Det er ikke alle politiske meningsmålinger, der bliver delt. Det er ligeledes heller ikke tilfældigt, hvilke meningsmålinger der bliver delt. Her den anden dag kunne FiveThirtyEight således illustrere, at den republikanske præsidentkandidat Donald Trump primært deler meningsmålinger, der favoriserer ham selv.
Dette fik mig til at undersøge, om det var muligt at finde lignende eksempler i en dansk sammenhæng. Den eneste politiker, jeg kunne finde, der har delt relativt mange meningsmålinger på de sociale medier, er formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen. Han har i år delt 18 meningsmålinger med sine venner og andre følgere på facebook.
Nedenstående figur viser Liberal Alliances opbakning i meningsmålingerne i henholdsvis de meningsmålinger, der blive delt af Anders Samuelsen, og alle andre meningsmålinger. De røde punkter viser meningsmålinger, Anders Samuelsen har delt, hvor de blå punkter er meningsmålinger, der ikke er delt. Ikke så overraskende er der en tendens til, at det især er de meningsmålinger, hvor Liberal Alliance klarer sig godt, der bliver delt.
I figuren har jeg udelukkende inkluderet specifikke meningsmålinger, og dermed ikke exit polls, vægtede gennemsnit, særlige meningsmålinger (eksempelvis målinger udelukkende med unge vælgere). Der er meget få datapunkter, så der skal ikke tolkes for meget ud af figuren. Ikke desto mindre er det altid interessant, når man kan blive bekræftet i, at politikere er selektive i forhold til den viden, de deler med deres følgere.
(Som altid kan data og script findes på GitHub)