Her følger et par personlige observationer, primært skrevet til mig selv, så jeg på et tidspunkt i fremtiden kan minde mig selv om, hvad der blandt andet optog min opmærksomhed i (hvad der føles som) en historisk tid.

Politik. Jeg kan se det ironiske i, at politikerne for år tilbage talte om 2020-planer. Reformer blev præsenteret og, når man ser tilbage på det med den aktuelle situation in mente, er det svært at tage den politiske (langtids)planlægning seriøst. Dermed ikke sagt, at langtidsplanlægning ikke giver mening, men at man om noget skal være bevidst om, at vi opererer med en del usikkerhed og potentielle eksogene faktorer, der skal tages højde for.

Data. Det har som datainteresseret været en fornøjelse at følge, hvor meget ny data, der er kommet ud på kort tid. En masse af disse data har dog været af en yderst ringe kvalitet. Mest interessant har det været ift. data på, hvordan de politiske reaktioner har været på pandemien. Jeg talte med en journalist forleden omkring udfordringer forbundet med at måle komparative forskelle i, hvordan forskellige lande har reageret på krisen, og min pointe var her, at dette er langt mere besværligt, end vi umiddelbart går og tror. Hvis du ønsker et godt overblik over de forskellige datasæt relateret til dette, kan jeg kraftigt anbefale A tracker of trackers: COVID-19 policy responses and data.

Alder. Jo yngre du er, desto større en periode (og vigtigere del) af livet vil blive påvirket af pandemien. Hvis du er 14, er et år ~7% af dit liv. Hvis du er 31 er det ~3% af dit liv. Endnu vigtigere er det, at der er oplevelser for unge, der er svære at genskabe eller opleve senere i livet. Når man er 31 er det relativt begrænset, hvad der skal ske netop lige nu, som ikke blot kan udskydes et år. På samme måde føler jeg for de ældre mennesker, der i højere grad skal frygte konsekvenserne af at blive smittet. Derfor har jeg også en følelse af, at jeg har en perfekt alder til at opleve dette. Jeg er ung nok til ikke at skulle frygte for mit liv, og gammel nok til ikke at være alt for bekymret, hvis der går et år uden de store begivenheder. Dagene flyver afsted, livet går, men mange af mine dage i denne tid ligner til forveksling min tid før coronaen.

Personlighed. Det er min opfattelse at folk har reageret vidt forskelligt på udsigten til at skulle leve et mindre (fysisk) socialt liv, arbejde hjemmefra m.v. Jeg har en relativt klar idé om, hvilke Big Five-kombinationer, der er godt klædt på til en pandemi. Alle personlighedstræk kan være relevante at kigge på, men især høj Conscientiousness og lav Extraversion er en fantastisk kombination i disse måneder. Jeg har læst et par forskellige studier ifm. pandemien (konkret har jeg fundet et tocifret antal studier) og der er – såvidt jeg kan se – intet der taler for, at personlighedstræk forklarer store forskelle i livstilfredshed ifm. pandemien (relativt til før pandemien).

Helbred. Der har også været mere fokus på fysisk helbred. Jeg har uden tvivl fået motioneret mindre over de seneste måneder og er nok i dårligere form nu end for seks måneder siden. Omvendt har jeg indrettet min kost derefter. Jeg drak i forvejen så godt som ingen alkohol, spiser så godt som intet sukker og er gået over til koffeinfri kaffe. En pandemi handler på mange måder om at indrette tilværelsen på en sådan måde, at det ikke at gøre bestemte ting, er en succes. Dette er jeg i overvejende grad lykkedes med.

Kultur. Kultur er om noget det der binder os sammen. Især i disse tider. Jeg får set mange flere film og serier end normalt – og fået spillet betydeligt mere Pandemic. Jeg fik set Contagion for første gang og der er ingen tvivl omkring, at den var en bedre oplevelse end hvis jeg havde set den for eksempelvis et år siden. Ligeledes er jeg også overbevist om, at flere har haft en positiv oplevelse med Tiger King, end tilfældet ville have været, hvis den var blevet lanceret i en “normal” tid. Caspar Erics Dagbog fra dage med COVID-19 er et andet eksempel på noget, der viser hvordan kulturen sætter ord på det, der kollektivt opleves individuelt. Hvad angår TV-serier har jeg blandt andet fået set en del (mini)serier, der bygger på bøger (kan i flæng nævne Sharp Objects, I Know This Much Is True, Normal People, Little Fires Everywhere og I’ll Be Gone in the Dark).

Bøger. Det er en god tid at få kastet sig over forskellige typer af litteratur. I forhold til klassikere har jeg fået læst både faglitteratur (eksempelvis Bowling Alone: The Collapse and Revival of American Community og Essence of Decision: Explaining the Cuban Missile Crisis) og skønlitteratur (er så småt igennem Krig og fred, der har været på min læseliste i flere år). I forhold til nyere litteratur er det primært faglitteratur, den har stået på – eksempelvis bøger som Slowdown: The End of the Great Acceleration—and Why It’s Good for the Planet, the Economy, and Our Lives og Dark Data: Why What You Don’t Know Matters.

Figurer. Siden COVID-19 for alvor slog igennem, har der været talrige forskellige figurer, der skulle hjælpe os med at forstå pandemien (især “Flatten the Curve“-figurer og figurer med komparative trends, der viser hvor slemt det står til i forskellige lande). Et af de spørgsmål jeg er interesseret i, er hvordan borgerne rent faktisk reagerer og forstår disse figurer. Vi ved fra forskningen, at folk har svært ved at forstå hældninger i figurer (se evt. dette studie fra 1984). Et studie fra Canada har vist, at det ikke ændrer opbakningen til forskellige tiltag ifm. COVID-19, om man anvender en logaritmisk eller lineær skala til præsentationen af data. Anden forskning (eksempelvis her, her og her) har vist, at folks opfattelser kan påvirkes af, hvordan COVID-19 data præsenteres, hvor lineære figurer er nemmere at forstå ift. de absolutte tal. Noget af denne forskning misforstår dog hvad der er hele pointen i at anvende en logaritmisk skala (at vi ofte er mere interesseret i at formidle ændringsraten end de absolutte tal).

Geografi. Det har været interessant at følge hvor vidt forskellige tilgange der har været til COVID-19 i England og Danmark. Jeg har kort fortalt levet efter danske anbefalinger og arbejdet hjemmefra i flere måneder nu. London er en (relativt) død by og har dermed fungeret som en fantastisk cykelby. Man kan også kun håbe, at dette vil fremme færre biler (denne artikel i Nature Sustainability giver et fint indblik i, hvordan det går med at forbyde biler). Paradoksalt nok har jeg fået set mere af London i den seneste tid, end jeg ville have gjort, hvis alt var som normalt. Man kan kun håbe, at dette vil blive en anledning til, at London fremadrettet bliver mere københavnsk. Ligeledes er der også noget interessant ved at se storbyer være mennesketomme (eksempelvis København).

Møder. De fleste møder kunne let erstattes af en mail eller to, forlyder det. Jeg har i løbet af seneste månder haft møder på Teams, Zoom, BlueJeans og Skype, og jeg synes at Zoom har det bedste produkt. Jeg er dog ikke nødvendigvis overbevist om, at disse onlinemøder er bedre end fysiske møder (eller dårligere end mails). Fysiske møder er alt andet lige bedre, såfremt de tjener et formål og forløber effektivt. Der har været rig anledning til at reflektere over og diskutere skiftet fra fysiske møder til Zoom-møder, og i den forbindelse (gen)læste jeg denne artikel, der giver gode råd med på vejen om hvorfor, hvordan og hvornår møder bør afholdes.

Tid. Tid er subjektivt.

Historie. I forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016 havde jeg en følelse af, at have oplevet noget historisk. Eller som jeg beskrev det dengang, var det følelsen af at falde i søvn i én virkelighed og vågne op i en anden. Til trods for at der nok var tale om en historisk begivenhed, var det begrænset, hvor meget det påvirkede min dagligdag og mine daglige interaktioner. På den måde vil denne tid nok stå betydeligt skarpere i min hukommelse.

Ulighed. Jeg har allerede skrevet om dette i et tidligere indlæg, men det er og bliver det vigtigste emne i forbindelse med pandemien. Jeg er stadig bekymret for de borgere, der ikke er lige så privilegeret med muligheden for at arbejde hjemme (eller overhovedet have et arbejde). Til trods for at der er fordele forbundet med COVID-19, tror jeg desværre, at ulemperne ift. ulighed på en lang række parametre vil overstige alle potentielle fordele. Når man kigger på universitetsverdenen er der også noget tragisk over, at ph.d.-studerende lider mens kan man se millionbevillinger blive delt ud til etablerede forskere, der udelukkende kommer middelmådig forskning ud af (tænk hvor mange spændende postdoc-projekter, der kunne finansieres for de penge!).