Venstre har oplevet en voldsom tilbagegang i meningsmålingerne i løbet af de seneste år. Det har været en valgperiode hvor især de Konservative er gået frem. Jeg mindes ikke at have set en lignende tendens i løbet af de seneste ti år, og det fik mig til at overveje, hvordan opbakningen til Venstre i meningsmålingerne har korreleret med andre partiers opbakning i meningsmålingerne (herunder især de Konservative).
Når et parti går tilbage, går andre frem. I et flerpartisystem er det dog ikke givet, hvem der går frem, når et parti går tilbage. Når vi ser på korrelationerne mellem partierne i meningsmålingerne, kigger vi ikke nødvendigvis på vælgervandringer, og vi påstår ikke at der er en kausal sammenhæng. Der kan dog opstå nogle interessante mønstre, når man ser på, hvordan opbakningen til et parti relaterer sig til opbakningen til et andet parti.
Lad os begynde med opbakningen til Venstre og de Konservative i de seneste tre valgperioder. Nedenstående figur viser tre paneler (én for hver valgperiode), hvor mere tydelige punkter er meningsmålinger, der er foretaget tættere på valgdagen (i denne valgperiode vil det sige, at de mere tydelige punkter er meningsmålinger foretaget tættere på 1. november 2022).
Kigger vi på perioden fra folketingsvalget i 2019 til i dag, kan vi se, at der er en negativ korrelation mellem opbakningen til Venstre og de Konservative. Det vil sige at i de meningsmålinger hvor Venstre har klaret sig dårligt, har de Konservative klaret sig godt. Venstre lå i begyndelsen af perioden på mere end 20 procent i målingerne, men det er som bekendt tal de kun kan drømme om i dag.
I valgperioden 2015-19 var der ikke de store forskydninger sammenlignet med den seneste valgperiode. Der er således ikke en lige så stærk korrelation mellem opbakningen til de to partier. Det er dog nemmere at se fraværet af en korrelation i valgperioden 2011-15. Her så vi at Venstre gik voldsomt tilbage uden at det førte til en øget opbakning til de Konservative.
Dette fravær af en korrelation kan vi bedre forstå ved at se på opbakningen til Venstre og andre partier. Først ser vi på Socialdemokratiet i samme periode, hvor vi netop ser at når Venstre er gået tilbage, er Socialdemokratiet gået frem.
I perioden fra 2015 til 2019 ser vi et mønster a la det hos Venstre og Konservative. I den seneste valgperiode kan vi se nogle interessante hop, hvor udviklingen i de to partiers opbakning falder eller stiger betydeligt over en kort periode. Det er en fin påmindelse om, at vi har haft en masse begivenheder i indeværende valgperiode, der har haft betydning for de respektive partiers opbakning (det vil være umuligt ikke at nævne coronapandemien her).
I opbakningen til Venstre og Dansk Folkeparti ser vi også tre vidt forskellige mønstre i de tre valgperioder. I valgperioden 2011-15 ser vi en tilbagegang til Venstre og fremgang til Dansk Folkeparti. I valgperioden 2015-19 ser vi Dansk Folkepartis fald, der ikke korrelerede med en højere opbakning til Venstre. I den seneste valgperiode ser vi begge partier gå tilbage over tid.
Som det sidste kan vi se på Venstre og Liberal Alliance. Disse figurer minder på sæt og sin vis om dem vi så med Dansk Folkeparti. Liberal Alliance oplevede en fremgang i valgperioden 2011-15 blot for at falde (ned fra træet) i valgperioden 2015-19. I den seneste valgperiode ser vi dog noget interessant. Hvor Venstre tabte opbakning i løbet af perioden, har Liberal Alliance oplevet fremgang i de seneste målinger.
Jeg indrømmer at disse figurer er af mere eksperimentel karakter. Kritikere kan retmæssigt indvende, at man lige så godt kan bruge nogle tidsseriefigurer til at vise udviklingen i to partiers opbakning over tid. Når det er sagt finder jeg stadig figurerne brugbare til at få et hurtigt overblik over, hvordan et partis udvikling har udviklet sig relativt til et eller flere partier i en bestemt periode.
Man skal som sagt ikke tolke for meget ud af disse figurer. Der er ikke tale om data på vælgervandringer, udelukkende hvor stor opbakningen er til de respektive partier over tid. Tag dem derfor med et gran salt.