Kvaliteten af meningsmålingerne ved kommunalvalget

Den 16. november står den på kommunalvalg. I den forbindelse kommer vi til at se op til flere meningsmålinger fra landets større kommuner, og det bliver især de lokale medier, der ikke har for vane at formidle meningsmålinger, der skal formidle selvsamme.

Dette kommer dog til at være en udfordring for mange journalister, der har tæt på ingen erfaring med at formidle meningsmålinger. Jeg har i løbet af de seneste måneder set flere eksempler på dårligt formidlede meningsmålinger (ingen nævnt, ingen hængt ud). I dette indlæg vil jeg derfor give et godt eksempel på, hvordan en meningsmåling kan formidles i den lokale journalistik. Mit ønske er, at alle andre lokaljournalister vil følge dette eksempel, når de i løbet af i år skal formidle deres kommunalvalgsmeningsmålinger.

For nogle måneder siden kunne TV 2 Fyn bringe en meningsmåling foretaget af Megafon, der viste, at Socialdemokratiet stod til at få 30,3% af stemmerne. Denne artikel formidler opbakningen til alle partierne (i procent), giver det eksakte spørgsmål respondenterne er blevet stillet (“Hvem ville du stemme på, hvis der valg til byrådet i dag?“), formidler den eksakte indsamlingsperiode, formidler den statistiske usikkerhed osv.

Sådan ser en god meningsmålingsartikel ud. Kort fortalt er det en meningsmåling, der lever op til standarderne god meningsmålingsjournalistik. Mit håb er som sagt at andre lokale medier vil følge TV 2 Fyns eksempel. Der er mange spørgsmål man kan stille til meningsmålinger (jeg præsenterede en liste med 20 af sådanne spørgsmål for fem år siden), men hvis de lokale medier følger ovennævnte eksempel, bør alt være fint.