For snart tyve år siden, onsdag den 6. februar 2002, kunne B.T. rapportere, at Farum-borgmester Peter Brixtofte, der også var medlem af Folketinget for Venstre, havde haft et ekstremt forbrug af luksusgoder, herunder et forbrug af meget dyr rødvin. Hele gildet var som bekendt betalt af skatteborgerne.
Påvirker politiske skandaler af den karakter borgernes opfattelse af politikerne? En lang række af studier har undersøgt, hvad der blandt andet påvirker borgernes opfattelse af korruption (for en god introduktion til denne litteratur, se Blais et al. 2015), men der er relativt få analyser, der belyser, hvordan politiske skandaler påvirker sådanne generelle opfattelser – især i en dansk kontekst (og altså ikke kun om borgernes holdninger til de skandaleramte politikere ændrer sig).
I dette indlæg anvender jeg et kvasi-eksperimentelt forskningsdesign med data fra Valgundersøgelsen 2001, indsamlet i dagene omkring Brixtofte-skandalen, til at undersøge, hvordan danskernes holdninger blev påvirket – eller ikke påvirket – af skandalen. Disse data blev indsamlet i den periode, hvor Peter Brixtofte ramte forsiden på B.T. og skandalen brød ud i lys lue i hvad der må siges at være den største kommunalpolitiske skandale i dansk politik.
Politiske skandaler, med deres fokus på kontroverser og fejltagelser, tager en stor del af mediernes opmærksomhed, når de finder sted (Fogarty 2013, Nyhan 2015, Puglisi og Snyder 2011). Politiske skandaler giver således ofte borgerne utvetydig information omkring, hvad politikere har gjort forkert. Derfor er det også forventeligt, at borgere er mere tilbøjelige til at opfatte politikerne som værende mere korrupte og have mindre tillid til poltikerne ovenpå Brixtofte-skandalen.
Det er vigtigt at forstå hvordan og hvorfor sådanne skandaler påvirker borgernes opfattelse af politikerne, især i forhold til opfattelser af korruption blandt og tilliden til politikerne (Bowler og Karp 2004, Maier 2011). Den akademiske litteratur, der studerer hvordan borgerne reagerer på skandaler, har blandt andet undersøgt skandalers betydning for borgernes opfattelser af politikernes personlighedstræk (Funk 1996), tilliden til politikerne (Bhatti et al. 2013) og den generelle støtte til politikerne (Alford et al. 1994, Stoker 1993). Fælles for mange af disse studier er, at de kigger på de politikere, der er direkte involveret i politiske skandaler og ikke vælgerens opfattelse af politikerne i almindelighed.
Et generelt fund i litteraturen er, at skandaler har negative effekter på den offentlige opinion. Kumlin og Esaiasson (2012) viser i et komparativt studie at borgernes tilfredshed med demokratiet falder, når politiske skandaler finder sted. Bowler og Karp (2004) finder at borgere, der oplever en politisk skandale, har lavere tillid til politikerne og politiske institutioner. Solé-Ollé og Sorribas-Navarro (2018) undersøgte hvordan korruptionsskandaler påvirkede holdningerne til politikerne i Spanien og fandt, at sådanne skandaler påvirkede både borgernes tillid til politikerne såvel som deres opfattelse af hvor korrupte politikerne er. Ares og Hernández (2017) fandt eksempelvis at en korruptionsskandale i Spanien påvirkede borgerens tillid til politikerne.
Brixtofte-skandalen
For en fantastisk gennemgang af skandalen, der er både lærerig og underholdende, og med en udførlig beskrivelse af forløbet, kan jeg varmt anbefale Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensens bog Brixtofte – Historien om en afsløring fra 2002. En gennemgang af forløbet gives også i dokumentarserien Brixtofte – helt, skurk, far.
Nedenstående forside fra B.T. fra den 6. februar 2002 viser, at Peter Brixtofte havde drukket for 150.000,- på ét døgn. Der var i dækningen i de efterfølgende uger talrige eksempler på borgmesterens magtmisbrug, og disse beskyldninger om magtmisbrug tog kun til i styrke i løbet af de efterfølgende uger og måneder.
Den konkrete skandale er ideel til at undersøge effekten af politiske skandaler på den offentlige opinion af mindst tre grunde. For det første tillader skandalen at operere med en klar sondring mellem før og efter skandalen rammer forsiderne. For mange andre politiske skandaler sker denne udvikling gradvist, hvor det ikke altid er klart, hvornår en politiker eller parti går fra at være i modvind til at være i en egentlig skandale. I dette tilfælde er det klart, at der ikke var en skandale 5. februar og at der var en skandale 6. februar. Som de to journalister Pihl and Priess-Sørensen nævner i deres bog om skandalen, arbejdede de på historien i flere månder, og det var vigtigt for dem at offentligheden først fik nys om skandalen, når de havde tilstrækkeligt med materiale til at køre historien.
For det andet er der tale om en skandale, hvor der ikke var nogen tvivl omkring, hvorvidt der egentlig var tale om forkert adfærd. I mange politiske skandaler er der ikke enighed om, hvorvidt der er tale om en skandale i første instans. Når medierne kunne rapportere at Trump havde gjort noget, der var på kant med loven, var mange klar til at sige, at det var en skandale, hvorimod andre kunne sige, at der ikke var tale om en skandale. Brixtofte-skandalen var ikke alene en skandale fra dag 1, men også en skandale, hvor der ikke var tvivl omkring det faktum, at der var tale om forkert adfærd i form af magtmisbrug.
For det tredje fik skandalen meget omtale i medierne, som ikke var isoleret til et eller få medier. Dette er afgørende da tidligere forskning har vist, hvordan karakteristika ved en skandale kan påvirke, hvor meget opmærksomhed de får i medierne (Puglisi og Snyder 2011). I dette tilfælde fik skandalen opmærksomhed blandt alle aviser såvel som omfattende dækning på nationalt TV og radio, og der var ingen tegn på, at nogle medier ignorerede skandalen – eller såede tvivl om, hvorvidt der var tale om en skandale.
Der var i perioden op til 6. februar 2002 ingen fokus på en stor skandale med Peter Brixtofte i centrum. En sådan dækning ville være problematisk, da det ville indikere at “kontrolgruppen” ikke var en kontrolgruppe, hvilket i værste fald ville give forkerte estimater i analyserne. Nedenstående figur viser antallet af artikler før og efter 6. februar 2002, der nævner ord, der kan være forbundet med et fokus på en skandale. Disse tal er indsamlet via Infomedia. I det første panel ser vi antallet af artikler, der nævner kommunen (“Farum”), borgmesteren (“Brixtofte”) og borgmesterens parti (“Venstre”). Det andet panel viser antallet af artikler, der nævner borgmesteren og “skandale”. Det tredje panel viser antallet af artikler, der foruden at nævne borgmesteren og skandale også nævner “Venstre”.
Der er et begrænset fokus på borgmesteren i medierne fra 15. december 2001 til 6. februar 2002. Der var kun 37 artikler i denne periode. Antallet af artikler der inkluderede Brixtofte og skandale var minimal, og ingen af disse artikler indikerede en politisk skandale a la det man ser fra 6. februar og frem. Tværtimod ser vi et stort fokus på borgmesteren og skandale efter den 6. februar. Dette gør, at vi dermed kan sammenligne borgernes holdninger lige før og efter skandalen til at belyse, hvilken effekt skandalen havde på den offentlige opinion. Jo mere borgerens holdninger er identiske før og efter skandalen, desto mindre indflydelse vil skandalen have haft.
Metode og data
Skandalen fandt sted midt i dataindsamlingen til Valgundersøgelsen 2001. Folketingsvalget i 2001 fandt sted 20. november, men grundet en forsinkelse blev det meste af dataindsamlingen foretaget i 2002. Dataindsamlingen blev foretaget af Gallup i form af CAPI-interviews. Det første interview blev foretaget 15. december 2001. Kun 35 interviews (1,7%) blev foretaget i 2001, og de resterende blev foretaget i perioden fra 1. januar til 14. marts 2002. Dette giver os en unik mulighed til at konstruere to grupper, der er sammenlignelige med en væsentlig undtagelse: deres eksponering til Brixtofte-skandalen. Den ene gruppe består af de respondenter, der deltog i Valgundersøgelsen før 6. februar 2002, hvor den anden gruppe består af de respondenter, der deltog efter 6. februar. 952 respondenter (47,86%) deltog i undersøgelsen før skandalen, og 1.037 respondenter (52,14%) deltog efter skandalen.
Til at måle respondenternes opfattelse af, hvor korrupte politikerne er, har de besvaret følgende spørgsmål: “Hvor udbredt tror De korruption som f.eks. bestikkelse er iblandt politikere i Danmark?”. Svarmulighederne er “Meget udbredt”, “Ret udbredt”, “Ikke særlig udbredt” og “Det sker næsten aldrig”. Jeg har kodet denne variabel, så højere værdier betyder, at respondenten mener, at korruption er mere udbredt blandt politikerne i Danmark. Til at måle borgernes tillid til politikerne, anvender jeg følgende spørgsmål: “Hvor stor tillid har De til danske politikere i almindelighed? Har De meget stor tillid, ret stor tillid, ret lille tillid, eller meget lille tillid?”. Her er svarmulighederne de fire nævnte muligheder.
Fordelen ved dette forskningsdesign er, at det tager udgangspunkt i en “virkelig” skandale og ikke opdigtede scenarier, der kan være en udfordring for den eksterne validitet (Maier 2011). Som Bhatti et al. (2013: 408f) korrekt har pointeret: “the nature of scandals (one-time events that affect all voters simultaneously) render them difficult to study using conventional observational methods (for example, cross-sectional surveys)” (for en lignende pointe, se Blais et al. 2015). Min tilgang her giver således mulighed for rent faktisk at bruge tværsnitsdata til at generere to tilnærmelsesvist identitiske grupper, hvoraf kun den ene er påvirket af den politiske skandale. Med andre ord giver Valgundersøgelsen 2001 en ganske unik mulighed for at undersøge effekten af politiske skandaler på den offentlige opinion.
Nedenstående figur viser hvornår respondenterne deltog i valgundersøgelsen. Den røde stiplede linje angiver den 6. februar 2002, hvor B.T. bragte den første forsidehistorie med Peter Brixtofte.
Brixtofte-skandalen påvirkede danskernes opfattelser
Til at analysere effekten af Brixtofte-skandalen på den offentlige opinion, i.e. borgerens tillid til politikerne og deres opfattelse af korruption blandt samme, estimerer jeg fire regressionsmodeller. Mere specifikt estimerer jeg to regressioner til hver afhængig variabel, en uden kontrolvariable og en med kontrolvariable. De inkluderede kontrolvariable er køn, alder, uddannelse, indkomst, om man er gift, hvor stor en by man bor i og om man stemte på et rødt eller blåt parti ved folketingsvalget den 20. november 2001.
Nedenstående figur viser resultaterne fra de fire regressionsmodeller. Konkret viser figuren effektestimaterne med 95% konfidensintervaller. Her kan vi se, at borgernes tillid til politikerne ikke ændrede sig ovenpå skandalen, men at de omvendt var mere tilbøjelige til at opfatte politikerne som korrupte.
Resultaterne bekræfter at politiske skandaler kan påvirke borgernes generelle opfattelse af, hvor korrupte politikerne er (Bowler og Karp 2004). Det er således ikke kun de involverede politikere, der bliver påvirket af en skandale. Når det er sagt viser analyserne også, at det ikke er på alle dimensioner, at borgerne ændrer deres holdninger. Konkret var vælgerne ikke mere tilbøjelige til at have mindre tillid til politikerne generelt blot fordi én borgmester var involveret i en skandale.
Nogle af studierne angivet ovenfor viser, at politiske skandaler kan påvirke både borgernes tillid til politikerne og deres opfattelse af korruption blandt samme. Der er dog også eksempler på studier, der ikke finder sådanne effekter. Maier (2011) viste eksempelvis i et eksperiment, at borgernes tillid til politikerne, deres tilfredshed med demokratiet og opfatelse af korruption blandt politikerne ikke var påvirket af eksponeringen til en politisk skandale. Dette kan således indikere, at vi skal være påpasselige med at generalisere fra én skandale til politiske skandaler generelt.
Begrænsninger
Der er mindst tre nævneværdige begrænsninger ved ovenstående analyse.
- Nutidige skandaler. Meget har ændret sig på 20 år, og der er ingen garanti for, at en lignende skandale i dag ville have tilsvarende effekter. Den måde hvorpå politiske begivenheder dækkes på i dag afviger signifikant fra, hvordan Brixtofte-skandalen blev dækket. Det er svært at sige, hvordan skandalen ville have været dækket, hvis Facebook og Twitter fandtes i 2002.
- Forskellige skandaler. Som angivet ovenfor, skal vi være påpasselige med at konkludere for meget på baggrund af én skandale med bestemte karakteristika. Ikke alle politiske skandaler er ens, og forskellige typer af skandaler (Basinger 2013) såvel som karakteristika ved de involverede politikere (Berinsky et al. 2011, Smith et al. 2005) kan have betydning for, om og hvordan borgerne reagerer på en politisk skandale.
- Partipolitik. Der var ingen partipolitiske konflikter omkring skandalen, da den stod på. Venstre gjorde det entydigt klart på det nationale niveau, da skandalen tog fart, at der var tale om et lokalpolitisk anliggende. Hvis partiet havde ageret anderledes, er det også muligt, at vi havde set andre effekter. Tidligere forskning har eksempelvis vist, at hvordan politikerne diskuterer en skandale påvirker effekten af selvsamme (Woessner 2005).
Konklusion
Politiske skandaler kan påvirke den offentlige opinion. Analyserne præsenteret ovenfor indikerer, at Brixtofte-skandalen øgede danskernes opfattelse af korruption blandt politikerne generelt, men ikke havde nogen betydning for borgernes tillid til politikerne.
Det er en sag der primært har historisk interesse, men ikke desto mindre en utroligt interessant case, der stadig refereres til den dag i dag. Den gode nyhed er, at skandalen – i hvert fald på kort sigt – ikke rykkede ved vælgernes generelle tillid til politikerne.