Når der går kage i repræsentativiteten

Ser 41 pct. af danskerne gerne, at der var mindre kage på jobbet? Det er hvad denne artikel hos BT påstår. TjekDet har taget et nærmere kig på den pågældende undersøgelse, der ligger til grund for påstanden. Jeg har i den forbindelse også givet et par kritiske kommentarer med på vejen.

Undersøgelsen bygger på respondenter fra det “danske vægttabsregister”, som partner i Fitness Institute, Henrik Duer, står bag. Det lyder metodisk fint, men det er intet andet end tomme kalorier. Konkret er der tale om, at Henrik Duer har delt et link til en spørgeskemaundersøgelse på Facebook, og bedt folk om at deltage med deres holdning til sundhed og kage på jobbet.

Det er der kommet 6.020 svar ud af, hvilket ingenlunde er et tegn på, at der er tale om en god undersøgelse. Blot fordi du tilføjer flere ingredienser til din kage, gør det ikke, at du per automatik har en bedre kage. Jeg har gentaget denne pointe flere gange (se eksempelvis her for et otte år gammelt indlæg).

I den konkrete undersøgelse er der selvfølgelig flere respondenter, der går op i at tabe sig, end vi finder i befolkningen. Der er derfor naturligvis en overvægt af overvægtige. Undersøgelsen er med andre ord ikke repræsentativ.

Vi kan derfor ikke sige noget om, på baggrund af den pågældende undersøgelse, hvor stort et problem kage på jobbet er for danskerne på arbejdsmarkedet.

Hvad vi ser her er et klassisk eksempel på, hvordan journalister hopper i med begge ben, blot fordi der er et par tal, de ukritisk kan videreformidle. Og når den slags hænder, sker det, at der går kage i repræsentativiteten.