Erik Gahner Larsen

Analyse: S-R-SF har valgt de forkerte reformer

Har d.d. en analyse i Politiken sammen med Michael Baggesen Klitgaard og Christian Elmelund-Præstekær (hhv. professor og lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet). Konklusionen i analysen er, at VK-regeringen på flere områder lavede lige så markante reformer som dem S-R-SF arbejder på nu. Fra analysen (ikke online):

Regeringen har med en bemærkelsesværdig dødsforagt sat gang i en række kontroversielle reformer af velfærdspolitiske kerneydelser såsom kontanthjælp og SU. Reformer, der føjer sig til de tidligere gennemførte reformer af dagpenge, førtidspension og efterløn. Regeringen bestående af bl.a. folkesocialister og socialdemokrater bliver kaldt borgerlig – ja, faktisk mere borgerlig end den tidligere VK-regering, om hvilken den almindelige opfattelse er, at den sad på hænderne i et lille årti og forspildte muligheden for at gennemføre markante ændringer i velfærdspolitikken.

Den almindelige opfattelse er imidlertid ikke korrekt. Forskellen på S-R-SF og VK er ikke, at førstnævnte gennemfører reformer i stort omfang, mens sidstnævnte lod stå til. Forskellen er, at S-R-SF gennemfører reformer, der har langt mere synlige konsekvenser for vælgerne, end de reformer Fogh-regeringerne gennemførte. Det skyldes, at S-R-SF ændrer velfærdspolitikkens indhold, mens VK’s primære reformstrategi omhandlede velfærdsstatens institutionelle opbygning.

Michael Baggesen Klitgaard og Christian Elmelund-Præstekær har forsket i hvordan regeringer anvender bestemte reformstrategier for at få gennemført politiske forandringer, og har man interesse for emnet kan jeg anbefale følgende tidsskriftsartikler:

Klitgaard, M. B. & C. Elmelund-Præstekær. 2013. “The partisanship of systemic retrenchment: tax policy and welfare reform in Denmark 1975–2008.” European Political Science Review.

Elmelund-Præstekær, C. & M. B. Klitgaard. 2012. “Policy or institution? The political choice of retrenchment strategy.” Journal of European Public Policy 19(7):1089-1107.

Klitgaard, M. B. & C. Elmelund-Præstekær. 2013. “Partisan Effects on Welfare State Retrenchment: Empirical Evidence from a Measurement of Government Intentions.” Social Policy & Administration 47(1):50-71.

2 comments

  1. Tak for en interessant og velskrevet analyse, som dog alene berør et enkelt kritikpunkt vendt mod VK-regeringens reformkurs. Der kan for mig at se nævnes op til flere.

    1. Der blev ikke gennemført markante reformer under VK-regeringen.
    2. Der blev ikke gennemført de nødvendige reformer under VK-regeringen.
    3. Der blev ikke gennemført tilstrækkelige borgerlige reformer under VK-regeringen.

    Det er reelt kun det første kritikpunkt, som analysen tager op til revision. Her er kritikken ganske rigtigt forfejlet. Man skal ikke have fulgt meget med i politik for at have opdaget, at VK-regeringen gennemførte flere markante reformer. Analysen nævner selv kommunalreformen og sundhedsvæsenet, men andre kunne ligeledes nævnes.

    Det andet kritikpunkt kan dog ikke uden videre forkastes. De økonomiske vismænd, tænketanke og velfærdsforskere havde ved flere lejlighed anbefalet VK-regeringen at gennemføre reformer af dagpengesystemet, efterlønnen, folkepensionen og skattesystemet. De blev dog gang på gang afvist. Muligvis var det taktisk klogt at tækkes vælgerne, men kritikken bliver dog ikke mindre relevant af den grund.

    Man kan heller ikke uden videre afvise det tredje kritikpunkt. Der kom rigtignok love fra VK-regeringen, som havde et borgerligt tilsnit (privathospitaler, svækkelse af fagforeninger etc.), men endnu flere gik i den modsatte retning, herunder såvel økonomiske som værdipolitiske (hundelov, knivlov, faldende konkurrenceevne, flere nye skatter og afgifter, større offentligt forbrug og flere offentligt ansatte etc.).

    Til slut hævder analysen, at Fogh var usædvanlig dygtig til at balance nødvendige poliske reformer op imod hensynet til at blive genvalgt, mens den nuværende regering har været mindre overbevisende i så henseende. Dette skal jeg ikke kunne afvise, men det skal dog bemærkes, at Fogh regerede i en tid med højkonjunktur, mens S-R-SF i dag kæmper med lav vækst og høj ledighed, hvilket i højere grad forudsætter de i analysen nævnte indholdsreformer og dermed flere tæsk fra vælgerne.

  2. Mange tak for din kommentar. Jeg er helt enig.

    Man kan rejse flere kritikpunkter mod den borgerlige regering, herunder om der er tale om nødvendige og tilstrækkelige reformer. Det er dog et spørgsmål for meningsdannere og økonomer.

Leave a Reply to Erik Gahner Larsen Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *