Erik Gahner Larsen

Samfundstjeneste er måske bedre end fængsel

Forleden kunne man i Politiken læse, at en rapport fra Justitsministeriet viser, at kriminelle, der idømmes en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste frem for en ubetinget fængselsstraf, begår mindre kriminalitet. Helt konkret, kan man læse, falder risikoen for at begå ny kriminalitet med 15 pct., når der dømmes samfundstjeneste. Bør den logiske følge være, at vi skal anbefale politikerne at undlade at give ubetingede fængselsstraffe og i stedet dømme kriminelle til samfundstjeneste? Nej.

Det væsentligste problem med rapporten fra Justitsministeriet er, at sammenligningsgrundlaget mellem de kriminelle, der har fået en betinget dom, og de kriminelle, der har fået en ubetinget dom, er tvivlsomt. Helt konkret er 38 pct. af dem, der er blevet dømt til samfundstjeneste, kriminelle, der har begået formueforbrydelser, mod 14 pct. af dem, der har fået en ubetinget fængselsstraf. Ligeledes er der en større andel af kriminelle der har begået vold, seksualforbrydelser og anden personligfarlig kriminalitet, der har fået ubetingede straffe i stedet for samfundstjeneste. Disse forskelle er yderst signifikante og sætter spørgsmålstegn ved, om betydningen af samfundstjenesten skyldes systematiske forskelle på, hvilken straf folk får, snarere end effekten af straffen selv. Med andre ord kan vi ikke vide, om det er samfundstjenesten, der virker, eller om der blot er tale om, at man sammenligner pærer og bananer, hvor det er naturligt at forvente, at de, der bliver dømt til samfundstjeneste på forhånd, er mindre tilbøjelige til at begå ny kriminalitet.

Betyder det så, at vi skal stoppe her og anbefale politikerne at lave politik i blinde? Nej, tværtimod. Løsningen i dette tilfælde vil være at skabe de bedste betingelser for at estimere, hvilken betydning samfundstjeneste har. Helt konkret kan det gøres ved, at man tilfældigt giver kriminelle, der står til at få enten en ubetinget fængselsstraf eller en samfundstjenestedom, en af disse domme.

Det tilfældige aspekt gør, at vi kan sandsynliggøre, at en eventuel forskel mellem disse grupper kan tilskrives betydningen af straffen. Dette vil være mere moralsk og metodisk forsvarligt end at dømme kriminelle uden konkret viden om, hvilken effekt det reelt set har. Denne anbefaling er hermed givet videre til de ansvarlige i Justitsministeriet.

Bragt i Politiken, 8. juni 2014.

Pinlige dage for den politiske dækning

Dagene i begyndelsen af uge 23 i det herrens år 2014 må gå over i historiebøgerne som nogle af de mest pinagtige i dansk mediehistorie, især hvad angår formidlingen af en større politisk begivenhed. Vi taler om de dage i juni, hvor der har været en yderst intensiv mediedækning af Lars Løkke Rasmussen og historier om faldende opbakning i meningsmålingerne, Lars Løkkes afgang som formand, kandidater til formandsposten i Venstre, hvem Lars Løkke peger på som ny formand og så videre. Historierne om Lars Løkkes problemer har været der længe, men de tog til i styrke mandag.

Mandag begyndte i særdeleshed dårligt for Venstre, da en Megafon-måling i Politiken kunne rapportere, at Venstre ikke ville få statsministerposten, hvis der var folketingsvalg samme dag. Mette Østergaard, politisk kommentator hos Politiken (dem der gav os Peter Mogensen), mener, at målingen bør føre til, at Venstre-toppen overvejer en ny formand: ”Når vælgernes reaktion er så voldsom som det, vi ser nu, så må man også i Venstres top begynde at overveje, om man kun holder fast i Lars Løkke for hans egen skyld og ikke for partiets.”.

Ikke mange timer efter kunne en Epinion-måling hos DR fortælle, at der stadig var et flertal til blå blok. En artikel hos DR der desuden bør være pensum på diverse journalistuddannelser som et paradeeksempel på, hvordan man ikke skriver en artikel om en meningsmåling. De fleste danske medier skrev flittigt om begge meningsmålinger, selvfølgelig som altid uden at perspektivere dem eller på anden måde forholde sig systematisk til, hvordan partierne ville stå, hvis der var valg. På BT kunne man eksempelvis se følgende pinagtige dækning af meningsmålingerne:

Hvis man tror det var pinligt at følge mediedækningen mandag, var det dog kun fordi man endnu havde til gode at opleve den næstkommende hverdag. Her kom det tidligt på dagen ud, at Lars Løkke efter alt at dømme ikke ville klare sig dagen ud. Mette Østergaard skrev et indlæg klokken 9.33, hvori hun lufter muligheden for, at Lars Løkke trækker sig fra formandsposten i Venstre. Klokken 12.43 kunne Politiken så meddele, at Lars Løkke vil trække sig om aftenen. Kilden til historien er Mette Østergaard, der dagen forinden havde pointeret, at Venstres top må begynde at overveje om de ville holde fast i Lars Løkke. Allerede her spekulerer Mette Østergaard over, hvem der vil tage over, når Lars Løkke trækker sig: “Kristian Jensen er det oplagte bud som ny formand. Han er næstformand og dermed det formelle og naturlige bud på en ny formand, når den eksisterende formand træder tilbage.”

De andre medier fanger op på Mette Østergaards historie (se eksempelvis Berlingske og Ritzau). Ikke mange timer efter kan Mette Østergaard så fortælle historien om, at Søren Gade står klar til ”et spektakulært politisk comeback”. Forsiden på Politikens hjemmeside var klar i mælet:

Bemærk desuden, at det ikke var mulet at klikke på teksten i breaking news-banneret. De andre medier fulgte efter. Her Ekstra Bladets hjemmeside:

Her BTs hjemmeside:

Og her Jyllands-Postens hjemmeside:

Nu kunne man håbe for Mette Østergaards integritet og faglige stolthed, at Lars Løkke ville træde af tirsdag aften. Dette skulle dog ikke vise sig at være tilfældet. I stedet måtte Politiken diskret pakke den gule breaking news-søjle væk og – forhåbentligt modvilligt – rapportere at Lars Løkke måske fortsætter som formand:

Den seneste nyhed? Lars Løkke overlever. Dette påskud af journalistisk arbejde vi har været vidne til i går og i dag, tjener ingen – mindst af alt medierne selv, der lever af at levere korrekte informationer. Hvis der er én ting Lars Løkke med rette kan sige til de danske medier, i hvert fald for nu, er det: Rygterne om min død er stærkt overdrevne. For der var jo ikke på noget som helst tidspunkt tale om andet end rygter, som blev sat stort op på forsiden af de danske dagblades hjemmesider som faktuelle kendsgerninger.

Selv skrev jeg tirsdag aften: ”Én ting er sikkert: Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen træder af, gør en håndfuld politiske kommentatorer.”, hvilket af gode grunde blev kritiseret: ”Sikker? Troede ellers, at “politisk kommentator” var den eneste jobbeskrivelse, der tillod flere lig i lasten end “partiformand”.”. Vi ved alle godt, at det ikke får implikationer for de politiske kommentatorer.

Hvad er problemet? Problemet er, at der i morgen ikke er noget problem. I morgen taler de politiske kommentatorer videre om nye emner, eksempelvis om hvornår Lars Løkke så træder af som formand. Politiske kommentatorer taler om i dag – ikke i går. Det er decideret sørgeligt, at en gruppe af mennesker der ”erfarer” så meget, er så dårlige til at gøre sig nogle erfaringer. Det er sørgeligt, at mennesker der gør alt hvad der står i deres magt for at øge presset på en politiker, udelukkende med henblik på at holde mediegryden i kog, ikke har noget videre ansvar. Der er jo nye emner der ganske ansvarsløst skal kommenteres.

Jeg bliver så træt af politiske kommentatorer. Jeg bliver så træt af, at de ikke stilles til ansvar for deres bombastiske udmeldinger, der kan være med til at påvirke den politiske virkelighed og dermed bidrage til, at deres analyser bliver selvopfyldende profetier. Nu har de politiske kommentatorer brugt hele dagen på at tale om en politiker der træder af, fordi han ikke kunne passe sit hverv som politiker tilfredsstillende. Måske burde en politisk kommentator eller to tage konsekvensen af åbenlyst manglende evner til at være politisk kommentator. Ingen nævnt, ingen glemt, men læs eventuelt dette indlæg igen.