Licens er ikke noget, vi giver til hinanden

Danmarks Radio har lanceret en ny kampagne med sloganet ’Licens er noget, vi giver til hinanden’. Det samme kan man sige om kønssygdomme, og det gør på ingen måde konceptet mere beundringsværdigt. Når dette er sagt, vil jeg argumentere for, at licens ikke er noget, vi giver til hinanden.

Kampagnen sælger den naive opfattelse, at DR er et solidarisk fællesskab, hvor der er noget for enhver smag. Hvor meget solidaritet der er over et fællesskab, hvor den enlige forsørger uden smartphone og andet, skal betale det samme som en hel familie med alverdens teknologiske apparaturer, kan selvfølgelig diskuteres. Det interessante er og bliver dog, hvor tåbeligt det er at sige, at licensen er noget man giver til hinanden.

Licens er noget man betaler fordi man skal. Licens er noget der frarøver folk deres penge, fordi nogen ikke bryder sig om at se reklamer på TV. Der er ingenlunde tale om et fællesskab, hvor der bliver skabt noget af relevans, der ikke ville kunne skabes på et marked. Tværtimod.

Fællesskabet i denne sammenhæng skal selvfølgelig tolkes ind i de public service-forpligtelser, DR har. Public service-begrebet er dog så udvandet og ligegyldigt, at alt efterhånden er public service. Dette ser vi bedst, når for eksempel DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, argumenterer for, at et markedskoncept som X Factor er public service, fordi det er public. Jøsses.

Ét er at folk tvinges til at betale for andres TV-, radio- og internetforbrug, noget andet at håne folk med, at de er en del af et fællesskab, der er et ulækkert misfoster i en moderne, teknologisk brydningstid. Licens er ikke noget vi giver til hinanden. Licens er en tvangsindkrævet skat. Punktum.

DR og deres gode idéer

Danmarks Radio har i fællesskab med blandt andre Mandag Morgen et projekt kørende med navnet Ideernes Danmark (Mandag Morgen har tidligere haft lanceret et pseudoparti Fremtidens Danmark, ej at forveksle). Projektet går kort fortalt ud på, at interesserede kan bidrage med deres ideer til, hvad politikerne burde fokusere mere på. Disse ideer kan andre brugere så stemme på. De ideer der har fået flest stemmer, har dermed størst opbakning blandt andre brugere.

Jeg blev lettere irriteret over projektet og i særdeleshed DRs involvering i samme. Derfor oprettede jeg en bruger og tilføjede ideen Privatisér Danmarks Radio. Ideen strøg i løbet af dagen til tops og endte på en førsteplads. Sidenhen har den flyttet sig et par placeringer, men intet har ændret på, at ideen hører til blandt dem med den største opbakning.

Det jeg finder lettere komisk i denne sammenhæng er, at DR på deres hjemmeside vælger at formidle disse gode idéer. Der er bare én idé der ikke er blevet plads til: Den der er lidt kritisk over for DRs finansieringsform. DR er vilde med gode idéer, så længe de selvfølgelig ikke er kritiske overfor noget der vedrører DR.

Da min idé efter nogle dage måtte opgive førstepladsen til ideen om at legalisere hash, valgte DR at skrive den første artikel på deres hjemmeside, hvor de bringer tre af de ideer der blev publiceret. Overskriften på denne artikel er Idéernes Danmark: Billige elbiler og fri hash.

De valgte dermed at udvælge den idé der lå på en førsteplads og en tredjeplads. Så kan man indvende at DR-ideen er useriøs og ikke bør tages alvorligt. Til dette kan man svare at DR næppe er de rette til at vurdere sådan en idés gyldighed – og den er vel lige så seriøs som en idé om at lovliggøre hamp.

Siden da har DR været ude med nogle flere nyheder. Herunder blandt andet ideen om pant på cigaretskod, brug af regnvand til toiletskyl og tøjvask, stop af reklamer på tryk, cykelstier fremfor motorveje og ideen om at droppe en helligdag.

Desværre har DR (endnu) ikke valgt at skrive en artikel om en af de ideer med størst opbakning. Det har til gengæld Ekstra Bladet. Disse har heldigvis ikke økonomiske interesser forbundet med denne idé, hvilket man næppe kan sige om DR. Så meget for uafhængighed.

Danmarks Radio hører fortiden til

Først publiceret på podia.dk. For kommentarer til indlægget besøg 180grader.dk.

Danmarks Radio er som lakridspiber og tyggegummicigaretter: Det er fuldstændig utænkeligt, at de ville blive skabt i dagens Danmark. Den eneste forskel er at lakridspiber og tyggegummicigaretter, stadig har deres eksistensberettigelse.

Kulturordføreren fra Socialdemokraterne, Mogens Jensen, konstaterede i en kommentar i Berlingske den 28. september, at »der er brug for mere DR – ikke mindre DR«. Intet kan være mere forkert. Argumentet er angiveligt, at der er brug for at værne om de institutioner i samfundet, der er nationale samlingspunkter.

For det første bør man selvfølgelig problematisere et nationalt samlingspunkt, der bygger på tvang og en manglende respekt for borgernes ret til selv at vælge, om han eller hun vil betale for X-Factor eller ej. Ikke desto mindre findes der i den offentlige debat – som Mogens Jensens kommentar så rammende er et eksempel på – stadig argumenter for, at DR ikke alene skal bevares, men også udvides. I nærværende kommentar vil jeg tage de mest udbredte argumenter op og forklare hvorfor, at disse ikke holder vand.

Et af de mest anvendte argumenter for DR er det brede public service begreb. DR som nationens samlingspunkt. Her er det allerbedste modargument ét ord: TV2. TV2 er et paradeeksempel på en institution der kan samle nationen med alt fra landskampe, Vild med dans, royale begivenheder og så videre. Dette er ingen tilfældighed, men bygger på det logiske faktum, at TV2 står til ansvar over for deres seere.

Når det kommer til at være nationalt samlingspunkt bidrager DR i bedste fald til at sende akkurat det samme som TV2. Eksemplerne er talrige. Lige fra royale begivenheder til mindehøjtideligheder. Man kan som seer godt føle sig lettere irriteret over at kunne zappe mellem TV2 og DR1 for at konstatere, at begge skal kæmpe om at være det nationale samlingspunkt.

Så vil den tilfredse DR seer selvfølgelig indvende, at DR ikke kun handler om det brede public service begreb, men også det smalle. DR skal ikke alene samle nationen. DR skal give nationen hvad markedet ikke kan levere. Der er to interessante forhold ved dette.

For det første bygger det på en præmis om, at DR er åbent og tilgængeligt uden at folk skal tænke på økonomi. Licensbegrebet har dog intet med dette at gøre. Tværtimod. En licens gives til dem der har råd, og dem der ikke har råd, må nøjes. Hvis argumentationen skulle være sammenhængende ville det kræve en finansiering der ikke krævede, at man skulle betale for at få adgang.

For det andet bygger det smalle public service begreb på en præmis om, at markedet ikke vil kunne tilfredsstille brugernes ønsker. Ser man på hvordan produktionsomkostningerne forbundet med at producere indhold er faldende, forekommer det som værende et meget svagt argument. Denne markedsskepsis DR er udtryk for er forfejlet og decideret usund for medieudbuddet.

Lad os tage et eksempel. Hvis vi antager at alle frugtplantager var ejet af en ikke-privat organisation der tvangsindkrævede penge fra folk der kunne spise frugt, ville ingen turde lade markedet overtage opgaven. Folk har jo brug for frugt. Folk ville selvfølgelig være meget skeptiske. Ville vi overhovedet kunne få så mange forskellige æbler, hvis det var markedet der stod for det? Og ville der stadigvæk blive importeret bananer, appelsiner og andre eksotiske frugter? Og hvad med kvaliteten?

Det er jo ikke gratis at importere frugt, og det ville jo kun være de rige der havde råd til at iværksætte import og produktion af frugt. Markedet ville højt og helligt ignorere de ressourcesvages præferencer og glemme alt om kvalitet. Udbuddet ville blive forværret. Nej, sådan ville det selvfølgelig ikke blive bare fordi en opgave bliver overladt til markedet. Tværtimod.

Pointen er, at DR ikke opfylder en opgave som markedet ikke vil kunne gøre bedre. Der var en idé i at have DR dengang der ikke var andre radio- og Tv-kanaler eller hjemmesider eller lignende. Danmarks Radios raison d’être er i dag ikke-eksisterende. Derfor er konklusionen simpel: Der er brug for mindre DR – ikke mere DR.

»Det man hører, er man selv.«

Det hænder at jeg et par gange om året hører lidt P3. Aldrig af egen fri vilje vel at mærke. I dag var en af de gange, og blandt alle de trivialiteter jeg hørte, var onelineren »Det man hører, er man selv.« en af dem. Jeg er kommet frem til, at den på mange måder er sigende for hvorfor nogen vil legitimere institutionen DR. Denne påstands hypotese er dermed: Jo mere man benytter DRs produkter, desto større tilhænger vil man være af DR. Det vil være yderst svært at undersøge nævnte hypoteses sandhedsværdi, da der nok også er en kausal sammenhæng mellem om man kan lide DR og så om man vælger at se/høre DR.

Hvilsted kommer i dette indlæg med et forsvar for Danmarks Radio. Desværre står jeg blot tilbage med en følelse af, at hr. Hvilsted har lyttet så meget til P1 og set så meget Deadline, at han vil tvinge andre mennesker til fortsat at betale for det. Jeg kan i Hvilsteds indlæg ganske enkelt ikke identificere nogle værdier, normer eller ideologiske implikationer, der gør, at DR for alt i verden må bevares. Jeg vil i nærværende indlæg kritisere Hvilsteds argumenter og overordnede pointer, der ifølge ham legitimerer et stk. Danmarks Radio. Dette indlæg har derfor mere karakter af specifikke kommentarer til Hvilsteds indlæg – snarere end at være et selvstændigt indlæg. Det kan derfor anbefales at Hvilsteds indlæg læses først.

Det synes vigtigt for Hvilsted, at DR bidrager til at »sikre grundlæggende frihedsrettigheder«. Det store spørgsmål der rejser sig er selvfølgelig: Er det negative eller positive frihedsrettigheder, der skal sikres? Er det værdier som ejendomsret der skal fremmes (som jeg vil argumentere for, at DR ignorer, når de tvangsindkræver licens) eller er det værdier der kommer til udtryk i den enlige mors ret til at få sin førtidspension? Politisk synes fokus at være på sidstnævnte opfattelse af frihed, hvorfor den politiske kontrol med DR også må fremme en lignende forståelse.

Pointen er her, at så længe forskellige opfattelser af frihed eksisterer, vil der også være en politisk kamp om hvilken form for frihed DR skal fremme (og denne politiske kamp om og i staten er kun sund). Man kan modsat indvende, at ytringsfriheden er en rettighed der er politisk enighed omkring, men nuvel, den værdi er der vel næppe noget mediehus der ikke vil være eksponent for. Hvis vi opererer med en negativ opfattelse af frihed er jeg derfor helt enig med hr. Hvilsted, når han skriver: »Undervisning og oplysning er de vigtigste våben mod fjender af friheden.«, men når han fortsætter med abstraktioner som public service (og uden en videre konceptualisering af frihed) og lignende, står jeg af: »Og netop oplysning skal være vedvarende, ikke bare for unge, men også for ældre. Og det er her public service og Danmarks Radio har sin eksistensberettigelse.«.

For over et år siden skrev jeg et indlæg på Liberator.dk, hvor jeg indleder med, at »DR’s berettigelse ligger i public service begrebet og hvordan man tolker dette.«. Herefter argumenterer jeg for, hvorfor hverken en bred eller smal definition af public service giver Danmarks Radio en eksistensberettigelse i et moderne samfund som Danmark med de teknologiske muligheder vi nu har. Indlægget var ligeledes publiceret her på siden, hvor Hvilsted i en kommentar argumenterer, at DR har en »tendens til at lave venstredrejet oplysning«, og konkluderer at »DR ganske givet holder andre spillere ud af markedet givet deres størrelse.«. Dernæst argumenteres der for, at DR som institution er med til at binde danskerne sammen. Her må jeg blot konkludere, at der er en holdningsmæssig uenighed, hvor jeg vil argumentere for, at det er civilsamfundets opgave at binde folk sammen – ikke pseudostatslignende venstrefløjsprojekter.

Hvilsted argumenterer for, at »[…] DR har fulgt med tiden, og leverer i dag en høj grad af public service. Man kan diskutere hvad public service bør være og hvordan det bør finansieres, men uanset det, så leverer DR indhold både bredt og smalt public service – som er fuldt ud konkurrencedygtigt med kommercielle kanaler på både kvalitet og seertal.«. Igen – vi må først specificere hvad der menes med public service, før vi kan konkludere, at DR leverer en ”høj grad” af det. Og finansieringsspørgsmålet er af allerstørste relevans, både fordi det øger omkostningerne for private aktører på markedet og ligeledes i sin nuværende form bygger hundrede procent på tvang. Og hvis konkurrencedygtighed med kommercielle kanaler er et kvalitetsparameter, taler dette udelukkende for, at man bør lukke foretagendet hurtigst muligt.

De politiske mekanismer er ikke neutrale, objektive eller tilnærmelsesvist bare i nærheden af nævnte. Og gud ske tak og lov for det! Det forekommer mig derfor lettere naivt at sige, at der »Efterhånden er skabt en fair balance, hvor man ved politisk kontrol, har lavet en nogenlunde afbalanceret og professionelt mediehus, hvor der er plads til alle former for synspunkter, og hvor man efter bedste evne formår at lave objektiv journalistik.«. Hvordan kan politisk kontrol sikre, at der ikke er politiske interesser involverede? Kan de politiske mekanismer garantere en platform, der er ”fri og fair”? Det argumenterer Hvilsted implicit for er tilfældet med ordene: »Mit hovedsaglige og vigtigste punkt er, at jeg ikke tror på, at markedet kan garantere en platform, hvor public service kan leveres frit og fair.«

Hvad angår finansieringen skriver Hvilsted: »Jeg tror ikke på, at en kommerciel station, kan drives uden reklamer, eller ved brugerbetaling alene, da målet for en public service netop må og skal være, at det skal være frit og nemt tilgængeligt for alle.«. Her må jeg minde om, at der findes en del kommercielle stationer (primært børne-TV-kanaler), der er uden reklamer. Og at DR ikke er frit og nemt tilgængeligt for alle, men kræver licens.

Værst bliver det dog med formuleringen: »Så længe DR er den eneste station, som via statslig skatteyderbetalt garanti kan sikre public service, er jeg varm tilhænger af foretagende. Jeg vil meget gerne diskutere indholdet af DR samt public service begrebet, men jeg mener, at institutionen er så grundlæggende vigtig for vort samfund, at vi ikke kan undvære DR under nuværende omstændigheder.«

Der er IKKE tale om skatteyderbetalt garanti. Licens er ikke en skat. En licens er en tilladelse til at bruge et bestemt produkt. Medielicensen er blot en tilladelse til at man kan have et TV, en computer, en radio, en mobiltelefon osv. Det har intet med public service at gøre. Der er tale om en licens der er in- såvel som ekskluderende i forhold til visse teknologier. Ideen om at licensmidlerne så skal bruges til at levere noget så diffust som politisk defineret public service, har intet med en skatteyderbetalt garanti at gøre.

Der skrives »at vi ikke kan undvære DR under nuværende omstændigheder.«. Hvilke omstændigheder skal være gældende, for at Hvilsted ikke længere mener, at DR er uundværligt? Og med baggrund i hvilke værdier? Og når du, Hvilsted, skriver »Men jeg mener dog, at hensynet til at skabe reklamefri og derved kommercielt uafhængige programmer, vægter højere.«. Min pointe bygger på en simpel logik: Reklamefri kan stadig være kommercielt; hvis der er et marked for det!

Jeg har derfor – for at opsummere og konkludere – svært ved at se nødvendigheden af DR. Ikke alene for det enkelte individ, men også for samfundet som helhed. Hvilsted forsøger at argumentere for at uddannelse, oplysning og lignende er noget der kan forenes med DR, altså som et decideret elitært projekt. Frihed synes at være nøgleordet. Vi er enige om at frihed såvel som andre værdier må konkretiseres og dets logikker må implementeres i samfundets institutioner, så samfundet som helhed og det enkelte individ kan være frit. Jeg savner dog et liberalt afsæt hvorfra DRs eksistens er en naturlig følge. Jeg savner et forsvar for DR der ikke får en statsliderlig SF’er til at klappe i hænderne. Jeg savner et forsvar der ikke bare virker som skrevet af en, der har hørt og set så meget DR, at man til sidst kan lide det. Det man hører, er man selv – men hvorfor ikke lade folk vælge selv? Let us be free to choose!

Jeg tror faktisk at vi er enige et langt stykke hen ad vejen i forhold til DR, Hvilsted. Jeg vil derfor opfordre dig til i et indlæg at specificere hvilken størrelse DR bør have (kvantitet) og hvad DR bør levere (kvalitet) og hvordan det skulle hænge sammen (finansieringen). Jeg glæder mig til din respons.