Erik Gahner Larsen

Licens er ikke noget, vi giver til hinanden

Danmarks Radio har lanceret en ny kampagne med sloganet ’Licens er noget, vi giver til hinanden’. Det samme kan man sige om kønssygdomme, og det gør på ingen måde konceptet mere beundringsværdigt. Når dette er sagt, vil jeg argumentere for, at licens ikke er noget, vi giver til hinanden.

Kampagnen sælger den naive opfattelse, at DR er et solidarisk fællesskab, hvor der er noget for enhver smag. Hvor meget solidaritet der er over et fællesskab, hvor den enlige forsørger uden smartphone og andet, skal betale det samme som en hel familie med alverdens teknologiske apparaturer, kan selvfølgelig diskuteres. Det interessante er og bliver dog, hvor tåbeligt det er at sige, at licensen er noget man giver til hinanden.

Licens er noget man betaler fordi man skal. Licens er noget der frarøver folk deres penge, fordi nogen ikke bryder sig om at se reklamer på TV. Der er ingenlunde tale om et fællesskab, hvor der bliver skabt noget af relevans, der ikke ville kunne skabes på et marked. Tværtimod.

Fællesskabet i denne sammenhæng skal selvfølgelig tolkes ind i de public service-forpligtelser, DR har. Public service-begrebet er dog så udvandet og ligegyldigt, at alt efterhånden er public service. Dette ser vi bedst, når for eksempel DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, argumenterer for, at et markedskoncept som X Factor er public service, fordi det er public. Jøsses.

Ét er at folk tvinges til at betale for andres TV-, radio- og internetforbrug, noget andet at håne folk med, at de er en del af et fællesskab, der er et ulækkert misfoster i en moderne, teknologisk brydningstid. Licens er ikke noget vi giver til hinanden. Licens er en tvangsindkrævet skat. Punktum.

10 comments

    1. Selvtak.

      Men de hænder også, som for mange andre, at jeg også kan få et føl på tværs.

      Så kan det jo gå lidt stærkt på tangenterne.

  1. Indlægget er er min mening også unødigt negativt ladet, men det rammer alligevel et punkt der også har provokeret mig.

    Dr laver noget godt tv hvor de mange milliarder de skovler ind og kvaliteten(også på nettet) er højere end de fleste gratis kanaler.

    Men at ligestille det at betale licens med at give gaver til andre er lige at trække det en tand for langt. At give en gave er noget man gør af hjertet, ikke af tvang.

    1. Mange tak for din kommentar.

      Indlægget er skrevet i en negativ tone, ja. Om det er unødigt negativt ladet, ved jeg nu ikke. Mit ordvalg skal ofte tages med et gran salt – og allerbedst et smil på læben :)

      DR laver noget godt TV, og det er åbenlyst, at andre aktører på et marked ikke laver denne slags tv, når netop DR står for udbuddet til den efterspørgsel, der er. Din brug af ordet “gratis” i denne sammenhæng, forvirrer mig lidt.

  2. Nå nu indrømmer man gerne at ens indlæg var negativ tone.
    Der er åbenbart forskel på godtfolk.

    Tak for det!

  3. Jeg er helt enig i at licens er en ekstra skat, og den er absolut ikke ligelidt opkrævet. Nogle betaler meget mindre for det tv de ser fremfor andre, og det er ikke umiddelbart rimeligt. MEN… det er en nødvendighed for at vi sikrer at ALLE bliver oplyst! Om vi kan li’ programmerne eller ej, så får vi muligheden for at se verden på en anden måde end den vi omgiver os af. Derfor betaler jeg personligt min licens med glæde… Også selv om jeg betaler meget mere pr. time for det tv jeg ser.

    1. Mange tak for din kommentar. Dit argument hviler på nogle implicitte antagelser, og jeg er uenig i flere af dem.

      For det første vil jeg betvivle i hvor stor grad fjernsyns- og radiomediet bør være de medier, vi sætter vores lid til i forhold til oplysning. Er der et marked for oplysning på disse medier, er det selvfølgelig fantastisk, men der er nogle helt væsentlige forhold der gør, at det er naivt, at DR bruger tvangsindkrævede ressourcer på at producere og formidle den slags indhold. Dette uddyber jeg nedenunder.

      For det andet sikrer DR ikke, at vi alle bliver oplyst. I et frit samfund hvor det står folk frit for, hvilken type medieindhold de vil se, høre og læse, er det naivt at tro, at folk vil se noget de ikke i forvejen har en præference for. Dem der hører P1 og ser DR2 og/eller DR K, er ressourcestærke borgere der sagtens vil kunne gå på biblioteket og finde samme type indhold (og det er jo selvfølgelig en mulighed for alle borgere, uafhængigt af pengepungens størrelse). Pointen her er selvfølgelig, at hvis ungdommen vil se Paradise Hotel, er det naivt at forestille sig, at de halvvejs inde i programmet zapper over på Deadline. Dette er ikke nødvendigvis problematisk, så længe man ikke sætter sin lid til, at det er TV-mediet der alene skal stå for at oplyse og berige folk vidensmæssigt (hvad vi så end forstår med disse koncepter).

      For det tredje er det ikke selvskrevet, at det skal være en så dyr institution som DR, der skal stå for ”oplysning” (eller at gøre os klogere, som DRs generalsekretær Maria Rørbye Rønn får formidlet det i det nyeste nr. af djøfbladet). Man ville sagtens, for en betydelig mindre sum penge, kunne sørge for, at oplysning m.v. kunne formidles til en større offentlighed. Selvfølgelig under den forudsætning, at der ikke skulle bruges tvangsindkrævede ressourcer på at producere markedsprodukter som X Factor.

      For det fjerde fremstår det mig uklart, hvorfor licensen nødvendigvis skulle være den bedste finansieringsmetode til at opnå de ønskede mål.

Leave a Reply to Michael Krog Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *