I løbet af de seneste år har jeg kigget nærmere på, hvad den empiriske forskning viser i forhold til, om sociale medier skaber ekkokamre (#1, #2, #3, #4, #5). Udgangspunktet var, at jeg så flere og flere konkludere, uden nogen form for systematisk evidens, at sociale medier skabte ekkokamre. Det var i stedet konklusioner draget på baggrund af anekdotisk evidens. Jeg kiggede derfor på den relevante empiriske forskning og kunne konkludere, at der ikke var nogen overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre.
Det første indlæg blev skrevet i 2017, og som jeg har dokumenteret i nyere indlæg, er der kommet ny, relevant forskning på området. Det har vist sig, at spørgsmålet, som med de fleste samfundsvidenskabelige problemstillinger, er komplekst. Vi ved at ekkokamre findes, og vi ved at de findes (og trives) på sociale medier. Det er dog ufatteligt svært at demonstrere de dynamikker, der kan vise, om sociale medier skaber sådanne ekkokamre.
Der bliver stadig lavet en masse relevant forskning, inklusiv forskning der fortjener at blive nævnt her, men hvad jeg efterhånden finder mere relevant og vigtigt at tale om her, er den forskning, der ikke bliver lavet. Min hensigt er ikke at henvise til bestemte forskere eller forskning, men at komme med nogle generelle betragtninger, som jeg savner i debatten omkring hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre.
For det første er det ingenlunde tilfældigt, hvilke data forskere har adgang til. Sociale medier giver ikke fri adgang til al deres data, end ikke i anonymiseret form, og forskeres adgang til data på sociale medier er kun blevet dårligere over tid. Det giver heller ikke mening at konkludere, at de data forskere har adgang til, udgør en tilfældig stikprøve. Tværtimod må man forvente, at de data sociale medier som Facebook har en interesse i er tilgængelige for forskere, er de data, der kan bruges til at konkludere, at sociale medier ikke skaber ekkokamre.
Jeg argumenterer ikke for, at sociale medier skaber ekkokamre. Men vi skal være påpasselige med at kigge på den tilgængelige forskning, der ikke finder systematisk og stærk evidens for påstanden, og dermed konkludere, at vi nu kan kalde ideen om, at sociale medier skaber ekkokamre, for en myte.
Flere af de studier, jeg har dækket over årene er skrevet af forskere, der arbejder for eller med Facebook. Det er ikke en kritik af deres arbejde, da jeg er overbevist om, at deres arbejde er solidt. Men det er sjældent noget, der gøres eksplicit i debatter omkring, hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre. Når forskere går ud og forsvarer sociale medier uden at fortælle, at de har fået penge af sociale medier – eller gør hvad de kan for at øge sandsynligheden for at få penge fra sociale medier i fremtiden – så bør du være ekstra kritisk.
Det er efterhånden blevet normalt for forskere at sige, at ideen om at sociale medier skaber ekkokamre er en myte, men det er ikke nødvendigvis altid tilfældet (som også fremhævet i tidligere indlæg). Mønsted og Lehmann (2022) viser eksempelvis at interaktioner på Twitter i forbindelse med vacciner relateret til COVID-19 havde karakter af at skabe ekkokamre. Dette betyder selvfølgelig ikke, at sociale medier altid vil skabe ekkokamre, men det viser, at der kan være tilfælde på dynamikker på sociale medier, der fører til ekkokamre.
Det er med andre ord ikke et spørgsmål om hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre (altså et binært ja/nej spørgsmål), men snarere et spørgsmål om, hvilke mekanismer der, direkte eller indirekte, kan være med til at skabe ekkokamre. Kaiser et al. (2022) viser eksempelvis, at brugere på sociale medier er mere tilbøjelige til at blokere folk, de er uenige med, der deler misinformation, end misinformation delt af folk, de er enige med. På den måde kan ekkokamre ikke kun skabes ved, at folk vælger sig ind i bestemte grupper, men også fravælger brugere, de er uenige med.
De sociale medier er dermed ikke i sig selv med til at skabe ekkokamre. Tværtimod kan sociale medier føre til eksponering til divergerende synspunkter, som dermed fører til en øget polarisering (se evt. Törnberg 2022). Hvis du lever i et ekkokammer i “den virkelige verden”, kan sociale medier potentielt være med til at få dig ud af et ekkokammer.
Her er det også vigtigt at huske på, at mange af dem, der bruger sociale medier, sjældent deler indhold, men blot ser hvad andre deler. Arugute et al. (2022) har i et eksperiment vist, at fordi tilhængere af politiske partier i højere grad deler indhold på sociale medier end folk, der ikke er tilhængere af politiske partier, kan det føre til en oplevet politisk polarisering, der ikke nødvendigvis er udtryk for en reel polarisering, hvor folk opholder sig i ekkokamre.
Dette rejser også vigtige spørgsmål om, hvilken rolle algoritmerne spiller på sociale medier. Facebooks algoritme var i begyndelsen blot en logistisk regression, og algoritmer ændrer sig over tid og bliver mere avancerede. Reuning et al. (2022) viser eksempelvis hvordan en ændring i Facebooks algoritme kan have medført at brugere blev eksponeret til mere indhold fra lokale Republikanere end Demokrater i første halvdel af 2019.
Mit problem med at kalde det en myte, at sociale medier skaber ekkokamre, er, at der er tale om et dynamisk spørgsmål. Meget af den forskning vi har er ikke fra 2022 men bygger på ældre data. Det er selvsagt ikke et problem (ældre data er bedre end ingen data), men det er utroligt vigtigt at holde sig for øje, at det er utroligt svært at konkludere noget med sikkerhed, når det kommer til spørgsmålet om, hvilke effekter sociale medier har.
Det interessante er således i lige så høj grad, hvad vi endnu ikke ved om sociale medier. I den forbindelse kan jeg også anbefale denne artikel fra The New Yorker og især dette dokument, der opsummerer meget af den forskning vi har på området omkring de politiske effekter af sociale medier (spørgsmål 2 i dokumentet opsummerer hvad vi ved om, hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre).
En sidste pointe som jeg også savner i disse diskussioner er de konkrete metodiske begrænsninger begrænsninger vi er underlagt, når vi studerer psykologiske fænomener på sociale medier. Det er ganske enkelt utroligt svært at konkludere noget på baggrund af korrelationer der etableres på baggrund af big data fra sociale medier (se Burton et al. 2021 for et rigtig godt eksempel herpå).
Jeg er flere gange blevet kontaktet af journalister, der har læst mine indlæg, og gerne vil spørge til min tolkning af og/eller holdning til specifikke studier eller litteraturen på området mere generelt. Mine bedste to råd vil i skrivende stund være: 1) Spørg om forskerne har fået penge eller unik adgang til data fra de sociale medier (i forbindelse med et konkret projekt eller tidligere). 2) Spørg om hvad vi ikke ved, når det kommer til spørgsmålene om de politiske og demokratiske effekter af sociale medier.