Danmarks Radio har lanceret en ny kampagne med sloganet ’Licens er noget, vi giver til hinanden’. Det samme kan man sige om kønssygdomme, og det gør på ingen måde konceptet mere beundringsværdigt. Når dette er sagt, vil jeg argumentere for, at licens ikke er noget, vi giver til hinanden.
Kampagnen sælger den naive opfattelse, at DR er et solidarisk fællesskab, hvor der er noget for enhver smag. Hvor meget solidaritet der er over et fællesskab, hvor den enlige forsørger uden smartphone og andet, skal betale det samme som en hel familie med alverdens teknologiske apparaturer, kan selvfølgelig diskuteres. Det interessante er og bliver dog, hvor tåbeligt det er at sige, at licensen er noget man giver til hinanden.
Licens er noget man betaler fordi man skal. Licens er noget der frarøver folk deres penge, fordi nogen ikke bryder sig om at se reklamer på TV. Der er ingenlunde tale om et fællesskab, hvor der bliver skabt noget af relevans, der ikke ville kunne skabes på et marked. Tværtimod.
Fællesskabet i denne sammenhæng skal selvfølgelig tolkes ind i de public service-forpligtelser, DR har. Public service-begrebet er dog så udvandet og ligegyldigt, at alt efterhånden er public service. Dette ser vi bedst, når for eksempel DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, argumenterer for, at et markedskoncept som X Factor er public service, fordi det er public. Jøsses.
Ét er at folk tvinges til at betale for andres TV-, radio- og internetforbrug, noget andet at håne folk med, at de er en del af et fællesskab, der er et ulækkert misfoster i en moderne, teknologisk brydningstid. Licens er ikke noget vi giver til hinanden. Licens er en tvangsindkrævet skat. Punktum.