Byg dit eget flertal

Hos Jyllands-Posten kan man med udgangspunkt i vores vægtede gennemsnit af meningsmålingerne forsøge at bygge sit eget parlamentariske flertal. Idéen er at du kan undersøge, hvilke forskellige kombinationer af partier, der kan ramme minimum 90 mandater. Du kan finde siden på jp.dk/bygflertal.

Du kan desuden også vælge blandt udvalgte konstellationer, hvor der gives en analyse af, hvad der er vigtigt at holde for øje ved de specifikke konstellationer. Bemærk at du ligeledes kan tilføje op til fire nordatlantiske mandater.

Det er en del fokus på sammensætningen af et parlamentarisk flertal ovenpå valget, herunder hvilke partier der vil indgå i en regering. Dette skyldes at det i skrivende stund på ingen måde er klart, hvem der vil stå med et parlamentarisk flertal, når stemmerne er talt op på tirsdag.

I et tidligere indlæg roste jeg også Zetlands brug af meningsmålingerne til at undersøge forskellige parlamentariske flertal, hvor de belyser, hvordan forskellige parlamentariske flertal ser ud på tværs af udvalgte politiske emner.

Meningsmålingerne har deres klare begrænsninger, men det er godt at se dem blive brugt til at diskutere potentielle parlamentariske flertal – og især åbne op for, at læserne selv kan undersøge forskellige parlamentariske muligheder.