Steffen Thybo Møller har studeret på Aarhus School of Business, han er glad for et organisationsteoretisk begreb som social innovation – og så har han i det nyeste nummer af Djøfbladet én mission i hovedet: »Vågn op statskundskab, og kom med nogle løsninger på samfundets problemer.«
Steffen studerer den dag i dag nemlig statskundskab ved KU, og her er der angiveligt tale om et elfenbenstårn, hvor der ikke tænkes tanker, der bidrager til, at løse samfundets problemer: »Forskerne herinde er dygtige nok. Men de gør stadig, som de altid har gjort: Tilbyder fag spækket med selvrefererende teoretiske og metodiske debatter, så ingen misser muligheden for at blive en potentiel ph.d.-kandidat«.
En sådan udmelding irriterer mig lidt. Hvis man ikke kan se relevansen i de teoretiske såvel som metodiske debatter (hvor selvrefererende de så end er), er det ikke nødvendigvis debatterne den er galt med. Sådanne debatter kan selvfølgelig forekomme abstrakte, og for nogen derfor også ligegyldige, da de af logiske årsager forudsætter et bestemt abstraktionsniveau.
Det der dog irriterer mig mest, er de spørgsmål han rejser: »Hvor er visionen om at komme med løsninger på samfundets problemer? Hvornår lærer vi at skabe – frem for at forstå – forandringer?«. Der er mindst tre grunde til, at de irriterer mig.
For det første publiceres der meget litteratur der har implicitte såvel som eksplicitte ambitioner om at bidrage med gode råd og policy anbefalinger (= løsninger på samfundets problemer). Så visionen er der talrige steder, hvis man tager sig tid til at finde den.
For det andet er »samfundets problemer« ikke en størrelse man blot kan komme med løsninger på uden først at tage politisk stilling til, hvad der udgør et politisk problem. Vi kommer ikke tættere på én opfattelse af samfundets problemer ved blot at tænke innovativt. Tværtimod. Og heldigvis!!!
For det tredje er forståelsen af forandringer forudsætningen for at kunne skabe forandringer. I hvert fald hvis forandringerne skal ske med udgangspunkt i viden. Det andet spørgsmål er derfor blot en kliché og uden reelt indhold. Vurderingen af, at der er brugt for meget tankevirksomhed på blot at forstå forandringer frem for at skabe dem, er heller ikke ny, men kan blandt andet spores tilbage til gode gamle Karl Marx.
Mest af alt lyder det som om, at Steffen Thybo Møller har valgt det forkerte studie, eller savner sin tid som stud.merc.int. på Aarhus School of Business. Lars Bo Kaspersen, institutleder på statskundskab på KU, giver dog i en vis grad Steffen ret i sin kritik, hvorfor der er søsat en uddannelsesreform, der trækker i »den retning (konkrete færdigheder, som vil gøre dem umiddelbart brugbare i den private sektor., red.) med nye specialiseringsmuligheder«: »Vi har den forskningsmæssige kompetence til det. Det er ikke kun staten, vi forsker i. Og vi ruster yderligere op, så ledelse, organisation, projektledelse, strategi, CSR med mere bliver faste udbud«.
Jeg kan ikke udtale mig om statskundskab på KU, men jeg er bekendt med utallige fag som statskundskabere på SDU kan tage, hvis de har interesse for projektledelse, strategisk ledelse, organisationer osv. Det er dog heldigvis nu kun valgfag, hvorfor man som statskundskaber kan undgå sådanne fag.
Man kan ikke forlange, at statskundskab udelukkende er sat i verden for at bidrage med konkrete løsninger på samfundets problemer. Statskundskab beskæftiger sig blandt andet med magt, interesser, konflikter m.v., der ikke direkte bidrager med efficiente løsninger på samfundets problemer. Man kan omvendt sige, at det er et offentligt gode, at der forskes i politik og magt, og at statskundskab ikke er begrænset til at tænke i organisationsteoretiske termer og buzzwords – og noget så tomt og ligegyldigt som at »løse samfundets problemer«.