Et af de emner som medierne og de politiske kommentatorer har fokuseret en del på på det seneste, er statsminister Mette Frederiksens makrelmad på Instagram. Der har især været et fokus på, hvordan det kan ses som effektiv politisk kommunikation (se eksempelvis her og her). Det synes at være tilfældet, at de fleste har en holdning til Mette Frederiksens brug af Instagram. Dette indlæg er ingen undtagelse. Jeg har dog ingen holdning til selve opslaget, men en holdning til mediernes holdning til opslaget.
Det interessante er, at der på mange måder er tale om så banal politisk kommunikation, at gud og hver mand kan have en holdning til netop den politiske kommunikation. Der er intet subtilt. Ingen tvetydighed. Ingen substans. Kun ved at medierne fokuserer på den politiske kommunikation, formår det at blive til effektiv politisk kommunikation. Det er således ikke en effekt af sociale medier, men – i det tilfælde der er en effekt – en effekt af klassiske medier. Jeg finder det derfor ikke synderligt interessant at diskutere, hvorvidt den politiske kommunikation i og for sig selv på Instagram er effektiv eller ej (spørger man eksperter i sociale medier, der lever af at rådgive om sociale medier, vil de som regel sige, at kommunikation på sociale medier er meget effektiv).
Jeg finder det heller ikke relevant at diskutere, om mad kan være politisk (et af de opstillingsberettigede partier hedder Veganerpartiet). Forskning viser at selv børn dømmer andre børn på baggrund af den mad de spiser. Anden forskning viser, at vi stoler mere på folk, der spiser samme mad som os selv. Det kommer derfor ikke bag på mig, at Mette Frederiksen deler et billede af en makrelmad.
Det der kommer bag på mig er, hvor overrasket medierne synes at være over, at politikere kan finde på at dele billeder af den karakter. Essensen af en potentiel effektiv politisk kommunikation ligger ikke i selve opslagets substans eller fraværet af samme, men i mediernes reaktion på denne. Det er netop mediernes naivitet, der er hele udgangspunktet for, at det overhovedet giver mening at kalde opslaget for effektiv politisk kommmunikation.
Et billede af en makrelmad på et socialt medie til ens følgere vil næppe kunne betegnes som effektiv, politisk kommunikation, hvis ikke medierne tog emnet op som netop politisk kommunikation. Mit problem er ikke, at det at stille spørgsmålet “Er det effektiv politisk kommunikation?” i sig selv kan påvirke, om den politiske kommunikation bliver effektiv. Jeg tvivler blot på, at medierne selv er bevidste herom.