Flere steder kan man læse, at meningsmålingerne blev valgets store taber. Troels Mylenberg spørger således retorisk, om medierne mon kan kræve sine penge retur fra meningsmålingsinstitutterne. Det der især har overrasket folk er, at det angiveligt ikke blev så tæt et valg, som vi havde forventet. Blå blok fik som bekendt 52,3 procent af stemmerne, hvilket var betydeligt mere end 50 procent, og efter alle stemmerne var talt op, stod det fast, at 165.000 stemmer adskilte rød og blå blok. Ved folketingsvalget i 2011 var dette tal kun 8.000. Så meget for et tæt valg.
Kigger vi på hvordan den blå blok lå i meningsmålingerne ser vi dog, at meningsmålingerne slet ikke klarede det så dårligt. Nedenstående figur viser opbakningen til blå blok i løbet af valgkampen hos de seks mest aktive analyseinstitutter, hvor valgresultatet er markeret med en cirkel. Som det kan ses klarede de fleste analyseinstitutter sig ganske fint, når man tager højde for den statistiske usikkerhed.
Der er dog ingen analyseinstitutter, der skyder blå blok til at få flere stemmer, end de fik (men et par af institutterne gjorde for et par dage siden). Kigger vi nærmere på de enkelte partier i blå blok, kan vi da også se, at Dansk Folkeparti endte med et bedre valgresultat, end de fleste analyseinstitutter forventede. Nedenstående figur viser, at analyseinstitutterne undervurderede Dansk Folkepartis opbakning på valgdagen. Der kan være flere forklaringer på dette, men det skyldes nok især, at mange først giver udtryk for, at de stemmer på Dansk Folkeparti, når de står i stemmeboksen. Institutterne forsøger at tage højde for sådanne aspekter, men som det kan ses, er det ikke altid nemt.
For de andre partier i blå blok var der ingen nævneværdige overraskelser på valgdagen. Kigger vi eksempelvis nærmere på de Konservative, som nedenstående figur viser, ser vi, at de fleste institutter havde held med at ramme valgresultatet for det mindste parti i Folketinget. Statistisk er det også nemmere for institutterne at ramme rigtigt for et lille parti som de Konservative end for et større parti som Dansk Folkeparti.
Der er ingen tvivl omkring, at analyseinstitutterne selvfølgelig gerne ville have ramt endnu tættere på de 52,3 til blå blok, og dette især ved at have ramt bedre for Dansk Folkeparti. Når det er sagt må man dog bare konkludere, at det kunne være meget værre – og der er andre aspekter, der er mere aktuelle at diskutere i denne sammenhæng.
For det første er der tale om et problem, når medierne ikke gør mere ud af at nævne den statistiske usikkerhed ved målingerne. Når man glemmer usikkerheden i formidlingen af meningsmålingerne, er det klart, at selv 52 procent virker meget større end 50 procent, når det omregnes til mandater. Der er intet der taler for, at journalisterne vil blive bedre til dette foreløbigt, men det er stadig en vigtig pointe at nævne igen og igen. Så længe det ikke sker, må man selv være kritisk.
For det andet kan der være udfordringer forbundet med den måde hvorpå vi forholder os til vægtede snit og usikkerheden i de estimater, vi kommer med, når vi kombinerer flere meningsmålingers resultater. Vi har eksempelvis set påstande om, på baggrund af talrige målinger, at sandsynligheden for at rød blok fik flere end 85 mandater ved valget, var tæt på 100 procent (de fik som bekendt 85). Hvis samtlige analyseinstitutter estimerer et parti til systematisk at ligge lavere i meningsmålingerne end de burde, vil de vægtede snit reducere den statistiske usikkerhed, men også med den implikation, at det egentlige resultat for det pågældende parti ligger endnu længere væk fra konfidensintervallet i det vægtede snit. Det eneste vi har opnået er dermed en illusion af præcision, når de systematiske skævheder ikke er forsvundet.
For det tredje er der et indiskutabelt fravær af transparens i forhold til de metoder, der bruges til at underbygge påstande om, hvor stor vælgeropbakningen er til de enkelte partier. Dette gælder på alle stadier (fra analyseinstitutternes arbejde til de vægtede snit, man ser i medierne). Analyseinstitutterne har forretningshemmeligheder, hvorfor de ikke har nogen interesse i at fortælle om, hvad de gør for at ramme rigtigt. De vægtede snit kommer ligeledes sjældent med nærmere information om, hvordan de helt præcist er vægtet, hvilke målinger der er inkluderet og så videre. Dette gør det svært at forholde sig kritisk til resultaterne og vurdere validiteten af målingerne.
Det korte af det lange: Meningsmålingerne kunne have ramt bedre hvad angår Dansk Folkeparti, men det er forkert at sige, at meningsmålingerne har fejlet i nærværende valgkamp. Vi er langt fra engelske tilstande, og når man kigger nærmere på de fleste partiers opbakning ved valget og sammenholder det med de seneste målinger, ser det slet ikke så slemt ud. Meningsmålingerne blev med andre ord ikke valgets taber.