Meningsmålinger på Politologi.dk #2

I 2017 introducerede jeg en meningsmålingsoversigt på Politologi.dk. Det er i al beskedenhed blevet en populær resource for mange, herunder journalister og politikere, og under folketingsvalgkampen i 2019 blev oversigten brugt af tusindvis af danskere på daglig basis. Den blev ligeledes også formidlet i medierne (eksempelvis hos DR).

Jeg har siden 2017 kun lavet mindre justeringer hist og her på figurerne i oversigten. Her er et eksempel på, hvordan de har set ud for Socialdemokratiet:

På baggrund af nogle af de udfordringer og begrænsninger folk har fremhævet i forbindelse med figurerne, har jeg nu lavet en ny version. Her er et eksempel på, hvordan det ser ud for Socialdemokratiet:

Som det kan ses, er der foretaget flere synlige ændringer. I dette indlæg gennemgår jeg de mest væsentlige samt mine argumenter herfor.

Punkter

Figuren begyndte i 2017 at vise meningsmålinger fra de seneste 10 måneder. Dette havde dog det primære problem, at når vi ville komme ind i en valgkamp, ville det blive meget svært at se udviklingen i løbet af en valgkamp. Derfor ændrede jeg antallet af punkter til at vise de 100 seneste meningsmålinger.

Dette har overordnet fungeret fint, men i den nyeste version har jeg reduceret mængden af data til de seneste 75 meningsmålinger. Grunden til dette er, at der vises mere information i de opdaterede figurer, og jeg har forsøgt at kompensere for dette ved at fjerne nogle af de ældre meningsmålinger.

Figurerne har forsøgt at vise forskellige farver og punkttyper for de respektive analyseinstitutter. Dette har overordnet fungeret fint, men der har været et par begrænsninger. Eksempelvis havde Norstat og Voxmeter næsten identiske farver og punkttyper, hvorfor det kunne være besværligt at sondre mellem de to.

I de nye figurer forsøger jeg at tage højde for, at nogle analyseinstittuter foretager mange meningsmålinger (eksempelvis Voxmeter) og andre foretager få meningsmålinger (eksempelvis Norstat), og give farver og punkttyper herefter (altså en mørkerød udfyldt cirkel til Voxmeter, der adskiller sig signifikant fra de andre farver og typer).

Kurve

Hele formålet med figurerne er at give et hurtigt overblik over, hvordan det går de forskellige partier i meningsmålingerne. Trendlinjen, altså kurven, er et godt redskab til dette. Problemet har dog været, at den godt kunne give et misvisende billede af, hvilken retning meningsmålingerne bevæger sig (eksempelvis Socialdemokratiet i ovenstående figur, der giver et indtryk af, at partier et er på en opadgående kurve).

Konkret har jeg gjort kurven mere lokal, så trendlinjen vil skyde mindre i vejret men ‘binde sig’ mere til punkterne, som alt andet lige skal være i fokus. Dette gør det forhåbentligt nemmere at få et indtryk af, hvilken trend vi observerer i meningsmålingerne. Dertil har jeg også ændret farven på trendlinjen, så den ikke tager for meget opmærksomhed.

Statistisk usikkerhed

Den største ændring i figurerne er, at der nu også rapporteres den statistiske usikkerhed (med et 95% konfidensinterval). Jeg har skrevet talrige indlæg om den statistiske usikkerhed, så der er ingen nævneværdige grunde til at gå mere i dybden med dette her. Jeg kan blot nævne, at jeg har forsøgt diskret at fremhæve den statistiske usikkerhed, uden at det fremstod uoverskueligt.

Y-akse

Et af de primære kritikpunkter af figurerne har været, at y-aksen ikke inkluderer 0 (eller 100 for den sags skyld). Jeg har tidligere skrevet om, hvorfor det ikke er misvisende, at en figur ikke inkluderer 0 på y-aksen. Det vil eksempelvis ikke være informativt at vise, hvor langt Socialdemokratiet ligger fra spærregrænsen, og at vise dette ville blot gøre det sværere at se, hvordan deres opbakning har ændret sig (eller ikke ændret sig).

Når det er sagt har jeg forsøgt at øge variationen i y-aksen på en systematisk måde, der ikke gør det svært at identificere forskelle over tid. Konkret har jeg anvendt disse principper fra Francis Gagnon, altså at der kan tilføjes et tomt område under den laveste værdi, der er udregnet vha.:

(minimum værdi – minimum y-akse værdi) / (maksimum y-akse værdi – minimum y-akse værdi)

Dette (samt den statistiske usikkerhed) gør at de laveste observationer ikke ligger tæt på y-aksens begyndelse, og vil forhåbentlig give et mere rammende billede af, hvordan partierne ligger i meningsmålingerne (uden altid at inkludere 0).

Foruden dette har jeg også fjernet titlen på y-aksen samt flyttet al anden information, så der gives mere plads horisontalt til at vise meningsmålingerne over tid. Der er ligeledes tilføjet mere information til selve figuren (eksempelvis navnet på partiet og information om statistisk usikkerhed). Dette er gjort da figurene ofte deles på sociale medier, hvorfor det er fint, at den slags information kommer med.

Overordnet ser jeg dette som en væsentlig forbedring af figurerne. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at der nok skal være forslag derude til, hvordan de kan blive endnu bedre. Koden til at producere figurerne kan findes her, og såfremt du har forslag til forbedringer, hører jeg gerne fra dig.

Du kan finde de seneste meningsmålinger på Politologi.dk.