Hvor mange vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti? #3

Jeg har i tidligere indlæg belyst og diskuteret, hvor mange vælgere, der vil stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne. Disse indlæg var skrevet før vi havde gode meningsmålinger, der kunne bruges til at sige noget kvalificeret herom.

Vi har siden da set en håndfuld meningsmålinger, der inkluderer Moderaterne. Det er kun tre af analyseinstitutter, der i skrivende stund inkluderer partiet, da partiet endnu ikke er opstillingsberettiget. Dette til trods for, at underskrifterne for længst er indsamlet (i tilfælde af et efterårsvalg i 2021, som bekendt ikke blev til noget). Som det står nu, er partistiftelsen fastlagt til grundlovsdag i DGI Huset Vejle.

Det er derfor stadig begrænset, hvor meget vi kan sige om, hvor stor opbakningen er til partiet. Mit gæt er, at hvis der var valg i dag – og Moderaterne var på stemmesedlen – ville partiet ligge under spærregrænsen. Dette til trods for, at nogle meningsmålinger – især fra YouGov – har givet partiet signifikant mere end to procent af stemmerne.

Den første meningsmåling, der inkluderede Moderaterne, blev foretaget af YouGov for B.T. i september 2021. Denne artikel rapporterede, at Moderaterne stod til at storme ind i Folketinget (uden at være opstillingsberettiget). Konkret ville partiet få omkring 4,5 procent af stemmerne i målingen. Der har siden da været flere meningsmålinger fra YouGov, hvor partiet ligger stabilt over spærregrænsen. Så langt, så godt.

Det andet analyseinstitut, der har inkluderet Moderaterne, er Gallup. De har i de seneste målinger haft partiet omkring spærregrænsen, men i flest tilfælde på den dårlige side af spærregrænsen. En Gallup-måling gav dem således 1,7 procent af stemmerne i december 2021.

TV 2 og Megafon præsenterede torsdag med en meningsmåling, hvor de også inkluderede Moderaterne. Dette til trods for, at de ellers normalt kun medtager opstillingsberettigede partier. Eller som de skriver:

Normalt medtager Megafon kun opstillingsberettigede partier i sine meningsmålinger, men denne gang er der gjort en undtagelse med Moderaterne.

Det skyldes, at partiet allerede i november havde indsamlet det tilstrækkelige antal vælgererklæringer for at blive opstillet til Folketinget.

Derfor har TV 2/Politiken og MEGAFON har vurderet, at det på nuværende tidspunkt vil være misvisende at se helt bort fra, at Moderaterne nu må anses for at være en reel del af det partipolitiske landskab.

I deres meningsmåling står Moderaterne til at få 2,2 procent af stemmerne. På den baggrund konkluderer artiklen, at “Moderaternes indtog tipper magtbalancen mellem rød og blå blok”. Dette har jeg umiddelbart svært ved at se det empiriske grundlag for at konkludere, når rød blok stadig står til at få et flertal af mandaterne.

Det er desuden interessant, at Lars Løkke Rasmussen til TV 2 ikke ønsker at udtale sig om meningsmålinger, før Moderaterne “officielt er et parti”. Da YouGov gav partiet 4,5 procent tilbage i september kommenterede han ellers, at det var “enormt opmuntrende” og “ret fint at mærke, at der er en eller anden form for klangbund”. Der er ikke noget nyt i, at politikerne er mere tilbøjelige til at kommentere på de målinger, hvor det går dem godt.

YouGov, Gallup og Megafon er således de eneste etablerede analyseinstitutter, der jævnligt foretager meningsmålinger, som har haft partiet med. Det bør nævnes, at et nyt analyseinstitut også har givet deres bud på opbakningen til Moderaterne. Der er tale om Electica, der i september 2021 gav Moderaterne 2,7 procent af stemmerne.

Hvad vi i stedet har fra de andre analyseinstitutter er information om, hvor mange vælgere der vil stemme på et andet parti, der ikke er givet som en mulighed i meningsmålingen. Den første meningsmåling fra Epinion, der blev foretaget efter Moderaterne havde samlet nok underskrifter, gav ‘andre partier’ 2,4 procent. Hos Voxmeter har kategorien med øvrige været meget lille, og giver ikke det store håb hos Moderaterne.

I tidligere indlæg har jeg kigget på, hvordan de første meningsmålinger har forholdt sig til nye partier som Alternativet, Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen, Stram Kurs og Veganerpartiet. En generel tendens er, at YouGov giver nye partier den største opbakning blandt vælgerne, hvor Voxmeter ligger i den lavere ende. Det er ikke nødvendigvis fordi YouGov eller Voxmeter har ret eller tager fejl (omend minimum én af dem tager fejl), men at det er forventeligt, at når Voxmeter (og andre institutter), vil begynde at inkludere Moderaterne, vil deres opbakning sandsynligvis ligge lavere end hos YouGov.

På baggrund af 1) opbakningen til Moderaterne i meningsmålingerne fra Gallup, YouGov og Megafon, 2) Epinion og Voxmeters opbakning til andre/øvrige partier og 3) tidligere eksempler på nye partiers opbakning i målingerne, vil mit kvalificerede bud være, at Moderaterne ligger under spærregrænsen på nuværende tidspunkt. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at partiet ikke vil blive valgt ind ved næste valg (husk på at Alternativet lå under og omkring spærregrænsen i de første meningsmålinger og formåede at blive valgt ind ved valget), men at partiet er tæt på spærregrænsen i skrivende stund.

Moderaterne er en interessant størrelse, især – eller udelukkende – på grund af deres partistifter, der gør det vanskeligt at konkludere noget med sikkerhed på baggrund af tidligere tilfælde. Hvad vi ved er, at partiet på ingen måde ligger trygt over spærregrænsen, og det bliver spændende at se, hvad de første målinger fra Epinion og Voxmeter viser, når partiet langt om længe bliver opstillingsberettiget.

Vi kommer desværre til at vente flere måneder, før vi har tilstrækkeligt med meningsmålinger til at kunne give et kvalificeret og præcist bud på, hvor stor opbakningen er til partiet (der er således for få målinger til, at jeg kan og vil inkludere partiet i Politologi Prognose). Når den tid kommer, skal jeg nok følge op med endnu et indlæg.

Meningsmålinger på Politologi.dk #3

I 2020 foretog jeg en række større ændringer til mine visualiseringer af meningsmålingerne på Politologi.dk. Siden da har jeg lavet et par små tilføjelser i ny og næ, eksempelvis når nye partier melder deres ankomst. På det seneste har jeg dog også tilføjet nogle ekstra funktioner på siden, som jeg gennemgår her.

Meningsmålinger fra forskellige valgperioder

Overblikket på forsiden er tiltænkt et hurtigt overblik, hvor man kan se, hvordan partierne klarer sig i meningsmålingerne i de seneste måneder. De er ikke tiltænkt et overblik for hele valgperioden eller tidligere valgperioder, men viser blot de seneste 75 meningsmålinger.

Der er flere der har efterspurgt, at det bliver lettere at se mere end de seneste 75 meningsmålinger. Derfor har jeg lavet separate sider, hvor man let kan få et overblik over meningsmålingerne fra de seneste valgperioder (inklusiv indeværende valgperiode). Her er eksempelvis en figur med meningsmålinger i valgperioden 2011-2015:

Jeg havde oprindeligt en idé om også at tilføje nogle dynamiske elementer, herunder eksempelvis muligheden for selv at vælge de partier og den periode, man gerne ville se meningsmålingerne fra. Til dette forsøgte jeg mig med plotly og ggplot2, men det viste sig hurtigt, at det ville fylde en del. Det er dog en af de ting, jeg vil forsøge at tilføje på et tidspunkt i fremtiden.

Rød og blå blok

Dansk politik handler som bekendt om at kunne tælle til 90. Det er vigtigt for Socialdemokratiet at vide, når de går tilbage i meningsmålingerne, om stemmerne bliver i rød blok eller om de går til blå blok.

Medierne ved således også kun fokusere mere på styrkeforholdet mellem rød og blå blok, når vi kommer tættere på et valg, hvorfor vi skal kigge på mere end opbakningen til de respektive partier.

Jeg har af den grund – og på baggrund af en forespørgsel – tilføjet opbakningen til rød og blå blok. Her er et eksempel på, hvordan det ser ud:

Det gør det let at se hvordan de to blokke står i forhold til hinanden, men det er ikke en figur der viser forandringer a la figurerne med partierne. Dette af to grunde. For det første er den statistiske usikkerhed større for blokkene end for partierne. For det andet sker forandringer i målingerne for det meste internt i blokkene. Når Nye Borgerlige går meget frem eller tilbage, er der større sandsynlighed for, at stemmerne kommer fra andre blå partier end røde partier.

Indlæg med seneste meningsmålinger

Når der kommer en ny meningsmåling, bliver denne også formidlet i sit eget indlæg. For at lave en tabel med tallene i den seneste meningsmåling, bruger jeg den fantastiske pakke gt i R (se her for en oversigt med gode resourcer til denne pakke).

Her er et eksempel med en meningsmåling fra december 2021 foretaget af Voxmeter:

Opbakning
23. december
Usikkerhed
95% KI
FV ’19
Resultat
Forskel
%-point
Socialdemokratiet
26,3% ±2,7% 25,9% 0,4%
Venstre
15,2% ±2,2% 23,4% −8,2%
Konservative
14,5% ±2,2% 6,6% 7,9%
Enhedslisten
9,1% ±1,8% 6,9% 2,2%
SF
8,6% ±1,7% 7,7% 0,9%
Dansk Folkeparti
6,9% ±1,6% 8,7% −1,8%
Radikale Venstre
6,5% ±1,5% 8,6% −2,1%
Nye Borgerlige
6,4% ±1,5% 2,4% 4,0%
Liberal Alliance
2,6% ±1,0% 2,3% 0,3%
Kristendemokraterne
1,6% ±0,8% 1,7% −0,1%
Alternativet
1,3% ±0,7% 3,0% −1,7%
Frie Grønne
0,2% ±0,3%
Veganerpartiet
0,0% ±0,0%

Tanken er at tabellen let kan vise hvordan partierne står i forhold til hinanden, hvor de største partier vises først – og der er lige så meget fokus på den statistiske usikkerhed for hvert af partierne. Denne opbygning gør det desuden også let at se, hvordan den statistiske usikkerhed er lavere for de små partier, og ved at følge disse indlæg vil du hurtigt kunne lære, hvad den statistiske usikkerhed er ved forskellige niveauer af opbakning.

Der er med sikkerhed mulighed for forbedringer, og har du forslag eller kommentarer, hører jeg gerne fra dig.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #5

Hvordan står Socialdemokratiet i meningsmålingerne? I tidligere indlæg har jeg argumenteret for, at vægtede gennemsnit og specifikke enkeltmålinger ikke overbevisende har vist, at Socialdemokratiet er gået tilbage i meningsmålingerne (#1, #2, #3, #4).

Sidste år pointerede jeg, at blot fordi et vægtet gennemsnit hos Altinget gav Socialdemokratiet en opbakning på 31,5%, betød det ikke, at partiet havde mistet opbakning. Tværtimod var 31,5% meget foreneligt med, hvor partiet sandsynligvis havde ligget gennem store dele af 2020. Der var således større forskel mellem institutterne i, hvor stor opbakningen var til Socialdemokratiet end inden for institutterne, hvor opbakningen var relativt stabil.

I de efterfølgende indlæg fremhævede jeg, at det selvfølgelig ikke kunne udelukkes, at Socialdemokratiet gik tilbage – eller kunne gå tilbage – men at medierne ofte tolkede meningsmålingerne forkert, når de ville lave sådanne konklusioner. Dette skyldes især, at når man ønsker at se på en forskel mellem to meningsmålinger, skal man tage den statistiske usikkerhed i begge målinger i betragtning (journalister antager ofte at den statistiske usikkerhed i en tidligere meningsmåling er 0).

Det er nu efterhånden et godt stykke tid siden, at jeg sidst belyste opbakningen til Socialdemokratiet i meningsmålingerne. Er der sket noget siden sidst? Der har i løbet af de seneste måneder været målinger, der har vist både stabilitet og tilbagegang til Socialdemokratiet. Den 25. oktober kunne man eksempelvis læse hos Altinget, at “S ligger stabilt og fastholder lille coronagevinst”. Samme dag kunne man dog også læse hos BT, Kristeligt Dagblad, Netavisen Pio, Avisen Danmark og andre steder, at opbakningen til rød blok nu var på under 50%.

For at se hvordan det helt præcist er gået Socialdemokratiet siden coronapandemien brød ud, har jeg taget alle meningsmålinger fra januar 2020 til i dag og estimeret en model, hvor vi tager huseffekter i målingerne i betragtning.

Vi ser som bekendt at Socialdemokratiet oplevede en stor fremgang i meningsmålingerne ovenpå den første coronanedlukning i begyndelsen af 2020. Derefter lå partiet relativt stabilt på den gode side af 30%, men fra slutningen af sommeren til nu ser vi, at opbakningen til Socialdemokratiet gradvist er faldet til et niveau, hvor de var før coronapandemien. Konkret er mit bedste bud, at Socialdemokratiet – hvis der var valg i dag – ville få 25% af stemmerne.

Det går op og ned i politik. Det interessante er her, at opbakningen til Socialdemokratiet har ændret sig betydeligt på relativt kort tid. Det gik hurtigt op – og det er gået langsomt ned. Der er således ikke tale om så kort tid, at vi kan opfange sådanne forskydninger i de ugentlige målinger (hvis man ser bort fra fremgangen i begyndelsen af pandemien).

Tager vi alle meningsmålingerne og huseffekterne i betragtning, er der således evidens for, at Socialdemokratiet er gået tilbage i meningsmålingerne i løbet af de seneste måneder. De er i de seneste meningsmålinger således slået tilbage til start (altså før coronapandemien).

Hvad vi ikke ved er, om de vælgere der er gået væk fra Socialdemokratiet på det seneste, er de samme som gik til partiet i begyndelsen af pandemien. I så fald er der sket forandringer under mantraet ‘hvad der kommer let går let’. Mit gæt er at analyseinstitutterne vil være i stand til at besvare dette, men på nuværende tidspunkt har vi ingen evidens herfor.

Kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget #2

Hvor præcise var meningsmålingerne ved kommunalvalget? For at besvare dette spørgsmål må vi først forholde os til, hvilke meningsmålinger vi ønsker at se på. Skal vi eksempelvis belyse, om nationale meningsmålinger indfanger de nationale partiers opbakning lokalt? Eller skal vi se på, om de lokale meningsmålinger hver især rammer de lokale valg præcist?

Et landsresultat for kommunalvalget er på mange måder en kunstig konstruktion, da der som bekendt er tale om 98 unikke valg, hvor alle partier ikke stiller op i alle 98 kommuner – og lokale partier og lister stiller op i forskellige kommuner. Dertil gør valgforbund og andre forhold ligeledes, at vælgerne lokalt ikke nødvendigvis støtter det parti, de støtter nationalt. Et landsresultat er dermed primært af interesse for de nationale medier, der ønsker at diskutere, hvem af partierne i Folketinget der var vindere og tabere af kommunalvalget.

Udfordring forbundet med at kigge på meningsmålingerne ved kommunalvalget er, at i de fleste kommuner har vi ingen meningsmålinger. I de kommuner, hvor der bliver foretaget meningsmålinger, har vi ofte kun én meningsmåling. Kun i meget få kommuner får vi mere end én måling (eksempelvis København og Bornholm). Udfordringen med meningsmålingerne ved kommunalvalget er dermed ikke de meningsmåliner, vi har, men de målinger vi ikke har.

I den bedste af alle verdener foretog vi et tocifret antal meningsmålinger i hver af de 98 kommuner (hvilket ville give os rundt regnet 1000 meningsmålinger). Dette er selvsagt urealistisk, men jeg fremhæver det alligevel her for at pointere, hvad et fornuftigt udgangspunkt ville være, hvis vi skulle give meningsmålingerne en fair chance for at sige noget om alle lokale valg. Vi er således ikke interesseret i at se på, hvordan de mange kommunalvalgsmålinger klarede sig, men hvordan de kommunalvalgsmålinger, der trods alt blev foretaget, har klaret sig.

Hvordan klarede de lokale meningsmålinger sig?

Der har mig bekendt været et begrænset fokus på, hvordan de lokale målinger har klaret sig. Fagbladet Journalisten præsenterede en lang række tal dagen efter kommunalvalget, men der er ikke tale om et egentligt overblik (den seneste meningsmåling fra Bornholm er eksempelvis ikke at finde i deres “overblik”). Derfor er det fint at kigge mere systematisk på, hvordan de respektive målinger helt præcist klarede sig.

Til at gøre dette har jeg taget udgangspunkt i mit datasæt med kommunalvalgsmålinger, hvor jeg afgrænsede målingerne til kommunalvalgkampens sidste måned, dvs. målinger foretaget i perioden fra 16. oktober til 16. november 2021. Skæringsdatoen 16. oktober kan virke arbitrær, men der er tre forhold at tage i betragtning. For det første vil det være unfair at inkludere de meningsmålinger, der blev foretaget for et års tid siden. Meningsmålinger er et øjebliksbillede og ikke et forsøg på at forudsige et valgresultat langt ude i fremtiden. For det andet, og som jeg vil vise nedenfor, tyder intet på, at det er afgørende om en måling er foretaget i dagene op til eller ugerne op til valget. Det er således ikke tilfældet, at målinger foretaget tættere på 16. oktober er mindre pålidelige end dem foretaget tættere på 16. november. For det tredje er der relativt få meningsmålinger. Havde der været mange flere meningsmålinger kunne vi få mere ud af systematisk at belyse, hvordan de har klaret sig over tid.

For hver lokal meningsmåling der blev foretaget i kommunalvalgkampens sidste måned, har jeg udregnet den gennemsnitlige fejl i hver meningsmåling. Det vil sige at jeg for hvert estimat i en meningsmåling har udregnet forskellen mellem estimatet i meningsmålingen og valgresultatet – og så taget gennemsnittet af disse. Jo større forskelle der var mellem resultaterne i en meningsmåling og valgresultatet, desto større er den gennemsnitlige fejl. Hvis en meningsmåling ramte 100% præcist for alle partier i en måling, ville den gennemsnitlige fejl være 0.

Den mest præcise meningsmåling blev foretaget af Gallup i København den 8. november. Den gennemsnitlige fejl var her 0,78. Denne måling ramte især rigtigt ved partier som Venstre, Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Konservative, men havde svært ved at ramme SF (målingen gav partiet 2,3 procentpoint flere stemmer, end de fik ved valget).

Den mindst præcise meningsmåling blev foretaget af Jysk Analyse på Bornholm en uge før kommunalvalget. Den gennemsnitlige fejl i denne meningsmåling var 1,74. Her ramte målingen forbi skiven ved flere partier, eksempelvis Venstre (5,8 procentpoint større opbakning i målingen), Konservative (4,8 procentpoint lavere opbakning i målingen) og Bornholmerlisten (3,9 lavere opbakning i målingen). Jeg har svært ved at forestille mig, at vælgerne har rykket sig så meget i ugen op til valget, hvorfor jeg gerne vil stå på mål for den påstand, at Jysk Analyse foretog en dårlig meningsmåling.

En anden måling der ikke klarede sig godt var Gallups måling på Frederiksberg. Denne måling undervurdere opbakningen til Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet med henholdsvis 3,3, 2,6 og 2,6 procentpoint. Det tyder med andre ord på, at Gallup havde svært ved at ramme venstreorienterede vælgere på Frederiksberg. Disse vælgere er sandsynligvis yngre vælgere og mere tilbøjelige til at være tilflyttere.

Det er interessant at den mindst præcise meningsmåling og den mest præcise meningsmåling begge er foretaget af Gallup i hovedstadsområdet i samme periode. Dette kan tyde på, at der er specifikke udfordringer forbundet med hver kommune, man ønsker at foretage en meningsmåling i. Vi kan derfor ikke nødvendigvis konkludere, at et analyseinstitut, der har klaret sig rigtig godt i én kommune også vil klare sig godt i en helt anden kommune.

Nedenstående tabel viser den gennemsnitlige fejl, altså den gennemsnitlige forskel mellem valgresultatet og meningsmålingen, i målingerne foretaget senest en måned inden kommunalvalget.

Gennemsnitlige fejl i meningsmålingerne
Målinger foretaget senest en måned inden kommunalvalget
kommune institut n dato fejl
Bornholm Jysk Analyse 1031 11. nov 1,74
Frederiksberg Gallup 751 9. nov 1,73
Fredericia Jysk Analyse 1040 21. okt 1,55
Vejle Jysk Analyse 1009 4. nov 1,41
København Epinion 1024 19. okt 1,40
Hedensted Jysk Analyse 1005 26. okt 1,38
Horsens Jysk Analyse 1010 31. okt 1,23
Odense Jysk Analyse 1028 9. nov 1,11
Fredericia Voxmeter 500 31. okt 0,98
Viborg Jysk Analyse 1010 4. nov 0,95
København Gallup 1073 8. nov 0,78

Nogle meningsmålinger klarede sig bedre end andre, men vi kan konkludere, at meningsmålingerne – overordnet betragtet – klarede sig ganske fint. De var ikke perfekte (den bedste lokale måling kunne ikke slå den bedste måling fra folketingsvalget i 2019), men de var på ingen måde i nærheden af at være en katastrofe.

Desuden var den lokale dækning generelt af meningsmålingerne god. De fleste artikler formidlede metodiske informationer, herunder hvornår meningsmålingen blev foretaget samt den statistiske usikkerhed, og i de tilfælde hvor den slags information ikke blev formidlet, var journalisterne generelt gode til at udlevere den slags information, når jeg spurgte dem.

Kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget var dermed ganske fin. Når det er sagt, er det relevant at forholde sig til, om de lokale meningsmålinger er bedre end eventuelle alternativer. Hvis de lokale målinger ikke er bedre end eventuelle alternativer, er der ingen grund til at foretage dem og bruge spalteplads på at formidle dem.

Den nationale valgvind

Hvis vi ønsker at sige noget om partierens opbakning lokalt, kan vi kigge på hvordan nationale meningsmålinger, kombineret med lokale forhold, kan give deres bud på opbakningen til partierne på kommunalt niveau. Ideen er således at vi kan se hvordan den nationale valgvind påvirker de forskellige partier.

Martin Vinæs Larsen og Kasper Møller Hansen har et kapitel i bogen om kommunalvalget 2017, der bærer titlen ‘Om den landspolitiske valgvind i 2017 – og hvorfor Dansk Folkeparti klarede sig dårligere end forventet’. Som titlen på kapitlet antyder var deres valgvindsprognose i 2017 ubrugelig til at sige noget om, hvordan Dansk Folkeparti ville klare sig. De viser flere interessante ting i kapitlet, herunder hvordan sammenhængen mellem national og lokal opbakning for de politiske partier er svagere i mindre kommuner.

Dette skaber et godt udgangspunkt for at sige noget om, hvordan de nationale partier ville klare sig ved kommunalvalget i 2021. De offentliggjorde således deres valgvindsprognose for 2021, altså estimater på hvor stor opbakning man burde forvente at se for de forskellige partier i de 98 kommuner.

I nedenstående figur har jeg taget de estimater, hvor vi har data fra lokale meningsmålinger og data fra valgvindsprognosen. Jo tættere en observation er på den stiplede linje i figuren, desto tættere var estimatet på valgresultatet. Det vil sige at når eksempelvis en lokal måling ligger på den stiplede linje, ramte målingen et partis opbakning helt præcist.

Vi kan se at de lokale målinger generelt klarede sig bedre end valgvindsprognosen (de blå observationer ligger tættere på den stiplede linje end de røde observationer). Når en lokal måling og valgvindsprognosen var uenige om, hvor stor opbakningen ville være til et parti ved kommunalvalget, havde den lokale måling oftere ret. Der er således eksempler på ekstreme forskelle mellem valgvindsprognosen og valgresultatet, der ville være ekstra iøjnefaldende at se i en lokal meningsmåling.

Fordelen ved de lokale målinger er ikke blot, at de er mere præcise, men at vi også her har data for de lokale partier. Valgvindsprognosen kan selvsagt ikke sige noget om, hvordan det vil gå for Bornholmerlisten. Når det er sagt er det også på sin plads at nævne, at valgvindsprognosen har andre fordele. For det første forsøger valgvindsprognosen ikke at sige noget om ét parti lokalt (selvom vi har data herpå), men noget generelt om tendenserne i kommunerne. Det kan de lokale meningsmålinger ikke sige så meget om. For det andet er det – som anført ovenfor – kun udvalgte kommuner, der foretages meningsmålinger i. Hvis vi gerne vil sige noget fornuftigt om hvad vi kan forvente i landets 98 kommuner, giver valgvindsprognosen klart det bedste bud.

Formålet med ovenstående figur er således ikke at diskreditere valgvindsprognosen, men blot pointere, at i de få tilfælde hvor vi har data fra både en lokal måling og valgvindsprognosen, giver det mening – gennemsnitligt betragtet – at have større tiltro til den lokale måling.

Hvad med exitpolls?

Et andet alternativ til meningsmålingerne er exitpolls. Ved kommunalvalget foretog studerende og gymnasieelever exitpolls i specifikke kommuner, herunder Aarhus, Ringkøbing-Skjern, Hørsholm, Mariagerfjord og Skive. Jeg har ikke lavet en systematisk analyse af hvor præcise disse exitpolls var, men mit indtryk er, at de generelt klarede sig fint.

I den bedste af alle verdener foretog vi meningsmålinger og exitpolls i de samme kommuner, så vi kunne sammenligne de to. Mit gæt er, at exitpolls vil og bør være mere præcise, men jeg vil stadig argumentere for, at meningsmålinger er mere interessante. Jeg vil sågar gå så langt som til at sige, at exitpolls er overflødige i en kommunalvalgskontekst. Meningsmålinger foretages i perioden op til et kommunalvalg, hvor valgkampen stadig er aktuel. Når der kun er tale om få timer fra valgstederne lukker til vi har gode bud på, hvor stor opbakningen er til de respektive partier i de forskellige kommuner, er det begrænset, hvad vi kan bruge exitpolls til.

Når vi ligeledes ikke har gode indikatorer for, om de rammer præcist (gerne ved at have flere exitpolls foretaget af forskellige aktører/analyseinstitutter), kan de skabe mere støj og spekulation på valgaftenen end egentlige indsigter. Det er fint at der bliver foretaget exitpolls, men det ville i min optik ikke udgøre det store tab, hvis de slet ikke blev foretaget.

Hvad med regionsrådsvalget?

Vi taler primært om kommunalvalget, men der var tale om et kommunal- og regionsrådsvalg. Der blev mig bekendt kun foretaget én meningsmåling i forbindelse med regionsrådsvalget. Den blev foretaget af Gallup. Denne måling klarede sig overordnet godt, men overvurderede opbakningen til Nye Borgerlige og undervurderede især opbakningen til Venstre. Meningsmålingen gav Venstre 18% af stemmerne, men de endte som bekendt med at få 23,02% af stemmerne.

Hvad kan meningsmålingerne sige?

Meningsmålingerne kan sige noget om, hvilke partier vælgerne vil stemme på – men ikke hvorfor, vælgerne stemmer på de forskellige partier. Det samme kan man desuden sige om valgresultatet. Det er derfor interessant at se politiske kommentatorer og eksperter forsøge at give udtryk for, at de kan gøre sig kloge betragtninger herom. Jens Ringberg sagde eksempelvis til DR, at der blandt andet var tale om en Pape-effekt ved kommunalvalget: “Man taler om Pape-effekten og en særlig kommunal valgvind, der kommer fra de nationale målinger og skyller hen over kommunerne. Det er sådan set også det, der er sket her til aften.” Vi kan dog på ingen måde bruge de nationale meningsmålinger til at sige, at der er tale om en Pape-effekt. Vi kan end ikke sige, at de Konservatives nuværende opbakning i de nationale meningsmålinger kan tilskrives en Pape-effekt (se også mit indlæg fra 2017 med en lignende pointe).

Kommunalvalget er også blevet kaldt for det “første grønne kommunalvalg” med udgangspunkt i en meningsmåling foretaget af Electica. Jeg kunne finde meningsmålingen omtalt hos Klimabevægelsen i Danmark, men der står desværre intet om, hvorvidt de har finansieret den pågældende meningsmåling. Meningsmålingen bruges til at konkludere, at “Debatten om klimaet og den grønne dagsorden har haft en afgørende indflydelse på udfaldet af KV21”, men det kan den pågældende meningsmåling ikke bruges til at konkludere.

En stor udfordring med meningsmålingerne er således ikke hvad de viser, men hvad folk tror de viser. Dette er en pointe faste læsere for længst vil være bekendt med. Problemet med meningsmålingerne er ofte ikke meningsmålingerne selv, men hvordan journalister, politiske kommentatorer, politikere og ordinære borgere tolker og bruger meningsmålinger. Kommunalvalget er dermed ikke undtaget for, at meningsmålingerne også her skal stå på mål for udsagn, de ikke kan bakke op om.

Hvad kan vi vente os af KV25?

Der er nu fire år til næste kommunalvalg. Hvis dækningen af meningsmålingerne ved næste kommunalvalg vil være som i 2021, vil jeg være glad. Dækningen har været fin, og det var ikke et kommunalvalg, hvor meningsmålingerne var i centrum eller generelt klarede sig dårligt.

Det vil være fortrinligt at se mere arbejde i forhold til at belyse kommunalvalget fra et nationalt perspektiv. Et fornuftigt udgangspunkt er, at selvom der er tale om 98 lokale valg, så finder de sted i den samme nationale kontekst. Det giver derfor kun god mening at analysere og diskutere nationale tendenser med respekt for lokale forhold i de respektive kommuner. En analytisk udfordring vil være at udvikle redskaber, der bedre kan indfange variation på tværs af de forskellige kommuner i, hvad der er udslagsgivende for, hvilke partier vælgerne stemmer på lokalt. En mulighed kunne være en MRP model, der vha. én stor national måling, data fra tidligere valg (eksempelvis kommunalvalgsundersøgelserne), lokale data og maskinlæring kan indfange de kontekstuelle forhold, der bedst indfanger partiernes opbakning lokalt.

Som en afsluttende bemærkning kan det tilføjes, at det ville være at foretrække, hvis de respektive analyseinstitutter, der foretager lokale meningsmålinger, bliver bedre til at offentliggøre dem på deres hjemmesider. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at indsamle de lokale målinger og gøre dem tilgængelige for alle, men det kan ikke udelukkes, at jeg har overset specifikke målinger. Mit håb er, at det vil være nemmere i 2025 at få data fra de forskellige analyseinstitutter.

Kommunalvalgsmålingerne rammer ikke lige så præcist som folketingsvalgsmålingerne, men kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget var overordnet betragtet god. Jeg ser derfor ingen grund til at afskrive deres anvendelighed og relevans ved dette eller fremtidige kommunalvalg.

Brixtofte-skandalens effekt på den offentlige opinion

For snart tyve år siden, onsdag den 6. februar 2002, kunne B.T. rapportere, at Farum-borgmester Peter Brixtofte, der også var medlem af Folketinget for Venstre, havde haft et ekstremt forbrug af luksusgoder, herunder et forbrug af meget dyr rødvin. Hele gildet var som bekendt betalt af skatteborgerne.

Påvirker politiske skandaler af den karakter borgernes opfattelse af politikerne? En lang række af studier har undersøgt, hvad der blandt andet påvirker borgernes opfattelse af korruption (for en god introduktion til denne litteratur, se Blais et al. 2015), men der er relativt få analyser, der belyser, hvordan politiske skandaler påvirker sådanne generelle opfattelser – især i en dansk kontekst (og altså ikke kun om borgernes holdninger til de skandaleramte politikere ændrer sig).

I dette indlæg anvender jeg et kvasi-eksperimentelt forskningsdesign med data fra Valgundersøgelsen 2001, indsamlet i dagene omkring Brixtofte-skandalen, til at undersøge, hvordan danskernes holdninger blev påvirket – eller ikke påvirket – af skandalen. Disse data blev indsamlet i den periode, hvor Peter Brixtofte ramte forsiden på B.T. og skandalen brød ud i lys lue i hvad der må siges at være den største kommunalpolitiske skandale i dansk politik.

Politiske skandaler, med deres fokus på kontroverser og fejltagelser, tager en stor del af mediernes opmærksomhed, når de finder sted (Fogarty 2013, Nyhan 2015, Puglisi og Snyder 2011). Politiske skandaler giver således ofte borgerne utvetydig information omkring, hvad politikere har gjort forkert. Derfor er det også forventeligt, at borgere er mere tilbøjelige til at opfatte politikerne som værende mere korrupte og have mindre tillid til poltikerne ovenpå Brixtofte-skandalen.

Det er vigtigt at forstå hvordan og hvorfor sådanne skandaler påvirker borgernes opfattelse af politikerne, især i forhold til opfattelser af korruption blandt og tilliden til politikerne (Bowler og Karp 2004, Maier 2011). Den akademiske litteratur, der studerer hvordan borgerne reagerer på skandaler, har blandt andet undersøgt skandalers betydning for borgernes opfattelser af politikernes personlighedstræk (Funk 1996), tilliden til politikerne (Bhatti et al. 2013) og den generelle støtte til politikerne (Alford et al. 1994, Stoker 1993). Fælles for mange af disse studier er, at de kigger på de politikere, der er direkte involveret i politiske skandaler og ikke vælgerens opfattelse af politikerne i almindelighed.

Et generelt fund i litteraturen er, at skandaler har negative effekter på den offentlige opinion. Kumlin og Esaiasson (2012) viser i et komparativt studie at borgernes tilfredshed med demokratiet falder, når politiske skandaler finder sted. Bowler og Karp (2004) finder at borgere, der oplever en politisk skandale, har lavere tillid til politikerne og politiske institutioner. Solé-Ollé og Sorribas-Navarro (2018) undersøgte hvordan korruptionsskandaler påvirkede holdningerne til politikerne i Spanien og fandt, at sådanne skandaler påvirkede både borgernes tillid til politikerne såvel som deres opfattelse af hvor korrupte politikerne er. Ares og Hernández (2017) fandt eksempelvis at en korruptionsskandale i Spanien påvirkede borgerens tillid til politikerne.

Brixtofte-skandalen

For en fantastisk gennemgang af skandalen, der er både lærerig og underholdende, og med en udførlig beskrivelse af forløbet, kan jeg varmt anbefale Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensens bog Brixtofte – Historien om en afsløring fra 2002. En gennemgang af forløbet gives også i dokumentarserien Brixtofte – helt, skurk, far.

Nedenstående forside fra B.T. fra den 6. februar 2002 viser, at Peter Brixtofte havde drukket for 150.000,- på ét døgn. Der var i dækningen i de efterfølgende uger talrige eksempler på borgmesterens magtmisbrug, og disse beskyldninger om magtmisbrug tog kun til i styrke i løbet af de efterfølgende uger og måneder.

Den konkrete skandale er ideel til at undersøge effekten af politiske skandaler på den offentlige opinion af mindst tre grunde. For det første tillader skandalen at operere med en klar sondring mellem før og efter skandalen rammer forsiderne. For mange andre politiske skandaler sker denne udvikling gradvist, hvor det ikke altid er klart, hvornår en politiker eller parti går fra at være i modvind til at være i en egentlig skandale. I dette tilfælde er det klart, at der ikke var en skandale 5. februar og at der var en skandale 6. februar. Som de to journalister Pihl and Priess-Sørensen nævner i deres bog om skandalen, arbejdede de på historien i flere månder, og det var vigtigt for dem at offentligheden først fik nys om skandalen, når de havde tilstrækkeligt med materiale til at køre historien.

For det andet er der tale om en skandale, hvor der ikke var nogen tvivl omkring, hvorvidt der egentlig var tale om forkert adfærd. I mange politiske skandaler er der ikke enighed om, hvorvidt der er tale om en skandale i første instans. Når medierne kunne rapportere at Trump havde gjort noget, der var på kant med loven, var mange klar til at sige, at det var en skandale, hvorimod andre kunne sige, at der ikke var tale om en skandale. Brixtofte-skandalen var ikke alene en skandale fra dag 1, men også en skandale, hvor der ikke var tvivl omkring det faktum, at der var tale om forkert adfærd i form af magtmisbrug.

For det tredje fik skandalen meget omtale i medierne, som ikke var isoleret til et eller få medier. Dette er afgørende da tidligere forskning har vist, hvordan karakteristika ved en skandale kan påvirke, hvor meget opmærksomhed de får i medierne (Puglisi og Snyder 2011). I dette tilfælde fik skandalen opmærksomhed blandt alle aviser såvel som omfattende dækning på nationalt TV og radio, og der var ingen tegn på, at nogle medier ignorerede skandalen – eller såede tvivl om, hvorvidt der var tale om en skandale.

Der var i perioden op til 6. februar 2002 ingen fokus på en stor skandale med Peter Brixtofte i centrum. En sådan dækning ville være problematisk, da det ville indikere at “kontrolgruppen” ikke var en kontrolgruppe, hvilket i værste fald ville give forkerte estimater i analyserne. Nedenstående figur viser antallet af artikler før og efter 6. februar 2002, der nævner ord, der kan være forbundet med et fokus på en skandale. Disse tal er indsamlet via Infomedia. I det første panel ser vi antallet af artikler, der nævner kommunen (“Farum”), borgmesteren (“Brixtofte”) og borgmesterens parti (“Venstre”). Det andet panel viser antallet af artikler, der nævner borgmesteren og “skandale”. Det tredje panel viser antallet af artikler, der foruden at nævne borgmesteren og skandale også nævner “Venstre”.

Der er et begrænset fokus på borgmesteren i medierne fra 15. december 2001 til 6. februar 2002. Der var kun 37 artikler i denne periode. Antallet af artikler der inkluderede Brixtofte og skandale var minimal, og ingen af disse artikler indikerede en politisk skandale a la det man ser fra 6. februar og frem. Tværtimod ser vi et stort fokus på borgmesteren og skandale efter den 6. februar. Dette gør, at vi dermed kan sammenligne borgernes holdninger lige før og efter skandalen til at belyse, hvilken effekt skandalen havde på den offentlige opinion. Jo mere borgerens holdninger er identiske før og efter skandalen, desto mindre indflydelse vil skandalen have haft.

Metode og data

Skandalen fandt sted midt i dataindsamlingen til Valgundersøgelsen 2001. Folketingsvalget i 2001 fandt sted 20. november, men grundet en forsinkelse blev det meste af dataindsamlingen foretaget i 2002. Dataindsamlingen blev foretaget af Gallup i form af CAPI-interviews. Det første interview blev foretaget 15. december 2001. Kun 35 interviews (1,7%) blev foretaget i 2001, og de resterende blev foretaget i perioden fra 1. januar til 14. marts 2002. Dette giver os en unik mulighed til at konstruere to grupper, der er sammenlignelige med en væsentlig undtagelse: deres eksponering til Brixtofte-skandalen. Den ene gruppe består af de respondenter, der deltog i Valgundersøgelsen før 6. februar 2002, hvor den anden gruppe består af de respondenter, der deltog efter 6. februar. 952 respondenter (47,86%) deltog i undersøgelsen før skandalen, og 1.037 respondenter (52,14%) deltog efter skandalen.

Til at måle respondenternes opfattelse af, hvor korrupte politikerne er, har de besvaret følgende spørgsmål: “Hvor udbredt tror De korruption som f.eks. bestikkelse er iblandt politikere i Danmark?”. Svarmulighederne er “Meget udbredt”, “Ret udbredt”, “Ikke særlig udbredt” og “Det sker næsten aldrig”. Jeg har kodet denne variabel, så højere værdier betyder, at respondenten mener, at korruption er mere udbredt blandt politikerne i Danmark. Til at måle borgernes tillid til politikerne, anvender jeg følgende spørgsmål: “Hvor stor tillid har De til danske politikere i almindelighed? Har De meget stor tillid, ret stor tillid, ret lille tillid, eller meget lille tillid?”. Her er svarmulighederne de fire nævnte muligheder.

Fordelen ved dette forskningsdesign er, at det tager udgangspunkt i en “virkelig” skandale og ikke opdigtede scenarier, der kan være en udfordring for den eksterne validitet (Maier 2011). Som Bhatti et al. (2013: 408f) korrekt har pointeret: “the nature of scandals (one-time events that affect all voters simultaneously) render them difficult to study using conventional observational methods (for example, cross-sectional surveys)” (for en lignende pointe, se Blais et al. 2015). Min tilgang her giver således mulighed for rent faktisk at bruge tværsnitsdata til at generere to tilnærmelsesvist identitiske grupper, hvoraf kun den ene er påvirket af den politiske skandale. Med andre ord giver Valgundersøgelsen 2001 en ganske unik mulighed for at undersøge effekten af politiske skandaler på den offentlige opinion.

Nedenstående figur viser hvornår respondenterne deltog i valgundersøgelsen. Den røde stiplede linje angiver den 6. februar 2002, hvor B.T. bragte den første forsidehistorie med Peter Brixtofte.

Brixtofte-skandalen påvirkede danskernes opfattelser

Til at analysere effekten af Brixtofte-skandalen på den offentlige opinion, i.e. borgerens tillid til politikerne og deres opfattelse af korruption blandt samme, estimerer jeg fire regressionsmodeller. Mere specifikt estimerer jeg to regressioner til hver afhængig variabel, en uden kontrolvariable og en med kontrolvariable. De inkluderede kontrolvariable er køn, alder, uddannelse, indkomst, om man er gift, hvor stor en by man bor i og om man stemte på et rødt eller blåt parti ved folketingsvalget den 20. november 2001.

Nedenstående figur viser resultaterne fra de fire regressionsmodeller. Konkret viser figuren effektestimaterne med 95% konfidensintervaller. Her kan vi se, at borgernes tillid til politikerne ikke ændrede sig ovenpå skandalen, men at de omvendt var mere tilbøjelige til at opfatte politikerne som korrupte.

Resultaterne bekræfter at politiske skandaler kan påvirke borgernes generelle opfattelse af, hvor korrupte politikerne er (Bowler og Karp 2004). Det er således ikke kun de involverede politikere, der bliver påvirket af en skandale. Når det er sagt viser analyserne også, at det ikke er på alle dimensioner, at borgerne ændrer deres holdninger. Konkret var vælgerne ikke mere tilbøjelige til at have mindre tillid til politikerne generelt blot fordi én borgmester var involveret i en skandale.

Nogle af studierne angivet ovenfor viser, at politiske skandaler kan påvirke både borgernes tillid til politikerne og deres opfattelse af korruption blandt samme. Der er dog også eksempler på studier, der ikke finder sådanne effekter. Maier (2011) viste eksempelvis i et eksperiment, at borgernes tillid til politikerne, deres tilfredshed med demokratiet og opfatelse af korruption blandt politikerne ikke var påvirket af eksponeringen til en politisk skandale. Dette kan således indikere, at vi skal være påpasselige med at generalisere fra én skandale til politiske skandaler generelt.

Begrænsninger

Der er mindst tre nævneværdige begrænsninger ved ovenstående analyse.

  1. Nutidige skandaler. Meget har ændret sig på 20 år, og der er ingen garanti for, at en lignende skandale i dag ville have tilsvarende effekter. Den måde hvorpå politiske begivenheder dækkes på i dag afviger signifikant fra, hvordan Brixtofte-skandalen blev dækket. Det er svært at sige, hvordan skandalen ville have været dækket, hvis Facebook og Twitter fandtes i 2002.
  2. Forskellige skandaler. Som angivet ovenfor, skal vi være påpasselige med at konkludere for meget på baggrund af én skandale med bestemte karakteristika. Ikke alle politiske skandaler er ens, og forskellige typer af skandaler (Basinger 2013) såvel som karakteristika ved de involverede politikere (Berinsky et al. 2011, Smith et al. 2005) kan have betydning for, om og hvordan borgerne reagerer på en politisk skandale.
  3. Partipolitik. Der var ingen partipolitiske konflikter omkring skandalen, da den stod på. Venstre gjorde det entydigt klart på det nationale niveau, da skandalen tog fart, at der var tale om et lokalpolitisk anliggende. Hvis partiet havde ageret anderledes, er det også muligt, at vi havde set andre effekter. Tidligere forskning har eksempelvis vist, at hvordan politikerne diskuterer en skandale påvirker effekten af selvsamme (Woessner 2005).

Konklusion

Politiske skandaler kan påvirke den offentlige opinion. Analyserne præsenteret ovenfor indikerer, at Brixtofte-skandalen øgede danskernes opfattelse af korruption blandt politikerne generelt, men ikke havde nogen betydning for borgernes tillid til politikerne.

Det er en sag der primært har historisk interesse, men ikke desto mindre en utroligt interessant case, der stadig refereres til den dag i dag. Den gode nyhed er, at skandalen – i hvert fald på kort sigt – ikke rykkede ved vælgernes generelle tillid til politikerne.

Meningsmålinger og demokratisk indflydelse

Det er relativt begrænset hvor stor indflydelse din stemme har ved et folketingsvalg. Det er af samme grund teorier omkring rationel vælgeradfærd konkluderer, at det – i langt de fleste tilfælde – ikke er rationelt at stemme.

Heldigvis er der mange måder at øge sin politiske indflydelse i Danmark anno 2021. Foruden det at stemme ved forskellige valg kan man skrive læserbreve, deltage i vælgermøder, melde sig ind i et politisk parti, donere penge til partier og andre organisationer, kontakte politikere, deltage i underskriftsindsamlinger, like og kommentere på sociale medier og så videre.

Hvis man som ordinær borger – uden mange penge på lommen – vil øge sin indflydelse, vil jeg argumentere for, at den bedste strategi er at deltage i meningsmålinger. Grunden til dette er, at de politiske partier i dag får foretaget meningsmålinger for at finde ud af, hvilke politiske tiltag der er opbakning til i befolkningen. Især når det vedrører større politiske tiltag og reformer, der kan være kontroversielle.

Det er især regeringspartier, eller partier med ønsket om at få regeringsmagten på et tidspunkt, der laver denne slags meningsmålinger. Og det er især med henblik på at vide, hvad vælgere omkring midten synes. Det vil ikke være nogen overraskelse, at folk der stemmer på Enhedslisten er modstandere af en lavere dagpengesats, eller at folk der stemmer på Dansk Folkeparti er tilhængere af yderligere asylstramninger. Stemmer du omvendt på eksempelvis Socialdemokratiet eller Venstre, kan du have relativt stor indflydelse i en meningsmåling, der kan være med til at forme de politiske partiers politik. Især hvis du ikke er loyal partisoldat.

Ligeledes vil du have større indflydelse i en meningsmåling, hvis du repræsenterer en sociodemografisk gruppe, der normalt ikke deltager i meningsmålinger. Jo mere atypisk det er, at din sociodemografiske gruppe vil deltage i en meningsmålinger, desto større vægt vil der blive givet til dit svar (under forudsætning af, at den er repræsentativ for, hvad andre fra din sociodemografiske gruppe, vil mene).

Min pointe er således den simple, at din “stemme” i en meningsmåling vil betyde relativt meget, især hvis man sammenligner det med andre typer af demokratisk deltagelse. Så hvis du vil øge din politiske indflydelse, bør du deltage i meningsmålinger.

Meningsmålinger og kommunalvalg #2

I 2017 skrev jeg om meningsmålingerne og kommunalvalget med et fokus på, hvor svært det er at bruge meningsmålinger til at forudsige, hvordan et kommunalvalg kommer til at gå. Hvad viser meningsmålingerne forud for kommunalvalget på tirsdag?

Vi kan af gode grunde ikke udelukkende kigge på de nationale meningsmålinger og udtale os omkring kommunalvalgsresultatet. Hvad vi kan gøre er at kigge på de lokale meningsmålinger. Der er trods alt tale om 98 forskellige valg. I den forbindelse har jeg konstrueret et datasæt med opbakningen til de forskellige partier i de lokale meningsmålinger. Datasættet kan findes her. Det er ingenlunde en simpel opgave at lave et datasæt med meningsmålinger (se eksempelvis dette indlæg med nogle gode overvejelser herom), og der er især to udfordringer.

For det første er der lokale partier, der stiller op i de forskellige kommuner. Og det er ikke i alle kommuner, at de nationale partier stiller op. Derfor vil datasættet have et andet format end det jeg har med de nationale meningsmålinger. For det andet er det ikke alle tal, der formidles i dækningen af meningsmålingerne. Ofte bliver der i dækningen kun fokuseret på enkelte partier eller mandattal (se mine bemærkninger omkring dette i mit mit indlæg omkring kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget). Jeg har i mange tilfælde kontaktet journalister og medier for at få adgang til procenttallene, men det er ikke lykkedes i alle tilfælde.

De fleste meningsmålinger vi har fra kommunalvalget er foretaget af Jysk Analyse. Dette er interessant, da de som bekendt ikke foretager nationale meningsmålinger. De fleste meningsmålinger har også en stikprøvestørrelse på den gode side af 1000, selvom der er undtagelser (eksempelvis i en meningsmåling Voxmeter foretog i Fredericia Kommune). En anden forskel er indsamlingsperioden, der i mange tilfælde er længere end ved nationale meningsmålinger. Der er noget ironisk men åbenlyst i, at jo mindre et geografisk område er, desto længere tid vil det tage at gennemføre en meningsmåling af høj kvalitet.

For de meningsmålinger, hvor de præcise estimater var tilgængelige (altså andelen af borgere i kommunen, der vil stemme på et parti), kodede jeg hvert estimat med de følgende informationer: 1) dato (hvornår blev dataindsamlingen afsluttet), 2) analyseinstitut (hvem foretog meningsmålingen), 3) estimat (%) og 4) stikprøvestørrelse. Dertil tilføjede jeg også en variabel med opbakningen ved kommunalvalget i 2017.

Nedenstående figurer viser forskellen i opbakningen fra kommunalvalget i 2017 til de nyeste meningsmålinger, der er foretaget i perioden fra 1. oktober til 11. november 2021. Positive værdier indikerer øget opbakning fra kommunalvalget 2017 til i dag.

Konservative står til fremgang i alle kommuner, hvor der er lavet meningsmålinger. Størst er fremgangen i Odense. Lavest er fremgangen i Vejle og Horsens.

Socialdemokratiet står generelt til tilbagegang. Størst er tilbagegangen på Bornholm, i Fredericia og i København. Ingen signifikant fremgang i de lokale målinger (hvis man tager den statistiske usikkerhed i betragtning).

Dansk Folkeparti står også til tilbagegang. I oktober stod de til en lille fremgang på Bornholm, men dette er ikke tilfældet i den seneste måling.

Venstre oplever tilbagegang i flere målinger, men også målinger uden de store ændringer – og sågar en måling med fremgang (i Vejle).

Enhedslisten står til meget stor fremgang i målinger fra Bornholm – og pæn fremgang i København. Bliver ekstra spændende at se, om målingerne rammer plet i disse kommuner.

SF står til fremgang i København (både hos Gallup og Epinion). Ellers står den blot på en lille fremgang eller samme opbakning som ved forrige valg.

Der er fremgang til Nye Borgerlige i alle kommuner, hvor der er foretaget lokale meningsmålinger på det seneste.

Der er blandede resultater til Liberal Alliance. Fremgang ser vi i Viborg. Tilbagegang i målingerne ser vi i målingerne fra Frederiksberg, København og Fredericia.

Der er ligeledes blandede resultater til Radikale Venstre. Der er en lille fremgang i flere kommuner (København, Odense, Fredericia, Hedensted m.fl.), og en lille tilbagegang i målingerne fra Frederiksberg og Bornholm.

Vi ser en stor tilbagegang til Alternativet. Især i kommuner hvor de fik et pænt valg i 2017 (København og Bornholm).

Sidst – og mindst – er der ikke det store at rapportere om hos Kristendemokraterne.

Det skal nævnes, at der er foretaget flere meningsmålinger end dem, der er inkluderet her. For det første kan jeg ikke udelukke, at der er lokaler målinger, der er gået min opmærksomhed forbi (jeg kontaktede Jysk Analyse tidligere på året, men de vendte aldrig tilbage). Det er dog min vurdering, at jeg har været grundig i forhold til at indsamle lokale målinger, hvorfor det forhåbentlig ikke er et stort problem.

For det andet er der målinger, der spurgte ind til borgmesterpræference i stedet for partivalg, eksempelvis disse Megafon-målinger for TV SYD og JydskeVestkysten i Tønder Kommune, Sønderborg Kommune og Kolding Kommune. For at illustrere begrænsningen ved at bruge disse målinger som alternativ til partivalg, kan vi kigge på en meningsmåling fra Jysk Analyse i Viborg Kommune. Her angav 25,5% af vælgerne, at de havde tænkt sig at sætte kryds ved Socialdemokratiet. Det var dog kun 14% af vælgerne, der svarede, at de foretrak Mads Panny fra Socialdemokratiet som borgmester. Derfor kan man ikke bruge borgmesterpræference som en erstatning for partipræference.

For det tredje er der landsdækkende meningsmålinger, der forsøger at spørge ind til kommunalvalget (se evt. denne Gallup-måling). På baggrund af erfaringer fra 2013 og 2017, finder jeg ikke disse meningsmålinger anvendelige, endsige interessante, hvorfor jeg ligeledes heller ikke vil sidestille disse meningsmålinger med meningsmålinger, der er foretaget lokalt.

For det fjerde er der meningsmålinger, hvor jeg ikke har stor tiltro til repræsentativiteten. Det være sig eksempelvis meningsmålinger foretaget af eleverne i 3.G på Sønderborg Statsskole. Med andre ord holder jeg mig udelukkende til meningsmålinger foretaget af etablerede analyseinstitutter.

Min plan er at følge op på dette indlæg efter valget med en analyse af, hvor godt de lokale målinger klarede sig. Der er dog et par vigtige forbehold, man skal holde sig for øje allerede nu. For det første er der mange tvivlere i de respektive målinger. De er derfor også hæftet med en stor grad af usikkerhed (større end den statistiske usikkerhed, der formidles). For det andet er de som altid et øjebliksbillede. De fleste målinger spørger ind til, hvem man ville stemme på, hvis der var valg i morgen, og det er ikke nødvendigvis de partier, vælgerne ender med at stemme på ved valget. For det tredje er det ikke tilfældigt, hvilke kommuner, der bliver foretaget meningsmålinger i. Man skal derfor være påpasselig med at kigge på ovenstående figurer og generalisere til samtlige 98 kommuner. For det fjerde – og vigtigst af alt – er der en større sandsynlighed for, at de lokale målinger kan tage fejl, end når vi kigger på meningsmålinger til folketingsvalget. Vær derfor åben for, at der kan komme op til flere overraskelser på tirsdag, der divergerer fra de resultater, vi kan se i meningsmålingerne.

Hvornår kommer folketingsvalget? #2

I et tidligere indlæg argumenterede jeg for, at der var grund til at forvente, at folketingsvalget kunne finde sted samme dag som kommunalvalget. Mit kvalificerede gæt var således, at folketingsvalget ville finde sted 16. november 2021. Vi kan nu konstarere, at jeg tog fejl. Det er ikke første – og helt sikkert ikke sidste – gang, at jeg tager fejl.

Jeg skriver dette indlæg af de samme grunde som jeg aldrig vil kunne blive politisk kommentator, nemlig at jeg finder det lige så relevant at fremhæve, når jeg tager fejl – som når jeg rammer plet. Faktisk finder jeg det mere interessant at bruge tid på at dissekere, hvorfor og hvornår jeg tager fejl.

Man behøves ikke have læst flere bøger af Philip E. Tetlock for at vide, at selv politiske kommentatorer ofte tager fejl. I 2015 viste jeg, at mange politiske kommentatorer tog fejl i forhold til, hvornår folketingsvalget ville blive udskrevet. Det er derfor ikke den store overraskelse, at jeg heller ikke ramte plet i mit kvalificerede gæt denne gang. Det relevante spørgsmål der står tilbage, er, hvorfor vi ikke ser et folketingsvalg nu.

De fleste meningsmålinger er fine for Socialdemokratiet, men partiet ligger ikke trygt på den gode side af de 30% som de gjorde, da jeg skrev mit indlæg. Meget kan ske i en valgkamp og det er ingen selvfølge, at partiet vil stå stærkere på den anden side af et valg. Der har været artikler på det seneste om, at rød blok ikke længere har et stabilt flertal (se eksempelvis dækningen af meningsmålingerne fra Voxmeter og Megafon).

Dertil skal det tilføjes, at der også har været nogle meningsmålinger på kommunalt niveau, der nok heller ikke er gået Socialdemokratiets opmærksomhed forbi, herunder målinger i København, Fredericia, Silkeborg, Bornholm, Hedensted og Horsens, der alle viser en tilbagegang til Socialdemokratiet (omend i varierende størrelse).

Jeg burde i højere grad have taget højde for, at det ikke kræver de store vælgervandringer før et komfortabelt flertal til rød blok kan reduceres til et meget tæt valg. Min generelle opfattelse er, at meningsmålingerne ikke viser store ændringer over kort tid, men det er ikke usandsynligt at et parti kan rykke sig signifikant over en periode på et halvt år. Med det in mente er det intet chok, at målingerne nu viser noget andet end de gjorde, da jeg skrev mit indlæg.

Det kontrafaktiske spørgsmål er her, om Socialdemokratiet ville have udskrevet valg, hvis meningsmålingerne var bedre. Det kan vi i sagens natur ikke vide, men jeg vil stadig argumentere for, at sandsynligheden for at vi ville have set et folketingsvalg snart, alt andet lige, ville være større hvis meningsmålingerne havde givet Socialdemokratiet og især rød blok et solidt forspring.

En anden mulighed er, at det aldrig har været en seriøs overvejelse i regeringstoppen at udskrive valg i 2021, men at det blot har handlet om at signalere muligheden, især for at sikre, at oppositionspartierne har brugt energi på at være klar til et eventuelt efterårsvalg. Det kan vi forhåbentlig få nogle svar på i fremtiden, når den nuværende politiske situation ligger så langt tilbage i tid, at politiske biografier kan belyse, hvilke strategiske overvejelser, der har været på spil.

En tredje mulighed – som dog potentielt hænger sammen med partiets opbakning i meningsmålingerne – er usikkerheden omkring de politiske sager, der har været i løbet af de seneste måneder. Dette være sig eksempelvis sygeplejerskernes strejke og minksagen, der har stået højere på Socialdemokratiets dagsorden end tankerne om at udskrive valg. Ligehedes har flere ministre ikke nødvendigvis vist sig fra deres bedste side i år, herunder blandt andet Astrid Krag, Jeppe Kofod og Trine Bramsen, hvorfor det kan give god mening ikke at udskrive valg i kølvandet på dette.

Med andre ord burde jeg også have taget højde for, at den politiske dagsorden ikke nødvendigvis ville være domineret af corona (som den trods alt var i begyndelsen af i år), men tværtimod mere nuanceret.

Dette besvarer selvfølgelig ikke, om Socialdemokratiet burde udskrive valg nu. Der er ingen garanti for, at opbakningen til regeringen og dets støttepartier vil være større i efteråret ’22 eller foråret ’23. Det må eftertiden vise.

Hvornår vil vi så se et folketingsvalg? Det har jeg ikke længere et kvalificeret bud på. Mine overvejelser herom er trivielle (jo bedre målinger til rød blok, desto større sandsynlighed for et valg), og jeg vil herfra lade de politiske kommentatorer om at sætte en præcis dato på, hvornår vi ser et valg.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #4

Hos TV 2 kan man læse, at en opsigtsvækkende meningsmåling fra Megafon antyder nye styrkeforhold i dansk politik. Konkret fremhæves det, at Socialdemokratiet og Venstre begge står til en mærkbar tilbagegang.

På baggrund af dækningen af Megafon-målingen hos TV 2 er det således nemt at tro, at den konkrete måling viser store forandringer. Dette er, som jeg vil vise i dette indlæg, slet ikke tilfældet. I artiklen står der først: “I en ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, går regeringspartiet 2,7 procentpoint tilbage sammenlignet med forrige måling.” Dette tal stemmer ikke overens med, hvad de rapporterer i figuren, hvor det er klart, at det blot er 2,1 procentpoint.

Det er relevant at sammenligne den nye Megafon-måling (fra august) med den forrige måling fra Megafon (fra maj). Når vi sammenligner en meningsmåling med et valgresultat, har vi kun en statistisk usikkerhed for meningsmålingen, men ikke for valgresultatet. Når vi sammenligner en meningsmåling med en tidligere meningsmåling, er det vigtigt at tage den statistiske usikkerhed for begge i betragtning.

Vi kan beregne den statistiske usikkerhed for forskellen mellem to andele ved hjælp af følgende formel, der giver os standardfejlen for forskellen mellem opbakningen til et parti i to forskellige meningsmålinger:

$$ \sqrt{p_{a}\frac{(1-p_{a})}{n_{a}} + p_{b}\frac{(1-p_{b})}{n_{b}}} $$

Hvor $ p_{a} $ og $ n_{a} $ er henholdsvis opbakningen til et parti (evt. 0,3 hvis partiet står til 30% af stemmerne) og stikprøvestørrelsen, begge i meningsmåling $ a $, og $ p_{b} $ og $ n_{b} $ er henholdsvis opbakningen til et parti og stikprøvestørrelsen i meningsmåling $ b $.

Denne usikkerhed kan vi så bruge til at se, om der er forskelle mellem to andele. Konkret kan vi multiplicere standardfejlen med 1,96, der giver os et 95% konfidensinterval, når vi lægger det til og fra forskellen mellem $ p_{a} $ og $ p_{b} $. Hvis du hurtigt vil sammenligne tallene fra to målinger men ikke gider at lave disse beregninger selv, kan du altid bruge denne service.

I nedenstående figur ser vi nærmere på, hvor store forskelle der er i partiernes opbakning i de to Megafon-målinger. Er der tale om en opsigtsvækkende meningsmåling, der antyder nye styrkeforhold i dansk politik? Nej.

I figuren kan vi se, at Socialdemokratiet er det parti, der går mest tilbage, men det er også det største parti, hvorfor den statistiske usikkerhed er større. Det står dog klart, at der ikke er tale om de store forandringer. Bemærk også, at TV 2 skriver, at tilbagegangen særligt gavner SF og Enhedslisten, der “begge går nævneværdigt frem”. Jeg har ingen anelse om, hvad det vil sige, at partierne går nævneværdigt frem.

Hvad jeg finder nævneværdigt her er det modsatte. Siden den seneste Megafon-måling, der fandt sted før sommerferien, har intet parti rykket sig nævneværdigt i meningsmålingerne. Dette er i tråd med min pointe i de forrige indlæg omkring opbakningen til Socialdemokratiet i de seneste meningsmålinger. Dette bekræftes også, når vi ser på meningsmålingerne fra Epinion. Hvis vi sammenligner den seneste meningsmåling fra Epinion med deres meningsmåling fra før sommerferien, ser vi en forskel i Socialdemokratiets opbakning på 0,0%.

Mit gæt er, at hvis alle andre meningsmålinger havde vist akkurat det samme som Megafons seneste måling, ville der ikke have været en historie. Derfor nævnes Berlingskes vægtede snit da også et par gange i artiklen, hvor det fremhæves, at målingen står i kontrast med hvad Berlingske Barometer viser. Det er interessant at TV 2 flere gange refererer til Berlingske Barometer, da Megafon har gjort hvad de kunne for ikke at være inkluderet i dette vægtede gennemsnit. Megafon (eller TV 2 eller Politiken?) ønsker ikke at bidrage til, at vi har den bedst tilgængelige viden om, hvad målingerne viser (ved at være inkluderet i Berlingske Barometer), men de har det fint med, at de bruges til at opsummere andre målinger. Det er helt til grin.

Som med tidligere indlæg jeg har skrevet om Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, savner jeg at se flere meningsmålinger, der systematisk viser en tilbagegang på tværs af institutterne, før jeg vil konkludere, at partiet ligger tættere på 25% end 30% af stemmerne. Flere medier synes dog at have det fint med at konkludere på baggrund af enkeltmålinger.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #3

I mit forrige indlæg omkring Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, pointerede jeg, at medierne fokuserede på en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet, som der ikke var belæg for, når man tog den statistiske usikkerhed i betragtning.

Med den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser en ændring i Socialdemokratiets opbakning fra 30,3% til 30,6%, bringer Netavisen Pio en artikel omkring, at “Socialdemokratiet og de røde partier er kommet stærkt hjem fra sommerferien, og opbakningen blandt vælgerne stiger igen.” Dette er et endnu bedre eksempel på problemet med at gøre små forandringer store, end de eksempler jeg bragte i mit forrige indlæg.

Lad os tage et eksempel fra artiklen, der på den ene side fortæller, at Socialdemokratiet går frem i målingen, men står til at miste mandater sammenlignet med sidste uges måling:

Socialdemokratiet står i målingen til en opbakning på 30,6 procent. Det er en fremgang på 0,3 procentpoint i forhold til sidste uges måling.

Trods den lille vælgermæssige fremgang, så står Socialdemokratiet til at tabe et enkelt mandat i forhold til den seneste måling, hvilket skyldes, at Liberal Alliance igen er over spærregrænsen, og at der dermed er færre mandater for partierne at deles om.

Med andre ord: Socialdemokratiet går frem med 0,3 procentpoint, men fordi Liberal Alliance går frem med 0,4% (fra 1,7% til 2,1%), og dermed kommer over spærregrænsen, står Socialdemokratiet til at gå tilbage (hvis man kigger på mandattallet).

Alle disse “forandringer” ligger inden for den statistiske usikkerhed, og der er absolut intet der taler for, at et eller flere af ovennævnte partier, har rykket sig i målingerne i løbet af en uge. Når dette eksempel er værd at tage fat i, er det fordi det ikke blot handler om (over)fortolkningen af én lille forandring (Socialdemokratiets “fremgang”), men to forandringer (Liberal Alliances ditto).

Den statistiske usikkerhed nævnes til slut i artiklen (“Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/- 2,8 procentpoint.”), og det er min opfattelse at medierne generelt er bedre til at formidle denne slags information, men at den i selve den journalistiske tolkning – eller fraværet af samme – misforstås eller ignoreres (sidstnævnte er tilfældet her).

Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen i meningsmålingerne disse måneder, og det samme gør Kristendemokraterne. Hvis tilfældig støj omkring spærregrænsen (på ned til 0,1 procentpoint – fra 1,9% til 2%) skal afgøre, om et parti går frem eller tilbage, kræver det, at man ignorerer den statistiske usikkerhed og er klar til at ignorere den for alle andre partier. Det er givetvis spændende for selverklærede politiske nørder, men det er en metodisk problematisk dækning af de politiske partier.

Der har været meget fokus på Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne siden pandemien, især spørgsmålet om hvorvidt der blot var tale om en kort “rally ’round the flag”-effekt. Hvad vi har set på det seneste – som jeg også konkluderede i mit forrige indlæg – er, at der ganske enkelt ikke er evidens for at konkludere, at Socialdemokratiet er gået hverken frem eller tilbage.