Der venter et kampvalg om næstformandsposten i Socialistisk Folkeparti. Et valg der eftersigende kan afgøre partiets fremtid. Kandidaterne til posten er Meta Fuglsang og Mattias Tesfaye. Denne slags kampvalg kan være hårde, konfliktfyldte og ikke mindst spændende. Selv følger jeg i disse uger kampvalget mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen om formandsposten i Socialdemokratiet – med 20 års forsinkelse.
I forbindelse med kampvalget i SF har Pernille Frahm skrevet et blogindlæg, hvori hun prøver at svække Mattias Tesfayes chance for at blive valgt til næstformandsposten. I indlægget kritiserer Pernille et flere år gammelt indlæg skrevet af Tesfaye, hvor han opstiller 10 teser for en praktisk socialisme.
Disse teser har desværre ikke mødt den store opbakning i SF. Det er åbenbart ikke populært i politiske partier, at formulere 10 teser med udgangspunkt i ens ideologiske ståsted.
De 10 teser Tesfaye formulerer, vil jeg gerne dedikere dette indlæg til. Jeg vil ikke kritisere dem. Tværtimod. Jeg vil rose dem og gerne anbefale på det kraftigste, at de bliver læst. Jeg er selvfølgelig ikke enig med Mattias Tesfaye i socialismeprojektet, men jeg har megen respekt for hans holdninger, og finder dem lige så legitime og logisk konsistente, som mine egne holdninger.
Det er for det første befriende at læse indlæg skrevet af det jeg med rette mener, at man kan kalde for en intellektuel debattør. Det er sjældent jeg læser indlæg der så præcist formulerer et politisk projekt på baggrund af den erkendelse, at politik grundlæggende er resultatet af interessekonflikter. Det er med andre ord skønt at læse et politisk projekt, der ikke legitimerer politisk indgriben med udgangspunkt i, at man gør det for andres blå øjnes skyld. Derfor fortjener hele hans anden tese, at blive citeret ordret:
Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.
Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.
Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.
Jeg er enig, omend jeg mener, at en stoffri, vesteuropæisk, dansk mand, sagtens kan gøre noget godt for andre, da samvittighedsinteresser på ingen måde er illegitime interesser (deres relation til det politiske, kan så diskuteres). Man behøves ikke være hjemløs for at gøre noget godt for hjemløse. Jeg er dog helt på linje med argumentet bag, og den debat Tesfaye forsøger at rejse, så der er ikke i nærværende tilfælde tale om en regulær kritik af hans syn på den politiske kamp.
Mattias Tesfaye er helt sikkert bekendt med Karl Marx og Friedrich Engels, og højst sandsynligt også Carl Schmitt. Han er en klog gut. Han forfalder ikke til simple partipolitiske paroler eller den naive tro på, at venstrefløjen vil redde verden ved at afskaffe den onde kapitalisme eller skabe et samfund uden interessediversitet. Jeg kan kun håbe på, at flere debattører – på venstre- såvel som højrefløjen, vil læse de 10 teser og lade sig inspirere, provokere og forstå, at politik er og bliver et spørgsmål om interessekonflikter.
Det er ingen hemmelighed, at jeg politisk afviger fra SFs principprogram – og også fra Tesfayes holdninger. Det ændrer dog ikke på, at jeg er helt på linje med opfattelsen af det politiske og hvordan politik grundlæggende er en »kamp for egne interesser«.
Så med 3-4 års forsinkelse: Tak for et godt indlæg, Mattias.