På Politologi.dk har jeg som bekendt lavet en oversigt, hvor man kan følge de seneste meningsmålinger foretaget i forhold til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Ideen var, at det – ligesom med folketingsvalg og kommunalvalg – ville være godt at have ét sted hurtigt at kunne se, hvad de seneste målinger viser.
Da jeg lavede den første version af oversigten, var der ikke fokus på, at spørgsmålsformuleringen ville fylde så meget i debatten – samt at der ville blive foretaget eksperimenter, der kunne belyse betydningen af spørgsmålsformuleringen. I stedet fokuserede jeg på, hvor stor variation der var på tværs af analyseinstitutterne. Der er dog også brug for let at kunne se, hvilke spørgsmål, der er stillet.
Roman Senninger har nu lavet en oversigt på baggrund af mit datasæt, der forsøger at adressere denne begrænsning. Konkret er der tale om en dynamisk figur, hvor du ved at udforske hvert datapunkt i figuren, kan få den præcise ordlyd på spørgsmålet (som også er tilgængelig i datasættet). Min egen “statiske” løsning er at formidle de præcise spørgsmålsformuleringer i en tabel under figuren, men det er godt at se, at der er forskellige måder at præsentere resultaterne.
Der er nu efterhånden en god mængde målinger, og generelt har dækningen af disse målinger været af en høj kvalitet. Den eneste nævneværdige undtagelse er DR, der har foretaget en mildest talt elendig dækning af meningsmålingerne. Hvis vi kigger på de fire artikler (her, her, her og her), der har dækket de fire målinger foretaget af Epinion, nævner ingen af dem det spørgsmål, respondenterne er blevet stillet. Et par af artiklerne nævner ikke engang de præcise datoer for, hvornår meningsmålinger er foretaget eller hvor mange der er spurgt. DR og Epinion har således ikke været heldige med deres dækning af meningsmålingerne på det seneste.
Når det kommer til spørgsmålsformuleringens betydning, er det desuden relevant at se på, hvilken præference vælgerne har. Et af de interessante spørgsmål Voxmeter stillede i deres meningmåling foretaget fra 6. til 12. april var “Den 1. juni afholdes der folkeafstemning om Danmarks deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde. Folketinget skal i den forbindelse vedtage, hvad der skal stå på stemmesedlen. Hvilken af følgende formuleringer synes du, man bør benytte?”. Her valgte 37,4% af vælgerne “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?”, 47,4% valgte “Stemmer du ja eller nej til, at Danmarks forsvarsforbehold i EU skal afskaffes?”, og 15.2% svarede “Ved ikke”. Med andre ord var der et flertal for en ordlyd, der eksplicit nævner Danmarks forsvarsforbehold.
Overordnet ser dækningen af meningsmålingerne fin ud (med ovennævnte undtagelse, altså DR og Epinion), og mit ønske er, at de kommende artikler, der formidler meningsmålinger om forsvarsforbeholdet, foruden spørgsmålsformuleringens præcise ordlyd, også vil formidle antallet af respondenter samt perioden for, hvornår meningsmålingen er foretaget.