Michael Kristiansen, der flittigt kommenterer på meningsmålinger i medierne, har skrevet et indlæg i Berlingske, hvor han kritiserer meningsmålinger. Der er dog desværre ingen sammenhængende kritik af meningsmålinger i indlægget.
Det er trættende, at meningsmålinger igen skal stå på mål for kritiske bemærkninger uden skyggen af belæg for, at der er væsentlige problemer. Som altid er jeg stor tilhænger af, at vi forholder os kritisk til meningsmålinger, men hvornår blev det tilstrækkeligt, at gøre det uden skyggen af empirisk belæg for, at der er problemer?
Heldigvis er jeg ikke den eneste, der er træt af denne slags påstande, og jeg vil således opfordre alle til at frekventere denne tråd af Hans Redder. Kort fortalt har meningsmålingerne ikke så store problemer, som kritikerne fremhæver, og det er ingenlunde klart, hvad der skulle være et fornuftigt alternativ.
Når dette er sagt forstår jeg godt Michael Kristiansens frustration, der indleder indlægget. Han fremhæver et opslag fra Nye Borgerliges partileder, Pernille Vermund, der deler den seneste Gallup-måling, som giver partiet 4,8% af stemmerne. Som det kan ses i nedenstående figur, er den seneste Gallup-måling én meningsmåling, og denne måling ligger betydeligt over hvad især Voxmeter viser.
Der er dog intet nyt i, at politikerne gerne deler de meningsmålinger, der giver dem en større opbakning – og ignorerer de mindre gode. I 2015 viste jeg, at daværende partileder for Liberal Alliance, Anders Samuelsen, i højere grad delte meningsmålinger, der gav Liberal Alliance en stor opbakning.
Udfordringen her er dog ikke meningsmålingerne, men den måde meningsmålinger bliver brugt på. Når journalister og politikere har det med at fokusere på bestemte målinger – på bekostning af andre målinger – kan det give et skævt billede af virkeligheden.
Michael Kristiansen nævner ligeledes, at det er et problem, at meningsmålingerne i perioden fra oktober 2018 til valget i juni 2019 viste en stor udvikling i opbakningen til Dansk Folkeparti. Dette er der dog absolut intet mærkeligt ved. Tværtimod giver det god mening, når man, som Hans Redder også pointerer, tager de mange negative episoder, der ramte Dansk Folkeparti, i betragtning.
Her er opbakningen til Dansk Folkeparti i den pågældende periode (med 95% konfidensintervaller):
Der er som sagt intet mærkeligt ved dette, og det giver ingen mening at bruge denne udvikling i og for sig selv til at rette en kritik mod meningsmålingerne. Det er helt fint at være kritisk i forhold til meningsmålingerne, men det ville være at foretrække, hvis denne kritik var saglig og konstruktiv.
Vi kan i dette tilfælde konkludere, at Michael Kristiansens debatindlæg forurener den politiske debat langt mere end meningsmålingerne gør.