Der er ikke ét land, hvor vold mod kvinder ikke er et problem, der skal tages alvorligt. Spørgsmålet i dette indlæg er ikke, om der er et problem med vold mod kvinder i Danmark. Det er jeg overbevist om, at der er. Spørgsmålet jeg kort vil belyse her er, hvordan vi bedst kan belyse problemet. Eller mere præcist, om der er brug for at belyse problemet yderligere.
Det er desværre ikke muligt at finde fuldkommen valide data på, hvor stort problemet er – og slet ikke hvis vi ønsker at sige noget om, hvor og hvorfor problemet er størst. Er vold mod kvinder et større problem i Danmark end i Sverige? Er det et større problem i Danmark end i Polen? Hvordan forstås vold i de forskellige lande og hvordan måler vi det?
Det er heldigvis muligt at stille disse spørgsmål uden at marginalisere eller ignorere problemets omfang.
Det er ressourcekrævende at indsamle data. Den store udfordring er ikke blot de data vi har, men især de data vi ikke har. Det er med andre ord muligt, at der er mere vold mod kvinder end hvad vi kan foranlediges til at tro, når vi kigger på de tilgængelige data. For interesserede der ønsker at vide mere omkring køn og (manglende) data, kan jeg anbefale at man læser bøger som Invisible Women: Exposing Data Bias in a World Designed for Men og Data Feminism.
Noget af det arbejde, der har fået størst (medie)omtale over årene, er en rapport fra 2014. Rapporten, der bærer titlen Violence against women: an EU-wide survey, konkluderede, at problemet med vold mod kvinder er størst i lande som Danmark, Sverige og Finland – og mindst i et land som Polen.
Der er en lang række af problemer med rapporten. Som en forsker blandt andet pointerede da rapporten kom ud, afhænger svarene af, hvordan man opfatter vold i de forskellige EU-lande. Og resultaterne stemte ganske enkelt ikke overens med hvad andre datakilder viste. I min optik er en af de primære udfordringer i forhold til Danmark, at undersøgelsen ikke blev foretaget på samme måde som i de fleste andre lande. Konkret blev der kun i Danmark, Sverige og Finland (altså de lande, hvor vold mod kvinder angiveligt er det største problem) anvendt telefoninterviews, der som bekendt giver højere værdier på sensitive spørgsmål.
Der kunne skrives meget mere omkring udfordringerne ved rapporten, men det interessante i denne sammenhæng at se på, hvordan kritikere af kritikere af rapporten reagerer på kritiken. Igen, spørgsmålet er ikke om der er et problem med vold mod kvinder i Danmark, men hvordan vi belyser problemet. Anledningen til forhåndenværende indlæg er denne kommentar fra Leon Derczynski i forbindelse med rapporten: “To the fragile men arguing against the findings’ validity: What’s your end goal here? Who are you trying to silence, and what good would that serve? Sometimes the best first step to improving a problem is just to listen to and absorb the facts. Read the report.”
Jeg vil undlade at spekulere nærmere over min motivation til at forholde mig kritisk til rapporter om alverdens emner (dette kan blive emnet for et indlæg en anden dag), men jeg finder kommentaren uvidenskabelig og problematisk. Der stilles tre spørgsmål i kommentaren, der antager, at folk der forholder sig kritisk, ikke tror på, at der er et problem. I ikke-tilfældig rækkefølge kan de tre spørgsmål opsummeres som følger: 1) Hvem forsøger man at censurere, når man ønsker at kritisere ovennævnte rapport? 2) Hvad godt kommer der ud af det? 3) Hvad er endemålet med kritikken?
De to første spørgsmål kan nemt besvares: Ingen kritiserer rapporten med et ønske om censurere nogen (svar på spørgsmål 1), da det på ingen måde vil føre noget godt med sig (svar på spørgsmål 2). Når jeg i tidligere indlæg har forholdt mig kritisk til diverse rapporter er det ikke et forsøg på at lukke en debat – men tværtimod at nuancere og åbne en debat.
Det bringer os videre til det mest relevante spørgsmål. Hvad kommer der ud af at kritisere rapporten? Hvorfor ikke blot anerkende, at der er et stort problem, ukritisk absorbere sandheden (“absorb the facts”) og være konstruktiv og løsningsorienteret?
Når jeg er kritisk i forhold til rapporten, handler det om, at for at kunne løse et problem (og dermed være konstruktive), må vi først sørge for, at vi har et videnskabeligt funderet deskriptivt udgangspunkt, der belyser problemets omfang. Vi må med andre ord sørge for, at vi har den bedst tilgængelige viden (der hviler på det stærkeste metodiske grundlag), før vi kan være løsningsorienteret. Dette handler ikke om at nægte at anerkende, at der er et problem med vold mod kvinder. Tværtimod handler det om at anerkende, at problemet er så vigtigt, at vi ikke blot skal tage til takke med en middelmådig spørgeskemaundersøgelse.
Der er komplekse og besværlige spørgsmål, der desværre ikke let kan besvares gennem nogle telefoninterviews. Hvilke sociodemografiske grupper har de største problemer med vold mod kvinder? Hvornår bliver kvinder i højere grad udsat for vold? Problemet med ikke at problematisere ovennævnte rapports tal er, at vi for let konkluderer, at vi nu har et tilstrækkeligt vidensgrundlag. Det har vi ikke – og i værste fald ved vi mindre.
Det er på plads at rekapitulere: Vold mod kvinder er et alvorligt problem. Når man kritiserer en rapport der kommer med denne pointe, risikerer man at skulle stå til indtægt for den pointe, at vold mod kvinder ikke er et problem. Dette siger dog kun noget om, hvor forsimplet denne slags debatter ofte er. Min bekymring er, at hvis man forsøger at lukke en debat omkring en rapports metodiske begrænsninger ned, vil man på længere sigt blot gøre mere skade end gavn, når det kommer til at løse et problem.