tre dage varmt anbefales.

For de læsere, der har lyst til et mere akademisk perspektiv på perioden, kan det anbefales, at man tager et kig på den nye bog, Fra krisevalg til jordskredsvalg: Vælgere på vandring 2011-2015. Jeg anmelder bogen i det nyeste nummer af Tidsskriftet Politik, hvor jeg kommer ind på bogens styrker såvel som svagheder. Det nyeste nummer af Tidsskriftet Politik (19, 4) er tilgængeligt her.

Blev meningsmålingerne valgets taber?

Flere steder kan man læse, at meningsmålingerne blev valgets store taber. Troels Mylenberg spørger således retorisk, om medierne mon kan kræve sine penge retur fra meningsmålingsinstitutterne. Det der især har overrasket folk er, at det angiveligt ikke blev så tæt et valg, som vi havde forventet. Blå blok fik som bekendt 52,3 procent af stemmerne, hvilket var betydeligt mere end 50 procent, og efter alle stemmerne var talt op, stod det fast, at 165.000 stemmer adskilte rød og blå blok. Ved folketingsvalget i 2011 var dette tal kun 8.000. Så meget for et tæt valg.

Kigger vi på hvordan den blå blok lå i meningsmålingerne ser vi dog, at meningsmålingerne slet ikke klarede det så dårligt. Nedenstående figur viser opbakningen til blå blok i løbet af valgkampen hos de seks mest aktive analyseinstitutter, hvor valgresultatet er markeret med en cirkel. Som det kan ses klarede de fleste analyseinstitutter sig ganske fint, når man tager højde for den statistiske usikkerhed.

Der er dog ingen analyseinstitutter, der skyder blå blok til at få flere stemmer, end de fik (men et par af institutterne gjorde for et par dage siden). Kigger vi nærmere på de enkelte partier i blå blok, kan vi da også se, at Dansk Folkeparti endte med et bedre valgresultat, end de fleste analyseinstitutter forventede. Nedenstående figur viser, at analyseinstitutterne undervurderede Dansk Folkepartis opbakning på valgdagen. Der kan være flere forklaringer på dette, men det skyldes nok især, at mange først giver udtryk for, at de stemmer på Dansk Folkeparti, når de står i stemmeboksen. Institutterne forsøger at tage højde for sådanne aspekter, men som det kan ses, er det ikke altid nemt.

For de andre partier i blå blok var der ingen nævneværdige overraskelser på valgdagen. Kigger vi eksempelvis nærmere på de Konservative, som nedenstående figur viser, ser vi, at de fleste institutter havde held med at ramme valgresultatet for det mindste parti i Folketinget. Statistisk er det også nemmere for institutterne at ramme rigtigt for et lille parti som de Konservative end for et større parti som Dansk Folkeparti.

Der er ingen tvivl omkring, at analyseinstitutterne selvfølgelig gerne ville have ramt endnu tættere på de 52,3 til blå blok, og dette især ved at have ramt bedre for Dansk Folkeparti. Når det er sagt må man dog bare konkludere, at det kunne være meget værre – og der er andre aspekter, der er mere aktuelle at diskutere i denne sammenhæng.

For det første er der tale om et problem, når medierne ikke gør mere ud af at nævne den statistiske usikkerhed ved målingerne. Når man glemmer usikkerheden i formidlingen af meningsmålingerne, er det klart, at selv 52 procent virker meget større end 50 procent, når det omregnes til mandater. Der er intet der taler for, at journalisterne vil blive bedre til dette foreløbigt, men det er stadig en vigtig pointe at nævne igen og igen. Så længe det ikke sker, må man selv være kritisk.

For det andet kan der være udfordringer forbundet med den måde hvorpå vi forholder os til vægtede snit og usikkerheden i de estimater, vi kommer med, når vi kombinerer flere meningsmålingers resultater. Vi har eksempelvis set påstande om, på baggrund af talrige målinger, at sandsynligheden for at rød blok fik flere end 85 mandater ved valget, var tæt på 100 procent (de fik som bekendt 85). Hvis samtlige analyseinstitutter estimerer et parti til systematisk at ligge lavere i meningsmålingerne end de burde, vil de vægtede snit reducere den statistiske usikkerhed, men også med den implikation, at det egentlige resultat for det pågældende parti ligger endnu længere væk fra konfidensintervallet i det vægtede snit. Det eneste vi har opnået er dermed en illusion af præcision, når de systematiske skævheder ikke er forsvundet.

For det tredje er der et indiskutabelt fravær af transparens i forhold til de metoder, der bruges til at underbygge påstande om, hvor stor vælgeropbakningen er til de enkelte partier. Dette gælder på alle stadier (fra analyseinstitutternes arbejde til de vægtede snit, man ser i medierne). Analyseinstitutterne har forretningshemmeligheder, hvorfor de ikke har nogen interesse i at fortælle om, hvad de gør for at ramme rigtigt. De vægtede snit kommer ligeledes sjældent med nærmere information om, hvordan de helt præcist er vægtet, hvilke målinger der er inkluderet og så videre. Dette gør det svært at forholde sig kritisk til resultaterne og vurdere validiteten af målingerne.

Det korte af det lange: Meningsmålingerne kunne have ramt bedre hvad angår Dansk Folkeparti, men det er forkert at sige, at meningsmålingerne har fejlet i nærværende valgkamp. Vi er langt fra engelske tilstande, og når man kigger nærmere på de fleste partiers opbakning ved valget og sammenholder det med de seneste målinger, ser det slet ikke så slemt ud. Meningsmålingerne blev med andre ord ikke valgets taber.

Den gode, den onde og den grusomme: Mediernes formidling af statistisk usikkerhed i meningsmålingerne

Den kyndige læser af meningsmålinger ved efterhånden alt om den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne og ikke mindst vigtigheden af, at journalisterne formidler helt essentielle metodiske informationer. Dette er dog ikke ensbetydende med, at de respektive danske medier gør det. I dette indlæg kigger jeg nærmere på, hvordan de danske medier formår at formidle et af de vigtigste aspekter af meningsmålingerne: den statistiske usikkerhed.

Der er især to forhold, der er vigtige i denne sammenhæng. For det første at undersøge, om medierne formår at formidle den statistiske usikkerhed. For det andet at undersøge, om de formidler den korrekte statistiske usikkerhed. I forhold til sidstnævnte er det vigtigt at huske på, at usikkerheden for partierne i den samme meningsmåling varierer, alt efter partiets størrelse. De fleste artikler omhandlende meningsmålinger rapporterer dog oftest kun én usikkerhed, mere specifikt for det estimat med den største usikkerhed (altså usikkerheden for det estimat, der kommer tættest på 50%).

Det relevante ved meningsmålingerne i denne valgkamp er, at de alle omhandler styrkeforholdet mellem rød og blå blok. Jeg har ikke været i stand til at finde så meget som én artikel, der ikke kommenterer på opbakningen til henholdsvis rød og blå blok. Dette gør især det andet forhold ved den statistiske usikkerhed interessant. Det er ikke tilstrækkeligt, at disse artikler kun formidler usikkerheden for partierne, da den største usikkerhed er tilknyttet de to blokke. Nedenstående figur illustrerer dette ved at vise hvordan usikkerheden med et 95% konfidensinterval ændres som en funktion af partiets/blokkens størrelse (ved en stikprøvestørrelse på 1000, se her for matematikken bag):

På figuren har jeg angivet et parti, der har 25% af stemmerne (det kunne i disse dage være Socialdemokraterne), samt en blok, der får 50% af stemmerne. Hvis en artikel kun formidler den statistiske usikkerhed for partiet, men er interesseret i opbakningen på blokniveau, vil den rapporterede statistiske usikkerhed være misvisende svarende til afstanden mellem de to stiplede linjer.

For at kigge nærmere på, om medierne tager højde for dette i dækningen, gennemgik jeg en del af de artikler, der er tilgængelige online. Jeg kiggede især på de meningsmålinger fra medierne, der har et bestemt analyseinstitut tilknyttet deres dækning (da de med sikkerhed får den statistiske usikkerhed fra institutterne). Da Voxmeter leverer meningsmålinger til Ritzau, fandt jeg et par tilfældige artikler herfra, der var formidlet i medierne.

I min læsning af hver artikel undersøgte jeg 1) om den maksimale statistiske usikkerhed blev rapporteret, 2) hvad den maksimale statistiske usikkerhed var (altså egen udregning) og 3) vurderede om de to usikkerheder var identiske. Til min store overraskelse var det desværre ikke alle artikler, der formåede at levere noget så basalt som den statistiske usikkerhed.

Overordnet er der tre typer af dækning af den statistiske usikkerhed: Den gode, den onde og den grusomme. Den gode dækning formår at rapportere den statistiske usikkerhed og dette på en sådan måde, at alle rapporterede estimater har en maksimal usikkerhed, der stemmer overens med den rapporterede. Den onde dækning formår også at rapportere den statistiske usikkerhed, men nævner eksempelvis, at det blot er den maksimale usikkerhed for partierne, hvorefter forskellene mellem blokkene rapporteres. Den grusomme dækning nævner ikke usikkerheden med ét ord.

Det gode eksempel først: DR og Epinion. Lige så elendige DR og Epinion var på valgdagen under kommunalvalget i 2013 med deres exit prognose, lige så dygtige er de i deres formidling af den statistiske usikkerhed under denne valgkamp. I samtlige artikler på DR.dk, hvor Epinions målinger formidles, rapporteres den maksimale statistiske usikkerhed på blokniveau. Og for at dette ikke skulle være nok, er der i de fleste tilfælde også en henvisning til rapporten fra Epinion, hvor man kan læse meget mere om meningsmålingen. Det er fantastisk god formidling. Epinion har desuden flere respondenter med end normalt, hvilket gør, at selvom usikkerheden formidles for blokkene, er den stadig lav i forhold til, hvad man normalt ser for partierne.

Det onde eksempel: Jyllands-Posten og Wilke. Jyllands-Posten formår at formidle den statistiske usikkerhed og er eksplicit omkring, at det er for de største partier, men tolker også på forskellene mellem blokkene – og angiver den statistiske usikkerhed for partierne i figurerne hvor de viser forskellene mellem blokkene. Der er dog et tilfælde hvor de rent faktisk formidler usikkerheden på blokniveau, så jeg tror på, at de har kompetente journalister ansat, der har styr på den slags. Et par lignende tilfælde finder vi hos Politiken, der dog også har gode eksempler.

Det grusomme eksempel: TV2 og Megafon. Her formidles ingenting. Læserne af meningsmålingerne hos TV2 har kun mulighed for at vide, hvor stor den statistiske usikkerhed er, hvis de selv finder lommeregneren frem. Til gengæld får man Anders Langballe på autoplay, der fortæller om, hvor spændende alle målingerne er. Mette Østergaard, der nu er hos TV2 News, er desuden uvidende om kvaliteten af dækningen på TV2s hjemmeside, når hun siger, at TV2 gør meget ud af at beskrive den statistiske usikkerhed “udførligt på vores hjemmeside”.

Nedenfor har jeg samlet min læsning af artiklerne i tabelform. Første kolonne angiver mediet, der har formidlet målingen, samt en henvisning til selve artiklen. Anden kolonne angiver analyseinstituttet samt datoen for hvornår dataindsamlingen stoppede. Tredje kolonne den statistiske usikkerhed som rapporteret (hvis den er rapporteret). Fjerde kolonne den statistiske usikkerhed som kalkuleret (hvis der var tilstrækkelige informationer i artiklen til at kalkulere den). Femte kolonne om der er tale om en god ( ), ond ( ) eller grusom ( ) formidling af usikkerheden.

Medie Institut (dato) Maks. usikkerhed: Nævnt Maks. usikkerhed: Kalkuleret Vurdering
TV2 Megafon (27.5) 3,02
TV2 Megafon (30.5) 3,10
TV2 Megafon (31.5) 3,10
TV2 Megafon (1.6)
TV2 Megafon (2.6) 3,05
TV2 Megafon (3.6) 3,05
TV2 Voxmeter (29.5) 2,70 3,03
Politiken Megafon (29.5) 3,00 3,10
Politiken Megafon (30.5) 3,00 3,38
Politiken Megafon (1.6) 3,00 3,00
Politiken Megafon (2.6) 3,00 3,00
Politiko Gallup (27.5) 2,72
Politiko Gallup (27.5) 3,00 2,23
DR Epinion (27.5) 2,60 2,59
DR Epinion (28.5) 2,30 2,28
DR Epinion (30.5) 1,90 1,87
DR Epinion (1.6) 2,40 2,39
DR Epinion (2.6) 2,30 2,31
DR Epinion (3.6) 2,20 2,22
JP Wilke (29.5) 2,63 3,02
JP Wilke (30.5) 3,09 3,09
JP Wilke (31.5) 2,65 3,09
JP Wilke (1.6) 2,68 3,09
MX Voxmeter (27.5)
JP Voxmeter (27.5) 2,70 3,03

Som det kan ses er der både gode og dårlige eksempler. DR klarer sig uden tvivl bedst. Jyllands-Posten klarer sig godt, med plads til forbedringer. TV2 har Anders Langballe. Der er indikationer på, at nogle medier har en praksis der fungerer på den måde, at man først udregner den statistiske usikkerhed for partierne, hvorefter man tolker på opbakningen til blokkene, hvor den statistiske usikkerhed er større end for partierne. Opfordringen til journalisterne er simpel: Husk at formidle den statistiske usikkerhed – og rapporter den statistiske usikkerhed for blokkene, hvis opbakningen til disse er af interesse.

Udviklingen i antallet af meningsmålinger

Hvis du endnu ikke er kørt død i at læse om meningsmålinger, så har Politiken denne visualisering, der viser antallet af meningsmålinger over tid:

Jeg er medleverandør af data til visualiseringen (mere specifikt de nyere målinger). Jeg har intet kendskab til de ældre målinger, hvorfor jeg ikke kan sige noget om, hvor fyldestgørende disse data er. Der er dog ingen tvivl omkring, at antallet af meningsmålinger er steget betydeligt over tid.

Tre simple step til at gøre din kedelige meningsmåling unik

Hvad gør man som journalist når de fleste af de meningsmålinger der kommer ud med timers mellemrum i disse dage, ligner hinanden, men skal formidles og gerne blive set af så mange som muligt? Der er heldigvis flere ting man skal/kan gøre, for at få sin enkelte og kedelige meningsmåling til at se ud af mere, end den er. Her følger tre simple step.

1. Lev i en osteklokke
Det første og måske vigtigste step som journalist er selvfølgelig at undlade at formidle andre meningsmålinger, på samme måde som Coca Cola ikke reklamerer for Pepsi. I løbet af valgkampen er eksempelvis Epinion, der laver målinger for DR, kun nævnt én gang på TV2s politiske site. Megafon, der foretager målingerne for TV2, er ikke, jf. hvad jeg kan se, nævnt på DRs hjemmeside i løbet af den seneste uge. Dette er perfekt. For hver gang et medie nævner en måling fra et institut, de ikke selv har smidt penge efter, falder værdien af deres egen investering i egne målinger – og den enkelte måling bliver mindre unik.

2. Find på en historie
Det andet step handler om at finde en journalistisk vinkel, der har en god historie. Ingen gider læse om en meningsmåling, hvis der kun er rå tal og den faktuelle kendsgerning, at sammenlignet med andre målinger, er der intet sket. Hvis dækningen var sådan, kunne læserne nøjes med én artikel om meningsmålingerne om dagen, og det kan vi ikke have. Det er dog ikke noget nemt job at finde en unik vinkel, for de fleste meningsmålinger viser ikke noget specielt i forhold til, hvad andre målinger viser. Det er derfor, at langt de fleste journalister glemmer alt om den statistiske usikkerhed i målingerne og tolker på decimalers ikke-signifikante forskelle.

Et godt eksempel på en god historie er TV2s dækning af den seneste Megafon-måling. I denne måling får de blå partier sammenlagt 50,6% af stemmerne, men hvis man fjerner de 1,3 procent Kristendemokraterne får og regner på tallene hos de partier, der er over spærregrænsen, giver det 50% til blå blok. 50/50. Ikke en anden måling, men en meget sjovere historie – og en journalistisk vinkel, hvor man kan sige, at det er et enormt spændende valg. Og så kan man selvfølgelig få Megafons direktør, Asger H. Nielsen, til at kommentere på den: “Det er første gang jeg ser 50/ 50. Jeg har aldrig set noget så tæt i hele mit liv.” Med andre ord: Vi har en meningsmåling, der ikke adskiller sig fra de andre, men pludselig er en god historie.

3. Spred nyheden… før, under og efter

Når du har en god historie, er det bare om at få den delt. Forsøg gerne at overdøve vægtede gennemsnit og andre målinger (jf. pkt. 1) og brug alt fra de sociale medier til nyhedsudsendelser, for at få budskabet ud til selv de personer, der er af den naive opfattelse, at de kunne nøjes med en håndfuld målinger om dagen. Hvis man er rigtig dygtig skal man også bygge en stemning op omkring målingen, så folk ved, at der er noget specielt i vente. For at blive ved Megafon-målingen kan det gøres ved at fortælle om, at der er noget opsigtsvækkende og spændende i vente (før målingen offentliggøres):

Dette er tre simple step, der let lader sig applicere. Selvom du ligger inde med en meningsmåling, der ikke er unik og ikke viser noget nyt, kan du godt få det til at se sådan ud. God fornøjelse.

Her er tre figurer, der alle viser Liberal Alliances opbakning i meningsmålingerne

Den første figur er fra Deadline på DR2, tirsdag den 2. juni, 2015, der viser opbakningen til Liberal Alliance i meningsmålingerne:

Den anden figur er Liberal Alliances opbakning i Epinion-målingerne i samme periode som i ovenstående figur (du kan kalde det en dokumentation for, at … ja, DR bruger Epinion):

Den tredje figur er Liberal Alliances opbakning i alle meningsmålinger i samme periode som i ovenstående:

Det var så lidt.

Formidlingen af meningsmålinger i valgkampen

Meningsmålinger fylder med rette meget under en valgkamp. Et folketingsvalg er som bekendt blot en meningsmåling med en statistisk usikkerhed på 0. Derfor fungerer meningsmålinger som en pointtavle vi orienterer os mod, når vi vil blive klogere på, hvordan partierne klarer sig – og hvad vi kan forvente på selve valgdagen.

Under folketingsvalgkampen i 2011 skrev jeg, at medierne ikke altid formåede at tage højde for den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne. Jeg forventer ikke, at denne valgkamp bliver en af den slags, hvor medierne i alle tilfælde vil tage højde for den statistiske usikkerhed i formidlingen af meningsmålingerne, men jeg har været optimistisk. Det er for det første min opfattelse, at medierne i højere grad er bevidste omkring den statistiske usikkerhed i meningsmålingerne (mere end i 2011 i hvert fald). Det er for det andet også værd at bemærke, at der har været talrige kritiske artikler omkring meningsmålingerne på det seneste, som med al tydelighed viser, at journalisterne er bevidste omkring de åbenlyse faldegruber, når det kommer til formidlingen af meningsmålinger.

På valgkampens første dag er vi blevet præsenteret for tre forskellige meningsmålinger. En meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske, der taler om et gyservalg (altså at rød blok kommer tættere på de 50 procent). En anden meningsmåling foretaget af Megafon for TV2 og Politiken, der viser, at der ikke er sket det store i løbet af det seneste døgn. En tredje meningsmåling foretaget af Epinion for DR viser, at rød blok går tilbage.

Med andre ord: Fremgang, tilbagegang og status quo for rød blok. Så er vi vist også dækket ind i forhold til journalistiske vinkler på meningsmålingerne. Det der nu bør være åbenlyst er, at de tre meningsmålinger må vise noget forskelligt. Dette er dog på ingen måde tilfældet. Nedenstående figur viser opbakningen til de 10 opstillingsberettigede partier, som analyseinstitutterne inkluderer.

Figuren viser, at de tre meningsmålinger ligger meget tæt op ad hinanden. Faktisk ligger de så tæt, at der ikke er nogle partier, der står signifikant dårligere eller bedre i én måling i forhold til en anden måling. Når vi kigger på blokkene, hvor rød blok består af Socialdemokraterne, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, og blå blok af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, ser vi da heller ikke, at der er forskelle på tværs af målingerne.

Derfor er det også interessant, at man kan skrive tre så forskellige artikler omkring hvordan partierne står i meningsmålingerne. Dette er første men helt sikkert ikke sidste gang, vi kommer til at se dette i valgkampen. Dette af to grunde. For det første bruger medierne primært deres egne målinger. DR har Epinion, Berlingske har Gallup og TV2 har Megafon. Det er en dyr fornøjelse at få lavet meningsmålinger, og derfor gør de respektive medier også hvad de kan for at sælge deres egen meningsmåling til læserne snarere end konkurrentens.

For det andet, og som konsekvens heraf, vil journalisterne have forskellige referencepunkter i løbet af valgkampen, når de skal referere til den seneste måling. Berlinske vil kigge på hvad Gallup viste dagen forinden (kig eksempelvis på Politiko, hvor man ud fra Dagens Gallup angiver forskelle på helt ned 0,2 procentpoint som en tendens), og TV2 hvad Megafon viste dagen forinden. Når der så tolkes på mindre, ubetydelige forskelle fra dag til dag, gør det også, at der vil komme vidt forskellige journalistiske narrativer, der i bund og grund ikke gør nogen klogere.

Til trods for min umiddelbare optimisme må jeg konkludere, at alt tyder på, at når der er valgkamp, har vi at gøre med business as usual. Derfor er det også blot endnu vigtigere at slå fast: Hvis du gerne vil blive klogere på, hvordan partierne (og blokkene) står i meningsmålingerne, så kig på de vægtede gennemsnit. Den journalistiske dækning er der i hvert fald, hvad angår meningsmålingerne, ingen grund til at sætte sin lid til.

Hvornår kommer folketingsvalget? De politiske kommentatorers bud #2

Så er folketingsvalget udskrevet. For et par måneder siden gav de politiske kommentatorers deres bud på, hos Berlingske og/eller TV2, hvornår danskerne kunne forvente at skulle tage turen til stemmeurnerne. Mere præcist gav de politiske kommentatorer deres bud på en valgdag den 13. marts i år. Da vi nu kender den eksakte valgdato, kan vi også se nærmere på, hvor præcise de politiske kommentatorer var og hvem der var mest præcis.

Nedenstående figur viser hvor langt de respektive politiske kommentatorer var fra at ramme rigtigt. Den røde, stiplede linje er den 18. juni, hvor der som bekendt skal være valg. Jo længere væk punktet er fra denne linje, desto mere tog den pågældende politiske kommentator fejl. Jeg har desuden tilføjet et rødt areal, der viser to standardafgivelser (en på hver side af valgdatoen).

Der er tre forhold, der bør kommenteres her. For det første kan man se, at Hans Engell og Anders Langballe var de to kommentatorer, der gættede en dato tættest på valgdagen (5 dage fra). For det andet har det ikke så meget været et spørgsmål om at skulle gætte datoen, men mere om hvorvidt Helle Thorning-Schmidt ville udskrive valget før eller efter sommerferien. For det tredje kan vi se, at Peter Mogensen var ham der var længst fra at gætte rigtigt. (Indsæt selv en sjov bemærkning om, at Peter Mogensen ikke har den bedste track record.)

Hvad kan vi bruge ovenstående til? Ikke så meget. Der er intet der taler for, at Helle Thorning-Schmidt tilbage i marts vidste, hvornår hun ville udskrive valget, og der er intet der taler for, at vi derfor for fremtiden bør stole mere på Hans Engells forudsigelser end eksempelvis Troels Mylenbergs. Det ændrer dog ikke på, at det selvfølgelig er sjovt at samle op på, hvem der klarede sig bedst.

Hvor lang er valgkampen sammenlignet med tidligere valgkampe?

Torsdag den 18. juni skal vælgerne stemme ved folketingsvalget. Med lidt simpel hovedregning fortæller det os, at det giver 23 dages valgkamp. 23 dage med omfattende mediedækning, politikerdebatter og dugfriske meningsmålinger flere gange dagligt. Der er ingen regler omkring, hvor længe en valgkamp skal være, dog udelukkende nogle praktiske grunde til, at valget udskrives omkring tre uger før selve valgdagen.

For at se nærmere på, hvor lang valgkampen er i et historisk perspektiv, har jeg indsamlet information omkring tidligere valgkampes længde (fra 1957 og frem) fra Folketingets hjemmeside og tilføjet den kommende valgdag. Den kommende valgdag er markeret med blåt i nedenstående figur:

Sammenlignet med de seneste valgkampe får vi denne gang et par dages ekstra valgkamp (og, alt andet lige, nok et par debatter og mellem 5 til 10 meningsmålinger ekstra). Vi skal tilbage til valgkampen i 1994 for at finde en valgkamp med samme længde som ved folketingsvalget 2015. Kigger man på det storre billede kunne det dog være meget værre. Vi har således set eksempler på valgkampe der forløb over en hel måned.

Afslutningsvis er her lidt trivia om valgdagen fra Politiken: “Der er afholdt 69 folketingsvalg siden 1848. Dengang faldt valget torsdag torsdag 5. oktober. Siden er størstedelen af valgene afholdt på en tirsdag – 36 i alt. Men det er ikke et krav. Faktisk er alle ugedage undtagen søndag blevet brugt til at afholde valg. Der er en gang blevet afholdt valg en lørdag. Det var 26. februar 1853. Seneste valg, 15. september 2011, blev afholdt på en torsdag.”