Filmanmeldelse: The King of Kong: A Fistful of Quarters (2007)

In the cutthroat world of Donkey Kong, only one can rule.

En dokumentarfilm om et arkadespil? Yep, det er lige netop hvad The King of Kong: A Fistful of Quarters (2007) er. Eller filmen handler rettere sagt om en gruppe af gennemført nørdede mænd, der bruger en stor del af deres liv på Nintendo-arkadespillet, Donkey Kong.

Spillet går i al sin 2D-enkelthed ud på, at man skal redde prinsessen fra Donkey Kong. Grundelementet er kort sagt det samme i alle baner, men sværhedsgraden stiger drastisk og ender med at være så høj, at kun de allerbedste kan være med.

Det er da også netop de allerbedste spillere vi følger i denne film. De få der er så gode, at deres spilfærdigheder ikke bare er kommet efter et par timer ved joystickket, men over utallige nætters intensiv træning. Selvom spillet bliver ældre og ældre, falder intensiteten ikke, og de engagerede entusiaster kæmper om at sætte den næste rekord.

Filmens omdrejningspunkt er også bygget op på dette, hvor at vi følger Steve Wiebes forsøg på at slå Billy Mitchells verdensrekord. Steve er en sympatisk gut man uden problemer kan unde succes, hvorimod Billy er djævlen selv. Det gode mod det onde.

I løbet af filmen bliver det til flere konflikter mellem de to, og det hele kulminerer i en kamp om at sætte Guinness World Records 2007, med den højeste score i spillet fra 1981. Man fornemmer med al tydelighed, at Steve Wiebes ikke har samme tilknytning til miljøet, og han nyder på ingen måde den samme status som den kronede mester, Billy. Det er derfor på mange måder en David mod Goliat, hvilket også kun gør, at man som tilskuer ønsker at Steve vinder.

Der findes utallige film der omhandler menneskets jagt på at blive den bedste inden for sin niche. Der findes dog meget få film som denne, der formår at fremstille den nogle gange menneskelige absurditet i begæret efter at nå specifikke mål. Begæret der skal tilfredsstilles og tilsidesætter et hav af andre aktiviteter, uden nogle store økonomiske gevinster eller bredere social anerkendelse, for blot at efterlade en med ondt i hånden efter at have flyttet rundt på en spilfigur.

I The King of Kong: A Fistful of Quarters (2007) indfanger kameraet essensen af noget vi finder i de fleste sfærer og sociale sammenhænge. De konflikter der uomtvisteligt opstår, når at mennesket sætter et mål, der vil stille vedkommende relativt bedre end alle andre. De interessekonflikter der gør, at ingen er tilfredse med sin egen indsats, før at man har vundet – og andre har tabt.

Derfor er filmen heller ikke kun for nørder eller andre med interesse i at se på arkadespil fra 80erne. Filmen giver en god introduktion til miljøet og ikke mindst Donkey Kong, og formår – som ovenover skrevet – at skildre en konflikt der bygger på et begær på en sådan måde, at det både er tankevækkende, humoristisk, lærerigt og interessant.

Og hvis dette ikke er nok, så kan jeg også som en lille teaser fortælle, at hvis man bare vil se en voksen mand græde over et arkadespil, er denne film også værd at se.