#PleaseDontStealMyWork

Universitetsverdenen er et besynderligt sted at være. Der er begrænsede resourcer og få midler, hvorfor akademikere socialiseres til at gå ekstra meget op i status (herunder at fokusere på at publicere i bestemte tidsskrifter, forlag osv.). En væsentlig del af akademikeres arbejde er at få gode idéer, der kan publiceres i anerkendte tidsskrifter.

Desværre har nogle akademikere svært ved at holde sig fra, at tage andres idéer. Dette sætter en ny kampagne, #PleaseDontStealMyWork, fokus på. Brug gerne et par minutter af din lørdag på at læse denne artikel om kampagnen. Al respekt herfra til initiativtageren og kampagnens budskab. Det sørgelige er, hvor mange yngre forskere, der har erfaring med den slags i Danmark. Det er min opfattelse, at der sjældent er resourcer til eller interessse i at belyse denne slags sager internt på institutterne.

Jeg har også selv erfaring med den slags dynamikker fra da jeg var ph.d.-studerende. Her informerede jeg selvfølgelig mit institut om, at jeg var bekymret for, at der var tale om plagiat i en bestemt sag, da jeg fandt ud af, at der var et problem. Instituttet tog det ingenlunde seriøst og lod det være op til en medforfatter på den pågældende artikel at vurdere, om der var tale om plagiat. I kid you not. Det er efterhånden en del år siden, men det var på mange måder en god lektion i, hvem man kan stole på i akademia.

Mit bedste råd til nye ph.d.-studerende er at holde gode idéer tæt til kroppen. Jeg siger ikke, at det er et godt råd, men det er klart den bedste måde at sikre sig mod plagiat, især hvis man befinder sig på et institut, hvor den slags ikke vil blive taget seriøst. Sørg desuden for at dokumentere al kommunikation, når du deler dit arbejde. Og sørg for at gemme forskellige versioner af dit arbejde (gerne med version control), så du let kan dokumentere dit arbejde.

Forhåbentlig kan kampagner som denne sætte fokus på en problematik, der sjældent fokuseres på inden for akademia. #PleaseDontStealMyWork.