På baggrund af en ny meningsmåling foretaget for INVI (der på en eller anden måde er en forkortelse af Institut for vilde problemer) af Epinion, konkluderer førstnævnte: “Folkestyret er dårligt til at løse de problemer, der optager befolkningen.”
Mere konkret konkluderes det i analysen på baggrund af meningsmålingen, at demokratiets evne til at løse de problemer, der optager borgerne, scorer lavt blandt danskerne. Derfor kan danskernes meninger “ses som symptom på, at dansk politik er sandet til, når det kommer til at løse samfundets vilde problemer.”
Der er ingen tvivl om, at det danske samfund står over for store udfordringer – fra klima til ulighed, og alt hvad der er relateret hertil. Men står det virkelig så slemt til med demokratiet i Danmark, at danskerne mener, at folkestyret er dårligt til at løse de problemer, der optager befolkningen?
Min bekymring er, at denne slags analyser bidrager til en mere negativ opfattelse af demokratiet, og bruges til at drage konklusioner om demokratiets tilstand, som der ikke er empirisk belæg for, når man kigger på, hvad borgerne generelt tænker om demokratiet. I værste fald kan denne slags meningsmålinger være en selvopfyldende profeti, hvor vi, når vi får at vide, at danskerne synes, at folkestyret er dårligt til at løse problemer, er mere tilbøjelige til at tro på, at folkestyret er dårligt til at løse de problemer, der optager befolkningen.
Før vi kigger på den nye meningsmåling, er det værd at kigge på, hvor Danmark står relativt til andre lande, når befolkningen bliver spurgt om, hvor tilfredse de er med mdemokratiet. Lad os derfor kigge på data fra Eurobarometer 98.2, der blev foretaget tidligere i år, der spurgte et repræsentativt udsnit af borgere i en lang række europæiske lande om, hvor tilfredse de var med demokratiet i deres land.
Nedenstående figur viser entydigt, at danskerne generelt betragtet er enten i overvejende grad eller meget stor grad tilfredse med demokratiet. Kun få procentpoint af danskerne er slet ikke tilfredse med demokratiet i Danmark. Vi indtager således en rigtig fin førsteplads, når det kommer til andelen af borgere, der er meget tilfredse med demokratiet. (Det præcise spørgsmål, der blev stillet i Danmark, var: “I det store og hele, er du meget tilfreds, nogenlunde tilfreds, ikke særlig tilfreds, eller overhovedet ikke tilfreds med den måde, demokratiet fungerer på her i Danmark?”.)
Det skal selvfølgelig ikke tolkes således, at tallene ikke kunne være bedre, men det er svært at se, at der skulle være et problem med borgernes tilfredshed med demokratiet (eller tillid til selvsamme) i Danmark. Det står langt værre til i lande som Portugal, Moldova og Slovakiet. (Hvis man følger med i den igangværende valgkamp i Slovakiet, og især de pro-russiske, populistiske strømninger, er det desværre ingen overraskelse, at meget få borgere er tilfredse med demokratiet der.)
I analysen fra INVI kan man dog læse, at der er “ringe tillid til demokratiets problemløsningsevner”. Dette bygger på danskernes holdning til forskellige udsagn, hvor respondenterne er blevet bedt om at give deres svar på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er “Passer slet ikke” og 10 er “Passer fuldstændig”. I nedenstående figur viser jeg resultaterne som angivet i rapporten.
Spørgsmålet er her, hvad ovenstående gennemsnitsværdier skulle være, før vi ville konkludere, at der var stor tillid til demokratiets problemløsningsevner. Skulle gennemsnittet være større end syv? Otte? Pas. Uden at have adgang til de rå data er det ikke muligt at sige noget om fordelingen af svarene, men en mulighed er at svarene er normalfordelte, hvor kun meget få respondenter vil sige at udsagnene slet ikke passer eller fuldstændigt passer. Men kan man ikke sagtens have tillid til demokratiets problemløsningsevner uden at skulle sige, at udsagnene passer fuldstændig?
Det er interessante resultater, der præsenteres i analysen, men jeg er ikke nødvendigvis enig i, at man kan konkludere, at demokratiets “evne til at løse de problemer, der optager borgerne, scorer lavt på en skala fra 0-10.” Bemærk blandt andet at udsagnet eksplicit taler om de store problemer, der optager borgerne. Respondenterne vil sandsynligvis tolke dette forskelligt, men jeg er ikke overrasket over, at få vil sige, at det udsagn passer fuldstændig.
Vi skal således ikke nødvendigvis være bekymret på demokratiets vegne, når respondenterne på den slags spørgsmål ligger tættere på midterkategorien end de ekstreme kategorier. Tag eksempelvis et andet spørgsmål fra analysen, hvor respondenterne bliver spurgt om, hvorvidt det danske samfund, sammenlignet med i dag, er bedre eller dårligere om 10 år. Her er de relevante tal fra analysen.
Omkring halvdelen af respondenterne vælger midterkategorien, altså at samfundet vil være hverken bedre eller dårligere om 10 år. Kun 1% siger at samfundet vil være meget bedre og kun 5% siger meget dårligere (analysen melder intet om, hvor mange der svarer ‘Ved ikke’). Det er her vi ser resultaterne, der ligger til grund for titlen på analysen. Danskerne tror ikke, at samfundet er bedre om 10 år. Man skal dog være påpasselig med at kigge på disse tal og sige, at danskernes meninger kan ses som symptom på, at dansk politik er sandet til, når det kommer til at løse samfundets vilde problemer.
I et andet spørgsmål i analysen bliver respondenterne bedt om at besvare, hvor godt de seneste 10 års reformer er lykkes med at gøre det danske samfund bedre. Kun 17% af respondenterne svarer her, at reformerne er dumpet. Hvad der er er lige så interessant her, omend ikke overraskende, er, at en femtedel af danskerne ikke ved, hvad de synes om reformerne (21% svarer ‘ved ikke’). Når der bliver stillet spørgsmål, der beder respondenterne om at forholde sig til en hel pakke af unavngivne reformer, på tværs af forskellige regeringer, kan det diskuteres, hvad vi helt præcist kan og bør konkludere på baggrund af sådanne tal.
Det skal her nævnes, at det er godt, at analysen er eksplicit om, at respondenterne forud for dette spørgsmål blev bedt om at nævne maks tre reformer, som respondenten ved, blev gennemført inden for de seneste ca. 10 år. Det ville dog helt generelt være at foretrække, når interesseorganisationer og tænketanke foretager meningsmålinger, at de er 100% transparente omkring, hvilke spørgsmål, der blev stillet (og i hvilken rækkefølge). I en tidligere udgave af analysen kan man blandt andet se, at der også i meningsmålingen er blevet spurgt ind til, hvem der har det største ansvar for samfundets store udfordringer, hvor stor tillid respondenterne har til danske politikere, m.v. Disse resultater kom dog ikke med i den endelige analyse.
Hvorfor skal vi gå op i disse ting? En tænketank har måske ikke et partipolitisk sigte, men selv tænketanke er interesseret i at fremme en bestemt dagsorden og vinkel (eller italesætte en bestemt politisk dagsorden). Alle tænketanke har således politiske værdier, opfattelser og antagelser, der ikke kan (eller bør) anfægtes. Kunne man eksempelvis forestille sig, at Institut for vilde problemer ville offentliggøre en analyse, der viste, at der ikke var vilde problemer? Selvfølgelig ikke. Og det er helt fair, men det stiller krav til, hvordan journalister bør dække sådanne målinger. Især når den slags målinger bruges til at konkludere, at “folkestyret er dårligt til at løse de problemer, der optager befolkningen”.