Erik Gahner Larsen

God valgdag

Så er det d. 15. september 2011. Det er i dag du skal benytte din demokratiske rettighed (og pligt, som nogen vil tilføje), og for en dag leve i troen på, at din stemme har nogen betydning.

Alt tyder på at Helle Thorning-Schmidt bliver landets næste statsminister. Ingen meningsmåling har så meget som antydet en blå sejr i løbet af valgkampen. Eksperterne er også enige. Om det er den ene konstellation af partier eller den anden der får +50 pct. af stemmerne, er for mig ligegyldigt. Jeg har et parti jeg gerne ser det gå godt for, og otte partier jeg gerne ser det gå mindre godt for.

Uanset hvordan det går er én ting dog sikkert: VKO-flertallet er definitivt væk. De sidste 10 års politik er et lukket kapitel, og jeg vil »fejre« det en af dagene med det nye nummer af Økonomi & Politik, der har temaet Regering og opposition 2001-2011.

Der vil i løbet af de kommende uger blive skrevet et indlæg eller to om valget og valgresultatet, og i mellemtiden kan du læse nogle af de andre indlæg jeg har skrevet under valgkampen her.

God valgdag.

Stemmekoordination

»Jeg vil opfordre rød bloks vælgere til, at stemme i løbet af dagen. Så bliver der ikke trængsel ved valgstederne om aftenen, når blå bloks vælgere har fri fra arbejde.«

De unge vil ikke have stemmeret

Undersøgelsen Ungdomsvalget 2011 er nu afsluttet. Bag undersøgelsen står forskere fra Aalborg Universitet. Over internettet har flere tusinde unge svaret på en række spørgsmål, lige fra hvem de ville stemme på ved folketingsvalget til deres holdning til spørgsmålet om at give 16-17 årige ret til at stemme ved folketingsvalg.

Dansk Ungdoms Fællesråd skriver flittigt om denne slags undersøgelser – og nærværende er ingen undtagelse. Hvad jeg tvivler på er, at de vil bringe en nyhed om de unges holdning til at sænke valgretsalderen på baggrund af det foreliggende datamateriale.

Under en femtedel af de adspurgte unge mener, at det er en god idé at sænke valgretsalderen. Over dobbelt så mange mener at det er et særdeles dårligt forslag. Det bliver spændende at se hvordan DUF sælger den.

Respondenterne skal også besvare en række vidensspørgsmål, herunder blandt andet hvor mange medlemmer der er i folketinget, hvis man ser bort fra de nordatlantiske mandater. 41,9 pct. ved det ikke.

Ligeledes bliver de spurgt om hvilke partier der indgår i den nuværende regering. For 44,4 pct. er ideen om et støtteparti højst sandsynligt ukendt.

Mere information omkring undersøgelsen samt data kan findes her. 68,3 pct. af respondenterne i undersøgelsen er gymnasieelever (STX).

Er Det Konservative Folkeparti overflødigt?

Hvad vil Det Konservative Folkeparti egentlig? I don’t know. Ved vælgerne det? Hvis nogen ved det, så skriv endelig en kommentar til dette indlæg. De har siddet i regering i ti år, men man bliver ikke meget klogere på partiet og dets politik ved at kigge på de politiske resultater. Peter Norsk beskriver det meget rammende, når de Konservative virker som et parti der har søgt »magten for magtens skyldt« og styres af ministre, der »kun ønskede at sikre sig ministerbiler og ministerpensioner«.

Her hvor den borgerlige regering forhåbentlig kører på sidste vers, må det være tid til, at de Konservative går i tænkeboks og formulerer et konservativt projekt, der ikke kan sammenlignes med de andre borgerlige partiers politik. Det Konservative Folkeparti må med andre ord finde sin plads på højrefløjen. De Konservative er på nuværende tidspunkt et noget nær overflødigt parti, hvorfor deres videre tilstedeværelse i dansk politik må bero på at finde det ledige standpunkt, såfremt dette eksisterer.

Der er efterhånden ikke det standpunkt de Konservative i en eller anden sammenhæng ikke har meldt ud. Jeg har tidligere skrevet, at de Konservatives krise skal findes i et manglende konservativt projekt. Jeg vil i dette indlæg forsøge at distancere Det Konservative Folkeparti fra de andre partier, og dermed forsøge at formulere et grundlag for, hvad de Konservative bør gøre.

Lad os for overskuelighedens skyld antage, at Det Konservative Folkeparti udelukkende skal forholde sig til en situation, hvor der kun er Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Dette giver fin mening fordi det er disse partier partiet skal distancere sig i forhold til, hvis de skal kunne eksplicitere deres eksistensberettigelse på længere sigt i dansk politik.

Konservative kontra Dansk Folkeparti
De Konservative har mange ligheder med Dansk Folkeparti. Værdipolitisk appellerer de til de samme vælgere, men hvad angår den økonomiske politik, er der næppe ret meget de er enige omkring. For de Konservative har det betydet noget at få sænket skatten, fjerne efterlønnen og generelt føre en mere liberal politik. Dette vil Dansk Folkeparti ikke. Tværtimod. Pia Kjærsgaard har meldt ud, at hun er en »ægte socialdemokrat«.

Til trods for nogle værdipolitiske ligheder på områder som indvandring, kultur m.v., er det ikke svært at formulere et konservativt projekt der distancerer sig fundamentalt fra Dansk Folkepartis socialdemokratiske ånd, som hverken skal eller bør appellere til konservative vælgere.

Konservative kontra Liberal Alliance
De Konservative har mistet vælgere til Liberal Alliance. Højst sandsynligt på grund af en utilfredshed med konservative resultater på den økonomiske politik. Det vil da også være den rene selvmordsaktion at gå ind i en debat omkring økonomiske reformer med Liberal Alliance, for at vinde på den front. Liberal Alliance vil altid kunne gå lidt længere og foreslå en lidt større reform.

De Konservative skal derfor i bund og grund signalere, at de gerne vil reformer. Noget kunne tyde på, at det konservative bagland heller ikke er imod reformer på en lang række områder. De Konservative skal derfor langt hen ad vejen melde sig enige med Liberal Alliance på den økonomiske politik.

Hvor de Konservative omvendt skal distancere sig fra Liberal Alliance, er på det værdipolitiske område. Der er næppe mange konservative vælgere der bakker op om »åbne grænser, lukkede kasser«-synspunktet, og det giver derfor fin mening for de Konservative, at melde ud, at man med K får et parti der vil de økonomiske reformer, men uden at give køb på værdipolitiske mærkesager.

Konservative kontra Venstre
Det er svært at skulle forholde sig til Det Konservative Folkeparti og Venstre som to selvstændige partier. De har været i regering sammen i ti år – og som nævnt ovenover synes de Konservative at have været tilfredse med de dertilhørende goder af at være regeringsparti. På bekostning af politiske resultater.

De Konservative skal udnytte at Venstre (også efter et valgnederlag) er bundet fast til medianvælgeren. Venstre vil stadigvæk appellere til vælgeren der vil have mere velfærd og lidt mere af alting. De Konservative skal ikke kæmpe mod Venstre om disse vælgere. Den socialistiske fordelingspolitik vil derimod være noget de Konservative kan kritisere Venstre for, og på den måde distancere sig fra partiet.

Dertil skal de Konservative udnytte at Venstre vil stå i en position hvor det højst sandsynligt skal diskutere udlændingepolitik med en S-SF koalition, og ikke Dansk Folkeparti. De Konservative vil skulle forsøge at betegne Venstre som et parti der er for blødsødne og for liberale i deres tilgang til den værdipolitiske linje, der blot adskiller sig med marginaler fra de røde partiers linje.

De Konservative og Venstre er ideologisk set meget forskellige partier. Forskelle der for Det Konservative Folkeparti er vigtige at gøre borgerlige vælgere klar over. Derfor er det da også vigtigt for de Konservative at komme i opposition, og ikke stå i en position hvor enigheden skal opretholdes for enhver pris. Det er ikke kun på den værdipolitiske linje de Konservative historisk kan distancere sig fra Venstre, men med den midtersøgende kurs Venstre har anlagt, så i høj grad også i forhold til den fordelingspolitiske linje. Jeg har ved en tidligere lejlighed kritiseret de Konservative for ikke at have en selvstændig politik på dette område i forhold til Venstre.

Det Konservative Folkepartis plads på højrefløjen
Det Konservative Folkeparti er et parti for dem der vil den økonomiske liberalisme, men ikke vil de åbne grænser. Det Konservative Folkeparti skal være et parti for dem der vil de kulturelt forankrede værdier, men ikke vil den socialdemokratiske, økonomiske politik. Dette standpunkt er ledigt på højrefløjen.

Dette kan vi illustrere i denne firfeltstabel:

De enkelte partiers placeringer kan diskuteres og problematiseres. Min pointe er nu heller ikke så meget, at placeringerne med 100 pct. nøjagtighed afspejler den politiske realitet. Pointen er, at det er en sådan strategi Det Konservative Parti i den politiske debat skal bruge til at distancere sig fra de andre partier på højrefløjen. Så er der en reel fremtid for partiet.

Der er fire implikationer ved nærværende strategi, der for god ordens skyld skal hhv. opsummeres og nævnes. For det første skal partiet i opposition. Og det kan kun gå for langsomt. For det andet skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere værdipolitiske spørgsmål med Dansk Folkeparti. For det tredje skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere økonomiske spørgsmål med Liberal Alliance. For det fjerde skal partiet lade være med at samarbejde med et kulturradikalt parti. Sidstnævnte forvirrer konservative vælgere mere end det gavner (dog er der selvfølgelig mulighed for at gennemføre økonomiske reformer med dette parti, men det har vi allerede set eksempler på før deres politiske flirt).

Derfor skal Venstre tabe valget

Først publiceret på Podia.dk.

I 2001 holdte daværende oppositionsleder Anders Fogh Rasmussen en grundlovstale hvori han kritiserede Socialdemokraterne og deres tilgang til statsapparatet. Overordnet lød kritikken på, at Socialdemokraterne havde siddet så længe på magten, at de betragtede regeringsapparatet som deres personlige ejendom.

En lignende kritik kunne Helle Thorning-Schmidt med rette bringe af Venstre. Om det samme er tilfældet ved Venstre nu som ved Socialdemokraterne for 10 år siden, vil jeg dog ikke forholde mig videre til i dette indlæg, men blot pointere, at det er sundt for demokratiet og statens institutioner, at magthaverne skiftes ud gennem demokratiske valg i ny og næ.

Derfor vil det – givet den minimale forskel der er på Venstre og Socialdemokraternes politik – ikke betyde det store for mig, hvis det er Socialdemokraterne der skal stå i spidsen for en ny regering efter valget. Omvendt ville jeg faktisk have det ret dårligt med, at Venstre gik hen og vandt valget. Hvorfor? Fordi de på ingen måde fortjener det.

Det er ikke alt dårligt det vi har set i det sidste årti. Der har været nogle tiltrængte reformer, men de stemmer ingenlunde overens med de krav man med rette kan stille til en regering, der har siddet ved magten i 10 år. Resultaterne er ganske enkelt udeblevet.

Senest har regeringen stået i spidsen for at få sat en ny rekord: Der er nu over 2.000.000 danskere på offentlig forsørgelse. Aldrig nogensinde har vi været vidne til, at så mange voksne danskere lever af midler fra det offentlige. Venstre har derfor grundlæggende fejlet, hvis det da har en ambition om at skabe et samfund hvor dem der kan, får muligheden for at skabe rammerne for deres eget liv uafhængigt af fællesskabets ansvarsløse pengepung. Konsekvensen er, at vi på sigt vil se, at flere borgere kommer til at leve en tilværelse som ansvarsfraskrivende velfærdsvoksne.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis bliver bedre med Socialdemokraterne i spidsen, men løsningen på landets økonomiske problemer er på ingen måde Venstre. Venstres økonomiske politik som noget der vil få dette velfærdsliderlige samfund ud af en international økonomisk krise, er en myte der hviler på et haltende budget og nogle antagelser om, at man ved at ændre lidt hist og her, nok skal klare den.

Venstre fortjener derfor ikke at genvinde magten ved valget d. 15. september. Ligeledes er det min opfattelse, at det vil være sundt for det borgerlige Danmark at komme i opposition. Der er brug for nytænkning og friske kræfter i kampen for et bedre samfund. Der er brug for at eksplicitere et borgerligt projekt med udgangspunkt i nogle grundlæggende, liberale værdier, der rækker længere end til en mærkesag med mantraet »Gæld eller velfærd«.

Det er næppe meget der vil ændre sig ved Venstres politik når de kommer i opposition efter valget. For det liberale projekt er det dog alt andet lige at foretrække, at Venstre (Danmarks liberale parti), ikke sidder på magten. Efter valget, når der ikke længere er en såkaldt borgerlig regering, får de liberale kræfter i dette land et bedre udgangspunkt for at problematisere, kritisere og diskutere det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt, end tilfældet har været de sidste ti år, hvor Danmarks liberale parti har været forvaltere af nævnte.

Rettigheder til ovenstående stribe tilfalder Cyanide and Happiness. Jeg har blot ændret teksten. En tak til min bror Andreas for at henlede min opmærksomhed til den konkrete stribe.

Peter Mogensen ramte forkert – igen.

Peter Kurrild-Klitgaard skriver følgende på ”Groft sagt”: »Det lykkedes på selve dagen for udskrivelse af folketingsvalg for standup-kommentatoren Peter Mogensen at ramme rigtigt med én forudsigelse.«

Dette må jeg på det kraftigste korrigere. Peter Mogensen kunne desværre heller ikke på selve dagen for udskrivelsen af folketingsvalget, ramme rigtigt. Han skrev således følgende på hans facebook-profil:

Vi får heller ikke valg i dag.

For efter udskrivelsen af valget at skrive:

Sjovt – vi FIK valg i dag.

Han forklarer sig dog med, at det er ubegribeligt og desperat af Løkke. I dag indleder han så sin seneste opdatering med:

Løkke kan faktisk vinde: Lige nu er der dødt løb i Gallup.

Jeg elsker dig, Peter Mogensen.

HT: Kristian Madsen

FV ’11: Meningsmålinger og statistisk usikkerhed

Valgkamp er lig masser af meningsmålinger. Hvis vi sammenligner valgkampen med en fodboldkamp, er meningsmålingerne kampens stilling. Og da man gerne vil vide hvordan det går, er meningsmålingerne alt hvad vi har at arbejde med før fløjten lyder og slutresultatet ligger fast.

Vi har allerede nu set meningsmålinger der giver anledning til vidt forskellige tolkninger, og det øger alt andet lige også spændingen i forbindelse med valget. Der er jo heller intet ved at se en fodboldkamp, hvor der står 4-0 til favoritholdet efter det første kvarter. Det bedste – for spændingen – vil selvfølgelig være, hvis »rød blok« og »blå blok« skiftevis fører og er bagud.

Når et analyseinstitut fortæller hvor mange stemmer de forskellige partier står til at få, sker det med udgangspunkt i et repræsentativt udsnit af vælgerkorpset. Dette betyder, at der altid vil være en eller anden grad af usikkerhed forbundet med meningsmålingen. For ikke at arbejde med nogen usikkerhed overhovedet, ville det kræve, at man spurgte alle vælgere.

Over de næste uger kommer vi som sagt på grund af valgkampen til at se utallige meningsmålinger. Hensigten med disse vil være at vurdere hvordan partierne klarer sig fra dag til dag, så man kan diskutere hvordan konkrete politiske udmeldinger bliver modtaget og hvordan de politiske debatter har påvirket vælgerne.

Det irriterende for journalister i denne sammenhæng er, at de ændringer der sker, sjældent varierer mere, end at det kan forklares af den statistiske usikkerhed. Vi kan med andre ord ikke vide, om der er sket en reel forandring i vælgerens partivalg, eller om der blot er tale om en statistisk usikkerhed.

Valgkampen kører nu på dag 2, og Politiken er ude med nyheden om, at Thorning er kommet bedst fra start. Nyheden bygger på, at Socialdemokraterne går fra i går at have 25 pct. til i dag at have 26,5 pct. Hvad er problemet så? Problemet er, at forandringen ligger indenfor den statistiske usikkerhed. Jeg siger dermed ikke, at Socialdemokraterne ikke kan være gået frem fra i går til i dag, men vi kan ikke sige det på baggrund af de to meningsmålinger.

Den statistiske usikkerhed nævnes da også i nyheden, men hvad er pointen i at lave en nyhed med overskriften om en fremgang, før man har taget højde for den statistiske usikkerhed?

Vi kommer højst sandsynligt til at se mange af den slags nyheder, men de skal tages med et gran salt. Vil man have et billede af hvordan de enkelte partier står, kan jeg anbefale de vægtede gennemsnit foretaget af Berlingske Barometer.

FV ’11: Så er der udskrevet valg

Alle snakker om det, alle ved det. Valg nr. 67 i Danmark. Den 15. september. Den tiårige VKO-periode er definitivt slut. Vækstpakken ‘Holdbar vækst’, som blev præsenteret på et pressemøde i onsdags, har vist sig ikke at være partipolitisk holdbar. Det er dermed et brud på det tiårige samarbejde mellem V, K og O, der er udgangspunktet for valget.

Det bliver da også spørgsmålet om økonomiske reformer der bliver hovedtemaet. Det er et komplekst område, hvor det kan være meget svært at finde hoved og hale i, hvad der egentlig vil virke bedst. Den røde eller blå pakke. Økonomer dumper dog både den røde og blå. De politiske diskussioner kommer efter alt at dømme til at omhandle, hvilken politisk blok der kan bage den største velfærdskage (fordelingen af kagen er jo bare et økonomisk, teknisk spørgsmål, suk). Det kommer derfor til at handle om hvordan man løser en gældskrise, skaber vækst osv. Økonomisk tryghed. Kampen om medianvælgeren.

Jeg har ingen intentioner om at skrive mange indlæg under valgkampen. Kun såfremt jeg lige støder på noget interessant. Jeg vil følge valgkampen gennem TV2 News (der kan ses gratis på Sputnik under hele valgkampen), twitter (hashtag #dkpol, #fv11 m.v.) og på en række blogs, heriblandt Jarl Cordua (på JP.dk) og de blogs der nu viser sig at være aktive i løbet af de kommende uger.

For dem der mangler lidt fundamental information om folketingsvalget, kan det findes her.

God valgkamp.

FV ’11: Alle snakker om det, ingen ved det

Verdens længste valgkamp. Der snakkes efterhånden ikke om andet end det kommende valg, og til trods for min politiske interesse, hænger al den valgsnak mig langt ud af halsen. Forleden var Peter Kurrild-Klitgaard i Deadline og argumentere for og imod faste valgperioder. Personligt er min holdning i slipstrømmen af det sidste års valgsnak, at faste valgperioder er at foretrække.

Helle Thorning-Schmidt ser gerne, at Lars Løkke Rasmussen udskriver valg. På de sociale medier jokes der med, at Lars Løkke aldrig udskriver valg. Nogle medier skriver sågar om hvad der vil ske, hvis Lars ikke udskriver valget. For dem der selv vil prøve kræfter med en (defekt) valgknap, kan de gøre det her.

Skrives der mere og mere om valget? Det korte svar må være ja. Kigger man på InfoMedia og ser, hvor meget der skrives om valg (valg*), ser man en stigende tendens i disse uger. Ordet valg* bruges selvfølgelig også i andre sammenhænge end blot det kommende folketingsvalg, men intet der burde kunne skabe en skævvridning over den seneste måned.

Ovenstående simple punktdiagram viser hvor mange gange der er skrevet om valg i de danske medier over de seneste uger. I uge 29 blev valg* nævnt 5.492 gange, i uge 33 10.320 gange.

Kan vi ikke blive enige om to ting? 1) Faste valgperioder er at foretrække, da det fjerner alle overvejelser om hvornår et valg udskrives (og hindrer, at dem der har magten strategisk kan udskrive valget, når det gavner dem bedst). 2) Valget bør udskrives nu, så al den snak om valget kan få en ende (som Anders Fogh Rasmussen ligeledes brugte som argument for at udskrive valget i 2007).

FV ’11: Introduktion

Jeg var ved frisøren her den anden dag. Midt under klipningen kom der nogen fra TV2 News der havde en aftale med frisøren om at lave nogle reklamespots. Reklamespots for dækningen af det kommende valg på nævnte TV-kanal. Reklamerne skulle, så vidt jeg forstod det, vise et Danmark der var gået i stå på grund af valget. Der er gået valgkamp i det politiske Danmark.

Der er med andre ord et folketingsvalg på trapperne. Dette valg har ligeledes været på trapperne i meget lang tid. For snart 10 måneder siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg kritiserede medierne for at gå så meget op i et valg der lå så langt ude i fremtiden. Nu er vi dog nået til et punkt, hvor vi så småt kan begynde at ane et valg ude i horisonten.

I forbindelse med min interesse for valget samt at jeg næste semester på mit studie skal have et par seminarfag, hvor et af dem bærer titlen ”Medier, partier og vælgere i 2011-valget: Teoretisk perspektiv og empirisk analyse”, vil jeg forsøge mig på at bruge bloggen i forbindelse med dette.

Jeg vil dermed bruge denne platform til at elaborere mine tanker, bearbejde litteratur, perspektiver, diskussioner m.v. og ikke mindst formidle dette. I denne forbindelse vil der selvfølgelig også blive plads til partikulære kommentarer til hvad jeg lige finder interessant i relation til valget m.v.

Hvad dette forsøg bærer med sig – om det bliver en stor rodekasse uden hold i noget overhovedet, eller om det bliver en tænkeboks hvorfra brugbare ideer kan vokse ud, må tiden vise.

Jeg er så småt i gang med det første indlæg (hvis dette ikke tælles med), hvor jeg vil kigge nærmere på, hvorfor valget ikke er kommet endnu, nu hvor kommentatorerne flere gange har været sikre på, at det var lige om hjørnet. Stay tuned.