Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #4

Hos TV 2 kan man læse, at en opsigtsvækkende meningsmåling fra Megafon antyder nye styrkeforhold i dansk politik. Konkret fremhæves det, at Socialdemokratiet og Venstre begge står til en mærkbar tilbagegang.

På baggrund af dækningen af Megafon-målingen hos TV 2 er det således nemt at tro, at den konkrete måling viser store forandringer. Dette er, som jeg vil vise i dette indlæg, slet ikke tilfældet. I artiklen står der først: “I en ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, går regeringspartiet 2,7 procentpoint tilbage sammenlignet med forrige måling.” Dette tal stemmer ikke overens med, hvad de rapporterer i figuren, hvor det er klart, at det blot er 2,1 procentpoint.

Det er relevant at sammenligne den nye Megafon-måling (fra august) med den forrige måling fra Megafon (fra maj). Når vi sammenligner en meningsmåling med et valgresultat, har vi kun en statistisk usikkerhed for meningsmålingen, men ikke for valgresultatet. Når vi sammenligner en meningsmåling med en tidligere meningsmåling, er det vigtigt at tage den statistiske usikkerhed for begge i betragtning.

Vi kan beregne den statistiske usikkerhed for forskellen mellem to andele ved hjælp af følgende formel, der giver os standardfejlen for forskellen mellem opbakningen til et parti i to forskellige meningsmålinger:

$$ \sqrt{p_{a}\frac{(1-p_{a})}{n_{a}} + p_{b}\frac{(1-p_{b})}{n_{b}}} $$

Hvor $ p_{a} $ og $ n_{a} $ er henholdsvis opbakningen til et parti (evt. 0,3 hvis partiet står til 30% af stemmerne) og stikprøvestørrelsen, begge i meningsmåling $ a $, og $ p_{b} $ og $ n_{b} $ er henholdsvis opbakningen til et parti og stikprøvestørrelsen i meningsmåling $ b $.

Denne usikkerhed kan vi så bruge til at se, om der er forskelle mellem to andele. Konkret kan vi multiplicere standardfejlen med 1,96, der giver os et 95% konfidensinterval, når vi lægger det til og fra forskellen mellem $ p_{a} $ og $ p_{b} $. Hvis du hurtigt vil sammenligne tallene fra to målinger men ikke gider at lave disse beregninger selv, kan du altid bruge denne service.

I nedenstående figur ser vi nærmere på, hvor store forskelle der er i partiernes opbakning i de to Megafon-målinger. Er der tale om en opsigtsvækkende meningsmåling, der antyder nye styrkeforhold i dansk politik? Nej.

I figuren kan vi se, at Socialdemokratiet er det parti, der går mest tilbage, men det er også det største parti, hvorfor den statistiske usikkerhed er større. Det står dog klart, at der ikke er tale om de store forandringer. Bemærk også, at TV 2 skriver, at tilbagegangen særligt gavner SF og Enhedslisten, der “begge går nævneværdigt frem”. Jeg har ingen anelse om, hvad det vil sige, at partierne går nævneværdigt frem.

Hvad jeg finder nævneværdigt her er det modsatte. Siden den seneste Megafon-måling, der fandt sted før sommerferien, har intet parti rykket sig nævneværdigt i meningsmålingerne. Dette er i tråd med min pointe i de forrige indlæg omkring opbakningen til Socialdemokratiet i de seneste meningsmålinger. Dette bekræftes også, når vi ser på meningsmålingerne fra Epinion. Hvis vi sammenligner den seneste meningsmåling fra Epinion med deres meningsmåling fra før sommerferien, ser vi en forskel i Socialdemokratiets opbakning på 0,0%.

Mit gæt er, at hvis alle andre meningsmålinger havde vist akkurat det samme som Megafons seneste måling, ville der ikke have været en historie. Derfor nævnes Berlingskes vægtede snit da også et par gange i artiklen, hvor det fremhæves, at målingen står i kontrast med hvad Berlingske Barometer viser. Det er interessant at TV 2 flere gange refererer til Berlingske Barometer, da Megafon har gjort hvad de kunne for ikke at være inkluderet i dette vægtede gennemsnit. Megafon (eller TV 2 eller Politiken?) ønsker ikke at bidrage til, at vi har den bedst tilgængelige viden om, hvad målingerne viser (ved at være inkluderet i Berlingske Barometer), men de har det fint med, at de bruges til at opsummere andre målinger. Det er helt til grin.

Som med tidligere indlæg jeg har skrevet om Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, savner jeg at se flere meningsmålinger, der systematisk viser en tilbagegang på tværs af institutterne, før jeg vil konkludere, at partiet ligger tættere på 25% end 30% af stemmerne. Flere medier synes dog at have det fint med at konkludere på baggrund af enkeltmålinger.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #3

I mit forrige indlæg omkring Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, pointerede jeg, at medierne fokuserede på en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet, som der ikke var belæg for, når man tog den statistiske usikkerhed i betragtning.

Med den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser en ændring i Socialdemokratiets opbakning fra 30,3% til 30,6%, bringer Netavisen Pio en artikel omkring, at “Socialdemokratiet og de røde partier er kommet stærkt hjem fra sommerferien, og opbakningen blandt vælgerne stiger igen.” Dette er et endnu bedre eksempel på problemet med at gøre små forandringer store, end de eksempler jeg bragte i mit forrige indlæg.

Lad os tage et eksempel fra artiklen, der på den ene side fortæller, at Socialdemokratiet går frem i målingen, men står til at miste mandater sammenlignet med sidste uges måling:

Socialdemokratiet står i målingen til en opbakning på 30,6 procent. Det er en fremgang på 0,3 procentpoint i forhold til sidste uges måling.

Trods den lille vælgermæssige fremgang, så står Socialdemokratiet til at tabe et enkelt mandat i forhold til den seneste måling, hvilket skyldes, at Liberal Alliance igen er over spærregrænsen, og at der dermed er færre mandater for partierne at deles om.

Med andre ord: Socialdemokratiet går frem med 0,3 procentpoint, men fordi Liberal Alliance går frem med 0,4% (fra 1,7% til 2,1%), og dermed kommer over spærregrænsen, står Socialdemokratiet til at gå tilbage (hvis man kigger på mandattallet).

Alle disse “forandringer” ligger inden for den statistiske usikkerhed, og der er absolut intet der taler for, at et eller flere af ovennævnte partier, har rykket sig i målingerne i løbet af en uge. Når dette eksempel er værd at tage fat i, er det fordi det ikke blot handler om (over)fortolkningen af én lille forandring (Socialdemokratiets “fremgang”), men to forandringer (Liberal Alliances ditto).

Den statistiske usikkerhed nævnes til slut i artiklen (“Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/- 2,8 procentpoint.”), og det er min opfattelse at medierne generelt er bedre til at formidle denne slags information, men at den i selve den journalistiske tolkning – eller fraværet af samme – misforstås eller ignoreres (sidstnævnte er tilfældet her).

Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen i meningsmålingerne disse måneder, og det samme gør Kristendemokraterne. Hvis tilfældig støj omkring spærregrænsen (på ned til 0,1 procentpoint – fra 1,9% til 2%) skal afgøre, om et parti går frem eller tilbage, kræver det, at man ignorerer den statistiske usikkerhed og er klar til at ignorere den for alle andre partier. Det er givetvis spændende for selverklærede politiske nørder, men det er en metodisk problematisk dækning af de politiske partier.

Der har været meget fokus på Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne siden pandemien, især spørgsmålet om hvorvidt der blot var tale om en kort “rally ’round the flag”-effekt. Hvad vi har set på det seneste – som jeg også konkluderede i mit forrige indlæg – er, at der ganske enkelt ikke er evidens for at konkludere, at Socialdemokratiet er gået hverken frem eller tilbage.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #2

For snart et år siden kunne Altinget rapportere, at opbakningen til Socialdemokratiet var begyndt at stilne af. I et indlæg pointerede jeg, at der ikke var meget der tydede på, at opbakningen til Socialdemokratiet havde ændret sig. Mere specifikt konkluderede jeg:

Det er sandsynligt at opbakningen ikke vil forblive så høj, som den er nu, men der er i min optik intet der taler for, at der er sket noget nyt i meningsmålingerne, når vi kigger på Socialdemokratiet. Min vurdering er, at der skal mere til, før at Socialdemokratiet falder i målingerne, end hvad vi har set nu, men dette udelukker selvfølgelig ikke, at partiets opbakning kan blive mindre (eller større) i fremtiden.

Hvis vi kigger på Socialdemokratiets opbakning i løbet af det seneste år, er der ikke meget der taler for, at partiet har rykket sig nævneværdigt i målingerne:

Nuvel, det går lidt op og lidt ned, men sjældent noget der kan siges at være statistisk signifikant. Forskellene mellem analyseinstitutterne er oftest større end forskellene inden for samme, og det er primært kun enkeltmålinger, der taler for en fremgang eller tilbagegang, hvor efterfølgende meningsmålinger blot bekræfter, at opbakningen til partiet er relativt stabil.

I løbet af de seneste par dage har vi fået to nye målinger. Den seneste meningsmåling fra Voxmeter, som også er den første meningsmåling fra Voxmeter siden sommerferien, viser, at Socialdemokratiet ligger på omkring samme niveau som før sommerferien. Det vil sige omkring de 30%. Målingen fra før sommerferien viste en opbakning på 28,4%, hvor den seneste måling fra Voxmeter viser 30,3%. Det er en forskel på 1,9 procentpoint.

Hvorfor er dette interessant? Fordi Ritzau tolker den seneste meningsmåling fra Voxmeter som en fremgang til partiet. Se eksempelvis dækningen hos Kristeligt Dagblad eller B.T., der indledes med ordene: “Socialdemokratiet ser ud til igen at have fået medvind hos vælgerne efter en række meningsmålinger hen over sommeren med faldende opbakning til regeringspartiet.”

Til Ritzaus forsvar skal det nævnes, at de erkender, at der er en statistisk usikkerhed, der er større end de ovennævnte 1,9 procentpoint for Socialdemokratiet: “Med til målingen hører, at der er en statistisk usikkerhed. Den maksimale statistiske usikkerhed ligger på 2,8 procentpoint, som gælder for Socialdemokratiet.” Det er en ren tilståelsessag.

Dette holder dog ikke Ritzau fra at lave endnu en historie om forandringer på baggrund af meningsmålingen. En måling – hvor hovedhistorien burde handle om stabilitet (hvilket giver god mening, da der trods alt har været politisk sommerferie), afføder en artikel om, at målingen viser, at “S går styrket ind til politisk sæson”. Det er i hvert fald hvad Altingets politiske kommentator angiveligt får ud af målingen. Også selvom målingen ikke viser nogen forandring.

Kigger vi på den seneste meningsmåling fra Gallup (fra 5. august), viser den heller ikke de store forandringer i løbet af sommeren, eller som Berlingske konkluderer: Sommeren har ikke rykket det store i meningsmålingerne. Her kommer de dog frem til en helt anden konklusion, nemlig at Gallup-målingen “varsler svær periode for Mette Frederiksen”.

Vi har altså at gøre med to meningsmålinger, der begge viser, at vælgerne ikke har rykket sig i løbet af sommeren, men hos et medie er det udtryk for, at Socialdemokratiet går styrket ind i den politiske sæson, hvor det hos et andet medie er udtryk for, at det bliver en svær periode for Socialdemokratiet. Så skulle der være noget til enhver politisk smag. Det er altid imponerende, hvordan journalister kan bedrive denne slags kaffegrumslæsningsjournalistik.

Gik Socialdemokratiet tilbage før sommerferien? Er de vendt stærkt tilbage over sommeren? Varsler målingerne en svær periode for partiet? Det er muligt at nogle enkeltmålinger kan bruges til at tegne forskellige billeder (især hvis man ignorerer den statistiske usikkerhed), men fra min læsning af tallene tyder det mest af alt på, at vælgerne ikke nødvendigvis har rykket sig over sommeren – og Socialdemokratiet står akkurat hvor de stod, før de gik på sommerferie.

New article in Electoral Studies: Populist parties in European Parliament elections

In the June issue of Electoral Studies, you will find an article I’ve written together with Mattia Zulianello. In the article, we introduce a comparative dataset on left, right and valence populist parties in European Parliament elections from 1979 to 2019. Here is the abstract:

Despite the increasing interest in populism, there is a lack of comparative and longterm evidence on the electoral performance of populist parties. We address this gap by using a novel dataset covering 92 populist parties in the European Parliament elections from 1979 to 2019. Specifically, we provide aggregate data on the electoral performance of all populist parties as well as the three ideational varieties of populism, i.e. right-wing, left-wing and valence populist parties. We show that there is significant variation both across countries as well as between the ideational varieties of populism. Most notably, while the success of left-wing and valence populists is concentrated in specific areas, right-wing populist parties have consolidated as key players in the vast majority of EU countries.

You can find the article here. I also recommend that you check out this great Twitter thread. You can find the data on GitHub and the Harvard Dataverse.

Hvor mange vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti? #2

I et tidligere indlæg kiggede jeg nærmere på en meningsmåling, der påstod, at 20 procent af vælgerne vil overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussen og/eller hans nye parti. I indlægget gentog jeg nogle af de kritikpunkter, jeg tidligere har fremført, når medierne og analyseinstitutterne forsøger at belyse, hvor stor opbakningen er til et nyt parti, der ikke er med i de traditionelle meningsmålinger.

Ét af mine kritikpunkter i mit indlæg var, at der ikke engang var tale om et egentligt parti endnu, men et potentielt parti. Siden da har Lars Løkke bekræftet, at der er tale om et politisk parti. Partinavnet er der dog stadig ingen, der kender til.

Vi ved stadig ikke, hvor mange der sandsynligvis vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti, før vi har en meningsmåling, hvor vælgerne bliver spurgt om, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg i dag – og Lars Løkke Rasmussens parti er én blandt flere valgmuligheder. En sådan meningsmåling har vi stadig til gode (de fleste analyseinstitutter kræver, at et parti er opstillingsberettiget, før de inkluderer det i deres meningsmålinger). Mit gæt er at YouGov, for hvem kvaliteten af meningsmålingerne er sekundært og ofte underordnet, vil være de første til at inkludere Lars Løkkes parti i målingerne (og sandsynligvis før det er opstillingsberettiget).

Siden jeg skrev mit forrige indlæg, har Voxmeter foretaget to meningsmålinger, der begge spørger respondenterne om følgende: “Hvis Lars Løkke Rasmussen stifter et parti, som bliver opstillingsberettiget til næste Folketingsvalg, hvor sandsynligt er det så, at du ville stemme på et sådant parti?”

Den første måling blev foretaget i perioden fra 19. til 22. januar. Den anden måling blev foretaget fra 9. til 16. april. Lars Løkke offentliggjorde sit parti midt i dataindsamlingsperioden for den anden meningsmåling i en klumme hos BT den 10. april (det er altid godt at kommunikere til laveste fællesnævner, når man vil komme bredt ud med et budskab).

Jeg finder det ikke interessant at kigge alt for meget på tallene. De kunne have været halvt eller dobbelt så store, uden at jeg ville finde dem relevante at formidle. Der er ikke tale om en traditionel meningsmåling, og det er i bedste fald blot en useriøs måde at lave meningsmålinger på. Den overordnede pointe er dog, at 13,6% af vælgerne fandt det sandsynligt at ville stemme på Lars Løkkes parti i januar, men det tal var nede på 9,3% i april. Hvad kan vi bruge denne ændring på 4,3 procentpoint til? Jeg mener ikke, at vi kan bruge disse tal til meget, men det er ikke desto mindre, hvad de viser.

Et af de interessante forhold ved den slags meningsmålinger er, at de altid kan bruges til at lave vidt forskellige historier. Avisen.dk kaldte eksempelvis de 9,3% i målingen fra april for medvind til Lars Løkke på baggrund af et notat fra Ritzau. Igen, jeg vil helst undlade at tolke for meget på de tal, men jeg har svært ved at se, hvordan man kan tolke tallene som medvind.

Jeg har fuld forståelse for, at medierne hjertens gerne vil belyse et nyt partis elektorale potentiale, samt at analyseinstitutterne øjner sig en unik mulighed for at få ekstra omtale, men jeg har vitterligt vanskeligt ved at se anvendeligheden af den slags målinger. Der er langt mere støj i den politiske dækning med den slags målinger, hvor vælgerne fejlagtigt vil tro, at opbakningen til Lars Løkkes nye parti ligger på omkring 9,3% af stemmerne, selvom der absolut intet empirisk belæg er for sådan en opfattelse.

Mit råd vil være at medierne holder sig fra at dække den slags meningsmålinger og fokuserer på andre aspekter ved nye partier, eksempelvis deres politiske profil (og evt. hvad vælgerne synes om disse politiske udmeldinger), og når partiet så er opstillingsberettiget, kan vi belyse, hvor stor opbakning partiet vil få ved næste valg.

Hvor mange vil stemme på Nye Borgerlige? #10

Det er efterhånden længe siden, at jeg sidst kiggede nærmere på, hvor stor opbakningen er til Nye Borgerlige. Den korte forklaring på dette er, at der ikke har været meget nyt at rapportere om, når det handler om hvor enige (eller rettere sagt uenige) medierne og analyseinstitutterne er i forhold til at måle partiets opbakning.

Der er stadig ikke enighed om, hvor stor opbakningen er til Nye Borgerlige. Især YouGov og Voxmeter er fortsat uenige, hvor førstnævnte giver partiet en større opbakning (husk på at YouGov ramte partiet forkert ved valget i 2019). Dette er dog ikke det samme som, at der ikke er sket noget i meningsmålingerne hvad angår Nye Borgerlige. Meningsmålingerne har således i løbet af det seneste år været enige om én ting: Nye Borgerliges opbakning i befolkningen er gået opad.

For et år siden havde Voxmeter partiet omkring spærregrænsen. Nu ligger partiet i Voxmeters målinger stabilt på et sted mellem 5 og 10% af stemmerne. De seneste målinger fra Gallup og Epinion placerer også partiet et sted mellem 5 og 10%. Det interessante er, at jo større opbakningen bliver til partiet, desto mindre uenighed vil der være mellem de fleste analyseinstitutter. Det er derfor også vanskeligt at sige, i takt med at opbakningen til partiet stiger, hvad der kan tilskrives henholdsvis tilfældig støj og systematisk bias i meningsmålingerne. Vi ved at den statistiske usikkerhed er mindre for små partier (lille tilfældig støj), men vi ved også, at analyseinstitutterne har svært ved at ramme nye, små partier (større systematisk bias).

YouGov vil kunne forsvare sig med, at de “måler folkestemningen” og indfanger tendenser før andre institutter, hvorfor de har fat i den lange ende. Dette argument køber jeg dog ikke. De formåede som sagt ikke at ramme valgresultatet i 2019. Når det er sagt er YouGov ikke radikalt langt fra hvad andre analyseinstitutter viser nu. Den seneste YouGov-måling giver Nye Borgerlige 11,7% af stemmerne, hvilket ikke er radikalt langt fra 10%. Jeg finder det dog stadig usandsynligt, at YouGov rammer rigtigt.

Voxmeter lavede i 2016 en fejlagtig meningsmåling, der postulerede, at “hver tiende vil stemme på Nye Borgerlige” (Voxmeter har lavet lignende målinger med Lars Løkkes nye parti, men mere om dette i morgen), men forkerte målinger bliver ikke bedre af, at de rammer rigtigt på et senere tidspunkt. Som jeg pointerede sidste år i Altinget, kan denne slags meningsmålinger netop ende med at blive selvopfyldende profetier. Derfor er det vigtigt, at medierne tager deres dækning af meningsmålingerne seriøst og ikke konkluderer om et parti går op eller ned, før der er systematisk belæg herfor.

Med dette in mente kan vi se på den seneste historie om Nye Borgerlige, der går på, at de går tilbage i meningsmålingerne. Hos Altinget rapporterer de således, at opbakningen til Nye Borgerlige bevæger sig nedad. Konkret stod partiet til at få 10,2% af stemmerne i marts, hvor de i april står til at få 8,9% af stemmerne.

Disse estimater harmonerer fint med, hvad min egeng model viser, altså at partiet lå på omkring 10% i marts og nu ligger lidt lavere. Jeg er dog skeptisk i forhold til at konkludere, at Nye Borgerlige går tilbage i meningsmålingerne. Mit bedste bud er – i skrivende stund – at partiet ligger på omkring 10 procent af stemmerne. Min seneste prognose giver partiet 9,5% af stemmerne. I nedenstående figur viser jeg opbakningen til partiet i meningsmålingerne fra 2020 til i dag.

Jeg finder det usanynligt, at partiet har mistet vælgere på det seneste. Min læsning af tallene er, at opbakningen til partiet er stabiliseret. De har således hverken vundet eller tabt stemmer, men de ændringer vi ser er marginale og skal ikke tilskrives for stor betydning. Altinget kan selvfølgelig gøre, hvad de vil (der skal jo skrives nye historier og deres læsere skal have value for money), men jeg ville ikke selv stå på mål for sådan en tolkning af meningsmålingerne.

Bid desuden mærke i, at jeg her er kritisk i forhold til at konkludere, at Nye Borgerlige går tilbage. Sidst jeg kritiserede mediernes formidling af meningsmålingerne i forhold til Nye Borgerlige, var Uriasposten ude med riven, da nogen ikke evnede at forstå, at jeg kritiserede meningsmålingerne og ikke partiet. Dette tager jeg stille og roligt, da der ikke var nogen sammenhængende kritik, jeg kunne forholde mig til (det eneste denne slags meningsdannere ser er nogle kritiske kommentarer i en kontekst, hvor Nye Borgerlige nævnes, og så går de i emotionelt selvsving). Jeg kan blot fremhæve, at jeg vistnok efterhånden har kritiseret mediernes dækning af alle partier – også venstreorienterede partier (da medierne eksempelvis påstod at Alternativet var over spærregrænsen, kritiserede jeg dette og konkluderede, at der ikke var nogen evidens for denne påstand i meningsmålingerne).

Er det utænkeligt at Nye Borgerlige går tilbage? Nej, men det er et andet spørgsmål, der kun kan besvares, når vi ser på de kommende meningsmålinger. Hvis partiet får negativ dækning (såsom at de går tilbage i meningsmålingerne), er det sågar plausibelt, at de vil miste stemmer. Jeg ser blot ingen tendenser i målingerne, der tyder på, at Nye Borgerlige mister stemmer. Partiet ligger på omkring 9,5% af stemmerne og sådan har det været gennem 2021 indtil videre.

Kvalitetsvægtede gennemsnit af meningsmålinger og statistisk usikkerhed #3

I mit forrige indlæg om kvalitetsvægtede gennemsnit af meningsmålinger og statistisk usikkerhed, kom jeg ind på, at en af grundene til, at der er forskel på de vægtede gennemsnit er, at de ikke anvender samme tilgang:

Der findes ikke én måde at lave et vægtet gennemsnit. Der er en lang række af spørgsmål, man skal forholde sig til. Hvor mange meningsmålinger skal indgå i et vægtet snit? Skal alle analyseinstitutter have samme indflydelse – eller skal eksempelvis de institutter, der ramte sidste valg bedre, vægtes højere? Nyere meningsmålinger skal vægtes højere end ældre meningsmålinger, men hvor meget mere? Svarene på disse spørgsmål er ikke nødvendigvis oplagte, og det er en af grundene til, at forskellige vægtede gennemsnit ej heller giver de samme estimater.

På den baggrund tænkte jeg, at det ville være interessant at lave en sammenligning af de respektive vægtede gennemsnit. Der er fire vægtede gennemsnit i Danmark, der bliver opdateret regelmæssigt: Politologi Prognose, Risbjerg-snittet, Berlingske Barometer og Ritzau Index.

Der er flere ligheder og forskelle mellem de respektive snit, og i tabellen nedenfor har jeg sammenlignet de fire snit på de følgende syv parametre: 1) hvilke institutter, de inkluderer (om det er alle institutter eller ej); 2) antallet af meningsmålinger; 3) om der tages højde for huseffekter; 4) hvilke minimumskrav der er til, at et parti inkluderes; 5) om nyere målinger vægtes højere; 6) om resultaterne er offentligt tilgængelige; og 7) om den statistiske usikkerhed formidles.

Tabel 1: Sammenligning af vægtede gennemsnit

Politologi Prognose Risbjerg-snittet Berlingske Barometer Ritzau Index
Alle institutter Ja Nej Nej Nej
Antal målinger Alle fra valgperioden Målinger fra den seneste måned Målinger fra de seneste 31 dage Seneste 15 målinger
Estimering af huseffekter Ja Nej Nej Nej
Minimumskrav Ingen Ingen Ingen Minimum 15 målinger hvor et parti indgår
Vægter nye målinger højest Ja Uklart Ja Ja
Offentligt tilgængelige resultater Ja Nej Ja Ja
Rapportering af statistisk usikkerhed Ja Ja Nej Nej

Før jeg beskriver detaljerne i tabellen yderligere, skal jeg nævne, at jeg tager forbehold for, at jeg kan have misforstået noget ved de vægtede snit, og såfremt der er fejl eller mangler, skal jeg selvfølgelig nok korrigere disse. Ligeledes skal jeg for en god ordens skyld orientere, at jeg står bag Politologi Prognose, hvorfor jeg (u)bevidst kan få den til at fremstå som den bedste prognose blandt de fire. Jeg vil holde mig fra at lave en sådan vurdering i dette indlæg.

De fleste vægtede gennemsnit inkluderer ikke meningsmålinger fra Megafon. Sådan har det været i årevis, hvor Megafon eksplicit har frabedt sig dette. Jeg har ikke fået en henvendelse fra Megafon, hvorfor jeg antager, at det er acceptabelt, at de er inkluderet i Politologi Prognose. Politologi Prognose er dermed det eneste vægtede snit, der inkluderer meningsmålinger fra alle institutter.

De vægtede snit bruger ikke de samme meningsmålinger. Risbjerg-snittet og Berlingske Barometer anvender begge de nyeste meningsmålinger (meningsmålinger der er ældre end en måned, er ikke inkluderet). Ritzau Index tager ikke højde for, hvornår meningsmålingerne er lavet, men blot at de er blandt de seneste 15 meningsmålinger. Politologi Prognose anvender uden sammenligning flest meningsmålinger ved at kigge på alle meningsmålinger i perioden fra det seneste folketingsvalg frem til og med den seneste meningsmåling.

Dette fører til en af de primære forskelle mellem Politologi Prognose og de andre vægtede gennemsnit. Mere konkret at Politologi Prognose estimerer huseffekter, altså systematiske forskelle i, hvordan analyseinstitutterne generelt betragtet vurderer (eller ikke vurderer) partierne forskelligt (se dette indlæg for henvisninger til mere information omkring huseffekter). Ved at bruge et større datamateriale har Politologi Prognose nemmere ved at opfange nye tendenser i meningsmålingerne, uden blot at samle op på tilfældig støj. De vægtede snit der anvender de seneste meningsmålinger, men som ikke korrigerer for, hvor disse meningsmålinger kommer fra, vil i overvejende grad primært formidle et gennemsnit af Voxmeters resultater (da de kommer med flere meningsmålinger end de andre institutter).

De fleste vægtede gennemsnit har ingen eksplicitte minimumskrav til, hvornår et nyt parti skal inkluderes. Undtagelsen her er Ritzau Index, der først inkluderer et nyt parti, når de er at finde i mindst 15 meningsmålinger. Det vil sige at Ritzau Index skal have et parti med i alle de respektive meningsmålinger, de kigger på i deres vægtede snit, før de inkluderes.

De vægtede snit vægter som regel nye målinger højest, om end det er uklart i hvilket omfang dette finder sted i Risbjerg-snittet. Dette da det blot er den seneste måneds meningsmålinger, der inkluderes, hvorfor det nok ikke vil have den store betydning i sidste instans. Det er således også begrænset, hvor meget information vi har om, hvor meget mere nye målinger vægtes højere. I Politologi Prognose estimeres en model, hvor der gives estimater for hver dag for, hvor stor opbakningen er til de respektive partier. Det vægtede gennemsnit er således blot estimaterne for den dag, modellen er estimeret.

De fleste vægtede snit er offentligt tilgængelige, så det er muligt for alle at få information om, hvordan partierne klarer sig i meningsmålingerne. Undtagelsen her er Risbjerg-snittet, der af samme grund primært er af interesse for journalister og andre fagprofesionelle, der har adgang til indholdet bag Altingets betalingsmur.

Det sidste jeg har kigget på er, hvorvidt de vægtede snit formidler den statistiske usikkerhed. Hverken Berlingske Barometer eller Ritzau Index rapporterer den statistiske usikkerhed ved de vægtede snit. Den statistiske usikkerhed er som bekendt lavere end ved enkeltmålinger, men det er vigtigt at huske på, at vi trods alt stadig har en statistisk usikkerhed. Ved Politologi Prognose formidles den statistiske usikkerhed for hvert parti, og for Risbjerg-snittet formidles den som det højeste usikkerhedsestimat, eksempelvis: “Den statistiske usikkerhed på snittet for de enkelte partier er højst +/- 1,3 procentpoint.”

Dette er ikke en udtømmende gennemgang af alt, hvad man kan kigge på, når vi kigger på de vægtede genenmsnit. Som jeg nævnte i mit forrige indlæg, er det eksempelvis muligt at give nogle analyseinstitutter større indflydelse, hvis de har for vane at ramme valgresultatet mere præcist. Mig bekendt tager ingen af de nuværende danske vægtede gennemsnit dette i betragtning.

Ovenstående genenmgang er som sagt ikke en øvelse i at vurdere, hvilket vægtet snit, der er bedst. Der er forskelle og ligheder, og min plan er ikke at øge konkurrencen mellem disse snit (tværtimod tror jeg kun det er sundt, at der er forskellige snit med forskellige tilgange), men at øge transparensen og vores opmærksomhed på, hvordan disse vægtede gennemsnit er skruet sammen. Hvis nogen skulle have interesse heri, står det dem frit for at lave et kvalitetsvægtet gennemsnit af de vægtede gennemsnit.

Min tilgang til de vægtede gennemsnit og deres anvendelighed er blevet mere kritisk og pessimistisk med årenes gang (sammenlign eventuelt mit indlæg fra 2013 med mit indlæg fra 2020). Derfor ønsker jeg heller ikke, at ovenstående skal tage fokus fra enkeltmålingernes relevans. Min tilgang er nu, at det er vigtigt ikke blot at kigge på én meningsmåling, når vi skal vurdere, hvordan partierne står i målingerne, men at vi ej heller skal reducere et partis opbakning til et estimat i ét vægtet gennemsnit.

Koster skolelukninger stemmer?

I forbindelse med udgivelsen af bogen KV17: Analyser af kommunalvalget 2017, har Kommunen.dk lavet en podcast med Ulrik Kjær. Afsnittet tager udgangspunkt i kapitlet omkring de elektorale konsekvenser af skolelukninger.

Her er en kort introduktion:

I valgperioden 2010-2013 blev der lukket 147 skoler fordelt på 55 kommuner, og i perioden 2014-2017 blev der lukket 56 skoler fordelt på 30 kommuner. Samlet 203 lukkede skoler i 85 kommuner indgår i undersøgelsen.

Men holder antagelsen om, at skolelukninger koster stemmer? Det korte svar er nej.

Det er et aktuelt og relevant emne, da flere kommmuner kommer til at opleve skolelukninger i den nærmeste fremtid.

Jeg kan kun varmt anbefale podcasten, der kan findes her.

KV17: Analyser af kommunalvalget 2017

Bogen KV17: Analyser af kommunalvalget 2017 er på gaden nu. Du kan kaste dine cafépenge efter den her. Der er tale om det autoritative værk i forhold til at forstå kommunalvalget i 2017, for dem der godt vil være klædt bedre på til kommunalvalget i november.

Jeg bidrager selv med to kapitler til bogen. Det ene vedrører split-stemme adfærd (skrevet sammen med Ulrik Kjær). I det kapitel belyser vi, hvor mange vælgere der vil stemme på det samme parti ved folketingsvalget og kommunalvalget. Det bliver spændende at se, hvordan dette vil udspille sig ved det kommende kommunalvalg – især i kølvandet på COVID-19.

Det andet vedrører de elektorale konsekvenser af skolelukninger (skrevet sammen med Ulrik Kjær og Johan Ries Møller). I det kapitel undersøger vi, om borgmesterpartiet mister stemmer, når der lukkes skoler. Her bruger vi blandt andet data på, hvilke folkeskoler, der er lukket i de forskellige kommuner (omtalt i et tidligere indlæg her). Den gængse forestilling er, at borgmesterpartiet bliver straffet af vælgerne, når de lukker skoler, men vi viser, at virkeligheden ikke er helt så simpel.

Foruden ovennævnte er der kapitler om den kommunale valgdeltagelse, den landspolitiske valgvind, lokale valgprogrammer, lokale medier, tilliden til kommunalpolitikere og meget mere.

Hvis du slet ikke kan få nok af den danske kommunalvalgslitteratur, er der selvfølgelig også bogen om kommunalvalget 2013, hvor der også blev præsenteret en lang række interessante fund, der har betydning for kommunalvalg generelt betragtet.

God læselyst!

Hvor lav er opbakningen til Venstre? #2

Der er sket meget i meningsmålingerne i løbet af de seneste par måneder. I januar viste min prognose, at Venstre stod til at få omkring 17 procent af stemmerne. Siden da har partiet mistet endnu flere vælgere i meningsmålingerne. I min seneste prognose står partiet til at få omkring 10 procent af stemmerne. Til sammenligning ligger de Konservative på omkring 15 procent.

Der har været især to store begivenheder i 2021 for Venstre. Den ene er relateret til Lars Løkke Rasmussens afgang, den anden Inger Støjbergs ditto. Mit bud er, at kun den ene af disse er relateret til Venstres opbakning i meningsmålingerne, selvom man selvfølgelig kan diskutere, om de to begivenheder er relateret til hinanden og om der er tale om kausale effekter.

I nedenstående figur viser jeg alle meningsmålinger fra 2020 og 2021, vi har haft i skrivende stund. Ligeledes har jeg fremhævet tre væsentlige begivenheder. Den første er corona-nedlukningen den 11. marts 2020. Den anden er Lars Løkke Rasmussens udmeldelse af Venstre den 1. januar 2021. Den tredje er Inger Støjbergs udmeldelse af Venstre den 4. februar 2021.

Vi ser flere interessante ting i figuren. For det første ser vi at opbakningen til Venstre løbende falder i løbet af 2020, men ikke fra én måling til den næste. Det er med andre ord et gradvist fald der er sket i løbet af 2020, hvor Socialdemokratiet konsoliderede deres magt og position, herunder også i meningsmålingerne.

For det andet ser vi et direkte og stort fald i meningsmålingerne efter Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud ved årsskiftet. Før dette lå Venstre på over 15% i langt de fleste meningsmålinger. Siden da har Venstre ligget på under 15% i samtlige meningsmålinger. Dette er en klar diskontinuitet i opbakningen til Venstre i meningsmålingerne.

For det tredje ser vi, at der ikke var et lignende fald i meningsmålingerne efter Inger Støjberg forlod Venstre. Meningsmåingerne giver med andre ord Venstre samme (lave) opbakning i meningsmålingerne før og efter hendes exit.

Formålet med dette indlæg er udelukkende at beskrive, hvordan Venstre har klaret sig, og dermed ikke hvordan partiet vil klare sig i de kommende målinger og måneder. Det vil tiden – og sandsynligvis et senere indlæg – belyse.