Kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget #2

Hvor præcise var meningsmålingerne ved kommunalvalget? For at besvare dette spørgsmål må vi først forholde os til, hvilke meningsmålinger vi ønsker at se på. Skal vi eksempelvis belyse, om nationale meningsmålinger indfanger de nationale partiers opbakning lokalt? Eller skal vi se på, om de lokale meningsmålinger hver især rammer de lokale valg præcist?

Et landsresultat for kommunalvalget er på mange måder en kunstig konstruktion, da der som bekendt er tale om 98 unikke valg, hvor alle partier ikke stiller op i alle 98 kommuner – og lokale partier og lister stiller op i forskellige kommuner. Dertil gør valgforbund og andre forhold ligeledes, at vælgerne lokalt ikke nødvendigvis støtter det parti, de støtter nationalt. Et landsresultat er dermed primært af interesse for de nationale medier, der ønsker at diskutere, hvem af partierne i Folketinget der var vindere og tabere af kommunalvalget.

Udfordring forbundet med at kigge på meningsmålingerne ved kommunalvalget er, at i de fleste kommuner har vi ingen meningsmålinger. I de kommuner, hvor der bliver foretaget meningsmålinger, har vi ofte kun én meningsmåling. Kun i meget få kommuner får vi mere end én måling (eksempelvis København og Bornholm). Udfordringen med meningsmålingerne ved kommunalvalget er dermed ikke de meningsmåliner, vi har, men de målinger vi ikke har.

I den bedste af alle verdener foretog vi et tocifret antal meningsmålinger i hver af de 98 kommuner (hvilket ville give os rundt regnet 1000 meningsmålinger). Dette er selvsagt urealistisk, men jeg fremhæver det alligevel her for at pointere, hvad et fornuftigt udgangspunkt ville være, hvis vi skulle give meningsmålingerne en fair chance for at sige noget om alle lokale valg. Vi er således ikke interesseret i at se på, hvordan de mange kommunalvalgsmålinger klarede sig, men hvordan de kommunalvalgsmålinger, der trods alt blev foretaget, har klaret sig.

Hvordan klarede de lokale meningsmålinger sig?

Der har mig bekendt været et begrænset fokus på, hvordan de lokale målinger har klaret sig. Fagbladet Journalisten præsenterede en lang række tal dagen efter kommunalvalget, men der er ikke tale om et egentligt overblik (den seneste meningsmåling fra Bornholm er eksempelvis ikke at finde i deres “overblik”). Derfor er det fint at kigge mere systematisk på, hvordan de respektive målinger helt præcist klarede sig.

Til at gøre dette har jeg taget udgangspunkt i mit datasæt med kommunalvalgsmålinger, hvor jeg afgrænsede målingerne til kommunalvalgkampens sidste måned, dvs. målinger foretaget i perioden fra 16. oktober til 16. november 2021. Skæringsdatoen 16. oktober kan virke arbitrær, men der er tre forhold at tage i betragtning. For det første vil det være unfair at inkludere de meningsmålinger, der blev foretaget for et års tid siden. Meningsmålinger er et øjebliksbillede og ikke et forsøg på at forudsige et valgresultat langt ude i fremtiden. For det andet, og som jeg vil vise nedenfor, tyder intet på, at det er afgørende om en måling er foretaget i dagene op til eller ugerne op til valget. Det er således ikke tilfældet, at målinger foretaget tættere på 16. oktober er mindre pålidelige end dem foretaget tættere på 16. november. For det tredje er der relativt få meningsmålinger. Havde der været mange flere meningsmålinger kunne vi få mere ud af systematisk at belyse, hvordan de har klaret sig over tid.

For hver lokal meningsmåling der blev foretaget i kommunalvalgkampens sidste måned, har jeg udregnet den gennemsnitlige fejl i hver meningsmåling. Det vil sige at jeg for hvert estimat i en meningsmåling har udregnet forskellen mellem estimatet i meningsmålingen og valgresultatet – og så taget gennemsnittet af disse. Jo større forskelle der var mellem resultaterne i en meningsmåling og valgresultatet, desto større er den gennemsnitlige fejl. Hvis en meningsmåling ramte 100% præcist for alle partier i en måling, ville den gennemsnitlige fejl være 0.

Den mest præcise meningsmåling blev foretaget af Gallup i København den 8. november. Den gennemsnitlige fejl var her 0,78. Denne måling ramte især rigtigt ved partier som Venstre, Liberal Alliance, Socialdemokratiet og Konservative, men havde svært ved at ramme SF (målingen gav partiet 2,3 procentpoint flere stemmer, end de fik ved valget).

Den mindst præcise meningsmåling blev foretaget af Jysk Analyse på Bornholm en uge før kommunalvalget. Den gennemsnitlige fejl i denne meningsmåling var 1,74. Her ramte målingen forbi skiven ved flere partier, eksempelvis Venstre (5,8 procentpoint større opbakning i målingen), Konservative (4,8 procentpoint lavere opbakning i målingen) og Bornholmerlisten (3,9 lavere opbakning i målingen). Jeg har svært ved at forestille mig, at vælgerne har rykket sig så meget i ugen op til valget, hvorfor jeg gerne vil stå på mål for den påstand, at Jysk Analyse foretog en dårlig meningsmåling.

En anden måling der ikke klarede sig godt var Gallups måling på Frederiksberg. Denne måling undervurdere opbakningen til Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialdemokratiet med henholdsvis 3,3, 2,6 og 2,6 procentpoint. Det tyder med andre ord på, at Gallup havde svært ved at ramme venstreorienterede vælgere på Frederiksberg. Disse vælgere er sandsynligvis yngre vælgere og mere tilbøjelige til at være tilflyttere.

Det er interessant at den mindst præcise meningsmåling og den mest præcise meningsmåling begge er foretaget af Gallup i hovedstadsområdet i samme periode. Dette kan tyde på, at der er specifikke udfordringer forbundet med hver kommune, man ønsker at foretage en meningsmåling i. Vi kan derfor ikke nødvendigvis konkludere, at et analyseinstitut, der har klaret sig rigtig godt i én kommune også vil klare sig godt i en helt anden kommune.

Nedenstående tabel viser den gennemsnitlige fejl, altså den gennemsnitlige forskel mellem valgresultatet og meningsmålingen, i målingerne foretaget senest en måned inden kommunalvalget.

Gennemsnitlige fejl i meningsmålingerne
Målinger foretaget senest en måned inden kommunalvalget
kommune institut n dato fejl
Bornholm Jysk Analyse 1031 11. nov 1,74
Frederiksberg Gallup 751 9. nov 1,73
Fredericia Jysk Analyse 1040 21. okt 1,55
Vejle Jysk Analyse 1009 4. nov 1,41
København Epinion 1024 19. okt 1,40
Hedensted Jysk Analyse 1005 26. okt 1,38
Horsens Jysk Analyse 1010 31. okt 1,23
Odense Jysk Analyse 1028 9. nov 1,11
Fredericia Voxmeter 500 31. okt 0,98
Viborg Jysk Analyse 1010 4. nov 0,95
København Gallup 1073 8. nov 0,78

Nogle meningsmålinger klarede sig bedre end andre, men vi kan konkludere, at meningsmålingerne – overordnet betragtet – klarede sig ganske fint. De var ikke perfekte (den bedste lokale måling kunne ikke slå den bedste måling fra folketingsvalget i 2019), men de var på ingen måde i nærheden af at være en katastrofe.

Desuden var den lokale dækning generelt af meningsmålingerne god. De fleste artikler formidlede metodiske informationer, herunder hvornår meningsmålingen blev foretaget samt den statistiske usikkerhed, og i de tilfælde hvor den slags information ikke blev formidlet, var journalisterne generelt gode til at udlevere den slags information, når jeg spurgte dem.

Kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget var dermed ganske fin. Når det er sagt, er det relevant at forholde sig til, om de lokale meningsmålinger er bedre end eventuelle alternativer. Hvis de lokale målinger ikke er bedre end eventuelle alternativer, er der ingen grund til at foretage dem og bruge spalteplads på at formidle dem.

Den nationale valgvind

Hvis vi ønsker at sige noget om partierens opbakning lokalt, kan vi kigge på hvordan nationale meningsmålinger, kombineret med lokale forhold, kan give deres bud på opbakningen til partierne på kommunalt niveau. Ideen er således at vi kan se hvordan den nationale valgvind påvirker de forskellige partier.

Martin Vinæs Larsen og Kasper Møller Hansen har et kapitel i bogen om kommunalvalget 2017, der bærer titlen ‘Om den landspolitiske valgvind i 2017 – og hvorfor Dansk Folkeparti klarede sig dårligere end forventet’. Som titlen på kapitlet antyder var deres valgvindsprognose i 2017 ubrugelig til at sige noget om, hvordan Dansk Folkeparti ville klare sig. De viser flere interessante ting i kapitlet, herunder hvordan sammenhængen mellem national og lokal opbakning for de politiske partier er svagere i mindre kommuner.

Dette skaber et godt udgangspunkt for at sige noget om, hvordan de nationale partier ville klare sig ved kommunalvalget i 2021. De offentliggjorde således deres valgvindsprognose for 2021, altså estimater på hvor stor opbakning man burde forvente at se for de forskellige partier i de 98 kommuner.

I nedenstående figur har jeg taget de estimater, hvor vi har data fra lokale meningsmålinger og data fra valgvindsprognosen. Jo tættere en observation er på den stiplede linje i figuren, desto tættere var estimatet på valgresultatet. Det vil sige at når eksempelvis en lokal måling ligger på den stiplede linje, ramte målingen et partis opbakning helt præcist.

Vi kan se at de lokale målinger generelt klarede sig bedre end valgvindsprognosen (de blå observationer ligger tættere på den stiplede linje end de røde observationer). Når en lokal måling og valgvindsprognosen var uenige om, hvor stor opbakningen ville være til et parti ved kommunalvalget, havde den lokale måling oftere ret. Der er således eksempler på ekstreme forskelle mellem valgvindsprognosen og valgresultatet, der ville være ekstra iøjnefaldende at se i en lokal meningsmåling.

Fordelen ved de lokale målinger er ikke blot, at de er mere præcise, men at vi også her har data for de lokale partier. Valgvindsprognosen kan selvsagt ikke sige noget om, hvordan det vil gå for Bornholmerlisten. Når det er sagt er det også på sin plads at nævne, at valgvindsprognosen har andre fordele. For det første forsøger valgvindsprognosen ikke at sige noget om ét parti lokalt (selvom vi har data herpå), men noget generelt om tendenserne i kommunerne. Det kan de lokale meningsmålinger ikke sige så meget om. For det andet er det – som anført ovenfor – kun udvalgte kommuner, der foretages meningsmålinger i. Hvis vi gerne vil sige noget fornuftigt om hvad vi kan forvente i landets 98 kommuner, giver valgvindsprognosen klart det bedste bud.

Formålet med ovenstående figur er således ikke at diskreditere valgvindsprognosen, men blot pointere, at i de få tilfælde hvor vi har data fra både en lokal måling og valgvindsprognosen, giver det mening – gennemsnitligt betragtet – at have større tiltro til den lokale måling.

Hvad med exitpolls?

Et andet alternativ til meningsmålingerne er exitpolls. Ved kommunalvalget foretog studerende og gymnasieelever exitpolls i specifikke kommuner, herunder Aarhus, Ringkøbing-Skjern, Hørsholm, Mariagerfjord og Skive. Jeg har ikke lavet en systematisk analyse af hvor præcise disse exitpolls var, men mit indtryk er, at de generelt klarede sig fint.

I den bedste af alle verdener foretog vi meningsmålinger og exitpolls i de samme kommuner, så vi kunne sammenligne de to. Mit gæt er, at exitpolls vil og bør være mere præcise, men jeg vil stadig argumentere for, at meningsmålinger er mere interessante. Jeg vil sågar gå så langt som til at sige, at exitpolls er overflødige i en kommunalvalgskontekst. Meningsmålinger foretages i perioden op til et kommunalvalg, hvor valgkampen stadig er aktuel. Når der kun er tale om få timer fra valgstederne lukker til vi har gode bud på, hvor stor opbakningen er til de respektive partier i de forskellige kommuner, er det begrænset, hvad vi kan bruge exitpolls til.

Når vi ligeledes ikke har gode indikatorer for, om de rammer præcist (gerne ved at have flere exitpolls foretaget af forskellige aktører/analyseinstitutter), kan de skabe mere støj og spekulation på valgaftenen end egentlige indsigter. Det er fint at der bliver foretaget exitpolls, men det ville i min optik ikke udgøre det store tab, hvis de slet ikke blev foretaget.

Hvad med regionsrådsvalget?

Vi taler primært om kommunalvalget, men der var tale om et kommunal- og regionsrådsvalg. Der blev mig bekendt kun foretaget én meningsmåling i forbindelse med regionsrådsvalget. Den blev foretaget af Gallup. Denne måling klarede sig overordnet godt, men overvurderede opbakningen til Nye Borgerlige og undervurderede især opbakningen til Venstre. Meningsmålingen gav Venstre 18% af stemmerne, men de endte som bekendt med at få 23,02% af stemmerne.

Hvad kan meningsmålingerne sige?

Meningsmålingerne kan sige noget om, hvilke partier vælgerne vil stemme på – men ikke hvorfor, vælgerne stemmer på de forskellige partier. Det samme kan man desuden sige om valgresultatet. Det er derfor interessant at se politiske kommentatorer og eksperter forsøge at give udtryk for, at de kan gøre sig kloge betragtninger herom. Jens Ringberg sagde eksempelvis til DR, at der blandt andet var tale om en Pape-effekt ved kommunalvalget: “Man taler om Pape-effekten og en særlig kommunal valgvind, der kommer fra de nationale målinger og skyller hen over kommunerne. Det er sådan set også det, der er sket her til aften.” Vi kan dog på ingen måde bruge de nationale meningsmålinger til at sige, at der er tale om en Pape-effekt. Vi kan end ikke sige, at de Konservatives nuværende opbakning i de nationale meningsmålinger kan tilskrives en Pape-effekt (se også mit indlæg fra 2017 med en lignende pointe).

Kommunalvalget er også blevet kaldt for det “første grønne kommunalvalg” med udgangspunkt i en meningsmåling foretaget af Electica. Jeg kunne finde meningsmålingen omtalt hos Klimabevægelsen i Danmark, men der står desværre intet om, hvorvidt de har finansieret den pågældende meningsmåling. Meningsmålingen bruges til at konkludere, at “Debatten om klimaet og den grønne dagsorden har haft en afgørende indflydelse på udfaldet af KV21”, men det kan den pågældende meningsmåling ikke bruges til at konkludere.

En stor udfordring med meningsmålingerne er således ikke hvad de viser, men hvad folk tror de viser. Dette er en pointe faste læsere for længst vil være bekendt med. Problemet med meningsmålingerne er ofte ikke meningsmålingerne selv, men hvordan journalister, politiske kommentatorer, politikere og ordinære borgere tolker og bruger meningsmålinger. Kommunalvalget er dermed ikke undtaget for, at meningsmålingerne også her skal stå på mål for udsagn, de ikke kan bakke op om.

Hvad kan vi vente os af KV25?

Der er nu fire år til næste kommunalvalg. Hvis dækningen af meningsmålingerne ved næste kommunalvalg vil være som i 2021, vil jeg være glad. Dækningen har været fin, og det var ikke et kommunalvalg, hvor meningsmålingerne var i centrum eller generelt klarede sig dårligt.

Det vil være fortrinligt at se mere arbejde i forhold til at belyse kommunalvalget fra et nationalt perspektiv. Et fornuftigt udgangspunkt er, at selvom der er tale om 98 lokale valg, så finder de sted i den samme nationale kontekst. Det giver derfor kun god mening at analysere og diskutere nationale tendenser med respekt for lokale forhold i de respektive kommuner. En analytisk udfordring vil være at udvikle redskaber, der bedre kan indfange variation på tværs af de forskellige kommuner i, hvad der er udslagsgivende for, hvilke partier vælgerne stemmer på lokalt. En mulighed kunne være en MRP model, der vha. én stor national måling, data fra tidligere valg (eksempelvis kommunalvalgsundersøgelserne), lokale data og maskinlæring kan indfange de kontekstuelle forhold, der bedst indfanger partiernes opbakning lokalt.

Som en afsluttende bemærkning kan det tilføjes, at det ville være at foretrække, hvis de respektive analyseinstitutter, der foretager lokale meningsmålinger, bliver bedre til at offentliggøre dem på deres hjemmesider. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at indsamle de lokale målinger og gøre dem tilgængelige for alle, men det kan ikke udelukkes, at jeg har overset specifikke målinger. Mit håb er, at det vil være nemmere i 2025 at få data fra de forskellige analyseinstitutter.

Kommunalvalgsmålingerne rammer ikke lige så præcist som folketingsvalgsmålingerne, men kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget var overordnet betragtet god. Jeg ser derfor ingen grund til at afskrive deres anvendelighed og relevans ved dette eller fremtidige kommunalvalg.

Meningsmålinger og demokratisk indflydelse

Det er relativt begrænset hvor stor indflydelse din stemme har ved et folketingsvalg. Det er af samme grund teorier omkring rationel vælgeradfærd konkluderer, at det – i langt de fleste tilfælde – ikke er rationelt at stemme.

Heldigvis er der mange måder at øge sin politiske indflydelse i Danmark anno 2021. Foruden det at stemme ved forskellige valg kan man skrive læserbreve, deltage i vælgermøder, melde sig ind i et politisk parti, donere penge til partier og andre organisationer, kontakte politikere, deltage i underskriftsindsamlinger, like og kommentere på sociale medier og så videre.

Hvis man som ordinær borger – uden mange penge på lommen – vil øge sin indflydelse, vil jeg argumentere for, at den bedste strategi er at deltage i meningsmålinger. Grunden til dette er, at de politiske partier i dag får foretaget meningsmålinger for at finde ud af, hvilke politiske tiltag der er opbakning til i befolkningen. Især når det vedrører større politiske tiltag og reformer, der kan være kontroversielle.

Det er især regeringspartier, eller partier med ønsket om at få regeringsmagten på et tidspunkt, der laver denne slags meningsmålinger. Og det er især med henblik på at vide, hvad vælgere omkring midten synes. Det vil ikke være nogen overraskelse, at folk der stemmer på Enhedslisten er modstandere af en lavere dagpengesats, eller at folk der stemmer på Dansk Folkeparti er tilhængere af yderligere asylstramninger. Stemmer du omvendt på eksempelvis Socialdemokratiet eller Venstre, kan du have relativt stor indflydelse i en meningsmåling, der kan være med til at forme de politiske partiers politik. Især hvis du ikke er loyal partisoldat.

Ligeledes vil du have større indflydelse i en meningsmåling, hvis du repræsenterer en sociodemografisk gruppe, der normalt ikke deltager i meningsmålinger. Jo mere atypisk det er, at din sociodemografiske gruppe vil deltage i en meningsmålinger, desto større vægt vil der blive givet til dit svar (under forudsætning af, at den er repræsentativ for, hvad andre fra din sociodemografiske gruppe, vil mene).

Min pointe er således den simple, at din “stemme” i en meningsmåling vil betyde relativt meget, især hvis man sammenligner det med andre typer af demokratisk deltagelse. Så hvis du vil øge din politiske indflydelse, bør du deltage i meningsmålinger.

Meningsmålinger og kommunalvalg #2

I 2017 skrev jeg om meningsmålingerne og kommunalvalget med et fokus på, hvor svært det er at bruge meningsmålinger til at forudsige, hvordan et kommunalvalg kommer til at gå. Hvad viser meningsmålingerne forud for kommunalvalget på tirsdag?

Vi kan af gode grunde ikke udelukkende kigge på de nationale meningsmålinger og udtale os omkring kommunalvalgsresultatet. Hvad vi kan gøre er at kigge på de lokale meningsmålinger. Der er trods alt tale om 98 forskellige valg. I den forbindelse har jeg konstrueret et datasæt med opbakningen til de forskellige partier i de lokale meningsmålinger. Datasættet kan findes her. Det er ingenlunde en simpel opgave at lave et datasæt med meningsmålinger (se eksempelvis dette indlæg med nogle gode overvejelser herom), og der er især to udfordringer.

For det første er der lokale partier, der stiller op i de forskellige kommuner. Og det er ikke i alle kommuner, at de nationale partier stiller op. Derfor vil datasættet have et andet format end det jeg har med de nationale meningsmålinger. For det andet er det ikke alle tal, der formidles i dækningen af meningsmålingerne. Ofte bliver der i dækningen kun fokuseret på enkelte partier eller mandattal (se mine bemærkninger omkring dette i mit mit indlæg omkring kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget). Jeg har i mange tilfælde kontaktet journalister og medier for at få adgang til procenttallene, men det er ikke lykkedes i alle tilfælde.

De fleste meningsmålinger vi har fra kommunalvalget er foretaget af Jysk Analyse. Dette er interessant, da de som bekendt ikke foretager nationale meningsmålinger. De fleste meningsmålinger har også en stikprøvestørrelse på den gode side af 1000, selvom der er undtagelser (eksempelvis i en meningsmåling Voxmeter foretog i Fredericia Kommune). En anden forskel er indsamlingsperioden, der i mange tilfælde er længere end ved nationale meningsmålinger. Der er noget ironisk men åbenlyst i, at jo mindre et geografisk område er, desto længere tid vil det tage at gennemføre en meningsmåling af høj kvalitet.

For de meningsmålinger, hvor de præcise estimater var tilgængelige (altså andelen af borgere i kommunen, der vil stemme på et parti), kodede jeg hvert estimat med de følgende informationer: 1) dato (hvornår blev dataindsamlingen afsluttet), 2) analyseinstitut (hvem foretog meningsmålingen), 3) estimat (%) og 4) stikprøvestørrelse. Dertil tilføjede jeg også en variabel med opbakningen ved kommunalvalget i 2017.

Nedenstående figurer viser forskellen i opbakningen fra kommunalvalget i 2017 til de nyeste meningsmålinger, der er foretaget i perioden fra 1. oktober til 11. november 2021. Positive værdier indikerer øget opbakning fra kommunalvalget 2017 til i dag.

Konservative står til fremgang i alle kommuner, hvor der er lavet meningsmålinger. Størst er fremgangen i Odense. Lavest er fremgangen i Vejle og Horsens.

Socialdemokratiet står generelt til tilbagegang. Størst er tilbagegangen på Bornholm, i Fredericia og i København. Ingen signifikant fremgang i de lokale målinger (hvis man tager den statistiske usikkerhed i betragtning).

Dansk Folkeparti står også til tilbagegang. I oktober stod de til en lille fremgang på Bornholm, men dette er ikke tilfældet i den seneste måling.

Venstre oplever tilbagegang i flere målinger, men også målinger uden de store ændringer – og sågar en måling med fremgang (i Vejle).

Enhedslisten står til meget stor fremgang i målinger fra Bornholm – og pæn fremgang i København. Bliver ekstra spændende at se, om målingerne rammer plet i disse kommuner.

SF står til fremgang i København (både hos Gallup og Epinion). Ellers står den blot på en lille fremgang eller samme opbakning som ved forrige valg.

Der er fremgang til Nye Borgerlige i alle kommuner, hvor der er foretaget lokale meningsmålinger på det seneste.

Der er blandede resultater til Liberal Alliance. Fremgang ser vi i Viborg. Tilbagegang i målingerne ser vi i målingerne fra Frederiksberg, København og Fredericia.

Der er ligeledes blandede resultater til Radikale Venstre. Der er en lille fremgang i flere kommuner (København, Odense, Fredericia, Hedensted m.fl.), og en lille tilbagegang i målingerne fra Frederiksberg og Bornholm.

Vi ser en stor tilbagegang til Alternativet. Især i kommuner hvor de fik et pænt valg i 2017 (København og Bornholm).

Sidst – og mindst – er der ikke det store at rapportere om hos Kristendemokraterne.

Det skal nævnes, at der er foretaget flere meningsmålinger end dem, der er inkluderet her. For det første kan jeg ikke udelukke, at der er lokaler målinger, der er gået min opmærksomhed forbi (jeg kontaktede Jysk Analyse tidligere på året, men de vendte aldrig tilbage). Det er dog min vurdering, at jeg har været grundig i forhold til at indsamle lokale målinger, hvorfor det forhåbentlig ikke er et stort problem.

For det andet er der målinger, der spurgte ind til borgmesterpræference i stedet for partivalg, eksempelvis disse Megafon-målinger for TV SYD og JydskeVestkysten i Tønder Kommune, Sønderborg Kommune og Kolding Kommune. For at illustrere begrænsningen ved at bruge disse målinger som alternativ til partivalg, kan vi kigge på en meningsmåling fra Jysk Analyse i Viborg Kommune. Her angav 25,5% af vælgerne, at de havde tænkt sig at sætte kryds ved Socialdemokratiet. Det var dog kun 14% af vælgerne, der svarede, at de foretrak Mads Panny fra Socialdemokratiet som borgmester. Derfor kan man ikke bruge borgmesterpræference som en erstatning for partipræference.

For det tredje er der landsdækkende meningsmålinger, der forsøger at spørge ind til kommunalvalget (se evt. denne Gallup-måling). På baggrund af erfaringer fra 2013 og 2017, finder jeg ikke disse meningsmålinger anvendelige, endsige interessante, hvorfor jeg ligeledes heller ikke vil sidestille disse meningsmålinger med meningsmålinger, der er foretaget lokalt.

For det fjerde er der meningsmålinger, hvor jeg ikke har stor tiltro til repræsentativiteten. Det være sig eksempelvis meningsmålinger foretaget af eleverne i 3.G på Sønderborg Statsskole. Med andre ord holder jeg mig udelukkende til meningsmålinger foretaget af etablerede analyseinstitutter.

Min plan er at følge op på dette indlæg efter valget med en analyse af, hvor godt de lokale målinger klarede sig. Der er dog et par vigtige forbehold, man skal holde sig for øje allerede nu. For det første er der mange tvivlere i de respektive målinger. De er derfor også hæftet med en stor grad af usikkerhed (større end den statistiske usikkerhed, der formidles). For det andet er de som altid et øjebliksbillede. De fleste målinger spørger ind til, hvem man ville stemme på, hvis der var valg i morgen, og det er ikke nødvendigvis de partier, vælgerne ender med at stemme på ved valget. For det tredje er det ikke tilfældigt, hvilke kommuner, der bliver foretaget meningsmålinger i. Man skal derfor være påpasselig med at kigge på ovenstående figurer og generalisere til samtlige 98 kommuner. For det fjerde – og vigtigst af alt – er der en større sandsynlighed for, at de lokale målinger kan tage fejl, end når vi kigger på meningsmålinger til folketingsvalget. Vær derfor åben for, at der kan komme op til flere overraskelser på tirsdag, der divergerer fra de resultater, vi kan se i meningsmålingerne.

New book: Reporting Public Opinion

I am happy to announce the publication of a new book, ‘Reporting Public Opinion: How the Media Turns Boring Polls into Biased News‘, co-authored with Zoltán Fazekas. The book is about how and why opinion polls are more likely to be about change in the news reporting. Specifically, journalists are more likely to pick opinion polls that show changes, even when such changes are within the margin of error, highlight such changes in the reporting – and the public, pundits and politicians are more likely to respond to and share such polls.

Here is the puzzle we address throughout the various chapters: how can most opinion polls show a lot of stability over short periods of time whereas the reporting of opinion polls are dominated by change?

Even for the most hardcore followers of politics, opinion polls are quite boring in and by themselves. In most cases they show nothing new. When we take the margin of error into account, a new opinion poll will most likely show that there is no statistically significant shift in the polls for any of the political parties of interest. And when there is a large change, it is most likely a statistical fluke we should be cautious about. I have over the years written countless posts about such opinion polls being covered in the Danish media.

The book is our attempt to provide a unified framework to better understand these dynamics in a systematic manner. In the first chapter of the book, we introduce the theoretical puzzle and outline the main limitation of existing studies on the topic, namely that studies on opinion polls tend to focus on one specific stage in the coverage, such as whether methodological details are present in the coverage or not. To fully understand how opinion polls are covered and consumed in contemporary democracies, we argue that we need to combine different literatures on opinion polls and examine how a strong preference for change can explain biases in how opinion polls travel through several stages from their initial collection to how they reach the public.

In the second chapter, we further develop a framework that focuses on the temporal dimension of how opinion polls are brought to the public via the media. This chapter serves as an introduction to the four stages that opinion polls have to go through in our framework. Specifically, we show how each stage – or activity – will lead to polls showing greater changes getting more attention. This is illustrated below:

Next, throughout Chapters 3, 4, and 5, we cover the stages of opinion polls in greater detail and show collectively how opinion polls are being turned into specific news stories. In Chapter 3, we focus on the selection of opinion polls. That is, we investigate what can explain whether journalists decide to cover an opinion poll or not. In Chapter 4, we target the content of the reporting of opinion polls, which covers the news articles dedicated to the opinion polls that journalists have decided to report on. In doing this, we show how the selection and reporting of opinion polls are shaped by a similar preference for change. Noteworthy, when introducing the idea of change, we dedicate extensive considerations to how we can best measure change and what the availability of these change measures means for the selection and reporting.

In Chapter 5, we analyse the next natural stage in the life of opinion polls: how do politicians, experts and the public respond to them and to the stories written about them. Essentially, we delve into the implications of how these opinion polls are selected and covered. Here, we show that both elites and the broader public have a strong preference to engage with (respond to or share) opinion polls that show greater changes or support a well-defined change narrative. Interestingly, we find that opinion polls showing greater changes are much more likely to go viral on Twitter.

In Chapter 6, we turn our attention to the alternatives of the reporting of opinion polls. Here, we discuss how no opinion polls at all, poll aggregators, social media, and vox pops can be seen as alternatives to opinion polls, and in particular what are their strengths and limitations. The ambition here is not to force the reader to decide whether opinion polls are good or bad, but rather to understand how alternatives to opinion polls can mitigate or amplify the biases introduced in the previous chapter.

Last, in Chapter 7, we conclude how the media might report on opinion polls by considering the trade-offs between what the polls often show and what journalists wish they showed. Specifically, we first set out to discuss the implications of the findings for how we understand the political coverage of opinion polls today and then discuss the most important questions to be answered in future work.

The book is the product of years of work on the topic of how opinion polls are reported in the media. However, while the topic should be of interest to most people with an interest in politics and opinion polls, this is an academic book and I should emphasise that it might be a tough read for a non-academic audience.

You can buy the book at Waterstones, Bookshop, Springer, Blackwell’s and Palgrave.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #4

Hos TV 2 kan man læse, at en opsigtsvækkende meningsmåling fra Megafon antyder nye styrkeforhold i dansk politik. Konkret fremhæves det, at Socialdemokratiet og Venstre begge står til en mærkbar tilbagegang.

På baggrund af dækningen af Megafon-målingen hos TV 2 er det således nemt at tro, at den konkrete måling viser store forandringer. Dette er, som jeg vil vise i dette indlæg, slet ikke tilfældet. I artiklen står der først: “I en ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken, går regeringspartiet 2,7 procentpoint tilbage sammenlignet med forrige måling.” Dette tal stemmer ikke overens med, hvad de rapporterer i figuren, hvor det er klart, at det blot er 2,1 procentpoint.

Det er relevant at sammenligne den nye Megafon-måling (fra august) med den forrige måling fra Megafon (fra maj). Når vi sammenligner en meningsmåling med et valgresultat, har vi kun en statistisk usikkerhed for meningsmålingen, men ikke for valgresultatet. Når vi sammenligner en meningsmåling med en tidligere meningsmåling, er det vigtigt at tage den statistiske usikkerhed for begge i betragtning.

Vi kan beregne den statistiske usikkerhed for forskellen mellem to andele ved hjælp af følgende formel, der giver os standardfejlen for forskellen mellem opbakningen til et parti i to forskellige meningsmålinger:

$$ \sqrt{p_{a}\frac{(1-p_{a})}{n_{a}} + p_{b}\frac{(1-p_{b})}{n_{b}}} $$

Hvor $ p_{a} $ og $ n_{a} $ er henholdsvis opbakningen til et parti (evt. 0,3 hvis partiet står til 30% af stemmerne) og stikprøvestørrelsen, begge i meningsmåling $ a $, og $ p_{b} $ og $ n_{b} $ er henholdsvis opbakningen til et parti og stikprøvestørrelsen i meningsmåling $ b $.

Denne usikkerhed kan vi så bruge til at se, om der er forskelle mellem to andele. Konkret kan vi multiplicere standardfejlen med 1,96, der giver os et 95% konfidensinterval, når vi lægger det til og fra forskellen mellem $ p_{a} $ og $ p_{b} $. Hvis du hurtigt vil sammenligne tallene fra to målinger men ikke gider at lave disse beregninger selv, kan du altid bruge denne service.

I nedenstående figur ser vi nærmere på, hvor store forskelle der er i partiernes opbakning i de to Megafon-målinger. Er der tale om en opsigtsvækkende meningsmåling, der antyder nye styrkeforhold i dansk politik? Nej.

I figuren kan vi se, at Socialdemokratiet er det parti, der går mest tilbage, men det er også det største parti, hvorfor den statistiske usikkerhed er større. Det står dog klart, at der ikke er tale om de store forandringer. Bemærk også, at TV 2 skriver, at tilbagegangen særligt gavner SF og Enhedslisten, der “begge går nævneværdigt frem”. Jeg har ingen anelse om, hvad det vil sige, at partierne går nævneværdigt frem.

Hvad jeg finder nævneværdigt her er det modsatte. Siden den seneste Megafon-måling, der fandt sted før sommerferien, har intet parti rykket sig nævneværdigt i meningsmålingerne. Dette er i tråd med min pointe i de forrige indlæg omkring opbakningen til Socialdemokratiet i de seneste meningsmålinger. Dette bekræftes også, når vi ser på meningsmålingerne fra Epinion. Hvis vi sammenligner den seneste meningsmåling fra Epinion med deres meningsmåling fra før sommerferien, ser vi en forskel i Socialdemokratiets opbakning på 0,0%.

Mit gæt er, at hvis alle andre meningsmålinger havde vist akkurat det samme som Megafons seneste måling, ville der ikke have været en historie. Derfor nævnes Berlingskes vægtede snit da også et par gange i artiklen, hvor det fremhæves, at målingen står i kontrast med hvad Berlingske Barometer viser. Det er interessant at TV 2 flere gange refererer til Berlingske Barometer, da Megafon har gjort hvad de kunne for ikke at være inkluderet i dette vægtede gennemsnit. Megafon (eller TV 2 eller Politiken?) ønsker ikke at bidrage til, at vi har den bedst tilgængelige viden om, hvad målingerne viser (ved at være inkluderet i Berlingske Barometer), men de har det fint med, at de bruges til at opsummere andre målinger. Det er helt til grin.

Som med tidligere indlæg jeg har skrevet om Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, savner jeg at se flere meningsmålinger, der systematisk viser en tilbagegang på tværs af institutterne, før jeg vil konkludere, at partiet ligger tættere på 25% end 30% af stemmerne. Flere medier synes dog at have det fint med at konkludere på baggrund af enkeltmålinger.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #3

I mit forrige indlæg omkring Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, pointerede jeg, at medierne fokuserede på en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet, som der ikke var belæg for, når man tog den statistiske usikkerhed i betragtning.

Med den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser en ændring i Socialdemokratiets opbakning fra 30,3% til 30,6%, bringer Netavisen Pio en artikel omkring, at “Socialdemokratiet og de røde partier er kommet stærkt hjem fra sommerferien, og opbakningen blandt vælgerne stiger igen.” Dette er et endnu bedre eksempel på problemet med at gøre små forandringer store, end de eksempler jeg bragte i mit forrige indlæg.

Lad os tage et eksempel fra artiklen, der på den ene side fortæller, at Socialdemokratiet går frem i målingen, men står til at miste mandater sammenlignet med sidste uges måling:

Socialdemokratiet står i målingen til en opbakning på 30,6 procent. Det er en fremgang på 0,3 procentpoint i forhold til sidste uges måling.

Trods den lille vælgermæssige fremgang, så står Socialdemokratiet til at tabe et enkelt mandat i forhold til den seneste måling, hvilket skyldes, at Liberal Alliance igen er over spærregrænsen, og at der dermed er færre mandater for partierne at deles om.

Med andre ord: Socialdemokratiet går frem med 0,3 procentpoint, men fordi Liberal Alliance går frem med 0,4% (fra 1,7% til 2,1%), og dermed kommer over spærregrænsen, står Socialdemokratiet til at gå tilbage (hvis man kigger på mandattallet).

Alle disse “forandringer” ligger inden for den statistiske usikkerhed, og der er absolut intet der taler for, at et eller flere af ovennævnte partier, har rykket sig i målingerne i løbet af en uge. Når dette eksempel er værd at tage fat i, er det fordi det ikke blot handler om (over)fortolkningen af én lille forandring (Socialdemokratiets “fremgang”), men to forandringer (Liberal Alliances ditto).

Den statistiske usikkerhed nævnes til slut i artiklen (“Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/- 2,8 procentpoint.”), og det er min opfattelse at medierne generelt er bedre til at formidle denne slags information, men at den i selve den journalistiske tolkning – eller fraværet af samme – misforstås eller ignoreres (sidstnævnte er tilfældet her).

Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen i meningsmålingerne disse måneder, og det samme gør Kristendemokraterne. Hvis tilfældig støj omkring spærregrænsen (på ned til 0,1 procentpoint – fra 1,9% til 2%) skal afgøre, om et parti går frem eller tilbage, kræver det, at man ignorerer den statistiske usikkerhed og er klar til at ignorere den for alle andre partier. Det er givetvis spændende for selverklærede politiske nørder, men det er en metodisk problematisk dækning af de politiske partier.

Der har været meget fokus på Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne siden pandemien, især spørgsmålet om hvorvidt der blot var tale om en kort “rally ’round the flag”-effekt. Hvad vi har set på det seneste – som jeg også konkluderede i mit forrige indlæg – er, at der ganske enkelt ikke er evidens for at konkludere, at Socialdemokratiet er gået hverken frem eller tilbage.

Er Socialdemokratiet gået tilbage i meningsmålingerne? #2

For snart et år siden kunne Altinget rapportere, at opbakningen til Socialdemokratiet var begyndt at stilne af. I et indlæg pointerede jeg, at der ikke var meget der tydede på, at opbakningen til Socialdemokratiet havde ændret sig. Mere specifikt konkluderede jeg:

Det er sandsynligt at opbakningen ikke vil forblive så høj, som den er nu, men der er i min optik intet der taler for, at der er sket noget nyt i meningsmålingerne, når vi kigger på Socialdemokratiet. Min vurdering er, at der skal mere til, før at Socialdemokratiet falder i målingerne, end hvad vi har set nu, men dette udelukker selvfølgelig ikke, at partiets opbakning kan blive mindre (eller større) i fremtiden.

Hvis vi kigger på Socialdemokratiets opbakning i løbet af det seneste år, er der ikke meget der taler for, at partiet har rykket sig nævneværdigt i målingerne:

Nuvel, det går lidt op og lidt ned, men sjældent noget der kan siges at være statistisk signifikant. Forskellene mellem analyseinstitutterne er oftest større end forskellene inden for samme, og det er primært kun enkeltmålinger, der taler for en fremgang eller tilbagegang, hvor efterfølgende meningsmålinger blot bekræfter, at opbakningen til partiet er relativt stabil.

I løbet af de seneste par dage har vi fået to nye målinger. Den seneste meningsmåling fra Voxmeter, som også er den første meningsmåling fra Voxmeter siden sommerferien, viser, at Socialdemokratiet ligger på omkring samme niveau som før sommerferien. Det vil sige omkring de 30%. Målingen fra før sommerferien viste en opbakning på 28,4%, hvor den seneste måling fra Voxmeter viser 30,3%. Det er en forskel på 1,9 procentpoint.

Hvorfor er dette interessant? Fordi Ritzau tolker den seneste meningsmåling fra Voxmeter som en fremgang til partiet. Se eksempelvis dækningen hos Kristeligt Dagblad eller B.T., der indledes med ordene: “Socialdemokratiet ser ud til igen at have fået medvind hos vælgerne efter en række meningsmålinger hen over sommeren med faldende opbakning til regeringspartiet.”

Til Ritzaus forsvar skal det nævnes, at de erkender, at der er en statistisk usikkerhed, der er større end de ovennævnte 1,9 procentpoint for Socialdemokratiet: “Med til målingen hører, at der er en statistisk usikkerhed. Den maksimale statistiske usikkerhed ligger på 2,8 procentpoint, som gælder for Socialdemokratiet.” Det er en ren tilståelsessag.

Dette holder dog ikke Ritzau fra at lave endnu en historie om forandringer på baggrund af meningsmålingen. En måling – hvor hovedhistorien burde handle om stabilitet (hvilket giver god mening, da der trods alt har været politisk sommerferie), afføder en artikel om, at målingen viser, at “S går styrket ind til politisk sæson”. Det er i hvert fald hvad Altingets politiske kommentator angiveligt får ud af målingen. Også selvom målingen ikke viser nogen forandring.

Kigger vi på den seneste meningsmåling fra Gallup (fra 5. august), viser den heller ikke de store forandringer i løbet af sommeren, eller som Berlingske konkluderer: Sommeren har ikke rykket det store i meningsmålingerne. Her kommer de dog frem til en helt anden konklusion, nemlig at Gallup-målingen “varsler svær periode for Mette Frederiksen”.

Vi har altså at gøre med to meningsmålinger, der begge viser, at vælgerne ikke har rykket sig i løbet af sommeren, men hos et medie er det udtryk for, at Socialdemokratiet går styrket ind i den politiske sæson, hvor det hos et andet medie er udtryk for, at det bliver en svær periode for Socialdemokratiet. Så skulle der være noget til enhver politisk smag. Det er altid imponerende, hvordan journalister kan bedrive denne slags kaffegrumslæsningsjournalistik.

Gik Socialdemokratiet tilbage før sommerferien? Er de vendt stærkt tilbage over sommeren? Varsler målingerne en svær periode for partiet? Det er muligt at nogle enkeltmålinger kan bruges til at tegne forskellige billeder (især hvis man ignorerer den statistiske usikkerhed), men fra min læsning af tallene tyder det mest af alt på, at vælgerne ikke nødvendigvis har rykket sig over sommeren – og Socialdemokratiet står akkurat hvor de stod, før de gik på sommerferie.

Which party do you think is most likely to agree?

In a new poll, JL Partners surveyed more than 2,000 respondents to understand how the public perceives the Labour Party and the Conservative Party on a series of different “woke” topics. The Daily Mail uses the poll to conclude that “Sir Keir Starmer’s Labour Party is out of touch with public opinion”. Is that what the poll finds? No.

The question wording was “For each of the following issues, please indicate which of the main two parties is more likely to agree with it.” and the ideas include statements such as “Statues of historical figures being taken down” and “Shorter sentences for criminals”. The figure below shows the results together with information on the percentage of the public supporting these ideas.

The Campaign For Common Sense, which has nothing to do with common sense, concluded that “the Conservatives can confidently take a stand on these issues knowing that they are more in tune with the British public.” However, it is not possible to use the data in the survey to draw such a conclusion.

The problem is that we cannot use the question to understand 1) whether any of the parties actually support the ideas (both parties might reject them) or 2) whether both parties actually support the ideas (both parties might support them).

To understand why, consider if the idea had been “An income tax rate of 75%”. Most people would say that Labour would be most likely to agree with this idea, but that is not the same as Labour would support such an idea. And most voters would most likely say, if asked, that Labour is not currently supporting such an idea. For that reason, it is not possible to use the answers in the survey to say anything meaningful about whether any of the parties are more in tune with the British public in relation to the specific ideas.

If the Campaign For Common Sense was interested in showing what party was most in tune with the British public, they would need to ask questions about whether the public believes that the parties support certain ideas – not about which party is most likely to agree.

Hyperintelligente superalgoritmer

Politiken kan fortælle, at “en digital superalgoritme med hidtil uset præcision” kan kortlægge hadefulde kommentarer på Facebook. Jeg har ingen idé om, hvad en superalgoritme er, men det skal man nok være enten astrofysiker eller journalistpraktikant for at vide. I en anden artikel kalder Politiken det for en “hyperintelligent algoritme”. Jeg ved heller ikke, hvad dette er. Der er intet i de pågældende artikler, der giver anledning til at konkludere, at der er tale om noget ekstraordinært.

Her er et godt råd til, når du læser artikler omkring kunstig intelligens (AI), maskinlæring, big data og lignende: Jo mere begrebsmæssig hype der er, desto mindre er der at tage seriøst. Hvis der virkelig er noget at komme efter, er der ikke brug for at pakke indholdet ind i termer som hyperintelligente superalgoritmer.

Det er ikke første gang vi ser denne slags artikler, men det er nok sidste gang du vil høre om den konkrete algoritme. Jeg udelukker ikke, at vi kommer til at støde på den konkrete algoritme (eller mere specifikt de to algoritmer) igen, men det er svært at se – med den information, der er offentlig tilgængelig – hvad der er selve nyhedsværdien set fra et maskinlæringsperspektiv.

I forhåndenværende tilfælde ser jeg primært Politikens dækning som en annonce for et analysebureau ved navn Analyse & Tal, der har en interesse i at skabe så meget hyperintelligent hype som muligt omkring deres superkompetencer (og derfor selvsagt ikke evner at forholde sig kritisk til deres produkt i et omfang man kunne ønske, hvis man skulle tage deres arbejde alvorligt i forhold til at forbedre den demokratiske samtale på sociale medier).

Konkret viser deres arbejde, at deres algoritme kan præsentere en F1-score (et samlet mål for præcision og genkaldelse), der har en værdi, der er 0,02 bedre end den hidtil bedste danske algoritme (når det kommer til at identificere sproglige angreb). Det er meget pæne resultater, men jeg vil undlade at gøre mig klog på, hvad der kan betegnes som “hidtil uset præcision”.

Der foreligger ingen (forsknings)artikel eller teknisk appendiksmateriale, der beskriver algoritmen med det mærkværdige navn At&tack-Ha&te (igen, som en annonce for Analyse & Tal), så jeg skal også holde mig fra en egentlig gennemgang af deres metode (du kan finde en introduktion i præsentationsformat her). Der er så mange detaljer, der er udeladt i det offentligt tilgængelige materiale, at det end ikke giver mening at kommentere på resultaterne. Jeg kan dog blot nævne, at det umiddelbart virker som et godt eksempel på, at deep learning ikke nødvendigvis giver dybe indsigter – med mindre Analyse & Tal selvfølgelig ligger inde med nogle guldkorn, de ikke har præsenteret for offentligheden.

Jeg forstår godt, at Politiken såvel som Analyse & Tal har en fælles interesse i at gøre ting mere revolutionerende end de er med begreber som hyperintelligente superalgoritmer, men der er absolut intet i det offentligt tilgængelige materiale, der besvarer, hvad der er hyperintelligent og/eller super ved deres algoritmer.

Hvor mange vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti? #2

I et tidligere indlæg kiggede jeg nærmere på en meningsmåling, der påstod, at 20 procent af vælgerne vil overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussen og/eller hans nye parti. I indlægget gentog jeg nogle af de kritikpunkter, jeg tidligere har fremført, når medierne og analyseinstitutterne forsøger at belyse, hvor stor opbakningen er til et nyt parti, der ikke er med i de traditionelle meningsmålinger.

Ét af mine kritikpunkter i mit indlæg var, at der ikke engang var tale om et egentligt parti endnu, men et potentielt parti. Siden da har Lars Løkke bekræftet, at der er tale om et politisk parti. Partinavnet er der dog stadig ingen, der kender til.

Vi ved stadig ikke, hvor mange der sandsynligvis vil stemme på Lars Løkke Rasmussens parti, før vi har en meningsmåling, hvor vælgerne bliver spurgt om, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg i dag – og Lars Løkke Rasmussens parti er én blandt flere valgmuligheder. En sådan meningsmåling har vi stadig til gode (de fleste analyseinstitutter kræver, at et parti er opstillingsberettiget, før de inkluderer det i deres meningsmålinger). Mit gæt er at YouGov, for hvem kvaliteten af meningsmålingerne er sekundært og ofte underordnet, vil være de første til at inkludere Lars Løkkes parti i målingerne (og sandsynligvis før det er opstillingsberettiget).

Siden jeg skrev mit forrige indlæg, har Voxmeter foretaget to meningsmålinger, der begge spørger respondenterne om følgende: “Hvis Lars Løkke Rasmussen stifter et parti, som bliver opstillingsberettiget til næste Folketingsvalg, hvor sandsynligt er det så, at du ville stemme på et sådant parti?”

Den første måling blev foretaget i perioden fra 19. til 22. januar. Den anden måling blev foretaget fra 9. til 16. april. Lars Løkke offentliggjorde sit parti midt i dataindsamlingsperioden for den anden meningsmåling i en klumme hos BT den 10. april (det er altid godt at kommunikere til laveste fællesnævner, når man vil komme bredt ud med et budskab).

Jeg finder det ikke interessant at kigge alt for meget på tallene. De kunne have været halvt eller dobbelt så store, uden at jeg ville finde dem relevante at formidle. Der er ikke tale om en traditionel meningsmåling, og det er i bedste fald blot en useriøs måde at lave meningsmålinger på. Den overordnede pointe er dog, at 13,6% af vælgerne fandt det sandsynligt at ville stemme på Lars Løkkes parti i januar, men det tal var nede på 9,3% i april. Hvad kan vi bruge denne ændring på 4,3 procentpoint til? Jeg mener ikke, at vi kan bruge disse tal til meget, men det er ikke desto mindre, hvad de viser.

Et af de interessante forhold ved den slags meningsmålinger er, at de altid kan bruges til at lave vidt forskellige historier. Avisen.dk kaldte eksempelvis de 9,3% i målingen fra april for medvind til Lars Løkke på baggrund af et notat fra Ritzau. Igen, jeg vil helst undlade at tolke for meget på de tal, men jeg har svært ved at se, hvordan man kan tolke tallene som medvind.

Jeg har fuld forståelse for, at medierne hjertens gerne vil belyse et nyt partis elektorale potentiale, samt at analyseinstitutterne øjner sig en unik mulighed for at få ekstra omtale, men jeg har vitterligt vanskeligt ved at se anvendeligheden af den slags målinger. Der er langt mere støj i den politiske dækning med den slags målinger, hvor vælgerne fejlagtigt vil tro, at opbakningen til Lars Løkkes nye parti ligger på omkring 9,3% af stemmerne, selvom der absolut intet empirisk belæg er for sådan en opfattelse.

Mit råd vil være at medierne holder sig fra at dække den slags meningsmålinger og fokuserer på andre aspekter ved nye partier, eksempelvis deres politiske profil (og evt. hvad vælgerne synes om disse politiske udmeldinger), og når partiet så er opstillingsberettiget, kan vi belyse, hvor stor opbakning partiet vil få ved næste valg.