Det hænder at jeg i ny og næ bliver spurgt – ofte på engelsk – om jeg er interesseret i at have annoncørbetalt indhold på min blog. Jeg får også sådanne henvendelser på dansk. Her er det seneste eksempel på et uddrag af sådan en henvendelse:
Kan du venligst oplyse mig om prissætningen og retningslinjerne for at oprette en artikel på erikgahner.dk?
Jeres hjemmeside virker som et godt match for en kampagne jeg arbejder på og vores in-house forfattere kan derfor forfatte en artikel af høj kvalitet, som baserer sig på jeres klientel og dermed sikrer, at indholdet passer til jeres hjemmeside.
Da vi har flere andre klienter, som søger at forbedre deres brand gennem redaktionelt indhold i denne niche, kan der sandsynligvis opstå en mulighed for et yderligere samarbejde, hvis I ønsker det.
Her er to eksempler på vores seneste content:
klub-modul.dk/saadan-kommer-du-i-gang-med-at-spille-online-i-danmark
fredericiaavisen.dk/kan-pokerfaerdighederne-fra-pokerbordet-overfoeres-til-online-poker
Jeg ser frem til at modtage jeres priser over mali eller hvis du foretrækker, kan vi tage en hurtig snak over telefonen.
På forhånd tak!
Nej tak. Det kunne ikke falde mig ind at svare på den slags henvendelser, endsige overveje betalt indhold. Intet ord og ingen sætning, der nogensinde vil blive formuleret på denne blog, vil være finansieret af reklamer.
Tværtimod gør jeg stadig hvad jeg kan for at gøre min blog så uattraktiv for annoncører som muligt. Der er intet tema. Der er ingen kommerciel profil. Der er ingen SEO. Jeg samler ingen statistik på nogle af mine indlæg, og jeg kan ikke se, hvem og hvor mange, der besøger min blog. Eller hvor eventuelle læsere kommer fra. Eller hvorfor. Google har svært ved at finde nye indlæg (da jeg har deaktiveret mit sitemap), og det kan kun undre mig, at nogen ser et potentiale i at reklamere på en blog som denne.
Mit bedste gæt er, at det pågældende firma kan se, at min blog angiveligt klarer sig fint i forhold til bestemte søgeord, som de nu skal målrette i en kampagne. Det bliver dog et konsekvent nej tak herfra.