Skaber sociale medier ekkokamre? #3

I 2017 og 2018 belyste jeg, hvorvidt der er evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre. I begge indlæg konkluderede jeg, at der ikke var nogen grund til at konkludere, at sociale medier skaber ekkokamre.

Der er tale om et populært forskningsområde, og der er siden mit seneste indlæg kommet flere studier, der belyser spørgsmålet om, hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre. Nu hvor 2019 så småt er ved at lakke mod enden, giver det god mening igen at dechifrere, hvad forskningen siger i forhold til dette spørgsmål.

Det er vigtigt at huske på, før vi kigger på konkrete studier, hvad der konstituerer et ekkokammer. Det er især relevant at definere hvilke mekanismer, der skal være på spil, før vi har at gøre med et ekkokammer. I en god oversigtsartikel identificerer Levy og Razin (2019) to mekanismer, der skaber et ekkokammer.

For det første er der en segregeringsmekanisme, hvor individer selekterer sig ind i ‘kamre’ blandt ideologisk ligesindede. For det andet er der en påvirkningsmekanisme (et ‘ekko’), hvor individer ukritisk får stærkere overbevisninger på grund af den kommunikation, der finder sted i de specifikke kamre.

Dette er vigtigt at holde for øje, og der er således flere interessante pointer i Levy og Razins artikel, der bør fremhæves her. For det første er informationsmiljøer, der faciliterer ekkokamre, ikke et nyt fænomen. For det andet kan ekkokamre etableres offline, og er dermed ikke isoleret til onlineadfærd. For det tredje er det empirisk vanskeligt at demonstrere en kausal effekt af sociale medier på ekkokamre, da det ofte er individer med allerede ekstreme holdninger, der er mere tilbøjelige til at selektere sig ind i et bestemt miljø på sociale medier.

Dermed skal det også nævnes, at spørgsmålet ikke handler om, hvorvidt nogle mennesker på sociale medier befinder sig i ekkokamre. Der er borgere, der befinder sig i ekkokamre på sociale medier (se eksempelvis Bail et al. 2019), men dette siger ikke noget om, hvorvidt folk der lever i ekkokamre på sociale medier, allerede var i ekkokamre offline.

Der er heldigvis studier, der forsøger at sammenligne adfærd online med adfærd offline. Boulianne et al. (2019) studerer, hvad der kan forklare, om borgerne stemmer på populistiske partier, og finder her ingen evidens for, at brugen af sociale medier forklarer tilbøjeligheden til at støtte populistiske kandidater og partier. Konkret i forhold til ekkokamre finder de omvendt, at diskussionsmønstre offline korrelerer med opbakningen til populistiske kandidater (i hvert fald i England og Frankrig).

Det er ligeledes ikke i nærheden af at være størstedelen af vælgerne, der befinder sig i ekkokamre på sociale medier. Eady et al. (2019) viser i USA, at der et stort overlap i hvilke nyheder, borgere med forskellige holdninger eksponeres for (det samme vises i Spanien af Cardenal et al. 2019). Det er med andre ord begrænset, hvor mange der rent faktisk lever deres liv på sociale medier i ekkokamre. Det er altså en myte, at vi alle går og lever vores digitale liv i ekkokamre på medier som Facebook og Twitter.

En af de vigtige forklaringer på dette er, at selv hvis man måtte have en præference for holdningsbekræftende indhold på sociale medier, bliver man ofte eksponeret for holdninger, der divergerer med ens egne. Eller som Barberá (2020) konkluderer i en kommende gennemgang af litteraturen: “The review of the literature on social media and “echo chambers” has shown that, rather counter-intuitively, there is convincing empirical evidence demonstrating that social networking sites increase the range of political views to which individuals are exposed.”

Et interessant studie i denne sammenhæng er Minozzi et al. (2019), der viser, at tilfældige processer har en større indflydelse på, diskussionsnetværk, end de mere formålsbestemte processer. Med andre ord er det ikke tilfældet, at vi egenhændigt konstruerer vores egen diskussionsklub på sociale medier, hvor vi ikke bliver eksponeret for andre holdninger.

Men hvis sociale medier ikke fører til ekkokamre, hvordan kan det så være, at vi ser fænomener såsom politisk polarisering? En forklaring er, at givet vi er mere tilbøjelige til at blive eksponeret for holdninger vi er uenige med på sociale medier, reagerer vi med en større emotionel intensitet, hvorfor vi ser mere polarisering (Asker og Dinas 2019).

Det er med andre ord ikke udelukkende positivt, at vi ikke lever i ekkokamre men eksponeres for divergerende holdninger. Det er eksempelvis ikke ekkokamre på sociale medier, der fører til spredningen af falske nyheder og falske overbevisninger, men tværtimod det faktum, at vi ikke lever i ekkokamre på sociale medier (se Barberá 2018 for flere detaljer).

Men hvorfor tror folk (herunder de forskere, Carlsbergfondet er forelskede i), at sociale medier fører til ekkokamre? Fordi det giver en forklaring på, hvorfor de mennesker, vi er uenige med, er så uoplyste og ikke har indsigt i de genialiteter, vi selv har erkendt. Et nyt studie har således dokumenteret, at vælgere tror at de vælgere, de er politisk uenige med, er biased i forhold til hvilke nyheder, de konsumerer, der fører til mere ekstreme holdninger (Perryman 2019).

Der er stadig mange spørgsmål, vi mangler at få besvaret, før vi kan konkludere, om og hvordan sociale medier faciliterer og/eller konsoliderer ekkokamre, men de studier jeg har været i stand til at finde, der har noget ædrueligt at sige herom, synes at konkludere, at der ikke er nogen overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre.

Referencer

Asker, D. og E. Dinas. 2019. Thinking Fast and Furious: Emotional Intensity and Opinion Polarization in Online Media. Public Opinion Quarterly 83(3):487–509.

Bail, C. A., B. Guay, E. Maloney, A. Combs, D. S. Hillygus, F. Merhout, D. Freelon, og A. Volfovsky. 2019. Assessing the Russian Internet Research Agency’s impact on the political attitudes and behaviors of American Twitter users in late 2017. Proceedings of the National Academy of Sciences.

Barberá, P. 2018. Explaining the Spread of Misinformation on Social Media: Evidence from the 2016 U.S. Presidential Election. APSA Comparative Politics Newsletter 28(2):7–11.

Barberá, P. 2020. Social Media, Echo Chambers, and Political Polarization. I Persily, N. og Tucker J. (red.), Social Media and Democracy: The State of the Field, Cambridge University Press.

Boulianne, S., K. Koc-Michalska og B. Bimber. 2019. Right-Wing Populism, Social Media and Echo Chambers in Western Democracies.

Cardenal, A. S., C. Aguilar-Paredes, C. Cristancho og S. Majó-Vázquez. 2019. Echo-chambers in online news consumption: Evidence from survey and navigation data in Spain. European Journal of Communication 34(4):360-376.

Eady, G., J. Nagler, A. Guess, J. Zilinsky og J. A. Tucker. 2019. How Many People Live in Political Bubbles on Social Media? Evidence From Linked Survey and Twitter Data. SAGE Open 9(1).

Levy, G. og R. Razin. 2019. Echo Chambers and Their Effects on Economic and Political Outcomes. Annual Review of Economics 11:303-328.

Minozzi, W., H. Song, D. M. J. Lazer, M. A. Neblo og K. Ognyanova. 2019. The Incidental Pundit: Who Talks Politics with Whom, and Why? American Journal of Political Science.

Perryman, M. R. 2019. Where the Other Side Gets News: Audience Perceptions of Selective Exposure in the 2016 Election. International Journal of Public Opinion Research.

My most played songs in 2018

According to Spotify:

  1. Could It Be by Black Milk
  2. …And The World Laughs With You ft. Thom Yorke by Flying Lotus
  3. Biscuit Town by King Krule
  4. Futile Devices by Sufjan Stevens
  5. Moan – Trentemøller Remix by Trentemøller
  6. fragrant by serpentwithfeet
  7. Confessions by BADBADNOTGOOD, Leland Whitty
  8. At The End Of The Day by Amon Tobin
  9. On the Level by Mac DeMarco
  10. Workinonit by J Dilla
  11. Folk-Metaphysics by Milo
  12. Venus In Furs by The Velvet Underground, Nico
  13. M.A.Y. in The Backyard by Ryuichi Sakamoto
  14. God Tid by Loke Deph
  15. Walk Alone by The Roots, Truck North, P.O.R.N., Dice Raw
  16. High by Freddie Gibbs, Madlib
  17. You Know, You Know by John McLaughlin, Mahavishnu Orchestra
  18. Defender by Aesop Rock
  19. Slowly by Amon Tobin
  20. Elizabeth by Westside Gunn
  21. Got Your Money (feat. Kelis) by Ol’ Dirty Bastard, Kelis, Rich Travali
  22. Kaleidoscope by BADBADNOTGOOD
  23. Meet the Frownies by Mr Twin Sister
  24. Santeria by Pusha T
  25. Une barque sur l’océan from Miroirs by André Laplante
  26. Spark by Maxwell Young
  27. Mama Said Knock You Out by LL Cool J
  28. Norf Norf by Vince Staples
  29. Depreston by Courtney Barnett
  30. BOOGIE by BROCKHAMPTON
  31. The Cave of Rebirth by Tigran Hamasyan
  32. Golf Girl by Caravan
  33. Triangle by BADBADNOTGOOD
  34. SUMMER by The Carters
  35. The Edge – Digital Remaster/2005 by David McCallum
  36. Forbidden Fruit by J. Cole, Kendrick Lamar
  37. Call + Form (Picture) by Milo
  38. Kids See Ghosts by KIDS SEE GHOSTS, Yasiin Bey
  39. Rødt Kort by Peter Sommer
  40. I’m Your Pusher/Pusherman by Ice-T
  41. Dark Streets by Jonny Greenwood
  42. They Reminisce Over You by Pete Rock & C.L. Smooth
  43. We Lunchen by Flex Mathews, Damu The Fudgemunk
  44. Hyssop of Love by BADBADNOTGOOD, Mick Jenkins
  45. Cooking Up Something Good by Mac DeMarco
  46. A Lizard State by King Krule
  47. Stars & Shards by Loyle Carner
  48. Stepping Into Tomorrow by Madlib
  49. poor git da $$$ by lojii, Swarvy
  50. Stoney Street by Amon Tobin
  51. Can’t Be Long Now by Caravan
  52. All Mine by Kanye West
  53. My Favourite Game by The Cardigans
  54. Everybody Loves The Sunshine by Roy Ayers Ubiquity
  55. Confessions Pt II by BADBADNOTGOOD, Colin Stetson
  56. Next Levels by King Geedorah
  57. Lazy Eye by Aesop Rock
  58. La vie en rose – Single Version by Louis Armstrong
  59. Just A Stranger (feat. Steve Lacy) by Kali Uchis, Steve Lacy
  60. So What by Miles Davis
  61. Igen by Mund de Carlo, Rest in Beats
  62. Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen by Under Byen
  63. Yikes by Kanye West
  64. Wesley’s Theory by Kendrick Lamar, George Clinton, Thundercat
  65. My Kind of Woman by Mac DeMarco
  66. Rain in Soho by The Mountain Goats
  67. In The Land Of Grey & Pink by Caravan
  68. Like wolves on the fold by Colin Stetson
  69. Hot for the Mountain by Natalie Prass
  70. Colonizer by Tune-Yards
  71. Wuthering Heights by Kate Bush
  72. Caravan by Buddy Rich And His Sextet, Duke Ellington, Juan Tizol
  73. Goodie Bag by Goodie Mob
  74. Ghost Town by Kanye West, PARTYNEXTDOOR
  75. Lavender by BADBADNOTGOOD, KAYTRANADA
  76. Nova by Amon Tobin
  77. Mystery Fish by Aesop Rock
  78. Enjoy Your Worries, You May Never Have Them Again by The Books
  79. O.K. – Bonus by Mac Miller, Tyler, The Creator
  80. The Alien by Ben Salisbury, Geoff Barrow
  81. Spent the Day in Bed by Morrissey
  82. (((99.99999%))) by MC Paul Barman, MF DOOM
  83. NEW DORP. NEW YORK by SBTRKT, Ezra Koenig
  84. Bianca by Maxwell Young
  85. Walking All Day by Graham Coxon
  86. Hedron by BADBADNOTGOOD
  87. Ode to Viceroy by Mac DeMarco
  88. Fire by KIDS SEE GHOSTS
  89. Nightlife by Amon Tobin
  90. Jean De Fleur – Rudy Van Gelder Edition / Remastered 1999 by Grant Green
  91. Radio Daze by The Roots, Blu, P.O.R.N., Dice Raw
  92. Suspension by L’Orange
  93. So Far To Go by J Dilla, Common, D’Angelo
  94. Super Rich Kids by Frank Ocean, Earl Sweatshirt
  95. Carousel by Maxwell Young
  96. Moanin’ by Art Blakey & The Jazz Messengers
  97. Video Games – Remastered by Lana Del Rey
  98. Still Beating by Mac DeMarco
  99. If You Know You Know by Pusha T
  100. Miss You (Slight Return) by Kashmir

Previous years: 2017

Artikel i Journal of Elections, Public Opinion & Parties: Democracy for the youth? The impact of mock elections on voting age attitudes

Har sammen med mine gode kollegaer Klaus Levinsen og Ulrik Kjær en artikel i det nyeste nummer af Journal of Elections, Public Opinion & Parties. Den beskæftiger sig med vælgernes holdninger til en sænkelse af valgretsalderen og kan findes her. Resultater fra artiklen er ligeledes omtalt i vores analyse i Politiken samt hos Dansk Ungdoms Fællesråd.

Materiale til at reproducere de kvantitative analyser kan findes på GitHub og Harvard Dataverse.

Statistisk dannelse

Fra »Vi mangler statistisk dannelse« (ikke online) i Politiken torsdag d. 17. maj 2012 (debat, s. 10) af Hans Bay, ekstern lektor ved KU:

Statistisk dannelse er nødvendig i det moderne samfund. Borgeren har brug for et sæt grundlæggende kompetencer til at forstå og håndtere de mange undersøgelser, der konstant omtales i medierne. Medierne har brug for statistisk dannelse til at begrænse de mest vildledende undersøgelser – til skade for de spektakulære overskrifter, men til gavn for forbrugeroplysningen.

VIDENSPRODUCENTER – både private, offentlige og videnskabelige institutioner – burde alle dokumentere, at de bruger statistisk dannelse. Det indebærer som minimum følgende: at man forstår principperne for den statistiske udtrækning, at man tydeligt redegør for de metoder, man har anvendt, herunder gør opmærksom på, i hvilken sammenhæng undersøgelsen indgår, samt at man sætter alle sine resultater ind i en relevant sammenhæng. Folkeskolen kunne derfor passende introducere emnet, så vi alle opnår et minimum af statistisk dannelse.

Går de Konservative ind for skattelettelser?

Går Det Konservative Folkeparti ind for skattelettelser? De fleste danskere vil næppe vide hvad svaret er på dette spørgsmål. Og med rette. I dette indlæg vil jeg for alle de interesserede læsere demystificere de Konservatives holdning til spørgsmålet om de kontroversielle skattelettelser.

Det kan være svært at forholde sig til udmeldinger fra de Konservative. Det synes at være alt efter hvordan vinden blæser den pågældende dag, at en eller anden ordfører har en tilfældig holdning til hvorvidt skattelettelser er noget man kan få ved at stemme på de Konservative. Det viser sig dog, at hvis vi skal sige noget generelt om de Konservatives holdning til skattelettelser, må vi se på relationen til Venstre.

De Konservative og Venstre har siddet i regering i små 10 år, og det har da ikke været nogen dans på roser hele vejen. Når dette er sagt skal det siges, at det alt i alt er gået meget godt. Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen gjorde det fint – og alle var glade. Verden er dog en anden i dag. Liberal Alliance er kommet til og der sidder nye partiformænd (Løkke i stedet for Fogh og Espersen Barfoed i stedet for Bendtsen).

Hvilket svar kan du så forvente, hvis du spørger en ordfører fra de Konservative om deres holdning til skattelettelser? Det afhænger af én ting: Hvor langt væk at den ordfører fra De Konservative du spørger, er fra nærmeste toppolitiker fra Venstre. Hvis du har at gøre med en ganske almindelig ordfører fra de Konservative, vil du kunne forvente, at skattelettelserne er lige rundt om hjørnet. Hvis du spørger de i Det Konservative Folkeparti der gennemfører reelle forhandlinger med Venstre, er skattelettelser ikke noget der er det vigtigste i verden.

lineær funktion

Ovenstående graf viser dette forhold. På X-aksen har vi afstanden til nærmeste toppolitiker fra Venstre. På Y-aksen har vi graden af, hvor åben den Konservative politiker er til spørgsmålet om skattelettelser.

Lad os tage et eksempel. Den 5. juni melder flere fremtrædende politikere fra de Konservative ud, at vi skal have skattelettelser. Charlotte Dyremose udtaler sågar: »Jeg vil intet mindre end udstede en garanti for, at hvis vælgerne genvælger mig, så vil jeg arbejde aktivt for yderligere skattelettelser i næste valgperiode.«. Kan man så forvente, at de Konservative har denne holdning som parti? Desværre ikke. Spørger man partiets formand – som er en af dem der skal føre forhandlingerne med Venstre, når mulighederne for skattelettelser er der, er skattelettelser ikke et krav.

Selvfølgelig går de Konservative ind for skattelettelser. Det ved alle. Eller, jeg ved det sgu ikke. Hvis de gør, manifesterer det sig i hvert fald på ingen måde i den førte politik. I tilfældet de Konservative er der nok mest af alt tale om borgerlige stemmer der svigter.

Går de Konservative så ind for skattelettelser? Det er næppe mange der stemmer på Det Konservative Folkeparti, som er tilfredse med det nuværende skattetryk, så et oplagt svar vil være, at de går ind for skattelettelser. Virkeligheden synes dog at være lidt anderledes. Måske ville det bedste for de Konservative være at miste regeringsmagten ved næste valg og de dertilhørende ministerbiler, så de kan stå lidt på egne ben igen?

Hermed vil jeg slutte dette indlæg med en opfordring til de Konservative politikere om, at melde klart ud, hvad de egentlig kræver af et samarbejde med Venstre – og indtil da, så kan konservative vælgere jo stemme på et parti, de ved hvad står for.

MUSIK: Per Vers – EGO

Den sidste anbefaling jeg skrev her på bloggen, var en anbefaling af Per Vers’ debutalbum, Vers 1.0. Nærværende anbefaling er også af Per Vers, denne gang dog af hans nyeste udspil, EGO. EGO er, som titlen indikerer, en CD om Per Vers og hans liv. Det er et på mange måder mere personligt værk sammenlignet med Vers 1.0, og det skaber et mere konsistent og fuldendt produkt. Dermed ikke sagt, at Vers 1.0 ikke er et fantastisk album, blot at Per Vers med EGO beviser, at han har udviklet sig som rapper og ikke har lavet en Vers 2.0.

Der er dog også ligheder mellem Vers 1.0 og EGO. For det første gæstes de begge af Povl Dissing. For det andet er der et outtro-track. For det tredje er det humoristiske aspekt med en misvisende titel på et nummer også brugt på begge albums, på Vers 1.0 i form af Black Power (hyldestsang til kaffen) og på EGO i form af Jeg tjener kassen (en sang om at være slave af TV-kassen).

Hvor at emnerne på Vers 1.0 indebærer piratkopiering, Christiania, skat og voldtægt, er det ved EGO nemmere at eksplicitere det overordnede emne: Pers ego. Det indebærer overvejelser om det at være i et forhold, det at blive ældre, det at blive far, det at have medvind – og modvind. Samtidigt. Den smukke kamp.

EGO kommer vidt omkring i følelsesregistret, dog uden at seriøsiteten og alvoren på noget tidspunkt forsvinder. Et nummer som Jeg tjener kassen er humoristisk, men uden udelukkende at være underholdning. Nummeret vækker desuden associationer til nummeret Too Hot For Tv af samme kunstner. De mest nævneværdige numre på CD’en er de mere personlige numre som Hav det godt og Uden navn. Begge er – som de resterende numre på EGO – af utrolig høj kvalitet, og sidstnævnte er desuden akkompagneret af freestyle-optagelser.

I min anbefaling af Vers 1.0 nævnte jeg, at EGO var under udgivelse, og i mellemtiden burde man anskaffe sig Vers 1.0. Til den liste kan du nu tilføje EGO. En gennemført produktion, der uden den mindste tvivl, fortjener at blive nævnt her på Kulturkanonen.

Tre dialoger fra 1. sæson af Yes Minister

Og for dem der ikke lige er bekendt med rollefordelingen: Jim Hacker er minister og Sir Humphrey er topembedsmand i ministeriet.

#1

Hacker: How many people do we have in this department?
Sir Humphrey: Ummm… well, we’re very small…
Hacker: Two, maybe three thousand?
Sir Humphrey: About twenty three thousand to be precise.
Hacker: TWENTY THREE THOUSAND! In the department of administrative affairs, twenty three thousand! We need to do a time-and-motion study to see who we can get rid of.
Sir Humphrey: We had one of those last year.
Hacker: And what were the results?
Sir Humphrey: It transpired that we needed another five hundred people.

#2

Sir Humphrey: Minister, Britain has had the same foreign policy objective for at least the last five hundred years: to create a disunited Europe. In that cause we have fought with the Dutch against the Spanish, with the Germans against the French, with the French and Italians against the Germans, and with the French against the Germans and Italians. Divide and rule, you see. Why should we change now, when it’s worked so well?
Hacker: That’s all ancient history, surely?
Sir Humphrey: Yes, and current policy. We had to break the whole thing [the EEC] up, so we had to get inside. We tried to break it up from the outside, but that wouldn’t work. Now that we’re inside we can make a complete pig’s breakfast of the whole thing: set the Germans against the French, the French against the Italians, the Italians against the Dutch. The Foreign Office is terribly pleased; it’s just like old times.
Hacker: But surely we’re all committed to the European ideal?
Sir Humphrey: [chuckles] Really, Minister.
Hacker: If not, why are we pushing for an increase in the membership?
Sir Humphrey: Well, for the same reason. It’s just like the United Nations, in fact; the more members it has, the more arguments it can stir up, the more futile and impotent it becomes.
Hacker: What appalling cynicism.
Sir Humphrey: Yes… We call it diplomacy, Minister.

#3

Hacker: Humphrey, do you see it as part of your job to help ministers make fools of themselves?
Sir Humphrey: Well, I never met one that needed any help.

Taget herfra hvor der også kan læses flere. Serien kan varmt anbefales :-)

Rationelle, naturlige og åbne perspektiver på organisatorisk forandring

Indledning
Organisationer lader sig ikke studere uafhængigt af en eller anden form for idé om, hvad en organisation er, og hvilke mekanismer der er herskende i organisationer. For at studere organisationer må vi derfor gøre os nogle teoretiske antagelser omkring samme. Et perspektiv vil derfor altid fungere som en eller anden form for simplifikation af virkeligheden, der retter vores fokus mod specifikke dele af organisationen.

Jeg vil i denne besvarelse indlede med en redegørelse af tre af disse perspektiver; det rationelle, naturlige og åbne perspektiv (Scott & Davis 2007). Med udgangspunkt i disse vil jeg diskutere hvad der udgør nogle essentielle forskelle og ligheder i forhold til at forstå organisatorisk forandring. På baggrund af dette vil jeg redegøre for strategibegrebet for til sidst at diskutere betydningen af strategier, når man ser på gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser.

De tre perspektiver er forskellige i deres fokus på organisationer, men er derved også meget brugbare, da de hver især kan se på forskellige aspekter af organisationer. De tre perspektiver komplementerer i flere henseender hinanden, men står på flere måder også som modsætninger. Jeg vil i besvarelsen fokusere på de aspekter der tilsiges at kunne forklare hhv. stabilitet og forandring, dette være sig både formelle og uformelle strukturer, samt de afhængighedsforhold organisationer eksisterer under jf. de forskellige perspektiver, hvor at ændringer i disse forhold dermed også manifesterer sig i organisationerne.

Jeg forholder mig i denne besvarelse til et strategibegreb, der, på linje med Jacobsen & Thorsvik (2008), skal forstås i tæt relation til realiseringen af mål og ønsket om en fremtidig tilstand. Dette begreb vil jeg perspektivere i forhold til de tre perspektiver, hvor at mit primære fokus i denne del af opgaven vil ligge på ideen om en formel ledelse og de muligheder at denne har for at gennemføre organisatoriske forandringsprocesser jf. de tre perspektiver. I denne del af besvarelsen vil jeg for overskuelighedens, analysens og diskussionens skyld inddrage den udvidede Leavitt-model. Dette vil ske ved at bruge modellen til at karakterisere forskelle og vurdere perspektiverne, og på den måde bruge Leavitts model som en metamodel, som foreslået af Ry Nielsen og Ry (2002).

Det rationelle, naturlige og åbne perspektiv
Det rationelle perspektiv har en tilgang til organisationer som værende instrumenter der er designet til at nå specifikke mål. Denne instrumentelle målrationalisme fokuserer på den formaliserede struktur i organisationer. Denne formalisering anskues som et forsøg på at gøre adfærd mere forudsigelig. Dette ved at eksplicitere arbejdsfordelingen og koordinationen mellem organisationens dele både horisontalt og vertikalt.

I det naturlige perspektiv har organisationer ikke nødvendigvis specifikke mål. Der kan være en kompleksitet og pluralitet af mål der forsøges realiseret. Dette er en kritik rettet mod det rationelle enhedsaktørs perspektiv på organisationer, hvor at en organisation agerer kollektivt mod ét mål. I dette perspektiv vægtes de formelle strukturers betydning for organisationerne derfor af gode grunde ikke lige så højt, som de uformelle. For at se på organisationer og hvad der udgør disse, bliver det derfor aktuelt at fokusere på det uformelle – værdier, normer, praksisser, kultur etc. – der binder organisationer sammen til kollektiver, altså naturlige systemer.

Det åbne perspektiv ser på organisationer som værende i et tæt afhængighedsforhold til omgivelserne. Ingen organisation er sin egen ø der kan nå sine mål uden en relation til omverdenen, hvorfor at organisationerne, som sociale systemer, skal analyseres som løst koblede systemer der agerer i forhold til andre sociale systemer. Systemer har overordnet to generelle mål: 1) Morphostatis, der er opretholdelse og overlevelse og 2) Morphogenesis, der er ændring af systemet (innovation, læring, vækst m.v.).

De tre perspektivers forståelse af organisatorisk forandring
I det rationelle perspektiv er der som skrevet et meget stort fokus på den formelle struktur. Det er den formelle struktur der skaber en forudsigelighed i organisationens adfærd mod de specifikke mål, og da den formelle struktur tilsiges at have en stor betydning for organisationens virke, er det ændringer i denne der skaber organisatoriske forandringer.

Forandringen i organisationen sker derfor gennem strukturel forandring. Ved at ændre på de formelle strukturer, altså den horisontale og vertikale koordination og specialisering, arbejdsopgaverne, incitamentstrukturerne, målene m.v., skabes organisatorisk forandring. Hvis man ønsker at forandre et specifikt mål som organisationen skal forfølge, skal man derfor ændre på de formelle mål og organisationens præferencer, så præferenceordenen manifesterer sig i arbejdsdelingen og den generelle struktur.

Ved at det rationelle perspektiv har så stort et fokus på de formelle strukturer, der er skabt til at gøre organisationer forudsigelige, gør det det også svært, som jeg kommer ind på senere, at forklare forandringer der ikke sker gennem perspektivets fokus.

Det naturlige perspektiv ser organisationer som kollektiver, hvor at aktørerne i organisationen primært ikke er påvirket af de formelle strukturer og officielle mål. De formelle strukturer er derfor heller ikke bestemmende i forhold til perspektivets forståelse af organisatorisk forandring. For at forstå organisatorisk forandring må man se på de uformelle strukturer, og hvordan at disse påvirker organisationen. Det der bliver relevant i denne sammenhæng er derfor kulturel forandring. Organisationen er m.a.o. meget mere end bare toppen af et isbjerg der lader sig forstå gennem nogle formelle strukturer, og kun ved at forstå de uformelt strukturerede aktiviteter der kan forklare adfærden i organisationerne, får vi en forståelse af hvilke variable der er relevante i forhold til, hvordan organisationer forandres.

Det naturlige perspektivs forståelse af forandring sker dermed gennem den uformelle struktur i organisationen. Forandringen må ske gennem ændringer i den uformelle struktur og praksis, dette være sig de værdier, normer, og standarder der skaber det organisatoriske kollektiv.

Mere komplekst bliver det med det åbne perspektiv, hvor at omgivelserne har en konstituerende påvirkning på organisationen. Her står ingen organisation alene, men er en del af et system af gensidigt afhængige aktiviteter. Det åbne perspektivs forståelse af organisatorisk forandring bygger på en forståelse af de aktiviteter der overordnet sammenkæder organisationer og gør dem afhængige af hinanden. Kilden til forandring må derfor oftest findes i omgivelserne, og ikke internt i organisationen. Det vigtige er derfor at se på organisationens afhængighed til omverdenen.

For at forstå forskellene og lighederne på de tre perspektiver er det derfor vigtigt at se hvad de fokuserer på. Den overordnede lighed mellem det rationelle og naturlige perspektiv er deres fokus på forhold internt i organisationer, hvor at det åbne perspektiv ser organisationen som en del af et større system der er afhængig af omgivelserne. Den største forskel mellem det rationelle og naturlige perspektiv er deres fokus på hhv. vigtigheden af det formelle og uformelle. De kan hver især betegnes som værende hvert deres yderpunkt af et fælles kontinuum, hvor at det åbne perspektiv kan ligge et sted imellem, alt efter hvad der giver mening for at forstå relationen til omgivelserne. Er organisationens afhængighed til omgivelserne f.eks. klart specificerede gennem formelle strukturer, er det af gode grunde yderst relevant også at se på disse.

Når disse forskelle og ligheder diskuteres finder jeg det yderst relevant at se på hvordan perspektiverne hver især ser på de kausale dynamikker der finder sted i organisationer. Et perspektiv gør sig nogle antagelser om den kausale sammenhæng mellem elementer/variable, som på flere måder kan bruges til at eksplicitere perspektivernes overordnede tilgang, og dermed også til at karakterisere deres forståelse af organisatorisk forandring.

Det rationelle perspektiv bygger på en antagelse om en kausal sammenhæng mellem de formelle strukturer og organisatorisk forandring, hvor at det naturlige perspektiv antager en sammenhæng mellem den uformelle struktur og organisatorisk forandring. Det åbne perspektiv ser en sammenhæng mellem omgivelserne og organisatorisk forandring. Sidstnævnte sammenhæng er det der primært adskiller det rationelle og naturlige perspektiv med det åbne perspektiv. Det rationelle perspektiv adskiller sig fra de andre ved at have et overvejende fokus på organisationens formelle strukturer og de specifikke mål at organisationen efterstræber. Jacobsen & Thorsvik (2008: 364) opsummerer om forandring, at forandring og organisation kan betragtes som hinandens modsætninger. I den henseende kan det rationelle perspektiv forklare stabilitet og forudsigelighed med formelle strukturer, men have svært ved at forklare organisatorisk forandring, som divergerer fra den formelle struktur.

Som det åbne perspektiv gør, kan det være vigtigt huske på, at organisationer ikke eksisterer uafhængigt af omverdenen. Man kan bl.a. bruge det til at få en dybere indsigt i organisationens relation til andre organisationer, og hvordan de positionerer sig i forhold til hinanden. Som jeg vil komme ind på senere i besvarelsen, kan det også bruges til at identificere, at organisatorisk forandring kan legitimeres i forhold til omgivelserne vha. mål og strategier.

Det åbne perspektiv kan som beskrevet bruges til at forholde sig til en yderst kompleks verden, som at organisationer befinder sig i. På denne måde forholder det åbne perspektiv sig til en masse faktorer, som at de andre perspektiver ikke forholder sig til. Omvendt kan man dog sige, at de andre perspektiver har en styrke i at analysere forhold internt i organisationen, der ikke nødvendigvis har nogen relation til omverdenen.

Strategier og mål
For at have en strategi, må man have nogle mål, altså ønsket om en fremtidigt tænkt tilstand (Jacobsen & Thorsvik 2008). En strategi i en organisation må derfor ses i forhold til en aktørs ønske om en fremtidigt ønsket tilstand. Denne aktør kan af analytiske grunde betegnes som en ændringsagent. For at strategibegrebet skal være relevant at beskæftige sig med, må det have en eller anden form for betydningen for gennemførelsen af organisatoriske mål. Strategier er, sammen med nævnte mål, da også vigtige netop fordi, at de for det første har en motiverende effekt, for det andet har en styrende funktion, for det tredje kan bruges som evalueringskriterier og for det fjerde kan fungere som en legitimitetsfaktor over for omgivelserne (Jacobsen & Thorsvik 2008).

Klausen (2004) definerer en strategi som ”[…] det overordnede mønster, der opstår som følge af inkrementel udvikling og bevidste valg og prioriteringer og veje til indløsning af mission, vision og overordnede langsigtede mål.” (Klausen 2004: 44). En strategi er derfor det mønster som på flere måder specificerer forholdet mellem de mål organisationen har, samt hvordan disse skal opnås.

For at illustrere dette kan det være brugbart at tage udgangspunkt i Leavitts udvidede systemmodel:

Hvis ikke at der er nogen strategi for hvordan organisationens mål skal realiseres, forsvinder forholdet mellem mål og midler. Der er m.a.o. ingen klar beslutningspræmis for den ansattes adfærd, hvorfor at organisationens strategi skal ”[…] give et fingerpeg om hvilke kriterier der skal lægges mere vægt på end andre” (Jacobsen & Thorsvik 2008: 40). Hvis de ansatte ikke kan se nogen sammenhæng mellem strukturen, teknologien, deres egne roller og så de mål der skal realiseres, er der et problem.

Strategien kan forstås i relation til den formelle ledelse som ansvarlig, der i forhold til organisationens overordnede mål, træffer beslutninger om organisationens løbende prioriteringer m.v. (Klausen 2004). Med udgangspunkt i indsigten fra Leavitts model, bliver det klart, at man må se på forskellige ændringsstrategier i et dynamisk og systemorienteret perspektiv (Ry Nielsen & Ry 2002). Modellen kan dermed også danne den analytiske ramme i forhold til at diskutere de variable og kausale sammenhænge som er relevante i forhold til Scotts tre perspektiver og gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser.

Strategiens betydning for forandringsprocesser jf. de tre perspektiver
Det rationelle, naturlige og åbne perspektiv har hver især implikationer for hvordan vi forstår strategier og deres betydning i forhold til gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser. En strategi bygger på nogle antagelser om hvordan man bedst når målet, og hvad der skal fokuseres på. På den måde kan man bruge Leavitts model som en metamodel, i en systematisk analyse af hvordan de tre perspektiver hver især ser på organisatoriske forandringsprocesser, og hvilken betydning at strategier har i forhold til disse.

I det rationelle perspektiv ekspliciterer strategien vejen til målet gennem den formelle struktur. Strategien skal derfor eksplicitere vejen til målet for organisationen, hvordan at koordinationen og specialiseringen skal være, for at man opnår den fremtidige ønskede tilstand. Strategien får dermed en central betydning, når man skal gennemføre organisatoriske forandringsprocesser, da man dermed kan ændre på relationen mellem struktur, personer og teknologi gennem formelle relationer, for at gennemføre forandringsprocessen og nå sit mål (”opgaver”). Dette viser Leavitts model på den måde, at vi kan ændre i vores opgaver igennem vores struktur, da disse variable er afhængige af hinanden. Faktisk kan man ikke ændre i strukturen, uden at det har nogle implikationer for opgaverne.

Det naturlige perspektiv benægter ikke, at man kan foretage sig ændringer i den formelle struktur, men disse vil ikke nødvendigvis manifestere sig i måden at organisationen arbejder på, hvorfor at den uformelle kultur er vigtigere, og dermed også må danne udgangspunktet for strategiens betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser. Strategien skal tage højde for, at der er mulighed for, at en ændring i organisationens specifikke mål og koordinationen og specialiseringen foretaget med henblik på at nå målet, ikke pr. automatik bliver en værdi eller norm for den ansatte. I værste fald kan en realisering af strategien derfor blot føre til en målforskydning.

Strategiens betydning må dermed tage højde for, at der sidder mennesker i organisationen der har værdier og normer som skal harmonere med det mål, at strategien ønsker at realisere. Dette stiller nogle naturlige begrænsninger til betydningen af strategier i forhold til organisatoriske forandringsprocesser. For at forstå dette i forhold til det rationelle perspektiv, kan der jf. det naturlige perspektiv godt foregå ændringer i organisationen uden at det sker gennem den formelle struktur. En forandringsproces at det rationelle perspektiv ikke kan forklare. Med udgangspunkt i Leavitt kan man som eksempel godt forestille sig, at værdierne blandt personerne i organisationen ændrer på forholdene og indholdet i de andre variable.

Til nu har jeg kun diskuteret strategiens betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringer i relation til variable internt i organisationen. Forhold det også kunne vises med den simple Leavitt-model, uden omverdenen. Grunden til at jeg har valgt at inddrage den udvidede model, er for at vise at omverdenen kan have en betydning for forhold internt i organisationer. Udvidelsen af Leavitts model kan m.a.o. bruges til at eksemplificere et åbent perspektivs kritik af de to andre perspektiver.

I det åbne perspektiv agerer organisationer i forhold til andre sociale systemer, og strategien skal dermed tiltænkes i forhold til omgivelserne. En strategi handler i denne henseende i høj grad derfor om at organisationen skal gennemføre organisatoriske forandringsprocesser på baggrund af omgivelserne. Her kan man f.eks. tale om generiske strategier, hvor det er vigtigt at positionere sig i forhold til andre. Dette kan have en noget nær deterministisk karakter på strategiens betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringer. Giver at det er omgivelserne der skaber forandringerne, må den logiske konsekvens være, at strategien er noget der identificerer forandringerne og tilpasser organisationen derefter.

Antager man at det er omgivelserne der er bestemmende for organisationens konfiguration, og dermed det der afgør strategiens betydning (omgivelser som uafhængig variabel, strategi som afhængig). En organisation er dermed i en stoledans, hvor at dets strategi må bestemmes af omgivelserne, hvis det har et specifikt mål om at komme til at sidde ned. Omgivelserne er dermed yderst vigtige i forhold til organisationens overlevelse og strategiens betydning for at opnå dette.

Som det åbne perspektiv fremhæver, påvirker omgivelserne både opgaver, struktur, teknologi og personer, og vi kan ikke studere disse variable i organisationen, uden at se på netop organisations forhold til omgivelserne som socialt system. Ændringer i omgivelserne skaber dermed andre forhold i organisationen, som på tænkes ind i strategien når der skal gennemføres forandringer. Omgivelserne er dermed ikke nødvendigvis en fjendtlig faktor, men noget organisationer skal udvikle sig i forhold til. Ens mål sættes derfor efter omgivelserne, og som fremhævet ovenover, er der en vigtig sammenhæng mellem mål og strategi. Derfor skal strategiens betydning i det åbne perspektiv ses i tæt relation til de mål organisationen har i forhold til omgivelsernes udvikling (og altså forandringen der).

Med udgangspunkt i diskussionen omkring de tre perspektivers forståelse af organisatorisk forandring, forholder de sig til forskellige måder at forandringerne kan gennemføres. Hvert perspektiv har dermed også nogle implikationer for, hvordan at vi ser på strategier og deres rolle i forhold til at ændre organisationen. Jeg har derfor argumenteret for at en strategis betydning for gennemførelsen af organisatoriske forandringsprocesser afhænger af det teoretiske perspektiv man tager udgangspunkt i.

I Leavitts model viser man, at forandringer kan tage udgangspunkt i et element, som så gennem dets forhold til andre elementer, ændrer organisationen. Hvert perspektiv gør sig nogle antagelser om hvor vigtige at visse elementer er i forhold til andre. For eksempel er den enkelte ansattes værdier af større betydning i det naturlige perspektiv end i det rationelle perspektiv, og omgivelserne af større betydning i det åbne perspektiv end i det rationelle og naturlige perspektiv.

De antagelser at vi dermed gør os om organisationer, og forholder os til afhængighedsforholdet mellem elementerne, gør, for det første, at vi får forskellige perspektiver på hvordan at organisatorisk forandring finder sted, og dermed også, hvilken betydning at strategier spiller. En strategis betydning bygger dermed på nogle antagelser om de elementer der er i organisationen, og vigtigst af alt – hvordan disse hænger sammen. Hvordan at organisationens elementer påvirker hinanden, bestemmer i høj grad hvordan at disse så skal bruges til at realisere organisationens mål, som er hele ideen med en strategi.

Tager vi udgangspunkt i for eksempel det åbne perspektiv, får strategiens betydning en ekstra dimension i forhold til organisatoriske forandringsprocesser, netop ved at mål og strategi bidrager til, at organisatoriske forandringsprocesser virker mere legitime i forhold til omgivelserne. Hvis vi udelukkende tager udgangspunkt i det rationelle perspektiv, vil de personer der sidder i organisationen være et element uden større betydning. Det vigtige vil være koordinationen, magtfordelingen og specialiseringen mellem arbejdsopgaverne. Dette vil derfor også have nogle implikationer for hvordan man tænker strategiens betydning når man skal foretage forandringer. Det naturlige perspektiv vil se personerne som et yderst vigtigt element.

Opsummering og konklusion
Verden er kompleks, og denne virkelighed lader sig ikke indfange i ét perspektiv. Vores teoretiske perspektiv forholder sig til nogle bestemte forhold ved organisationer, og lader os studere dette. Jeg har i nærværende besvarelse forholdt mig til hhv. det rationelle, naturlige og åbne perspektiv.

Jeg har med de forskellige perspektiver fokuseret på hhv. forandringsprocesser og strategiers betydning i relation til dette, for at fremhæve nogle væsentlige pointer, bl.a. vha. inddragelse af Leavitts udvidede systemmodel. Strategiens betydning har jeg argumenteret for er afhængig af hvilket teoretisk perspektiv man tager udgangspunkt i.

På samme måde som at et perspektiv forholder sig til nogle specifikke elementer, overser det også andre på godt og ondt. Her er det igen vigtigt at fremhæve at perspektiverne kan bruges til at komplementere hinanden.

En passende afslutning og konklusion på denne opgave, der opsummerer såvel denne besvarelses overordnede pointe i almindelighed og en af fagets pointer og præmisser i særdeleshed, må være følgende citat: ”Når man som leder eller medarbejder arbejder med forandringer i organisationen, er det derfor væsentligt at være opmærksom på de mange forskellige perspektiver, teorier og modeller med deres indbyrdes forskelligheder, forskellige udgangspunkter og anvendelsesmuligheder. Det er vigtigt at kunne arbejde med forandringerne fra flere forskellige perspektiver, og ikke blot udvælge sig en enkelt forandringsmodel, der med stor sandsynlighed vil føre til et ufuldstændigt og forenklet billede af virksomhedens forandringssituation og –potentiale.” (Elting 2009: 165).

Velfærdsregimers implikationer for børns udvikling gennem proksimale processer

1. Indledning

Frihed og lighed kan være vidt abstrakte begreber, og ofte anses disse som yderpunkter i hver deres ende af et kontinuum, når det vedrører individers frihed til selv at vælge. Logikken bag er, at jo mere man gennem politisk virke arbejder aktivt for at skabe mere lighed, desto mere reducerer man den individuelle frihed . Denne logik kritiserer Steven Saxonberg (2009), og argumenterer for, at man ved at skabe lighed mellem kønnene, øger friheden til at vælge omfanget af barselsorlov og pasningsmulighederne.

Saxonberg redegør for både forældre og børns frihed, men sidstnævntes er, som han selv drøfter i artiklen, kompleks. Jeg vil derfor rette mit fokus på dette spørgsmål, og se på hvad der fremmer barnets frihed mest muligt. Dette vil jeg gøre ved at se på barnets påvirkning af og udvikling i systemer, som giver barnet de bedste mulighedsbetingelser for at blive udviklet gennem proksimale processer.

Besvarelsen har sit teoretiske udgangspunkt i forskellige velfærdsstatsregimer, og efter en introduktion af disse og en redegørelse for nævntes betydning for hhv. barsel og pasningsmuligheder, vil Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel blive introduceret. Modellen beskriver hvordan at en udviklingsperson (barnet) udvikler sig i forskellige systemer. Dette vil jeg bruge til at sammenligne de forskellige velfærdsstatstyper, og se på hvordan disse muliggør barnets udvikling i forskellige systemer.

Der vil blive konkluderet, at det er svært at tale om et barns frihed, men at den socialdemokratiske velfærdsmodel giver gode betingelser for udvikling gennem proksimale processer i mikrosystemer og en god relation mellem disse i mesosystemer. Ligeledes skaber den socialdemokratiske velfærdsmodel mulighed for en harmoni mellem forskellige miljøer i eksosystemer.

2. Velfærdsregimer og betydningen for barselsorlov og pasning

En måde at kategorisere forskellige typer af velfærdsstater på, er ved at se på de kvalitative forskelle i relationerne mellem stat, marked og familie. Esping-Andersen sondrer mellem tre forskellige typer af velfærdsstatsregimer, hhv. den liberale, konservative og den socialdemokratiske (Esping-Andersen 1990: 26-29).

Den liberale velfærdsmodel bygger på liberale arbejdsnormer, og bestræber sig på at hjælpe de absolut fattigste (ibid.: 26). Den konservative model bygger derimod på at opretholde status quo og klasseforskelle, og konservative familieværdier med en hjemmegående husmor er derfor også dominerende, hvilket gør at ydelser som dagpleje og lignende tilbud er ringe (ibid.: 27). Den socialdemokratiske velfærdsmodel kaldes også den universelle model, da den for så vidt muligt stræber efter at alle er afhængige af velfærdsstaten og får fordele deraf (ibid.: 28).

Den socialdemokratiske model anses for at være fremtrædende hvad angår at skabe lige muligheder mellem kønnene (Gupta et al. 2008: 66). De lande der bygger på denne velfærdsmodel, anses for at have skabt balance mellem familie og arbejde hvad angår kvindelig arbejdskraft, fertilitet og børns udvikling (ibid.: 85). Den socialdemokratiske model øger desuden mulighederne for moderen og faderen for at kunne styre omfanget mellem i hvilken grad der skal fokuseres på karriere og tid brugt på barnet, grundet de muligheder denne velfærdsmodel skaber (Saxonberg 2009: 668).

Saxonberg (2009) argumenterer for, at de muligheder velfærdsstaten skaber for forældre gennem barselsorlov og pasningsmuligheder, øger valgmulighederne og derfor friheden for forældrene. Hvad angår pasningsmulighederne, skaber en nem og økonomisk overkommelig adgang til pasning af høj kvalitet en øget frihed til at vælge for forældrene (Saxonberg 2009: 675). I en liberal velfærdsstat er frihedsgraden derimod mindre, da pasningen er dyr, og denne derfor gør det sværere for forældrene selv at vælge hvor lang tid barslen skal forløbe sig over og hvornår man skal vende tilbage på arbejdsmarkedet (ibid.: 675). Den konservative model mindsker moderens frihed, ved i højere grad at være bundet til at blive hjemme og passe barnet, og ikke have den samme adgang til arbejdsmarkedet.

Den liberale velfærdsmodel har en ringe grad af betalt barselsorlov, hvilket gør, at kvinder kan føle sig nødsaget til at vende hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet (ibid.: 670). Omvendt giver den konservative velfærdsmodel valget for kvinder mellem at være familie-orienterede eller karriere-orienterede, da det ene valg mere eller mindre udelukker det andet (ibid.: 671). I den socialdemokratiske model har forældre ifølge Saxonberg mulighed for at frit at tilpasse barslen ens behov, alt efter hvad der er bedst (ibid.: 675).

3. Den økologiske udviklingsmodel

Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel er en udviklingspsykologisk model der kan bruges til at forklare hvordan at udviklingen i flere forskellige sfærer, systemer, skaber udgangspunktet for hvordan barnet (fokuspersonen) udvikler sig i en social og kulturel kontekst. Det er vigtigt at holde sig for øje, at alle led, altså udviklingspersoner, er gensidigt afhængige af hinanden (Gulbrandsen 2006: 52).

Fokuspersonen, det individ vi analytisk tager udgangspunkt i, er en del af forskellige miljøer (systemer). Først og fremmest har vi mikrosystemet, hvor der primært er tale om proksimale processer (nærhedsprocesser), som er udviklingsprocessens største drivkraft (ibid.: 55).

Mikrosystemet fordrer dermed en direkte kontakt mellem folk, og er dermed et mønster af aktiviteter, sociale roller og mellemmenneskelige relationer (ibid.: 54). Det er også her at vi finder de nære udviklingsprocesser, som er af væsentlig betydning for barnets udvikling.

Det næste system er mesosystemet hvor vi ser på de relationer der er mellem miljøer som den udviklende person deltager aktivt i (ibid.: 58). Dette kan f.eks. være relationen mellem hjemmet og en dagsinstitution. Det er også dette system der er med til at gøre, at man ikke blot kan tale om primær og sekundær socialisering. En sådan distinktion er dog heller ikke meningsfuld (Dencik 2005: 21).

Det tredje system der er relevant, er eksosystemet. Eksosystemet består af de forbindelser der er mellem to eller flere miljøer, hvor at fokuspersonen ikke direkte deltager, men hvor processen indirekte påvirker denne (Gulbrandsen 2006: 59).

Det sidste overordnede system modellen opererer med er makrosystemet. Makrosystemet refererer til de overensstemmelser og forestillinger man finder i de andre systemer (ibid.: 62). Disse forestillinger er dog ofte naturaliserede, så det ofte ikke er nogen man reflekterer over (ibid.: 63). Dette kan være forestillingen om forældreroller og hvordan relationen bør være mellem miljøer, og hvilke udviklingspersoner og kompetencer der er ønsket i de forskellige processer. Sådanne kommer til udtryk i dagliglivets sociale forhandlinger i om mening, og vi kan derfor analysere enhver proces med hensyn til aspekter i makrosystemet.

4. Barselsorlov, børnepasning og frihed

Når vi ser på børnenes frihed, er det kompliceret. Spædbørn kan ikke ytre sig omkring hvad de gerne vil. Det anbefales derfor, at man bruger betegnelsen rettighed, altså at det er en ret for spædbarnet at være sammen med både sin far og mor, som ville være det valg barnet ville træffe (Saxonberg 2009: 672). Hvis vi ser på det i et Rational Choice perspektiv, kan vi sige at spædbarnets fortrukne præference som aktør, er det der vil give det største pay-off, som så i dette tilfælde, hvis der skal være tale om frihed, er at faderen også tager barsel.

Når vi skal se på barselsorloven og børnepasningsmulighederne, er disse afhængige af typen af velfærdsstatstype vi befinder os i. Velfærdsstatstypen, som er vores makroaspekt, kan analyseres helt ind i proksimale processer i relationen mellem udviklingspersoner.

I mikrosystemet er der i den socialdemokratiske velfærdsstatsmodel god mulighed for, at forældrene kan være hjemme hos barnet i en tidsperiode der matcher deres behov. I den konservative velfærdsstatsmodel er det moderen der primært står for barnets udvikling, og det modtager derfor mindre påvirkning fra faderen. I den liberale model kan moderen være nødsaget til at vende hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet (Saxonberg 2009: 675). Dette gør, at udviklingen gennem proksimale processer fra både faderen og moderen kan blive begrænset. Det er dog for barnet (fokuspersonen) vigtigt, at det indgår i dyader med personer der forpligter sig til barnets velbefindende og udvikling (Gulbrandsen 2006: 55). I den socialdemokratiske model er barnet en del af proksimale udviklingsprocesser i to dyader (med begge forældre) i familien, hvor barnets sociale position er unik, og det i dets relationer ikke blot er et objekt for arbejde (Dencik 2005: 23).

Barnet er en del af flere mikrosystemer, og det er vigtigt at der centrale forbindelser mellem disse mikrosystemer, som udgør et mesosystem. Dette er specielt relevant i forhold til yngre børn, som er relevante i dette tilfælde, hvor at det f.eks. er meget normalt, at børn har deres forældre med i børnehave de første dage, for at skabe forbindelser mellem centrale mikrosystemer (Gulbrandsen 2006: 59). Det er derfor kun godt for barnet, hvis det indgår i flere sociale sammenhænge som kan forbindes med hinanden, og i den konservative velfærdsstat, kan man risikere, at barnet vil indgå i få mikrosystemer, hvor moderen er den primære gensidige udviklingsperson. Den socialdemokratiske velfærdsmodel giver dermed gode betingelser for barnets udvikling gennem proksimale processer i mikrosystemer og ligeledes en god relation mellem disse i mesosystemer.

I eksosystemet kan det blive aktuelt, at den holdning der er på arbejdspladsen til at faderen går på barselsorlov, kan influere forældrenes syn på det ansvar der ligger til den tidlige forpligtelse til barnets velbefindende. Den socialdemokratiske velfærdsmodel skaber dermed en mulighed for harmoni mellem forskellige miljøer, ved at faderen også er hjemme. Det er dermed her, at tiltag rettet mod børn og familier spiller ind, da proksimale processer også skaber udviklingsmuligheder for faderen (Gulbrandsen 2006: 62). Her kan man derfor fremføre en marxistisk kritik af det liberale syn på frie valg, ved at faderen måske er i besiddelse af en slags falsk bevidsthed (Saxonberg 2009: 672).

Hvad angår makrosystemet, kan man f.eks. se på hvad der er kulturelt anerkendt. Det er f.eks. ikke en kulturel selvfølge i nogle velfærdsregimer, at fædre over for arbejdsgiver og kolleger ytrer ønske om reduceret arbejdstid grundet barsel (Gulbrandsen 2006: 63). Dette kan resultere i, at der f.eks. i konservative velfærdsstater, vil man helt nede i mikrosystemet kunne se en mangel på faderens tilstedeværelse i barselsperioden, der strider imod barnets ”frie valg”.

Overordnet må vi konkludere, at jf. den økologiske udviklingsmodel, er det den socialdemokratiske model der fremmer barnets ”frihed” bedst muligt, og derfor kan Saxonbergs argumentation underbygges af den økologiske udviklingsmodel.

5. Konklusion

Jeg har i denne besvarelse set på hvordan velfærdsregimer kan influere børns udvikling gennem proksimale processer på et mikroniveau. Dette har jeg gjort med udgangspunkt i Esping-Andersens sondring mellem forskellige typer af velfærdsstater, og Saxonbergs argumentation om hvordan de hver især fremmer eller hæmmer mulighederne. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i barnets frihed, og undersøgt med Urie Bronfenbrenners økologiske udviklingsmodel, hvordan velfærdsstatsmodellen påvirker det enkelte barns udviklingsmiljøer.

Jeg kan konkludere, at den socialdemokratiske velfærdsmodel fremmer de bedste betingelser for udvikling gennem proksimale processer. Den socialdemokratiske velfærdsmodel er desuden god til at skabe en relation mellem forskellige mikrosystemer, hvilket er vigtigt for barnets udvikling. Makrosystemet kan dermed analyseres helt ned på hvordan det giver mulighed for at forældrene kan tage ansvar for barnets velbefindende.

6. Litteraturliste

Dencik, Lasse (2005). ”Børns tilegnelse af livskvalifikationer i den postmoderne tilværelse – om betydningen af børns dobbeltsocialisation i den moderne velfærdsstat”, i Mennesket i postmoderniseringen. Billesø & Baltzer: 16-33

Esping-Andersen, Gøsta (1990). The Three Worlds of Welfare Capitalism. Oxford: Polity Press.

Gulbrandsen, Liv Mette (2006). ”Urie Bronfenbrenner: En økologisk utviklingsmodell”, i Oppvekst og psykologisk utvikling – Innføring i psykologiske perspektiver. Oslo: Universitetsforlaget: 50-71

Gupta, Datta et al. (2008). “The impact of Nordic countries’ family friendly policies on employment, wages, and children”, Rev Econ Household 6: 65-89.

Saxonberg, Steven (2009). ”Freedom of Choice through the Promotion of Gender Equality”, Social Policy and Administration 43(6): 666-679.

Reklamer styrker demokratiet

Vi ser dem hver dag, nogle griner vi af, andre irriteres vi over, men fælles for dem alle er, at de er med til at styrke demokratiet.

Når der fra tid til anden diskuteres reklamer i den offentlige debat er det ofte med det syn, at de skaber pseudobehov, er manipulerende og afsendt af kapitalister der kun tænker på at øge kassebeholdningen uden at tænke på samfundsmæssige konsekvenser. Dette er i mine øjne et forkert syn at have på reklamer, men det er nu heller ikke det jeg vil belyse i dette indlæg. Hvad jeg derimod vil belyse, er det faktum, at reklamerne styrker demokratiet, giver mulighed for indsigt og ikke mindst – skaber velfærd.

Reklamer er symbol på købekraft blandt ikke alene målgruppen, men også modtagergruppen. Der er i dagens Vesten en sådan købekraft, at det er muligt at drive profitable virksomheder hvor eneste indtjeningskilde er annoncer. Se for eksempel på gratisaviserne, også kaldet de annoncefinansierede aviser. I 2001 kom MetroXpress til Danmark og gjorde det muligt for hver eneste dansker at få avis, uafhængigt af ens sociale eller økonomiske situation. Siden da er det kun gået frem.

Betalingsaviserne mister flere og flere læsere, og fire af landets fem mest læste dagblade er nu gratisaviser. Den samme udvikling er at finde på Internettet. Flere og flere annoncefinansierede medier kommer frem, bl.a. har vi senest set 180grader.dk. Over 4/5 af den danske befolkning har i dag adgang til Internettet, og denne fremgang er støt stigende. Reklamer altså givet mulighed for hver eneste dansker at få indsigt og overblik over hvad der sker i dagens Danmark.

I et moderne demokrati er det vigtigt at skabe mulighed for hvert enkelt individ at engagere sig og ikke mindst at kunne tage stilling til aktuelle politiske temaer.

Reklamer er dog ikke kun en god ting for samfundet inden for nyhedsformidling. I USA er der eksempler hvor firmaer har gået ind og finansieret etableringen af dele af vejnet for så at kunne reklamere på visse strækninger. Man kan også bare se på reklamerne bag på busserne, på banegårde og alle andre steder i det offentlige rum. Alle ser dem, også dem der ikke nødvendigvis har muligheden for at købe eller bruge det pågældende produkt der reklameres for, men det er alligevel en økonomisk fordel for alle – rig som fattig.

Reklamer skaber ikke nødvendigvis lighed i samfundet, men gør det muligt for alle, stor som lille, rig som fattig, at gøre brug af services der ellers ikke ville være tilgængelige. Reklamer skaber altså, med andre ord, velstand.