Der er tre måder vi kan forstå meningsmålinger og misinformation på. De er hver især relateret til hhv. forkerte meningsmålinger, korrekte meningsmålinger og ingen meningsmålinger. Min pointe i dette indlæg vil være, at det ikke kun handler om at have “korrekte” meningsmålinger, når vi taler om misinformation, men at der er forskellige måder hvorpå meningsmålingerne kan blive brugt til at sprede misinformation.
Meningsmålinger er ikke altid gode. Vi så senest et hav af partipolitiske meningsmålinger ved det amerikanske midtvejsvalg, der ikke overraskende overestimerede opbakningen til Republikanerne. Der er ligeledes eksempler på forskning, der viser, at meningsmålingerne kan være systematisk forkerte. Et nyt studie fra Israel viser eksempelvis, at meningsmålinger bestilt af pro-Netanyahu medier gav en større opbakning til Netanyahu (relativt til anti-Netanyahu medier). Det er let at se, hvordan sådanne meningsmålinger kan bruges til at sprede misinformation.
Det er derfor naturligvis tilfældet, at når forkerte meningsmålinger bliver formidlet, er der tale om misinformation. Det kan skyldes en lang række faktorer – alt lige fra en ikke-repræsentativ stikprøve til misvisende spørgsmål. Mediernes opgave er her at have de fornødne kompetencer til at kunne vurdere, om en meningsmåling vil kunne betegnes som decideret misinformation desuagtet hvor mange forbehold man måtte tilføje i dækningen af samme.
De fleste af de meningsmålinger vi ser i de danske medier er dog af en høj kvalitet, hvorfor der sjældent er tale om, at ukorrekte meningsmålinger bliver formidlet. Meningsmålingerne klarer sig godt, herunder også ved det seneste folketingsvalg, hvor de politiske meningsmålingerne havde en høj kvalitet. Der er flere forklaringer på, hvorfor vi ikke ser flere forkerte meningsmålinger i medierne. For det første har medierne et omdømme, der ikke skal sættes over styr. For det andet har journalister faglige standarder, de skal leve op til. For det tredje er det svært at se, hvilke (langsigtede) fordele, der skulle komme ud af – i hvert fald i en dansk kontekst – at formidle decideret forkerte meningsmålinger.
Det er dog ikke det samme som, at der ikke kan være tale om misinformation, når medierne formidler ‘korrekte’ meningsmålinger. Det kan eksempelvis være ved at tolke information forkert, herunder slet ikke bringe bestemte informationer, der kan være vigtige for at forstå en meningsmåling. Et klassisk eksempel er den statistiske usikkerhed, hvor ændringerne inden for denne bliver tolket som værende signifikante.
Med andre ord kan forkerte meningsmålinger blive formidlet og korrekte meningsmålinger kan blive formidlet forkert. Det er relativt let at forstå, men der er også vigtige nuancer i forhold til hvordan ingen meningsmålinger bliver formidlet. Det er eksempelvis ingen selvfølge, at hvis der ikke bliver formidlet meningsmålinger, vil vi diskutere den offentlige opinion på et oplyst grundlag. Tværtimod.
En af grundene til, at det er let at kritisere meningsmålingerne er, at vi har meningsmålingerne. Vi ved med andre ord hvad borgerne synes om en lang række spørgsmål, herunder hvor stor opbakningen vil være til de politiske partier. Men hvis vi for et sekund forestiller os, at vi ingen meningsmålinger havde, er det desværre let at forestille sig, at det blot ville være endnu lettere at sprede misinformation om, hvad vælgerne vil have og ikke have. På den måde skal meningsmålingerne i mange sammenhænge forstås som et korrektiv til misinformation. Kald det gerne god gammeldags demokratisk oplysning.
Hvad der i mange henseender er lige så interessant er således ikke, hvornår meningsmålingerne får meget opmærksomhed, men hvornår de ikke får opmærksomhed. Vi ved fra forskningen, at jo mere en meningsmåling afviger fra hvad andre meningsmålinger viser, desto mere omtale vil den få – både i medierne og på sociale medier (se eksempelvis vores artikel og bog for mere information herom).
Hvis gennemsnittet af meningsmålingerne har ret (hvilket de ofte har), vil det føre til, at jo mere korrekt en meningsmåling er, desto mindre opmærksomhed vil den få. Der er gode forklaringer på dette, herunder at ny information tiltrækker større opmærksomhed (se eksempelvis Vosoughi et al. 2018), hvorfor sensationelle meningsmålinger – alt andet lige – får mere omtale. Det faktum at medierne fokuserer på det sensationelle er dog ingenlunde isoleret til meningsmålinger. Mammola et al. (2022) studerede eksempelvis mediernes dækning af edderkopper og fandt, at 47% af artiklerne indeholdt fejl og 43% var sensasionelle.
Misinformation i relation til meningsmålingerne er således ikke kun et spørgsmål om, hvilket meningsmålinger, der bliver dækket, men også hvilke der ikke gør. De meningsmålinger der ofte ender med at få mindst omtale, er dem der er mest korrekte. Der er således væsentlige metodiske udfordringer forbundet med at studere meningsmålinger i medierne, især når det kommer til at kunne vurdere om der er tale om information eller misinformation.
For at gøre det endnu mere besværligt skal vi også huske på, at meningsmålingerne kan blive til selvopfyldende profetier. En forkert meningsmåling kan med andre ord, via medierne, ende med at blive en korrekt meningsmåling, hvor en løgn bliver til en sandhed. Dette fordi meningsmålingerne ikke blot afspejler den offentlige opinion, men også kan have effekter på selvsamme.
En meningsmåling siger noget om en situation, hvor meningsmålingen ikke var foretaget og formidlet. Hvis en meningsmåling eksempelvis viser, at der er 30% opbakning til Socialdemokratiet, men den reelle opbakning kun er 25%, så vil meningsmålingen være 5 procentpoint fra at ramme plet, men en meningsmåling der giver Socialdemokratiet 30% kan føre til, at mange flere vil stemme på partiet, hvorfor meningsmålingen ender med at tage mindre fejl. Hvis denne meningsmåling eksempelvis rykker 2 procentpoint af stemmerne til Socialdemokratiet, vil denne måling føre til, at den rammer mere præcist end en mere præcis meningsmåling, der gav Socialdemokratiet 23% af stemmerne.
Pointen er her, at meningsmålinger ikke er neutrale, og hver måling skal tolkes som et øjebliksbillede. Det kan være utroligt svært at sige noget om, hvorvidt en meningsmåling har en effekt på befolkningen, da det selvagt er et endogenitetsproblem. Økonomen Charles F. Manski publicerede i 1993 en rigtig god artikel omhandlende nogle af de fundamentale udfordringer forbundet med at identificere den slags effekter (han præsenterer desuden en lang række af termer for, hvad sådanne effekter bliver betegnet som i litteraturen: social norms, peer influences, neighbourhood effects, conformity, imitation, contagion, epidemics, bandwagons, herd behaviour, social interactions og interdependent preferences).
Med andre ord kan sådanne dynamikker gøre, at misinformation bliver til information. Dette bekræfter blot, at der er en lang række spørgsmål man skal forholde sig til, når man studerer meningsmålinger og misinformation.
Meningmsålingerne får meget opmærksomhed – primært op til valg – og de er i langt de fleste tilfælde informative og vigtige. Meningsmålinger er sjældent i og for sig selv misinformation, men den måde hvorpå de formidles (eller ikke formidles), kan føre til misinformation, og den misinformation der spredes med meningsmålingerne, kan blive til information. Det er en lidt kludret pointe, men det er netop for at fremhæve, hvor mange nuancer der er at forholde sig til, når vi taler meningsmålinger og misinformation.