Erik Gahner Larsen

Den liberale parlamentariske repræsentation, 2001-2007

Ovenstående billede var at finde på Dansk Folkepartis hjemmeside under valgkampen tilbage i november 2007. Billedet er humoristik, hvorfor jeg ved forskellige lejligheder har delt det med bekendte. Det illustrerer ligeledes eksistensgrundlaget for partiet Ny Alliance – og dets fald. Naser Khader (Ny Alliance) står, skraldgrinende, mellem Pia Kjærsgaard (støttepartiet DF) og Anders Fogh Rasmussen (regeringen). Partiet var sat i verden for netop at kappe båndet mellem DF og VK-regeringen, men endte med at blive intet andet end en elektoral vittighed. Noget der i høj grad kan tilskrives Naser Khaders partilederevner – eller rettere sagt fraværet af samme.

Men hvad har det med det liberale Danmarks parlamentariske situation at gøre? I dette indlæg vil jeg argumentere for, at Ny Alliances valgresultat i november 2007, var forudsætningen for en parlamentarisk repræsentation af liberale politikere i Folketinget. Det siger sig selv, at Liberal Alliance bygger videre på resterne af Ny Alliance, men hvis dette ikke var tilfældet, var der næppe sket noget på nævnte front. Der var ingen repræsentation før, og der var næppe kommet det efterfølgende.

Repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget er interessant, fordi den fra 2001 var fraværende. Kort fortalt valgte Venstre at koble sig fast til midtervælgeren. Koste hvad det koste skulle, eller som Claus Hjort Frederiksen har formuleret det: »Når man kender resultatet på valgaftenen (1998, red.), må man stille sig det spørgsmål: Hvad skal vi bruge næste valgperiode til? (…) Vi opstillede to målsætninger: For det første skulle Venstres formand gøres til den ubestridte borgerlige leder og dermed statsministerkandidat. For det andet ville vi gå efter regeringsmagten. Og så må man lægge en strategi, der fører til regeringsmagten. Når du har et Folketing, der står 90-89, er der sådan set kun en opgave, der skal gøres, og det er at flytte stemmer hen over midten i dansk politik.«1

Hvis de stemmer der befandt sig på midten ikke var liberale, skulle Venstre heller ikke være liberale. Men holdningen om at der skulle gøres drastisk meget for at flytte vælgerne over midten, kan problematiseres. Det interessante i denne sammenhæng er dog blot, at der var liberale vælgere i 2001, men fra nu af var der intet parti der var med til at udgøre det borgerlige flertal, der appellerede til disse.

Det tragikomiske er, at Venstres strategi om at holde fat i midtervælgeren ikke blot førte til udeblivelsen af liberale mærkesager over de efterfølgende år, men blev til deciderede ikke-liberale holdninger. Dette indfanges bedst i følgende citat fra 2006 af Claus Hjort Frederiksen om, at regeringen: »arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund«2.

Denne kamp mod liberale holdninger, var ikke begrænset til Venstre, men hele VK-regeringen, eller som Peter Kurrild-Klitgaard konkluderer, »at en række fremtrædende repræsentanter for VK-partierne ved adskillige lejligheder har lagt afstand til synspunkter, der ellers er klassisk borgerligt-liberalt arvegods (lavere skat, brugerbetaling, markedsøkonomi osv.), om omvendt omklamret ræsonnementer og værdier, der må opfattes som på kollisionskurs med samme (at lighed er et selvstændigt mål, at den offentlige sektors størrelse ikke er et problem, osv.).«3

Kunne man forestille sig at der internt i regeringen ville komme en repræsentation af liberale holdninger? Nej. Det bedste eksempel på dette er selvfølgelig reaktionen på Eva Kjer Hansens udmelding om, at ulighed i samfundet er et gode, der blev skudt ned fra partitoppen i Venstre. Hvad med eksternt? Kunne der ikke komme en reaktion på dette fravær af liberale holdninger i Folketinget? Det bedste eksempel herpå er Liberalisterne, der blev stiftet i 2005 af Torben Mark Pedersen. Partiet blev af flere årsager ikke repræsenteret i Folketinget, og det er meget tvivlsomt, at lignende initiativer ville kunne komme over spærregrænsen ved noget folketingsvalg.

Derfor er Ny Alliances valgresultat ved valget i 2007 interessant. Var partiet ikke kommet over de magiske 2 pct., var der ingen parlamentarisk platform hvorfra Liberal Alliance kunne tale fra. Var partiet blevet en succes ved valget i 2007, ville der stadig være målsætningen om 40 pct. skat og lignende, men jeg vil betvivle, at Ny Alliance med de opstillede kandidater ville kunne fremme repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget. Ganske enkelt fordi det ikke var dét, der var i fokus.

Ny Alliances valgfiasko i 2007 skabte dermed udgangspunktet for den liberale repræsentation i Folketinget. Noget der ved det næste valg skulle føre til, at VK-regeringen fortjent skulle tabe valget og at Liberal Alliance skulle opleve en fortjent valgsejr.

Det liberale Danmark kan derfor takke Naser Khader for, at han lavede Ny Alliance, men ikke formåede at opnå succes med det.

  1. Citat fra side 84 i Slothuus, R. (2003). “Partier med omtanke: Socialdemokratiets og Venstres Vælgerstrategier”, Politica 35(1): 78-94. []
  2. Citat fra side 161 i Olesen, O. B. (2007). Taberfabrikken. København: People’s Press []
  3. Citeret fra side 58 i Kurrild-Klitgaard, P. (2011). ”Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011”, Økonomi & Politik 84(3): 47-62. []

3 comments

  1. Interessant hypotese.

    Var tingene gået således, at NA ikke var kommet ind, forestiller mig dog, at vi ikke kan udelukke at der alligevel kunne have opstået en udbrydergruppe bestående af venstrefolk, konservative og tidligere NA-folk. LA bygger i al sin enkelthed på en tilsyneladende stabil koalition af borgerlige vælgere, som har været utilfredse med manglen på borgerlig tilstedeværelse på borgen.

    Havde andre modige politikere opfanget de signaler og startet et nyt parti kunne det måske havde haft samme succes som LA.

    Eller måske kunne man forestille sig Simon Emil Ammitzbøll havde haft en succes med Borgerligt Centrum.

    1. Gode scenarier – jeg er enig i det meste.

      En af de pointer jeg måske fremfører lidt for implicit er, at koalitionen af utilfredse borgerlige vælgere har været der i mange år, uden at det har medført borgerlig repræsentation. Dét er interessant. Denne koalitions præferencer er ganske enkelt ikke kanaliseret ind i den parlamentariske arena, og intet nyt parti ville kunne gøre det fra bunden.

      Der ville nok være nogle forsøg (Borgerligt Centrum var ét af dem), men hvad der var brug for, var en eksisterende platform der kunne bruges til at distancere sig fra andre borgerlige partier i politiske forhandlinger m.v. Det kunne Liberal Alliance fordi Ny Alliance fejlede.

      Dette argument hviler selvfølgelig på en antagelse om, at hvis borgerligt-liberale politikere droppede deres respektive partier og dannede et nyt parti, ville de kunne opnå samme succes som LA. Det tror jeg dog langt hen ad vejen også nok skulle fungere.

      Det er selvfølgelig rent gætteri med denne slags “kontrafaktuel spekulation”, men jeg finder misforholdet mellem liberale vælgere og liberale politikere i den pågældende periode indlægget behandler, ganske interessant.

      1. Var det sket at NA var røget helt ud, så tror jeg måske også vi mest af alt kunne forvente et udbrud fra De Konservative. Havde nedsmeltningen fundet sted under alle omstændigheder, så tror jeg flere af partiets medlemmer snildt kunne havde set muligheden for at starte et andet type borgerligt liberalt parti, dels med udgangspunkt i utilfredshed af egen politisk ledelse samt vælgeropbakning og dels med udsigten til at få del af potentielle store vælgergruppe som NA kunne præstere i meningsmålinger – og så selvfølgelig også af ren overlevelse. Jarlov, Christmas-Møller, Benedikte Kiær (og måske Khader og Seeberg) m.fl kunne jeg godt se danne et nyt borgerligt parti.

Leave a Reply to Knud Hvilsted Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *