I mit forrige indlæg omkring Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne, pointerede jeg, at medierne fokuserede på en ændring i opbakningen til Socialdemokratiet, som der ikke var belæg for, når man tog den statistiske usikkerhed i betragtning.
Med den seneste meningsmåling fra Voxmeter, der viser en ændring i Socialdemokratiets opbakning fra 30,3% til 30,6%, bringer Netavisen Pio en artikel omkring, at “Socialdemokratiet og de røde partier er kommet stærkt hjem fra sommerferien, og opbakningen blandt vælgerne stiger igen.” Dette er et endnu bedre eksempel på problemet med at gøre små forandringer store, end de eksempler jeg bragte i mit forrige indlæg.
Lad os tage et eksempel fra artiklen, der på den ene side fortæller, at Socialdemokratiet går frem i målingen, men står til at miste mandater sammenlignet med sidste uges måling:
Socialdemokratiet står i målingen til en opbakning på 30,6 procent. Det er en fremgang på 0,3 procentpoint i forhold til sidste uges måling.
Trods den lille vælgermæssige fremgang, så står Socialdemokratiet til at tabe et enkelt mandat i forhold til den seneste måling, hvilket skyldes, at Liberal Alliance igen er over spærregrænsen, og at der dermed er færre mandater for partierne at deles om.
Med andre ord: Socialdemokratiet går frem med 0,3 procentpoint, men fordi Liberal Alliance går frem med 0,4% (fra 1,7% til 2,1%), og dermed kommer over spærregrænsen, står Socialdemokratiet til at gå tilbage (hvis man kigger på mandattallet).
Alle disse “forandringer” ligger inden for den statistiske usikkerhed, og der er absolut intet der taler for, at et eller flere af ovennævnte partier, har rykket sig i målingerne i løbet af en uge. Når dette eksempel er værd at tage fat i, er det fordi det ikke blot handler om (over)fortolkningen af én lille forandring (Socialdemokratiets “fremgang”), men to forandringer (Liberal Alliances ditto).
Den statistiske usikkerhed nævnes til slut i artiklen (“Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på +/- 2,8 procentpoint.”), og det er min opfattelse at medierne generelt er bedre til at formidle denne slags information, men at den i selve den journalistiske tolkning – eller fraværet af samme – misforstås eller ignoreres (sidstnævnte er tilfældet her).
Liberal Alliance ligger omkring spærregrænsen i meningsmålingerne disse måneder, og det samme gør Kristendemokraterne. Hvis tilfældig støj omkring spærregrænsen (på ned til 0,1 procentpoint – fra 1,9% til 2%) skal afgøre, om et parti går frem eller tilbage, kræver det, at man ignorerer den statistiske usikkerhed og er klar til at ignorere den for alle andre partier. Det er givetvis spændende for selverklærede politiske nørder, men det er en metodisk problematisk dækning af de politiske partier.
Der har været meget fokus på Socialdemokratiets opbakning i meningsmålingerne siden pandemien, især spørgsmålet om hvorvidt der blot var tale om en kort “rally ’round the flag”-effekt. Hvad vi har set på det seneste – som jeg også konkluderede i mit forrige indlæg – er, at der ganske enkelt ikke er evidens for at konkludere, at Socialdemokratiet er gået hverken frem eller tilbage.