I 2017, 2018, 2019 og 2020 skrev jeg om, hvorvidt og i hvilket omfang sociale medier skaber ekkokamre. Nu hvor 2021 så småt er ved at gå på hæld, tænkte jeg, at det ville være relevant at belyse et par af de nye studier, der direkte eller indirekte kigger på, hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre.
Lad os begynde med et interessant studie af Fletcher et al. (2021), der stiller et vigtigt, deskriptivt spørgsmål: Hvor mange borgere opholder sig rent faktisk i politiske ekkokamre? Deres empiriske analyse bygger på data fra syv lande, inkl. Danmark, og kigger på hvilke nyhedsmedier borgerne anvender. Resultaterne her viser, at meget få borgere opholder sig i politiske ekkokamre, og i en dansk kontekst er det helt ned til få procentpoint af borgerne, der gør dette. Der er således ingen evidens for i en dansk kontekst, at sociale medier har ført til, at borgerne lever i politiske ekkokamre.
Chris Bail gennemgår i bogen Breaking the Social Media Prism: How to Make Our Platforms Less Polarizing en lang række af studier (herunder studier, jeg tidligere har gennemgået), der viser, at sociale medier ikke nødvendigvis skaber ekkokamre. Og for de mennesker, der befinder sig i et ekkokammer, vil det at tage dem ud af deres ekkokammer ikke gøre dem mere moderate (tværtimod). Bogen fokuserer også på løsninger på de udfordringer, der er, herunder at der er brug for flere “moderate” mennesker på sociale medier.
Det er værd at kigge nærmere på et par af de nye studier, der viser, at sociale medier kan spille en positiv rolle. Asimovic et al. (2021) foretog et eksperiment i Bosnien-Hercegovina, hvor de bad brugerne om at deaktivere deres Facebook-profil i en periode. De fandt – mod deres forventning – at sociale medier kan mindske polarisering. Dette fordi ekkokamre kan være stærkere offline end online. Dette harmonerer fint med evidens fra USA, hvor Brown og Enos (2021) har vist, at en stor del af vælgerne bor i fysiske omgivelser, hvor de ikke møder vælgere af anden partipolitisk observans.
Stier et al. (2021) finder ligeledes, at online medier – herunder sociale medier – indirekte eksponerer brugere til nyhedsindhold, de ikke nødvendigvis ville have haft klikket på. Sociale medier er dermed også et sted, hvor borgerne eksponeres for indhold, de normalt ikke ville klikke på alene ud fra deres politiske observans. Sociale medier kan dermed facilitere, at borgerne i mindre grad lever i ekkokamre.
En grund til dette er blandt andet, at algoritmerne på de sociale medier ikke forstærker borgernes valg, som man ellers kunne foranlediges til at tro. Hosseinmardi et al. (2021) viser eksempelvis, at YouTubes anbefalingsalgoritme ikke sender brugerne i retning af mere radikalt indhold, og Chen et al. (2021) finder ligeledes ingen biases i hvilket nyhedsindhold, der anbefales på Twitter. Der er dog nogle indikationer i det pågældende studie på, at konservative brugere bliver eksponeret til mere højreorienteret indhold. Et andet studie af Huszár et al. (2022) finder evidens for, at algoritmerne på Twitter favoriserer højreorienterede nyhedskilder over venstreorienterede nyhedskilder, men ingen evidens for, at algoritmer favoriserer ekstreme grupper (hverken højre- eller venstreorienterede). Det er dermed ikke tilfældet, at algoritmer er neutrale (tværtimod), men at de ikke per definition er med til at skabe, endsige underbygge, ekkokamre på sociale medier.
Hvorfor er det så, at vi ser politisk polariserede grupper opholde sig i bestemte grupper på Facebook? En væsentlig forklaring på dette er, at borgere opsøger bestemte grupper snarere end at bestemte grupper gør borgerne ekstreme. Nordbrandt (2021) anvender paneldata fra Holland til at undersøge, hvordan borgernes brug af sociale medier påvirker politisk polarisering. Dette studie finder, at politisk polarisering påvirker brugen af sociale medier – og ikke at sociale medier fører til politisk polarisering. Vi har dermed, i det omfang der er en korrelation mellem brugen af sociale medier og ekkokamre, ikke styr på den kausale sammenhæng.
Waller og Anderson (2021) kommer frem til en lignende konklusion ved at studere milliarder af kommentarer på Reddit. Deres studie finder ingen evidens for, at subreddits på Reddit polariserer brugerne, men at brugere med ekstreme holdninger melder sig ind i disse grupper. Eksempelvis var der en masse nye brugere i 2016, der allerede havde ekstreme holdninger, der meldte sig ind i diverse subreddits, snarere end at moderate brugere meldte sig ind og blev ekstreme. Der er således ingen evidens for, at det er de sociale medier, der i og for sig selv skaber ekkokamre.
Et studie af Tokita et al. (2021) viser ligeledes, at polarisering på sociale medier (i dette tilfælde Twitter) ikke kun kan opstå ved at folk selekterer sig ind i bestemte fællesskaber, men også ved at man sletter forbindelser. Dette sker ved at folk stopper med at følge folk, de ikke bryder sig om. I det omfang sociale medier styrker folks eksisterende holdninger, sker det således ikke nødvendigvis gennem en ekkokammermekanisme, men snarere en tavshedsmekanisme.
Hvorfor er det så, at det virker intuitivt, at sociale medier skaber ekkokamre? Altså at det nærmest er en selvfølge, at andre borgere bliver påvirket af sociale medier og lever i ekkokamre? Yair (2021) viser i et studie i USA, at demokrater og republikanere mener, at Facebook er biased til modstanderens fordel. Det vil sige at demokrater mener, at Facebook favoriserer republikanere – og vice versa. Derfor er det også nemmere at tro på, at sociale medier får ens politiske modstandere til at være i ekkokamre på sociale medier.
Min læsning af litteraturen er, at der ikke er nogen overbevisende evidens for, at sociale medier skaber ekkokamre. Ingen af de ovennævnte studier skal dog læses således, at sociale medier ikke kan skabe ekkokamre – hverken nu eller i fremtiden, eller at der ikke er talrige eksempler på, hvordan borgere har fundet deres vej ind i ekkokamre på sociale medier.
Dette såvel som mine forrige indlæg forsøger at kigge på de bedste studier på området, men der er selvsagt ikke tale om en systematisk meta-analyse. Hvad jeg håber vi vil se mere af i fremtiden er forsøg på at aggregere og kvantificere den evidens, der nu foreligger i litteraturen. Dette vil forhåbentlig kunne rykke os videre fra en simpel debat om hvorvidt sociale medier skaber ekkokamre til en debat omkring, i hvilket omfang sociale medier gør det – og hvordan det kan og bør adresseres.