The three great 90s sit-coms are Seinfeld, Frasier and Friends. I have written about Friends and Seinfeld (in Danish), and it is only fair to dedicate a post to Frasier. I watched all 11 seasons of the show ~10 years ago and I recently rewatched all seasons. I am happy to confirm that it is still a great sit-com and definitely worth your time.

Frasier is about the life of radio psychiatrist Frasier Crane (played by Kelsey Grammer) and his family and colleagues. Frasier is a snob living in a fancy apartment in Seattle and that’s pretty much everything you need to know about the show (assuming you don’t already know that). The show lasted for 11 seasons and it is interesting to see how little changed during the run of the series (despite some changes in the relations between the different characters).

What I noticed the second time I watched the show (or at least thought more about this time), is how much it is always about the internal dynamics between the characters and in particular what they know or misunderstand or misremember or lie about. And how that – at the end of the day – never plays out well for Frasier. Unsurprisingly, some of the best episodes rely on the consequences of asymmetrical information (e.g. The Matchmaker and Two Misses Crane).

As always, I rated each individual episode on a scale from 1 to 10 on IMDb. This figure shows all my ratings:

As you can see, I believe the show got worse over time. Not because the older episodes are much better but we see a lot of repetitions in the plots (more than you should expect in a great sit-com). The show experiment more during the last couple of seasons but without taking any chances.

Also, I was never that much into Cheers and most of the storylines in Frasier (and the accompanying humour) that builds upon the dynamics between the characters from Cheers are subpar. I know that some people are more into Frasier Crane when he was just a character in Cheers, so I acknowledge that it might simply be a personal preference.

Overall, there is a strong positive correlation between my ratings of the episodes and the average IMDb ratings. In other words, unsurprisingly, when most people like an episode, I tend to like it as well (I’ve added a linear trend and some jitter to the points):

27% of the variation in my ratings can be explained by the IMDb score (R² = .27). In an OLS regression, adding the date of the airing of the episode, number of votes and a set of binary variables with the director of the episode adds little extra explanatory power to the model (adjusted R² = .32).

Compared to Seinfeld and Friends, Frasier is somewhere between the two. I guess you can say Seinfeld > Frasier >> Friends. To use the categories of the Michelin Guide, Friends is worth stopping at (if it’s already on), Frasier is worth going out of your way for and Seinfeld is a destination in itself.

The Sopranos

The Sopranos premiered in 1999, 20 years ago. In relation to its anniversary, The New York Times made a list of the 20 best drama series since The Sopranos. In May, Vulture had The Sopranos as the best show on their list of all HBO shows ranked. In September, The Guardian listed The Sopranos as the best show on their list of the 100 best TV shows of the 21st century. As they wrote: “The Sopranos hastened TV’s transformation into a medium where intelligence, experimentation and depth were treasured.”

There is no doubt that ‘The Godfather of TV’, The Sopranos, had a tremendous impact on several drama shows, especially those with an antihero protagonist. It is one of the best TV shows ever made, and definitely the epitome of cinematic TV.

I watched all episodes of The Sopranos for the first time circa 2011. I am not necessarily a great fan of the American Mafia genre although I do like The Godfather (especially the TV re-edit of the first two movies), 90’s Scorsese and the Mafia II video game. The great thing about The Sopranos, however, is that you come for the mafia (action) and stay for the family (drama).

I decided to watch the show again this year and I liked it a lot more upon my second viewing of all episodes (with a few exceptions). I read The Sopranos Sessions in parallel (a great book with a lot of anecdotes and interpretations) and listened to a few podcasts on the show, including The Sopranos Show and the Danish podcast The Sopranos – Verdens bedste TV-serie. I can recommend the book but I never really got into any of the podcasts.

Another recent book I enjoyed reading while watching the show is Best. Movie. Year. Ever.: How 1999 Blew Up the Big Screen by Brian Raftery. The book is about all the good movies that came out in 1999 (Fight Club, American Beauty, Being John Malkovich, The Matrix, Magnolia, etc. — though it does not mention one of my personal favourites from that year, The Ninth Gate). This book is interesting in this context as it also deals with the fact that The Sopranos premiered in 1999.

I know that a lot people enjoy the earlier seasons more, but I believe that the quality is relatively stable over time. In Figure 1, I have plotted my IMDb ratings of the individual episodes (and highlighted the titles of the episodes I rated 10 or below 6).

Figure 1: My IMDb ratings of all episodes of The Sopranos

The interesting thing about The Sopranos is that the overall rating of the show is not the average rating of all episodes. Accordingly, what is great about The Sopranis is the universe that is established over time – not the individual storylines in each episode. The Sopranos is, in other words, greater than the sum of its parts.

Also, as you will notice above, I gave the last episode a 10 out of 10. I fully understand why a lot of people don’t like it, but it is such a defining part of the show and it is difficult to imagine any other meaningful ending at this point.

What I remember from my first viewing was the power of individual scenes (especially those with a certain shock value). I did not remember any episodes as standing out in terms of being weak. However, I now notice that there are certain boring storylines in the show. My least favourite episode is “A Hit Is a Hit”, and in general I am not a great fan of the storylines where Christopher is, directly or indirectly, working on a career with books, music, theatre or movies.

The first episodes are great, especially an episode like “Boca”, but they do not have the right balance between comedy and drama from the get-go. The Sopranos is not the only show to have psychiatrists taking center stage but it is one of the few shows where they manage to find a perfect balance between comedy and drama over time.

A show like Frasier is all about comedy (and very little drama), In Treatment is all about drama (and very little comedy), and Hannibal is lacking on both dimensions. (You can create a 2×2 table where The Sopranos is in the upper-right corner working on both dimensions.) An episode like “Pine Barrens” is the best example of this perfect balance between comedy and drama.

Related to this, Bryan Caplan provides some interesting reflections on the show, such as: “If you neutrally described the typical Sopranos episode, almost anyone hypothetical juror would hand down centuries of jail time. As you watch, however, righteous verdicts are far from your mind. Why? Because the criminals have amusing personalities. […] How can we feel such affection for a sadistic killer like Paulie? Because he’s hilarious, and we’re in no danger. Oh, and how he loves his mother!”

In sum, if you got a lot of hours to fill out during the holidays, do devote some family time to David Chase’s chef-d’œuvre.

My most played songs in 2019

According to Spotify:

  1. Everything In Its Right Place by Radiohead
  2. An Eagle In Your Mind by Boards of Canada
  3. Hver Gang Du Er Nær by Emil Kruse
  4. Hørt Fra Dig by Emil Kruse
  5. Tænker Lidt På dig (feat. Wads.png) by Benal, Wads.png
  6. Malstrøm by Loke Deph
  7. The Sound by Veerus, Maxie Devine
  8. Next Time by Laura Marling
  9. Et Studie i Overtænkning by Hans Philip
  10. Pyramid Song by Radiohead
  11. Nu Her by Benal
  12. Roygbiv by Boards of Canada
  13. Bigger Than Me by Zelooperz
  14. Ka’ Du Se by Emil Kruse, KÅ
  15. Square 1 by Paul Kalkbrenner
  16. In Limbo by Radiohead
  17. Uh Babe by Benal
  18. Hvorhen by Emil Kruse
  19. I’ll Come Too by James Blake
  20. Feelings by Ukendt Kunstner
  21. Gotta Get Up – Remastered by Harry Nilsson
  22. Genesis by Justice
  23. Hvornår by Barselona, Thøger Dixgaard
  24. Stein Bagger by Ukendt Kunstner, Sivas
  25. Overnight by Chilly Gonzales
  26. Windowlicker by Aphex Twin
  27. Souvenir by Milo, Hemlock Ernst
  28. Telephasic Workshop by Boards of Canada
  29. Hypnotize – 2014 Remaster by The Notorious B.I.G.
  30. Avril 14th by Aphex Twin
  31. Come Back Baby by Pusha T
  32. Siger Ingenting by Hans Philip
  33. Hold On by SBTRKT, Sampha
  34. Alien by Somi
  35. Devil May Care by Cécile McLorin Salvant
  36. Redrum by 99 Neighbors
  37. New York by St. Vincent
  38. Black Coffee by Sarah Vaughan
  39. I Go To Sleep by Anika
  40. Patience St Pim by Bruce
  41. SexyBack (feat. Timbaland) – Linus Loves Remix by Justin Timberlake, Timbaland, John Clark, Linus Loves
  42. Fantomfølelser by Aksglæde
  43. Building Steam With A Grain Of Salt by DJ Shadow
  44. Optimistic by Radiohead
  45. Baychimo by Bruce
  46. Night Air by Jamie Woon
  47. Dot by Chilly Gonzales
  48. Wintertime by YBN Cordae
  49. Tigger by Peter Sommer
  50. Everybody´s Got To Learn Sometime by The Field
  51. C’est le vent, Betty by Gabriel Yared
  52. Lyys by Hans Philip
  53. Idioteque by Radiohead
  54. Goodmorning Sunshine by Little Brother
  55. Iron Galaxy by Cannibal Ox
  56. timing, effort, responsibility by Ruby Yacht
  57. mythbuilding exercise no.9 by Milo
  58. Changeling by DJ Shadow
  59. Salon Salloon by Chilly Gonzales
  60. The National Anthem by Radiohead
  61. No More Parties In LA by Kanye West
  62. Basic Space by The xx
  63. Make It Up by Tirzah
  64. House Of Cards by Radiohead
  65. Helt Sammen by Franske Piger
  66. Sea of Love by Cat Power
  67. Evidence by MAST, Jonah Levine Collective, Dan Rosenboom, Gavin Templeton
  68. Your Love by Mick Jenkins
  69. The End by Shlohmo
  70. Kid A by Radiohead
  71. Charcoal Baby by Blood Orange
  72. The Effects of Climate Change on Densely Populated Areas by People Under The Stairs
  73. Elementernes Rasen (feat. Tue Track) by Marvelous Mosell, Tue Track
  74. Love Will Tear Us Apart by Joy Division
  75. Keep on Calling by Nilüfer Yanya
  76. Beach by Chester Watson
  77. The Feel by Little Brother
  78. Wait and Bleed by Slipknot
  79. Butterflies by Kacey Musgraves
  80. At The End Of The Day by Amon Tobin
  81. All I Need by Radiohead
  82. One Time by Smif-N-Wessun
  83. Air Tonight (feat. Benjamin Hav) by Emil Kruse, Benjamin Hav
  84. Let England Shake by PJ Harvey
  85. Drenge & Piger by Hans Philip
  86. Spectacular Anthem by GAIKA, DADRAS
  87. Slippery Slope by Blockhead, Open Mike Eagle, billy woods, Breezly Brewin
  88. Midnight In A Perfect World by DJ Shadow
  89. You And Whose Army? by Radiohead
  90. Cherry-coloured Funk by Cocteau Twins
  91. Saa Blaa by Hans Philip
  92. Pour le piano, L. 95: I. Prélude. Assez animé et très rythmé by Claude Debussy, John Browning
  93. Logan Rock Witch by Aphex Twin
  94. Street by Jamie Woon
  95. Bridge by Amon Tobin
  96. Stjerneklarenætterrr by Hans Philip
  97. LoveGame by Lady Gaga
  98. In Dark Trees – 2004 Digital Remaster by Brian Eno
  99. Space is the Place by Sun Ra
  100. Like Spinning Plates by Radiohead

Previous years: 2018, 2017

My most played songs in 2017

According to Spotify:

    1. Love Is Real by Moods
    2. Midnight In A Perfect World by DJ Shadow
    3. Couple Bars by Homeboy Sandman
    4. Pray Everyday (Survivor’s Guilt) by GoldLink
    5. Battle Royale – Haters Instrumental VIP by Apashe
    6. Sweeter Than Sweet (featuring Alice Carreri) by Lulu Rouge
    7. Pick up Sticks by The Dave Brubeck Quartet
    8. Six Days by DJ Shadow
    9. Like Spinning Plates by Radiohead
    10. Time Lapse In This City by Cosiner & Capital
    11. Some Girl by GoldLink, Steve Lacy
    12. Still Beating by Mac Demarco
    13. Hands on the Wheel (feat. Asap Rocky) by ScHoolboy Q, A$AP Rocky
    14. Tell Me What I Don’t Know by Danny Brown
    15. Animal by Miike Snow
    16. It Ain’t Necessarily So by Mary Lou Williams
    17. Aquemini by OutKast
    18. Odessa by Caribou
    19. Everything In Its Right Place by Radiohead
    20. Anne Linnet by Loke Deph
    21. Not Really by Homeboy Sandman
    22. Thieves In The Night by Black Star
    23. Communicate (feat. Ravyn Lenae) by Mick Jenkins, Ravyn Lenae
    24. Angel Duster by Run The Jewels
    25. Cool Story Bro by People Under The Stairs
    26. Same Clothes As Yesterday by GoldLink, Ciscero
    27. Knee-Deep in the North Sea by Portico Quartet
    28. Norf Norf by Vince Staples
    29. Piano Concerto No.1 In E Minor, Op.11: 3. Rondo (Vivace) by Frédéric Chopin, Seong-Jin Cho, London Symphony Orchestra, Gianandrea Noseda
    30. Souvenir by Milo, Hemlock Ernst
    31. Be Like You by Linden Jay
    32. Ride Home? by Cosiner & Capital
    33. II. shadows by Childish Gambino
    34. The Coffee Song by Frank Sinatra
    35. The Sideshow (feat. Ernie Fresh) by DJ Shadow, Ernie Fresh
    36. Chocolate by Big Boi, Troze
    37. You And Whose Army? by Radiohead
    38. Daisuke by El Huervo
    39. Little Acorns by The White Stripes
    40. Jazz by Mick Jenkins
    41. Namely You by Benny Golson Sextet
    42. Lord Have Mercy by ScHoolboy Q
    43. Tuesday (feat. Danelle Sandoval) by Burak Yeter, Danelle Sandoval
    44. Yet Another by Milo, Lorde Fredd33, YCP Beno, Signor Benedick the Moor
    45. Getlive by baaskaT
    46. Young And Dumb by Rangleklods
    47. Harmonisch Serie by Max Cooper
    48. Chasing by Cosiner & Capital
    49. All this I do for glory by Colin Stetson
    50. On the Level by Mac Demarco
    51. Hydrogen by M|O|O|N
    52. Wallflower by Agnes Obel
    53. Groovy Tony / Eddie Kane by ScHoolboy Q, Jadakiss
    54. Sevenhouses by Deeb
    55. Mama Said Knock You Out – Hot Mix – Long by LL Cool J, Bobby “Bobcat” Ervin
    56. Akaido by Gorila
    57. Grown Up by Danny Brown
    58. Solis Occasum by Gyvus
    59. Worlds to Run by Busdriver, Milo, Anderson .Paak
    60. Nobody Speak (feat. Run the Jewels) by DJ Shadow, Run The Jewels
    61. CoCo – Coucheron Remix by O.T. Genasis, Coucheron
    62. If I Had You by Lee Konitz
    63. So Will Be Now… feat. Pional by John Talabot, Pional
    64. Building Steam With A Grain Of Salt by DJ Shadow
    65. Rings Of Saturn by Nick Cave & The Bad Seeds
    66. THat Part by ScHoolboy Q, Kanye West
    67. Gold Nova by baaskaT
    68. Mask Off by Future
    69. Du Er Min Datter by Shit & Chalou
    70. Mystic Brew by Ronnie Foster
    71. Next Levels by King Geedorah
    72. This Old Dog by Mac Demarco
    73. All Caps by Madvillain
    74. Aloha by Møme, Merryn Jeann
    75. Changeling by DJ Shadow
    76. Lost U by Rangleklods
    77. The Chair Upstairs by Julian Winding
    78. C.R.E.A.M. by Wu-Tang Clan
    79. Suzanne by Leonard Cohen
    80. Karma Police by Radiohead
    81. Get Got by Death Grips
    82. The World Is Yours by Nas
    83. Prokofiev: Romeo and Juliet, Op. 64, Act 1: No. 13, Dance of the Knights (Complete Ballet) by Sergei Prokofiev, André Previn, London Symphony Orchestra
    84. Helium by Loke Deph
    85. Chum by Earl Sweatshirt
    86. Love Can Be… by Vince Staples
    87. Casimir Pulaski Day by Sufjan Stevens
    88. Boulevarden by Ukendt Kunstner
    89. Nakkesved by Binær, Trepac, Mund de Carlo
    90. Beluga (feat. Esben) by Loke Deph, Esben
    91. Begin The Beguine – Alternate Take by Art Pepper
    92. V. 3005 by Childish Gambino
    93. A Little Soul by Pete Rock
    94. Let It Happen – Soulwax Remix by Tame Impala, Soulwax
    95. Concerning the UFO sighting near Highland, Illinois by Sufjan Stevens
    96. No Eyes (Radio Edit) by Claptone, JAW
    97. All The Things You Are by Dizzy Gillespie
    98. Salad Days by Mac Demarco
    99. This Night Has Opened My Eyes – 2011 Remastered Version by The Smiths
    100. winter in rio by Wun Two


Seinfeld (1989–1998) er en fremragende sitcom. Sammen med serier som Frasier (1993-2004) og Friends (1994-2004) står den som en af de stærkeste komedieserier fra 90’erne, der stadig kan ses i 2017. For nyligt valgte jeg at gense seriens 173 afsnit, der er fordelt over 9 sæsoner, og jeg kan kun anbefale, at man får den (gen)set.

I forbindelse med at jeg så serien, fik jeg også læst Seinfeldia: How a Show About Nothing Changed Everything, der leverer en minutiøs gennemgang af historien bag serien. Den var lidt for detaljerig til min smag, men for de virkelige fans af serien, kan den også varmt anbefales.

For hvert afsnit jeg så af serien, valgte jeg også – som med det meste af det jeg ser – at vurdere det på IMDb. På IMDb, der er en forkortelse for Internet Movie Database, vurderede jeg således hvert afsnit af Seinfeld på en skala fra 1 til 10.

Det var heldigvis ikke kun mig, der valgte at gense Seinfeld og vurdere hvert afsnit af serien på IMDb. Det samme gjorde min gode ven Knud. Dette giver et datasæt, hvor vi kan sætte lidt tal på, hvordan vi hver især har det med serien. Figur 1 viser fordelingen af vores respektive vurderinger af alle afsnittene af Seinfeld.

Figur 1: Fordeling af vurderinger, afsnit af Seinfeld

Figuren viser med al tydelighed, at Knud gennemsnitligt er mere glad for de enkelte afsnit af Seinfeld end jeg er. Knuds gennemsnitlige vurdering er således 7,46, hvor min er 6,67. Dette skyldes især, at jeg har været ekstra hård ved de afsnit, som jeg synes er subpar.

Den laveste vurdering jeg giver et afsnit er 2, hvor det for Knud er 3. Overordnet giver jeg 39 afsnit vurderingen 2, 3, 4 eller 5, hvor dette kun er tilfældet for Knud ved to afsnit. Dette afspejler sig også i standardafvigelsen for vores vurderinger, hvor denne er 1,07 for Knud og 1,88 for mig.

Der gemmer sig dog mere relevant information end blot fordelingen af vurderinger. Det viser sig, at jeg bliver mere skeptisk over tid. Figur 2 viser vores vurderinger over tid, samt de gennemsnitlige vurderinger for hvert afsnit på IMDb fra alle brugerne på IMDb, der har vurderet de respektive afsnit.

Figur 2: Vurderinger af afsnit over tid

Her ser vi for det første, at Knud følger IMDbs vurderinger meget fint, om end med et lidt lavere gennemsnit. Jeg er klart mere positiv i mine vurderinger af de første sæsoner (altså de tidligere 90’ere). Det var især sæson 8 og 9, jeg havde det svært med. Præmissen i mange af afsnittene var simpelthen for ringe, og til trods for at det ikke var elendige afsnit, var det langt under den standard, som der blev etableret i løbet af de tidligere sæsoner af serien.

Ovenstående viser også, at det er begrænset, hvor mange afsnit vi giver en topkarakter, altså 10 ud af 10. Konkret er der blot otte afsnit af Seinfeld, der har fået 10 af enten Knud eller mig. Tabel 1 viser hvilke afsnit, der er tale om. Første kolonne angiver hhv. sæson og afsnit, anden kolonne titlen på afsnittet, tredje kolonne min vurdering, fjerde kolonne Knuds vurdering og så IMDbs gennemsnitsvurdering i femte kolonne.

Tabel 1: Afsnit som minimum en af os har givet vurderingen 10

Afsnit Vurdering: Erik Vurdering: Knud Vurdering: IMDb
3.16 The Fix Up 10 9 8,5
3.17 The Boyfriend: Part 1 10 9 9,0
3.18 The Boyfriend: Part 2 10 9 8,9
4.11 The Contest 10 9 9,6
4.17 The Outing 10 9 9,4
5.20 The Hamptons 10 10 9,1
6.12 The Label Maker 10 9 8,7
7.6 The Soup Nazi 9 10 9,6

Her ser vi for det første, at jeg har givet flere afsnit 10 ud af 10. Knud har givet to afsnit 10 ud af 10, hvor det ene af dem er et, jeg også har givet 10 (det fantastiske afsnit The Hamptons). For det andet kan vi se, at vi ikke er uenige omkring disse afsnit. For de otte afsnit hvor en har givet 10, giver den anden som minimum 9. The Soup Nazi gav Knud 10 ud af 10, og det ligger med en gennemsnitsvurdering på 9,6 på IMDb, og det er da også et rigtig godt afsnit, men det er ikke lige så godt som seriens bedste afsnit (som eksempelvis The Fix Up og The Contest).

Som sagt indledningsvist er der tale om en fremragende sitcom. Jo længere tid der går, desto større er sandsynligheden for, at man møder folk, der ikke har set den. Det er en skam, for den holder stadig den dag i dag, og er betydeligt bedre end de sitcoms, der kører i TV i disse år.

Påvirker boganmeldelser salget af bøger?

I en artikel i Weekendavisen den 2. december (i 2016) argumenterer forfatter og data scientist Lasse Hjorth Madsen for, at boganmeldelser ikke har nogen effekt på en bogs økonomiske succes. Og i det omfang der er tale en effekt, har vi at gøre med en negativ effekt. Mere konkret skrives der:

De flotte og håndgribelige roser giver både omtale og mersalg. Formentlig gavner de gode karakterer også biblioteksudlånene, hvilket igen får bibliotekerne til at anskaffe mange eksemplarer af de efterspurgte bøger, hvilket igen udløser bibliotekspenge. Kort sagt: Der er penge i hjerterne. Problemet er bare, at det er forkert.
Undersøger man systematisk sammenhængen mellem den modtagelse, en bog får af anmelderne, og den læserinteresse, der kan spores i form af biblioteksudlån, opdager man, at den ikke blot er svag, den har det forkerte fortegn: Ganske vist gavner det ikke udlånet med en decideret afklapsning i form af et enkelt hjerte eller stjerne, men bøger med småringe anmeldelser klarer sig gennemsnitligt en anelse bedre på bibliotekerne end bøger med fremragende anmeldelser.

Dette vil nok undre de fleste, inklusiv undertegnede, hvorfor jeg læste videre. Kan det virkelig passe, at småringe anmeldelser til en bog hænger sammen med at klare sig en anelse bedre på bibliotekerne? Det viser sig heldigvis, at der ligger hårde tal bag, for som der skrives om metoden:

Det lyder som en uhyrlig påstand, men der ligger hårde tal bag: Bogsitet har været så venlige at stille deres database med anmeldelser til rådighed. Den indeholder 31.616 anmeldelser fra perioden 2010-2016. Dansk Bibliotekscenter offentliggør på deres hjemmeside data, som blandt andet omfatter en liste med 44,7 millioner udlån af i alt 387.000 bogtitler fra danske biblioteker. Vrider man armen om på disse to datakilder og sender dem i tvangsægteskab med hinanden, ender man med 6.436 bogtitler, for hvilke der både foreligger tal for det samlede udlån og for det gennemsnitlige antal hjerter eller stjerner, som de er blevet tildelt i anmeldelserne.

Så langt, så godt. Den substantielle tolkning af resultaterne er som følger: “Bøger, der har høstet mellem tre og fire hjerter eller stjerner, blev i perioden udlånt i gennemsnit 1146 gange. For bøger med mindst fem hjerter eller stjerner var tallet 886.” Teksten bliver ledsaget af denne figur:

Figuren viser ikke noget interessant i forhold til et generelt mønster, der omtales i artiklen, men viser blot titlerne på nogle af de bøger, der har klaret sig hhv. godt og dårligt blandt anmelderne og på bibliotekerne. Der er således også gode grunde til at være kritisk i forhold til artiklens pointer, hvorfor den heller ikke bliver mødt uden kritik. Ugen efter (9. december) har økonomistuderende Mads Schnoor Nielsen således et læserbrev i Weekendavisen, hvor han bringer følgende kritik:

Hvis man skal analysere effekten af anmeldelser, bliver man nødt til at gruppere bøger, som ville have det samme forventede oplag og læserskare og derfra analysere, hvorvidt en god eller en dårlig anmeldelse signifikant kan påvirke salgstallet.

Den 23. december svarer Lasse Hjorth Madsen på kritikken i et læserbrev (også i Weekendavisen), hvor han pointerer, at kritikken ikke har noget på sig:

Mads Schnoor Nielsen anbefaler at inddrage oplysninger om bøgernes »forventede oplag og læserskare« i analysen. Det er heldigvis også netop det, jeg gør. Eller mere præcist: Jeg gør det bedste, data giver mulighed for, nemlig ser på, om den manglende sammenhæng mellem anmelderroser og læserinteresser gælder på tværs af genrer. Blandt andet fordi visse genrer (krimier) typisk oplever en større læserinteresse end andre genrer (digte og noveller). Det er den delanalyse, der sætter mig i stand til at konkludere, at netop for digte og noveller lader positive anmeldelser til at gavne læserinteressen. Det står alt sammen i artiklen.

Og læserbrevet konkluderes med ordene:

Jeg tror, det vil glæde Mads Schnoor Nielsen og andre analytisk indstillede læsere at vide, at en række regressionsmodeller og test for statistisk signifikans har været under anvendelse, før jeg konkluderede, som jeg gjorde. Den er god nok: Flot anmeldte bøger får, alt andet lige og i gennemsnit, ikke større interesse fra læserne end middelmådigt anmeldte bøger.

Jeg er ikke tilfreds. Der er gode grunde til, at de anvendte data ikke kan bruges til at konkludere, at boganmeldelser ikke har nogen effekt på salget af bøger (eller udlån af samme). Problemet med de pågældende data kan koges ned til, at de ikke udgør et tilfældigt valg af bogtitler, men tværtimod et valg af bøger, der ikke giver gode betingelser for at undersøge hypotesen om, at bedre anmeldelser giver flere udlån.

Bøgerne i analysen har det tilfælles, at de har haft et minimum af succes (udlån m.v.). Bemærk at der er 387.000 bogtitler fra danske biblioteker i det datasæt, der anvendes, men kun godt 1 procent af disse bøger kan inkluderes i analysen. Denne lille andel (6.436 bogtitler) er på ingen måde repræsentativ for andre bøger, men netop de bøger, der enten har fået gode anmeldelser eller er blevet udlånt af andre grunde (eksempelvis på grund af en mainstream/kendt forfatter).

Teknisk set har vi at gøre med Berksons paradoks, hvor vi betinger på en endogen variabel i vores ikke-tilfældige selektion af observationer. Har dette implikationer for resultaterne, hvor der i nærværende tilfælde om noget er en negativ korrelation mellem gode anmeldelser og hvor mange gange en bog bliver udlånt? Det er meget sandsynligt.

Stephen L. Morgan og Christopher Winship giver et godt eksempel på problemet i Counterfactuals and Causal Inference, hvor de kigger på et hypotetisk college, hvor man enten kan blive optaget ved at være motiveret til en samtale eller dygtig i en test. I eksemplet er der ingen korrelation mellem hvor motiveret man er og ens testscore. Her kommer det interessante: Hvis vi kun kigger på de personer, der er blevet optaget, vil vi se, at der er en negativ korrelation mellem at være motiveret og dygtig (altså cirklerne i nedenstående figur):

Den negative korrelation opstår fordi vi ikke tager højde for, at det netop er enten det at være motiveret eller det at få en høj testscore, der gør, at man bliver optaget. Derfor vil dem der er mere motiveret – gennemsnitligt set – score mindre på testen og vice versa.

I vores eksempel med bøgerne er det netop kun de bøger, der har fået omtale og er blevet udlånt, der er en del af datamaterialet. De bøger, der ikke har fået lige så gode anmeldelser som andre bøger, kan være de bøger, der ville blive udlånt uafhængigt af, om de fik gode anmeldelser eller ej.

Dette problem med datasættet – altså et problem i forhold til, hvad man gerne vil bruge det til – er så presserende, at det ikke lader sig løse med statistiske værktøjer (eksempelvis en række regressionsmodeller og test for statistisk signifikans). Derfor kan den slags analyser på det pågældende datamateriale ikke glæde mig.

Dermed er min pointe ikke, at positive anmeldelser har en positiv effekt på en bogs succes, men det kan ikke udelukkes, og på ingen måde modbevises med udgangspunkt i et datasæt med de 6.436 bogtitler, der er blevet undersøgt i omtalte artikel i Weekendavisen.

Tilføjet (2. februar 2017):

Har haft en konstruktiv mailudveksling med Lasse Hjorth Madsen, der havde følgende kommentarer:

De 6.436 titler udgør i princippet hele populationen af bøger, der er blevet anmeldt i landedækkende, trykte medier i perioden og har kunnet lånes på danske biblioteker.

Hvis man vil undersøge sammenhængen mellem antal stjerner eller hjerter og antallet af udlån, giver det jo ikke mening, at inkludere bøger som ikke er blevet anmeldt, eller som ikke har være til rådighed på bibliotekerne. (Der kan godt gå lidt tid, før bøgerne er indkøbt og klar til udlån.)

Det er altså kun et meget lille mindretal af de nævnte ca. 387.000 bibliotekstitler, der blevet anmeldt i aviserne og som derfor indgår i populationen. Tallet er ikke specielt relevant for analysen, og jeg nævner det blot, for at illustrere volumen af udlånsdatasættet fra DBC.

Du har ret i, at figuren kun viser en lille del af datasættet. Jeg ville ønske, at det fremgik lidt klarere.

Formålet med figuren er primært at give en læselig smagsprøve med nogle markante værker. Figuren siger således blot, at den lille delmængde af populationen bestående af de 100 mest populære titler, heller ikke udviser en korrelation mellem antal stjerne/hjerter og antal udlån.

Analysen kan selvfølgelig, som alle andre analyser, kritiseres. Hvis man specifikt vil forfølge problemstillingen omkring systematisk selektion, kunne man fx se på, om datasættet med anmeldelser fra er komplet. De har en ambition om at registrere alle anmeldelser, men overser sikkert én i ny og næ. Det er dog svært at forestille sig, at der ligger den helt store selektionsbias her.

Potentielt mere alvorlige er de tekniske problemer, der opstår, når udlånsdatasættet flettes sammen med anmeldelsesdatasættet. Ingen af de to rummer desværre ISBN, så jeg måtte bruge en renset udgave af titel og forfatternavn til at matche de to. Det kan fejle, fx hvis en titel eller et forfatternavn har flere varianter. Men igen: Det er svært at forestille sig, at frafald af denne type er særlig systematisk.

Der er altså, i hvert fald principielt, tale om et datasæt der rummer hele populationen og altså ikke fejler på samme måde, som dit eksempel med collage studerende.

Det er med disse data svært at komme uden om, at ringe anmeldte bøger bliver udlånt mindst lige så meget, som godt anmeldte bøger. Men det er nu heller ikke så besynderligt, når man ser på de konkrete titler: De professionelle litterater lader til at have en noget anden smag end det brede publikum. Tænk prisvindende litteratur kontra krimiserier.

Filmanmeldelse: Captain America: Civil War (2016)

Hvis der er én slags film, der går som varmt brød i disse år, er det superheltefilm. Men hvem er det, der producerer superheltefilm på stribe? Som med de fleste markeder, er der to aktører, der kæmper om tronen (tænk Coca Cola/Pepsi, McDonalds/Burger King og så videre). Når det kommer til superheltefilmene er det Marvel og DC Comics, der kæmper om at være bedst.

Der hersker her ingen tvivl omkring, at Marvel indtager førerpositionen. Med forskellige faser i deres cinematic universe, har de formået at skabe et univers, der trækker folk i biografen for at se, hvordan det går med deres yndlingshelte. DC Comics forsøger det samme, men har ikke haft lige så stor succes med film som Man of Steel, Batman v Superman og Suicide Squad (mangler at se sidstnævnte, men forventer intet af denne). Kort fortalt siger man, at DC Comics har været gode til at introducere bestemte superhelte, hvorefter Marvel har perfektioneret dem (Captain America i forlængelse af Superman, Avengers i forlængelse af Justice League m.v.).

Den seneste film fra Marvel-familien er Captain America: Civil War (2016), der tager afsæt i Avengers: Age of Ultron (2015). Udgangspunktet for filmen kan beskrives relativt simpelt: Avengers-holdet får opmærksomhed fra verdens ledere, der begynder at problematisere det forhold, at superhelte ikke er underlagt nogen politisk kontrol. Dette fører til et forslag om, at Avengers-holdet skal være underlagt en politisk kontrol af verdenslederne, der sikrer, at de ikke bare kan opføre sig efter forgodtbefindende. Dette falder dog ikke i god jord hos alle superheltene (paradoksalt nok er Iron Man tilhænger af øget kontrol, og Captain America er imod). Det er en interessant idé, der alt andet lige bidrager til at føje tyngde til en superheltehistorie, der ofte er løsrevet fra en politisk – og dermed realistisk – virkelighed.

Når dette er sagt, lider Captain America: Civil War (2016) under de samme problemer som andre superheltefilm, og især de andre superheltefilm fra Marvel. For det første er der ikke tale om en film, der fungerer som en selvstændig film. Den kører alt for meget på hele universet og er ingenlunde skarp i fortællingen. Det er symptomatisk, at Captain America på ingen måde udgør den mest fremtrædende rolle i filmen (Iron Man gennemgår en langt mere interessant udvikling og får mindst lige så meget skærmtid som Captain America). Derfor kunne filmen også lige så godt have heddet Avengers (eller Iron Man v Captain America).

For det andet lider filmen under en svag skurk, der ligeledes resulterer i en antiklimatisk slutning. Uden at spoile for meget af handlingen er det fair at sige, at der ikke er nogen kausalitet i det masterplot, som skurken sætter op. Derfor står vi i filmens sidste akt med en situation, der fremstår som et tilfældigt møde, der lige så godt kunne have udspillet sig på mange andre måder.

For det tredje er filmen for lang, hvorfor man simpelthen bliver træt af actionscenerne såvel som humoren (der som altid er simple oneliners og snappy comebacks). Filmen er simpelthen ikke økonomisk nok. Dette giver god mening, når der er mange karakterer, men det er ikke en styrke ved filmen. Tværtimod. Vi bliver her ligeledes introduceret for Black Panther og Spider-Man (og en alt for ung, MILF‘et Aunt May), men sammen med et hav af andre karakterer, fremstår disse – til trods for hæderlige skuespilspræstationer – overfladiske. Eller, man sidder tilbage med en fornemmelse af, at man skal undskylde deres medvirken i filmen med, at man får mere i de kommende film. Det er bare ikke godt nok. Jeg ser ikke en Captain America-film som en serie, men som én film.

Der er tale om en middelmådig film. Du ved hvad du får. Hvis du er fan af de andre Marvel-film, vil du også kunne lide denne. Hvis du, som jeg, er kørt træt i superheltefilmformatet, behøves du ikke være ked af, at du ikke så denne i biografen. Gem den til en tømmermændssøndag, hvor du nemt kan kan sove et kvarter her og der, uden at du mister det store.

Hvor god en serie er Borgen?

TV-serien Borgen har fået en del ros. Den anbefales eksempelvis i bogen 50 tv-serier du skal se, og er blandt andet kaldt den bedste TV-serie omhandlende politik nogensinde. Personligt vil jeg argumentere for, at der findes mindst 50 serier, der er bedre, samt et par britiske og en håndfuld amerikanske serier omhandlende politik der skal ses, før man kaster sig over Borgen (begynd eventuelt med The Wire). Normalt ser jeg ikke danske serier, men grundet al den omtale serien har fået nationalt såvel som internationalt, satte jeg mig for at set den. Jeg er ikke imponeret.

I Borgen følger vi partiformanden Birgitte Nyborg, spillet af Sidse Babett Knudsen, der efter et folketingsvalg kan placere sit parti De Moderate på midten af det politiske spektrum med de afgørende mandater. Efter diverse forhandlinger med ledere fra de andre partier, vælger Birgitte Nyborg at tage statsministerposten selv. Dette bringer et hav af udfordringer med sig, både politisk og privat, og i løbet af de tre sæsoner serien forløber, får så godt som alle karakterer med en eller anden relation til Birgitte Nyborg oplevet et hav af op- og nedture.

Borgen er fiktion, men den er kraftigt inspireret af virkeligheden. Vi har den statsejede public service kanal TV1 (DR1), der bare gerne vil lave god journalistik og ikke fokusere på seertal. Vi har politiske partier, der giver en en-til-en afbildning af det partipolitiske landskab, som vi kender det. Vi har politikere, spindoktorer og andet godtfolk i mediebranchen, der vækker talrige associationer til diverse real life-karakterer. For danske seere tager det derfor ikke mere end et par minutter at identificere sig med miljøet omkring det fiktive parlament.

Der er væsentlige problemer med Borgen, men skal jeg udpege især ét aspekt, der ikke fungerer, er det seriens udgangspunkt. Birgitte Nyborg tager som beskrevet posten som statsminister, og skal nu balancere privatliv og karriere i en politisk (herunder hektisk) hverdag. Det kan være spændende, men når det tager udgangspunkt i en politiker, der angiveligt har taget magten uden at gå på kompromis med sine idealer (hvilket i sig selv må være dybt urealistisk) – og nu vil forvalte den med god, gammeldags, bedrevidende, politisk korrekthed, er det intet mindre end ualmindelig kedeligt. Det er i hvert fald påfaldende, hvor lidt politisk drama vi har med at gøre. Man sidder derfor tilbage med en følelse af, at der mangler power. Med andre ord: Der mangler i den grad en drivkraft.

Borgen er politisk drama med tryk på drama (cirka 90 procent drama og 10 procent politik) – og det fungerer ikke, da det mest af alt virker som om, at manuskriptforfatterne har plukket en alt for stor mængde af lavthængende frugter. Eller som Christian Monggaard har formuleret det: »Men hvorfor kan de dramatiske odds kun højnes med skilsmisser, utroskab, seksuelle eskapader, pædofili, journalistalkoholisme og teenagedepression? Det er fantasiforladt og alt for nemt, og man får indtrykket af, at Adam Price ikke mener, at det er spændende nok i sig selv at følge dansk politik tæt på, hvorfor han har skelet til sæbeoperaens billige virkemidler.«

Den diametrale modsætning til Birgitte Nyborg er Francis Underwood i House of Cards. I House of Cards er der en drivkraft. Udgangspunktet holder og man fornemmer, at det er mere end blåøjet naivitet-slash-idioti, der motiverer karaktererne. I Borgen er der ingen drivkraft men mestendels ydre omstændigheder, der placerer Birgitte Nyborg & Co i en ny politisk og/eller familiemæssig situation. Der er til syvende og sidst derfor intet, der får os til hverken at hade eller elske endimensionelle, politisk korrekte Birgitte Nyborg. En skilsmisse her og lidt depression der. Who cares? Man er simpelthen ligeglad med, hvordan det går hende.

Der skal ikke herske nogen tvivl omkring, at selvom alle sæsoner er lettere forudsigelige, præget af ligegyldige sidehistorier og generelt stråler langt væk af middelmådighed, er der stor forskel på dem. Her er især tredje sæson den dårligste, og det er mig en gåde, hvorfor man valgte at lave denne. Eller som man kan læse på Politiken: »Men i sin tredje sæson er ‘Borgen’ blevet en soap, dramatikkens banale lillesøster, der altid tager den oplagte vej gennem en firkantet spændingsopbygning af cliffhangere og klassiske konflikter. Det er en hermetisk lukket verden, hvor alt, hvad der sker i handlingen, er brændstof for hovedplottet.« Det samme kan man sige om de to første sæsoner, men det bliver væsentligt værre i den sidste sæson.

Borgen kan nok bedst beskrives som en politisk Anna Pihl. Borgen har da også en del ligheder med denne serie. Begge har en på overfladen principfast kvinde i hovedrollen. Begge er tre sæsoner med i alt 30 afsnit. Begge hovedroller har et job, man normalt har associeret med mænd. Begge hovedroller har problemer med familielivet (herunder får begge oplevet at være singlemor). Begge hovedroller står i et trade-off mellem karriere og arbejde. Begge serier er skabt af Adam Price. Begge er letfordøjelig underholdning til aftenkaffen – og ikke meget mere end det.

Når dette er sagt, har serien selvfølgelig også visse kvaliteter. Serien er flere steder ganske behagelig og oser af dansk design, stearinbelyst hygge, minimalistiske kulisser med videre. Nævnes bør det også, at skuespillerne med succes gør alt hvad de kan for, at få en middelmådig, fejlfyldt og urealistisk fortælling til at virke troværdig. Tilføj dertil at måske ikke alle serier bør have et ambitionsniveau a la det man finder i talrige amerikanske og britiske serier i disse år, og at der rent faktisk er en efterspørgsel efter pseudopolitisk drama fra et konsensusdemokratisk eventyrland, hvor ingen overraskende veje befærdes, når forudsigeligheden er chauffør. Er man til den slags, er Borgen vel egentlig en fin serie, men ellers må konklusionen være, at der er en del andre serier, man bør se før Borgen.

Breaking Bad (2008)

De fleste TV-serier har det med at falde i kvalitet, jo længere tid de får lov til at udfolde sig på skærmen. Det seneste eksempel på dette er Dexter, der i seriens sidste sæson var intet mindre end en tåkrummende affære at overvære. Fuck Dexter. Sideløbende med at sidste sæson af pivringe Dexter skuffede alverdens seere, var man dog så heldig, at der var en perfekt serie at følge: Breaking Bad.

Breaking Bad er et paradeeksempel på, hvordan serier bør være: En serie der kun bliver bedre, jo mere historierne og karakterne får lov til at udfolde sig. Serien er intet mindre end fantastisk. Handlingsforløbet er eminent, karakterne multidimensionelle – og cinematografien er en grund i sig selv til at serien.

Serien tager sit afsæt i Walter White (spillet af Bryan Cranston). Han er fyldt 50, har kone og en handicappet søn, arbejder som kemilærer (med en sidegesjæft på et bilvaskeri, for at få det hele til at løbe rundt), og ja, så har han fået konstateret uhelbredelig kræft. Det er med andre ord ikke en dans på roser, at være Walter White, og sidstnævnte er katalysator for den erkendelse, at han kun er her på lånt tid.

Tanken om at skulle forlade denne verden med kone og børn (ja, konen Skyler er gravid), får Walter til at påbegynde småkriminelle aktiviteter med henblik på at kunne forsørge familien lang tid efter, at han er væk. Walters plan er at udnytte sin viden om kemiske processer til at producere metamfetamin. Dette fører til et møde med en kriminel verden, der i begyndelsen forekommer Walter yderst fjern, men som tiden går og de småkriminelle forbrydere udskiftes med hårdkogte narkobaroner, virker mere og mere som hans kald. Mere tør jeg ikke sige om handlingen i serien, da linjerne allerede nu er på vej til at opnå spoilerpotentiale.

Sæson 5 kørte i to dele, og der var næsten et helt års mellemrum mellem dem. Det var venetiden værd, og det gav mig mulighed for, at jeg kunne nå at gense hele serien, før sidste halvdel af sæson 5 begyndte. Det er fair at sige, at serien efterlod et tomrum på højde med det jeg havde, da jeg havde set The Wire. Så god er den.

Jeg er ikke alene om at kunne lide denne serie, og Knud Hvilsted har anbefalet serien i forskellige sammenhænge (han var ligeledes opsat på, for år tilbage, at jeg skulle se nærværende serie). Det er ligeledes så godt som umuligt at finde en oversigt over de bedste serier fra de senere år, hvor Breaking Bad ikke indtager en velfortjent placering.

Det er en guldalder for amerikanske TV-serier i disse år, og selvom dine venner siger, at du bør se både The Wire, Game of Thrones, The Walking Dead, The Sopranos og så videre, kommer vi ikke uden om, at de to serier, der bør være øverst på din prioriteringsliste, er The Wire… og Breaking Bad.