Vågn op, Jehovas Vidner!

For omkring et år siden flyttede jeg til Odense, og der gik ikke mange dage før det ringede på døren og et par velklædte gutter stod i døren med fandens værk (biblen) og en strålende energi for det projekt, de tror, er løsningen på alle problemer. Jeg har et åbent sind og føler selv at jeg er venlig af person, og derfor har jeg heller ikke konsekvent nægtet dem taletid ved min dør.
De kommer cirka en gang om måneden med et par knap så bevingede ord og månedens nummer af ”Vågn op!” og ”Vagttårnet”. Når de er her og jeg konverserer med dem, vælger jeg mine ord med omhu og pakker mine argumenter ind i vendinger der ikke direkte kritiserer deres gøren og laden, da de i så fald jo nok ikke vil kigge forbi en anden gang.

Vi snakker om alt lige fra meningen med livet og manglen på samme og alt hvad det indebærer til epistemologiske og ontologiske spørgsmål. Findes Gud – og har han i så fald haft en (fuck)finger med i spillet? Jeg kan godt lide at diskutere sådanne emner, og et par minutter hver måned kan jeg godt hive ud af kalenderen. I den tid der går får de to personer i hvert fald ikke lov til at hjernevaske andre.

Da de var her her den anden dag, satte jeg mig efterfølgende ind i sofaen og læste i de blade de denne måned havde overbragt mig. Normalt plejer det absurde og direkte grinagtige at være pakket meget godt ind, men jeg mener selv, at der i denne måned er en undtagelse hvor det er flagrant hvor manipulerende og hjernevaskende projektet er. 

I ”Vågn op!” (ja, bladets titel er lidt tragikomisk) er der et ”forbered dine svar”-skema som er delvist udfyldt, hvor man kan forberede sig på de svar som vil kunne besvare de spørgsmål ens klassekammerater nok vil spørge om på et eller andet tidspunkt (skemaet er dermed primært tiltænkt de yngre læsere). 

Hvis man ser bort fra at hele skemaet er til grin og skriger langt væk af manipulation etc., var der to ting jeg fandt direkte komiske. For det første er der under moral angivet spørgsmålet ”Hvordan ser du på homoseksualitet?”, hvortil jehovas vidne bør, skal, må og vil svare – mere eller mindre eksplicit: ”Jeg hader ikke homoseksuelle, men jeg kan ikke acceptere det de gør.”, og videre til spørgsmålet ”Er det ikke meget fordomsfuldt?” lyder svaret: ”Nej, for jeg er imod alle former for umoralitet – både homoseksualitet og andre former.”. Det er sjovt som man kan argumentere sådan. At man kreerer en etik eller et moralsk system der forkaster homoseksualitet og henviser til selvsamme moral når man skal argumentere for, hvorfor det er forkasteligt. Det er jo sådan set bare en fin måde at sige ”Jamen sådan er det formuleret af forkyndere af den abstrakte idé jeg tror på, og jeg kan ikke argumentere rationelt for det!”.

Længere nede i tabellen er der er et felt dedikeret til ”valgfrihed”. Spørgsmålet er: ”Jeg kender en som har den samme tro som dig, og han ville godt. Hvorfor vil du så ikke?”. Svaret er: ”Vi bliver undervist i hvad Gud ønsker af os, men vi bliver ikke hjernevasket! Vi må alle træffe vores egne valg.”. Jeg griner stadig.

Efter at have læst i bladet satte jeg mig for at læse lidt mere, hvorefter jeg klikkede mig ind på Jehovas Vidners officielle hjemmeside. Efter et par klik fandt jeg en artikel med titlen ”Hvad forkert er der ved at komme sammen i hemmelighed?” (http://www.watchtower.org/d/200706a/article_01.htm).

Artiklen stiller spørgsmålet om det er okay at komme sammen med en i hemmelighed (= uden forældrenes viden eller accept af forholdet), og hvis ikke svaret ligger latent i artiklens titel, gør den det i hvert fald i: ”HVORDAN ville du reagere hvis en du følte dig tiltrukket af, kom med sådan et forslag? Det vil nok overraske dig at høre at Jessica i første omgang faktisk gik med på Jeremys plan.”.

Jeg vil egentlig ikke sige så meget til artiklen, men blot citere et par linjer der siger mere end alt hvad jeg nogensinde kan skrive om mine holdninger til JV.

”Du er selvfølgelig klar over at unge ifølge Bibelen skal adlyde deres forældre. (Efeserne 6:1) Og hvis dine forældre er imod at du har en kæreste, har de helt sikkert gode grunde til det. Er de for eksempel Jehovas Vidner, vil de sandsynligvis kun give dig lov til at komme sammen med en der også er et af Jehovas Vidner — og kun hvis I begge er parate til at overveje ægteskab.”

”Føromtalte Jessica ændrede syn på det at komme sammen med en i hemmelighed da hun hørte hvordan det var gået en anden kristen i samme situation. Jessica fortæller: „Da jeg hørte at hun havde slået op med fyren, vidste jeg hvad jeg måtte gøre.“ Var det let for Jessica at slå op? Nej! „Han var den eneste dreng jeg nogen sinde rigtig havde kunnet lide,“ siger hun. „Jeg græd hver eneste dag i flere uger.“
Men der var noget som var vigtigere for Jessica — at hun elskede Jehova og virkelig ønskede at gøre det rigtige, også selvom hun havde været ude på et sidespor. Med tiden aftog smerten. Hun siger: „Nu er mit forhold til Jehova bedre end nogen sinde. Jeg er så taknemmelig for at han vejleder os på den helt rigtige måde og på det helt rigtige tidspunkt!“”

Jeg væmmes ved Jehovas Vidners menneskesyn, deres ureflekterede livssyn (og vi ved jo godt at det ureflekterede liv ikke er værd at leve, jf. Sokrates!) og manglende respekt for den almindelige sunde fornuft. Føj! Ja, det var hvad jeg havde i sinde at skrive. Jeg prøvede at gøre det lidt kortfattet her til sidst da jeg kan se at det efterhånden er ved at nå en længde der vil smide en god del Internet-læsere af efter de første par linjer. 

Fortsat god dag :-) – hvis du mangler et godt og gratis grin, så brug et par minutter på watchtower.org. F.eks. kan artiklen ”Hvad galt er der ved at have sex før man er gift?” nok også underholde en del.

Nyere politisk historie: Eksamen juni 2009

1) Dansk politisk kultur rummer forskellige elementer. Der ønskes en beskrivelse af de vigtigste elementer og en diskussion af forklaringer på det danske konsensus-demokrati.

Den danske politiske kultur rummer op til flere forskellige elementer, der har det til fælles, at de er resultatet af en historisk udvikling og nogle historiske forløb.

Først, fremmest og måske vigtigst er ideen om konsensus, som er det første mange tænker på når de hører om dansk politisk kultur. Ideen om at intet politisk emne er for stort eller for kontroversielt til ikke at kunne løses via kompromiser og gensidig forståelse. Dette ligger bl.a. også til grund for den danske model for arbejdsmarkedets organisering (også kaldet flexicurity), hvor at det centrale element er, at der indgås aftaler arbejdsgivere og arbejdstagere imellem, med potentiel deltagelse af staten i større sager (deraf ideen om trepartsforhandlinger der stammer helt tilbage fra septemberforliget af 1899).

Tim Knudsen peger i ”Fra enevælde til folkestyre” på en række andre særtræk i dansk politisk kultur, hvoraf flere er vigtige at nævne. Der er bl.a. i det danske demokrati en svag magtdeling mellem magtens grene. Parlamentarisme indebærer et tæt forhold mellem den lovgivende og udøvende magt (da den udøvende magt også er del af den lovgivende), men i Danmark er der en endnu svagere magtdeling, herunder fordi at ministre ikke skal træde ud af parlamentet (i modsætning til Norge). Ligeledes er Danmark det eneste land i Europa der ikke har særlige forvaltningsdomstole (Knudsen, 2001: 206). Denne begrænsede magtdeling har en monolitisk karakter, der stammer tilbage fra enevælden (ibid.).

Der er historiske begivenheder der spiller ind på udviklingen af konsensus-demokratiet, samt længere traditioner. Begivenhederne kan betegnes som historiske pejlemærker, og traditionerne som forklaringer der ofte tager deres afsæt i de historiske pejlemærker.

En vigtig forudsætning for at kunne forklare konsensus-demokratiets tilblivelse er at kigge på den gruppe der hersker en generel konsensusopfattelse blandt, og i denne sammenhæng er det relevant at kigge på slaget ved Preussen i 1864 hvor hertugdømmerne blev tabt. Slaget ved Preussen var blot endnu et tilfælde hvor Danmarks territorium blev indskrænket, og Danmark nu havde størrelse af en småstat. Danmarks historie var m.a.o. historien om et land der tabte terræn jf. den radikale historietradition, der går helt tilbage til da Christian d. 4. blandede sig i trediveårskrigen og led et stort nederlag (Jespersen, 256-258). Danmarks befolkning efter 1864 kan bedst karakteriseres som en mindre homogen befolkning, hvilket har betydet en del i udviklingen af konsensus-demokratiet, da man har anset dem man efterstræbte konsensus med som værende ligesindede.

Et af de vigtigste historiske pejlemærker, hvis ikke det vigtigste, i forklaringen på konsensus-demokratiet, er systemskiftet der finder sted i 1901. Baggrunden for systemskiftet var et længerevarende forløb hvor Venstre ville have regeringsmagten, da det repræsenterede et flertal i vælgerbefolkningen. I 1872 fik partiet absolut flertal, men til trods for dette nægtede Christian 9. at give Venstre regeringsmagten. Venstre gjorde oprør ved at drive en ”visnepolitik” der stemte regeringens lovforslag ned i Folketinget. Højre-regeringen med Jacob Estrup svarede igen ved at regere vha. provisoriske finanslove og udbygge det militære forsvar (Jespersen, 98). Udbygningen af det militære forsvar kunne Venstre ikke gå imod uden at miste vælgere, og da der ligeledes blev sat lighedstegn mellem Københavns befæstning og forsvarssagen, måtte Venstre gå ind og bakke op om dette. Dette kørte Venstre træt og de søgte derfor gennem forhandlinger at give de provisoriske love en ende. Forliget blev så, at Estrup gik af, til gengæld for at Venstre måtte anerkende tilblivelsen af voldanlægget. Kongen havde dog stadig magten til at vælge de ministre han ville, uafhængigt af et flertal i Folketinget, hvilket dog så blev ændret ved valget i 1901, hvor at Højre opnåede sølle 8 mandater ud af 114. Med dette udgangspunkt og den generelle stemning for at få en venstreregering, måtte Christian 9. udnævne Venstre til at være regeringsparti. Hermed blev parlamentarismen indført i Danmark, til trods for at det formelt først blev en del af grundlovsændringen i 1953. Det parlamentariske princip blev forsøgt brudt under påskekrisen hvor Christian 10. afskedigede regeringen og udnævnte en anden. Denne episode resulterede dog blot i en cementering af parlamentarismen. Systemskiftet har relevans i forhold til konsensus-demokratiet fordi at man gik fra et system hvor arbejdere og bønder blev holdt ude af magtudøvelsen til et system hvor man anerkendte andre sociale gruppers politiske holdninger, der er et væsentligt aspekt i forhold til konsensus-demokratiet.

Efterfølgende har der i Folketinget været en udbredt tradition for konsensus-demokrati, hvor at alle forsøges inddraget i den politiske beslutningsproces for at opnå fælles kompromiser hvor alle bliver hørt. Her har de Radikale også været en vigtig aktør op igennem det 20. århundrede, da de i mange tilfælde har været tungen på vægtskålen for at et parti kunne få regeringsmagten, og intet parti derfor i nyere tid har været i besiddelse af et absolut flertal og blot kunne agere efter agt.

Som man kan se med f.eks. systemskiftet, udspringer det ikke blot af et rationelt valg, men derimod af en historisk proces, som derefter skabte udgangspunktet for de fremtidige muligheder. Der eksisterer m.a.o. en path dependency som sætter nogle grænser for de politiske muligheder. En række formative momenter som Grundloven 1849, systemskiftet m.v. er resultatet af længerevarende processer der samtidigt påvirker fremtiden. Det Radikale Venstre agerede op igennem det 20. århundrede inden for nogle demokratiske institutioner og styrkede samtidigt den konsensus-demokratiske kultur. En politisk kultur er dermed ikke noget der skabes fra dag til anden, men udvikles over tid på baggrund af fortidens erfaringer og aktørernes forventninger til fremtiden og muligheden for at realisere bestemte målsætninger.

Interessant er det, om man i fremtiden vil se en ændring i konsensuskulturen på baggrund af regeringens blokpolitik på vigtige områder (herunder finansloven) og de Radikales ændrede rolle. Blokpolitik er at reducere konsensusprincippet til at gælde inden for, som navnet indikerer, en bestemt blok, og strider derimod et universelt konsensusbegreb hvor alle forsøges imødekommet. Konsensus-demokratiet har de historiske forudsætninger for at kunne bestå, og om det så skal bestå på sigt, afhænger af om et flertal af vælgerne ønsker det.

2) Der ønskes en vurdering af, hvornår den kolde krig blev stabiliseret, herunder en kortlægning af årsagerne til timingen

En vurdering af hvornår den kolde krig blev stabiliseret fordrer en begrebsafklaring af stabilitet. Richard Nixon så stabilitet som værende et resultat af en ligevægtig magtbalance opretholdt af de globale aktører, hvor at USA var essentiel til at opretholde denne ligevægt (Kissinger, 705). Hvis der var en betydelig asymmetri i magtforholdet mellem USA og Sovjetunionen, ville man kunne antage, at sandsynligheden for at den kolde krig ville blive varm, ville være større qua de mindre omkostninger forbundet med krigsførelse for den dominerende magt. Med denne stabilitetsopfattelse vil jeg tage udgangspunkt i en række elementer der kan være symptomatiske for stabiliseringen af den kolde krig, herunder blandt andet spørgsmålet om atomvåben, det Sino-Sovjetiske forhold m.v. som danner grundlag for årsagerne til timingen af stabiliseringen. Hovedfokus og argumentationen i denne besvarelse vil derfor ligge på detenté-perioden som værende væsentlig for stabiliseringen af den kolde krig, da netop stabilisering er nøgleordet for afspænding.

Atomvåben står som værende et vigtigt magtmiddel i opretholdelsen af ens position i det internationale hierarki under den kolde krig. Hvis begge aktører i en bipolar magtkonflikt er i besiddelse af atomvåben, vil de kunne holde hinanden i skak, og et angreb fra den ene part, vil kunne resultere i altødelæggende angreb fra den anden hvis de får mulighed for at angribe igen. Jf. Albert Wohlstetter var en nuklear balance dog meget ustabil, og blev et spørgsmål for politikere, forsvarsanalytikere og våbeneksperter (Kissinger, 715). For at kunne stabilisere den kolde krig syntes det derfor nødvendigt at skabe en afspænding gennem diplomatisk arbejde, hvilket også blev tilfældet.

I 1969 startede der forhandlinger i Finland mellem Sovjetunionen og USA med henblik på reducering af Sovjetunionens og USA’s atombesiddelser. Det blev samme år ligeledes forsøgt at sende folk til Moskva for at forhandle reducering af strategiske våben og Vietnam, som dog fejlede (Kissinger, 719). I 1972 kom man til enighed omkring SALT I-aftalen (Strategic Arms Limitation Talks), der bl.a. skulle forhindre missilskjold (Anti-Ballistic Missile). Det kan lyde paradoksalt at man hindrer forsvarsmulighederne for potentielle atomangreb, men det sikrer netop gengældelsesmuligheder, som ikke vil være til stede, hvis en aktør der har missilskjold angriber en anden aktør, som ikke er i besiddelse af et missilskjold. Ved sådanne aftaler stabiliserede man forholdet vha. sanktionsmekanismer (jf. spilteoretiske termer) og ikke mindst de diplomatiske relationer mellem USA og Sovjetunionen. De diplomatiske relationer aktørerne imellem er af stor betydning, da man anerkender nogle normer for tolerabel adfærd og som derfor er af stabilitetsskabende betydning.

Når man ser på afspænding er det relevant at sondre mellem hhv. regional afspænding og global afspænding. Den regionale afspænding var relateret til spørgsmålet om at styre Berlin. Den 9. maj 1955 blev Vesttyskland medlem af NATO, og dette gjorde at Sovjetunionen frygtede en regulær løsrivelse, der hvis det lykkedes, kunne gøre det muligt for USA at få styr på de andre grænser. Magten i Berlin var i den henseende også afgørende for magten i det bipolare forhold. Den globale definition af afspænding er relateret til multipolaritet, herunder det triangulære diplomati med USA, Sovjetunionen og Kina.

USA’s forhold til Kina fik en væsentlig betydning i USA’s sovjet-strategi i détente-perioden. Sovjetunionen havde ikke længere hverken diplomatisk eller politisk kontakt til Kina, der efter kulturrevolutionerne havde kaldt samtlige ambassadører hjem (Kissinger, 719-720). Incitamentet for den øgede relation til USA for Kina var ikke øget dialog med USA, men blot truslen fra Sovjetunionen. USA bestræbede sig på for så vidt muligt ikke at dome nogle af de to aktører, Kina og Sovjetunionen, på forhånd: ”[…] we cannot permit either Communist China or the USSR to dictate our policies and conduct toward the other… We will have to judge China, as well as the USSR, not by its rhetoric but by its actions.” (SAP, Nixon Papers, 1971 via Kissinger, 725). Heri ligger der selvfølgelig en tro på realpolitik og en invitation og opfordring til diplomatisk samarbejde.

Inddragelsen af Kina i det internationale system gjorde billedet mere multipolart. Man kan argumentere for at dette skabte en øget stabilisering ved at få en ekstra aktør med ind i spillet. Stabiliteten skabes blandt andet fordi at der er flere aktører der skal tages højde for og flere forskellige interesser, når man vil forsøge at ændre status quo. Ligeledes ville det kunne svække magtbalancen hvis Kina gik i retning af en mere sovjetisk profil, der kunne ændre magtforholdet mellem USA og Sovjetunionen.

Der findes ikke ét entydigt svar på hvornår den kolde krig blev stabiliseret. Først og fremmest kan man sige, at det ikke er kategorisk skifte fra ustabilitet til stabilitet, men nærmere at der er tale om et kontinuum med udsving afhængigt af de historiske begivenheder og konteksten. Timingen for, at USA finder det strategisk klogt at henvende sig til Kina, hænger sammen med forholdet mellem Sovjet og Kina og de muligheder der er opstået derigennem. Ligeledes kan Vietnam-krigen også have spillet ind i forholdet til Sovjetunionen og de diplomatiske overvejelser og ”linkage”-tankegangen.

Hvis man ser stabiliteten som værende gældende når der er en balance of power, opstår en øget stabilitet når der er en ressourceforandring der skaber en tilstand der er tættere på en ligevægt mellem de aktuelle aktører. Dette vil sige, at svaret på hvornår den kolde krig blev stabiliseret (mest), er når der er sket en forandring i ressourcerne der har gjort aktørerne mere lige. Jeg mener her at kunne argumentere for, at en stabilisering bl.a. opstår når nogle institutionelle ressourcer fastlægges med henblik på gensidig anerkendelse og lige magt, herunder specielt diplomatiske relationer og afspændingsaftaler, der har været adfærdsregulerende og dermed stabilitetsskabende. Detenté-perioden udspiller sig ved at de kontekstuelle forhold skaber nogle betingelser, herunder Sino-Sovjet relationen, teknologiske vilkår m.v. der muliggør afspænding. En retorik og italesættelse som Ronald Reagan gjorde brug af senere, ville næppe have haft den samme effekt hvis Sovjetunionen havde stået stærkere, men derimod have ført til konfrontation med et selvsikkert Sovjetunionen (Kissinger, 768).

Deténte-perioden blev efterfølgende erstattet af en periode med øget oprustning m.v. Dette ændrer dog ikke på, at der i deténte-perioden blev skabt direkte kontakt med Sovjetunionen (the hot line ovenpå Cubakrisen), handelsaftaler mellem Sovjetunionen og USA, diplomatisk arbejde med afspændingsaftaler der satte overgrænser for førnævnte landes strategiske missilstyrker etc. Alt sammen noget der har bidraget til stabiliseringen af den kolde krig, og hvor timingen har været resultatet af nogle kontekstuelle forhold som tidligere nævnte Vietnam-krigen, forholdet med Kina, den økonomiske og teknologiske situation med videre. En stabilisering der sidenhen er gået bort med den kolde krigs endeligt, hvor at USA i dag har en tilnærmelsesvis unipolar status, men i en verden hvor krig ikke bare føres af territoriale enheder. Hertil kommer at globaliseringen gradvist udvander og løsner de nationale bånd, og dermed også gør det vanskeligere at forholde sig til stabilitetsspørgsmålet, og hvem der i realiteten opretholder en magtbalance og med hvilke ressourcer.

Nye partier på vej

Mette Bock advokerer i hendes kronik for, at der er nye politiske partier på vej. Argumentet er, at samfundet i dag er et andet end det de traditionelle politiske partier repræsenterer, og at disse partier højst sandsynligt ikke vil tilpasse sig nutidens krav og vælgernes præferencer.

De traditionelle partier er jf. Bock styret af en partiledelse der dikterer partiets politik og holdninger, som ingenlunde åbner op for enerne og de egentlige holdningsdannere. Partierne tager derimod udgangspunkt i en svunden tid hvor politikken tog udgangspunkt i samfundsklassernes interesser. Klasser der ikke længere eksisterer. De policy-områder som herskede dengang (de fordelingspolitiske) er ikke dem der i samme omfang optager vælgerne i dag, hvor de værdipolitiske spørgsmål vejer mere. Der er dermed nogle nye cleavages på tværs af de etablerede partier.

Dette bunder først, fremmest og allervigtigst i, at verden har ændret sig fra at være et kollektivistisk klassesamfund til et postmoderne samfund der rummer flere individualister. Da de traditionelle partier er hierarkisk top-down dominerede, og da intet tyder på at dette vil ændre sig, er Bock overbevist om, at nye partier med en anden organisationsform vil etableres. Det eneste spørgsmål er hvornår.

De nye partier der mere eller mindre vil opstå som en reaktion på inkompatibiliteten mellem de traditionelle partier og det postmoderne samfund, skal dermed organisere sig ud fra ideen omkring den postmoderne individualisme, og ikke den kollektivistiske klassementalitet. Både hvad angår partiets organisationsform og den politiske attitude og kommunikation.

Dette indebærer blandt andet en tilbagevenden til Grundlovens § 56, omkring, at de folkevalgte udelukkende er bundet ved deres egen overbevisning. En sådan tilbagevenden fordrer en organisering der åbner op for en mangfoldighed af individuelle synspunkter internt i et parti, og ikke er ledet af partiets top.

Vigtigt er også tilknytningen mellem vælger og parti, hvor Mette Bock argumenterer for, at et partimedlemskab ikke skal være centralt i ens tilknytning til partiet. Det handler derimod om at sænke barrieren for deltagelsen i det partipolitiske arbejde, herunder bl.a. kun at engagere sig på enkelte policy-områder med videre.

Når vi ønsker at analysere Mette Bocks forklaring på, hvorfor nye partier er på vej, er det, af analytiske årsager, jf. Easton (1957), nødvendigt at adskille det politiske liv og anden social aktivitet, og se det politiske system separeret fra den kontekst det opererer i. Det politiske system, de politiske institutioner, fungerer ideelt således, at vælgernes præferencer bliver konverteret til konkrete politiske beslutninger.

Intet politisk system kan eksistere hvis ikke dets medlemmer ønsker det (Easton, 1957). Det ændrede environment (det postmoderne samfund) skaber nogle demands der ikke kan varetages med og af de traditionelle partier. De konkrete politiske beslutninger træffes af de folkevalgte, og hvis de folkevalgte er bundet af en partitop, og ikke ud fra deres egen individuelle overbevisning, vil forskellen på input og output i det politiske system være og blive større. Dette primært fordi, at de input der kommer, afspejler den enkelte vælgers præferencer, for hvem systemet er afhængig af, og som støtter systemet hvis dets fortsatte eksistens skal opretholdes.

Når at der sker disse ændringer i miljøet (environment) vil dette altså skabe nogle krav til det institutionelle set-up i det politiske system, for at de input der kommer, bliver til de rette outputs. Når at den postmoderne vælger giver nogle inputs (krav og support), og disse bliver varetaget af partier der ikke imødekommer denne postmoderne vælger, vil den politiske beslutning (outputtet), resultere i en feedback der ikke er vælgeren kærkommen.

Vælgeren vil dermed fremover supporte det parti der kan udligne forskellen mellem det forventede output på baggrund af input og så det faktiske output. Dette, hvis vælgeren er postmoderne individualist, ved at f.eks. stemme på et postmoderne parti der kan tilfredsstille vælgerens krav og præferencer.

Jeg vil i diskussionen tage udgangspunkt i hhv. Rational Choice (herefter RC) og historisk institutionalisme (herefter HI). Dette fordi at den ene underbygger Mette Bocks strategi, hvor at den anden er mere kritisk.

RC opererer med individet som værende en egen- og nyttemaksimerende kalkulationsmaskine, der opvejer fordele i forhold til omkostningerne, og altid vælger det der er mest profitabelt eller færrest omkostninger forbundet med. RC er dermed meget aktørfokuseret i struktur-aktør-debatten.

Et nyt politisk parti vil, jf. RC, være i stand til at sikre opbakning fra vælgerne, såfremt at de fordele der er forbundet med at stemme på det pågældende parti, er større end fordelene ved at stemme på de traditionelle partier.

HI opererer med individet som værende kontekstualiseret i en tid og et miljø der er med til at determinere vælgerens præferencer, ideer og normer. Individet rummer en vis rationalitet, der dog er tynget af historiens fysiske og åndelige ballast. I dag er dermed ikke blot resultatet af nutidens præferencer, men lige så meget resultatet af gårsdagens.

Hvis man rent politologisk ser på Mette Bocks strategi ud fra et historisk institutionelt approach, er det svært at se, at nye partier vil kunne rokke meget i det nuværende partibillede. Hvad vælgerne stemmer er i høj grad afhængigt af hvad de stemte sidst, hvordan deres historiske opfattelse er af det politiske system m.v. Der er m.a.o. en path dependency der ikke er deterministisk, men som fremtidige (rationelle såvel som sociologisk motiverede) beslutninger tager udgangspunkt i.

Tilhængere af HI kan godt forestille sig et forløb som Mette Bocks, bl.a. ved critical junctures, altså formative momenter, hvor der sker noget grundet interne eller eksterne faktorer, der ikke blot følger den historiske udvikling. Et eksempel kan være Jordskredsvalget i 1973, hvor fem ekstra partier kom i Folketinget. Dette folketingsvalg er i flere henseender relevant at inddrage, da det er et godt eksempel på ideen om at ændre det partipolitiske billede. En række partier havde et partiprogram der appellerede til vælgernes præferencer, hvilket resulterede i, at mere end en tredjedel af de folkevalgte blev skiftet ud. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at forløbet er indlejret i en historisk kontekst, og hvis man ser på det store billede, har ingen af de partier der fik succes dengang, den samme partipolitiske position i dag.

Det hele synes altså at bunde i, hvorfor vælgerne stemmer på de partier de nu engang gør. Hvis det blot er for er for at maksimere sin egennytte mest muligt, står RC stærkt. Dette synes dog tilsyneladende ikke at være tilfældet, hvis man accepterer at der er en stor forskel mellem nutidens samfund og de politiske partier. Der må derfor være noget andet end/udover vælgerens egennyttemaksimerende præferencer der sikrer den politiske opbakning til de traditionelle partier.

Budapest, Ungarn februar 2008

Bragt i skolebladet på HTX, foråret 2008.

Nestlé, McDonalds, Burger King, Coca Cola, Pepsi og så frem(d)ragende videre – de pryder alle gadebilledet på de store reklamesøjler i Budapest, og her har jeg kun nævnt et fåtal af de multinationale levnedsmiddelproducenter der har fundet vej til det før-sovjetiske marked i centraleuropa. Foruden at Budapest er rammerne for pseudobehovsskabende posters og monumentale og historiske bygninger, skulle Ungarns hovedstad også være rammerne for vores studietur fra en tilfældig onsdag til en lige så tilfældig mandag i foråret 2008.

Det starter onsdag. Det er meget tidlig morgen og os tredjeårselever der har samfundsfag på B-niveau samles så småt på Nyborg banegård. Snakken går hvidt omkring, lige fra søvn og mangel på samme overvurderede behov til den amerikanske valgkamp og Super Tuesday. Vi får vundet vej til nattoget hvor folk ser sit snit til enten at sove eller blive underholdt (kortkast, det holder!) – hele vejen til Kastrup. Turen gik mod destinationsstedet Star Hotel, hvilket vi var ved omkring middagstid, og efter at have stemplet ind på det forholdsvist ekstravagante hotel og nuppet en bid mad på et spisested i en radius af et stenkasts længde, gik turen mod den danske ambassade. Vind og vejr, politiske forhold, økonomi & historie var nogle af de emner der blev berørt der, og efter endt powerpoint-show og obligatoriske spørgsmål, var vi fritstillede, så efter lidt hurtig hurtigmad gik turen lige ret hjem og på hovedet i hotelsengen til 13 timers søvn. Kvarteret hotellet ligger i virker dystert, gadebelysningen er svag og ikke just LUX’uriøs, og det ligner en gade fra en Roman Polanski-film, der mest af alt giver en lyst til at finde nærmeste træ og prøve løkken.

Torsdag. Tretten timers søvn trætter i situationen, men efter et hurtigt bad og et dejligt måltid mad i morgenmadsbuffeten var man klar til at komme ud og besøge et gymnasium i Budapest. En guide guidede os vej igennem de budapestiske gader. Det er fedt at gå blandt mennesker der ikke har samme historiske baggrund som en selv, og kun delvist samme kulturelle referenceramme, og det giver en rige muligheder for at observere, analysere og reflektere over andre såvel som ens selv og identitet.

På gymnasiet blev vi opdelt i tre hold, hhv. drama, sport og engelsk, der så skulle ud i de respektive klasser og snakke lidt om forskellene ved at være gymnasieelev i Danmark og Ungarn. En meget udadvendt gymnasieelev med ekspertviden inden for MGP, var talerør for de andre unges ord som de delte med ham med latter og på ungarsk. Efter gymnasiebesøget og en hurtig tilbagevenden til hotellet, gik turen til en af Grundfos fabrikker cirka 60 km væk fra Budapest. Det var ganske overvældende, og reklamefilmen der skulle ses iført 3D-briller på hovedet på hovedet, var rigtig def og fed. Vi var nede og følge produktionen af forskellige pumper, og dette med mega smart radiostyr. Da rundvisningen var veloverstået, gik busturen hjemad.

Fredag. I Ungarn er der demokrati, og med demokrati følger folkevalgte, og disse folkevalgte skal selvfølgelig have en arbejdsplads. Denne arbejdsplads, parlamentet, skulle have et visit. En rundvisning i den semisymmetriske bygning efterfulgt af en snak med en chef for informationskontoret. Han kom vidt omkring, lige fra miljøspørgsmål til fokus på forfatningen. Da parlamentsbesøget var et overstået kapitel, skulle vi via metroen på avisbesøg. Vi havde dog en times tid i overskud, så endnu et Burger King-besøg var muligt. I de pågældende dage var der så mange burgerkædebesøg, at titlen king of Burger King burde være realistisk og inden for rækkevidde, hvis man ser bort fra amerikanske burgerforbrugere.

Avisen vi skulle besøge hed Népszava (på engelsk ”voice of the people”, ”folkets stemme”). Vi kommer op til avisen via elevatoren der løfter os de ni etager op til avisens lokaler. Avisens onlineredaktør, Bialkó, viser os vej til et mødelokale hvor avisens chefredaktør (en person der sætter sin hat som han vil, og nok bedst kan sammenlignes med Tøger Seidenfaden) og deres kvindelige USA-ekspert er til stede. De kom blandt andet relevant ind på avisens forhold under kommunismen, at de gerne så at regeringen tabte næste valg, men at det samtidigt kunne betyde dårligere forhold for deres journalistik samt mange andre informative emner. Efter avisbesøget gik turen hjem. Det hænder når man kommer hjem på hotellet, at toilettet må tages i brug. Toiletterne på hotellet var disse østtyske, hvor ens efterladenskaber hviler på en afsats, hvor det kan inspiceres og analyseres før det skylles ud.

Lørdag. På vores udleverede skema står der ’FRI’, dette er dog ikke helt tilfældet. Dagen står på bytur med Jess, sir! Det var spændende. Turen endte på et marked hvor vi fik fri for resten af dagen. Turen skulle selvfølgelig ikke udelukkende bestå af burgermad, så vi fandt da også vej til Pizza Hut. Dette var en skuffelse, og Burger King måtte da også have et obligatorisk visit senere på dagen. Jeg blev stoppet af et hav af hjemløse på vejen hjem. ”I’m a honest guy…”, jaja, men *jeg* har travlt og er i forvejen lavt budgeteret. Jeg forklarede situationen på mit bedste engelsk og måtte se et skuffet, men smilende ansigt i hjemløse måske-alkoholiserede mennesker. Det går dog nok alt sammen, for han overlever jo nok… mine få Forint eller ej. Det er nemt at være kynisk i en verden der er hamrende relativ.

Søndag. Søndagen starter med at jeg i fællesskab med mine (overvægtige?) venner får gjort elevatoren til ’Elevator of Terror’ da den desværre kun kunne rumme 500 kg menneskefylde. Nå, men altså, anyway – whatevah (udtalt på bedste HTX-reklame manér) – turen gik til House of Loyality/Terror hvilket var yderst interessant. Til lyden af dyster, hård musik var der filmklip fra det nazistiske styre og kommunismen i Ungarn. Der var propagandaplakater fra det kommunistiske styre. Der var en kælder hvor man kunne se de celler der blev brugt til politiske fangere og andre afvigere. En stående celle, en lydisoleret celle og de andre direkte skræmmende celler i kælderen, var tankestartende. Ikke bare omkring de historiske handlinger, men lige så meget Guantanamo, eller en tanke til de tusindvis af mennsker der jf. Amnesty International hvert år henrettes af politiske og religiøse årsager i Kina i såkaldte Laogai-lejre. Og her skal vi til OL senere i år… verden er relativ. Bagefter var der mulighed for at komme i tyrkisk bad. Om aftenen havde et fåtal besluttet hvor vi skulle spise, og det var på en smuk restaurant med en generøs tjener der gav os valget mellem en a menu eller en b menu, så vi kunne få maden hurtigere (et bedre flow var dermed muligt for dem). Begge menuer indeholdte den ungarske specialitet, gullaschkød. Med mit syn på gullasch var det mildest talt et valg mellem Budapest og kolera.

Mandag. Hjemrejse. Vi var tidligt oppe fordi bussen skulle komme tidligt. Med bus og fly og tog og bus gik turen hjemad, og nu sidder jeg i dejlige Danmkark, på mit værelse, med alle mine bøger, dvd-film, alkoholiske drikke, computer, stort fjernsyn – I’m lovin’ it, men jeg savnede det ikke da jeg var væk. Winamp spiller C.V. Jørgensen med Dannebrog over et kaffebord fyldt med likør og tørre kager. Nogen vil måske kalde det for den daglige trummerum.

Jeg prøver lige een gang til

Jeg har gjort det før. Hoppet på den der nymoderne webtokommanulbølge og bare surfet derudad og fulgt stormens veje med meningsløse indlæg om alt om intet og intet om alt, bare for at konstatere, at der ikke er nogen der gider kommentere mine “latterligt langt-ude billige” indlæg.

Nu gør jeg dog endnu et forsøg. Ikke for at stræbe efter at få så mange besøgende og måske ligefrem kommenterende, aktive og engagerede brugere. Tværtimod. Jeg vil prøve at finde motivationen til at skrive ved at se på mine egne behov for sproglig udfoldelse. Lysten og behovet for at få nogle basale tanker ned på bogstavform.

Dette indlæg, eller i hvert fald dette lille afsnit af det første blogindlæg på denne blog, skal have funktion som en mindre disclaimer. Hvis der skulle ske det ubegribelige, at der rent faktisk kom en læser, der gik op i eventuelt kommende indlæg, og at der så ikke kommer flere indlæg før om f.eks. 143 år når jeg ligger på mit dødsleje, så har du hermed ikke ret til at klage over min inaktivitet i dette bloghelvede! Jeg skriver når det passer mig og når du lover at flashe på webcam mod blogskrivningsbetaling.

“I går var jeg ude endnu engang, men sent på natten var jeg ene og alene”

Velkommen.

Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter

Det hænder, at jeg tager en kop med op på mit værelse når jeg skal have noget at drikke. Det er f.eks. når jeg har en appelsin- eller æblejuice, hvor jeg på ingen måde gider drikke af kartonen.
Jeg sidder lige nu i min grønne lænestol og ser fjernsyn og skriver dette indlæg, men når jeg kigger over på mit sofabord kan jeg se teksten ”Kunsten er at ha’ de rigtige kontakter” på en efterhånden gammel kop.

Koppen er fra firmaet LK (Lauritz Knudsen) og er en min far har fået fra en forretningsrejsende for år tilbage. Teksten på koppen er selvfølgelig tvetydig.
I den ene betydning skal kontakter ses som det materielle, altså en kontakt du har monteret på væggen.
I den anden betydning, som er den interessante, skal kontakter ses som de forbindelser du har til andre mennesker, netværk m.v. (f.eks. forretningsforbindelser som LK også pointerer når de giver kopper med sådanne budskaber til deres kunder).

Man hører tit, at uden venner, familie osv. er man ingenting. Dette er rigtigt, men du er heller ikke ”noget” bare fordi du har. Det nytter ikke noget, at du har et hav af venner og familiemedlemmer, hvis de ikke kan hjælpe dig med en skid eller være dig en god støtte og gøre dig til et bedre menneske. Det gælder altså ikke bare om at have kontakter, det gælder om at have de rigtige kontakter – og dét er en kunst i sig selv. Jeg tænker selv meget over hvem jeg bruger tid med og på… der er f.eks. visse personer i min familie jeg gi’r en fuck for og visse personer jeg har muligheden for at bruge tid sammen med, men ene og alene ikke gider, fordi jeg ikke kan bruge deres venskab til en skid.

Jeg vil ikke lyde arrogant. Jeg har ikke så mange venner at jeg bare kan vælge og vrage, men jeg har ikke et socialt behov for at have kontakt til mange mennesker, jeg har derimod et behov for ikke at spilde min tid på folk der ikke kan sætte pris på et venskab.

Hvad med dig? Har du de rigtige kontakter?

Fine stillingsbetegnelser er sgu forvirrende!

Her den anden dags snakkede jeg med en af mine veninder, der fortalte, at hun netop var blevet uddannet social- og sundhedshjælper. Jeg spurgte ind til, om hun så skulle starte på arbejde på mandag, hvortil hun så svarede, at hun nu skulle læse videre til social- og sundhedsassistent.

Jeg blev nu meget i tvivl om hvad forskellen på de to uddannelser var, og spurgte derfor om, hvor hun så ville kunne få arbejde – f.eks. på Strandvænget, som hjemmehjælper eller noget helt tredje. Det viste sig så, at social- og sundhedshjælper er det samme som det man kender som at være hjemmehjælper. Det hun så skulle i gang med nu, var noget udvidet hvor hun så også skulle stå for doseringer af ting og sager m.v.

Men hvorfor siger man ikke bare hjemmehjælper? Er det ikke fint nok længere? Er det bare finere at sige social- og sundhedshjælper? Det tror jeg. Jeg har siddet og undersøgt det lidt. Det viser sig, at der ikke er nogen stillingsbetegnelse ved navn skraldemand længere. Der er derimod noget der hedder renovationschauffør.
Da jeg arbejdede i Super Brugsen Rudkøbing, havde jeg de arbejdsopgaver der gør, at man nok ville have kaldt mig flaskedreng, men ak nej, det hedder det sgu ikke! Jeg var nemlig noget så fint som servicemedarbejder.

Hvorfor ikke bare kalde de forskellige job hvad de altid har heddet? Det giver da på ingen måde nogen mening at skulle have så ih-åh fine, nærmest akademiske, stillingsbetegnelser til alle jobs. Det ender med, at selv skraldemændene bliver for fine til at røre ved affald.

Jeg kan læse – hvem skal jeg takke?

På tirsdag starter en retssag hvor en tidligere folkeskolelev sagsøger sin kommune for 250k, fordi han aldrig nåede at lære at læse eller stave.

Denne retssag bygger på principper, og som med mange andre retssager er denne faktisk lige så lovgivende som den er dømmende. Hvis kommunen bliver kendt skyldig i… ja… jeg ved ikke lige hvad det hedder… så kan mange andre kommuner nok se frem til lignende sager i fremtiden. Men hvem er det egentlig man skal beskylde? Forældrene der ikke var strikse nok til at sige til deres børn, at lektierne skulle laves? de børn der mobbede en så man ikke kunne holde fokus i undervisningen? Inkompetente lærere? Hvis jeg skal gætte på noget, vil jeg tro, at det er forskelligt fra barn til barn. Nogle er måske bare født med indlæringsvanskeligheder, men hvad fanden, så kan man vel sagsøge kommunen for at de ikke har gjort noget ved det.

Jeg mener personligt ikke, at man skal give lærerne skylden, eller, der er selvfølgelig tilfælde hvor lærere ikke har gjort dere job ordentligt, men som udgangspunkt mener jeg ikke, at man må give lærerne et så stort ansvar, at hvis ikke deres opgave med at lære børn at stave, læse, regne etc. fuldføres, skal kommunen betale enorme summer.

Da jeg hørte om denne retssag kom jeg straks til at tænke på det afsnit af South Park ved navn ”Sexual Harassment Panda” hvor det lykkedes Cartman at sagsøge skolen og vinde retssagen hvilket resulterede i, at alle de andre børn gjorde det samme, og det hele endte med, at skolen ikke længere havde råd til at kunne levere en ordentlig undervisning til eleverne.

Men hvem skal jeg egentlig takke for, at jeg kan læse, skrive og regne bare nogenlunde? Min mor der ej læser så godt? De snæversynede lærere jeg havde op igennem folkeskolen? Hah, jeg ved det sgu ikke.

Hvor er vi dog selvstændige…

Det selvstændige menneske. Vi hører det igen og igen, specielt om kvinder, men det er vidst noget med mange års rødstrømpe-feministisk kamp for ligestilling mellem kønnene. Det er nu heller ikke det, at dette blogindlæg skal handle om, altså strømper, eller jo, så alligevel lidt, for i hvert fald noget om mode, hvis der da overhovedet er noget mode hvad angår strømper? (Efter en hurtig Google-søgning fandt jeg bl.a. et par Björn Borg-strømper, så jo – de findes [link]).

Det hænder, at jeg ser gamle film i TV, og man skal ikke mange år tilbage (f.eks. tilbage til 90210’eren) før at folk går i mega klamt og nederen tøj. Tøjet er nederen pga. at moden er skiftet hvad angår farver, måden de kropslige former skal udstråles gennem tøjet m.v. Vi vil sikkert også sidde om et par dekader og se tilbage på gamle fotos fra familiefester og grine højlydt af hele familiens latterlige tøjvalg og grimme frisurer og hvad der dertil hører af merchandise i form af smykker, ure etc.

Moden ændrer sig – det er ingen hemmelighed, men hvem er det der bestemmer de næste modefænomener? Det er selvfølgelig kapitalen, altså dem der har pengene til at smide Justin Timberlake i et nyt sæt tøj for at promovere deres mærke. Vi har i samfundsfag lært en teori, i forbindelse med sociologi, om, at det for mennesket betyder ufatteligt meget, hvad omverdenen tænker om os, altså individet. En teori jeg tror passer meget godt. For at blive socialt accepteret blandt andre må man gå ud fra, at man skal tilegne sig modens standarder inden for rimelighedens grænser. Jeg kan i hvert fald hurtigt finde noget tøj fra fortiden der ville gøre en hvilken som helst tilfældig person ufattelig grim og dårligt påklædt set ud fra en sociologisk synsvinkel. Med andre ord er det modebranchen der klæder os på, nogle på kortere sigt (dem der gerne vil være hip på det nye) og andre på længere sigt (dem der ikke går så meget op i mode).

For år tilbage var det mest almindeligt at mænd tændte på velnærede damer, da det var tegn på, at man havde mange penge og kunne spise meget. På samme måde var det bedst at være så hvid som muligt, da det viste, at man ikke var nødsadigt til at gå ude og arbejde i solens hede. Disse to beskrivelser står i total kontrast med det der er mode i dag. I dag skal man være så slank og brun som overhovedet muligt. Hvorfor? Fordi at det at være brun er tegn på, at man har tid til at chille i solen? Eller måske skyldes det andre psykologiske årsager, f.eks. at det er være fed er tegn på dovenhed og manglende viljestyrke? Måske er det bare indoktrinering fra modeindustriens side om, hvad vi skal synes er bedst? Måske har vi set for mange kulørte forsider på M! og FHM om hvordan kvinder skal se ud? Ville man, hvis man langsomt begyndte at sætte lidt kraftigere damer på forsiderne af samtlige drengerøvsmagasiner kunne ændre mænds smag for kvinder?

Det selvstændige menneske? Hvor selvstændig kan man dog være? Er vi ikke alle underlagt nogle standarder og konventioner for at dække vores behov for at være socialt accepteret? Jeg tror bare, at jeg er blevet lidt træt af at høre på andre snakke om hvor selvstændige og selvtænkende de er, når der er spørgsmål de aldrig før har taget stilling til, såsom hvem der egentlig er skyld til at man dog bærer lige netop den trøje, har den frisure, går på den café, arbejder på den arbejdsplads, har de venner, hører den musik, spiser den mad osv. osv.

Selvfølgelig vil nogle kunne kalde sig for selvstændige, men dette er selvfølgelig inden for samfundets forudsætninger til det enkelte individ. Skriv gerne hvis du er uenig! Lad os få startet en snak.