Når vi kigger på kvalitetsvægtede gennemsnit af meningsmålingerne forsøger vi at tage højde for såkaldte huseffekter, altså hvordan de forskellige analyseinstitutter systematisk giver partier en større eller mindre opbakning end de andre analyseinstitutter.
Jeg har over årene været med til at udregne huseffekter i meningsmålingerne (se eksempelvis Politiken i 2015 og TV 2 i 2017). Jeg har ligeledes fremhævet vigtigheden af at kigge på huseffekter, når jeg har talt med eksempelvis Altinget og DR ifm. 2019-valget.
Hvad jeg har savnet er dog ét sted, hvor huseffekterne bliver opdateret mere regelmæssigt, så jeg ikke behøves henvise til ældre artikler om emnet. Denne resource har jeg nu lavet og den kan findes her. De ser ud som følger:
Vi kan se, at der er uenighed om især opbakningen til Nye Borgerlige og Venstre hos YouGov og Voxmeter. Bemærk, som jeg også skriver på siden, at dette ikke er ensbetydende med, at disse institutter tager fejl.
Har du forslag til forbedringer eller tilføjelser, modtager jeg gerne feedback.