På Dansk Folkepartis hjemmeside under valgkampen tilbage i november 2007, var der et humoristisk billede af Naser Khader. Billedet er humoristik, hvorfor jeg ved forskellige lejligheder har henvist til dette. Det illustrerer ligeledes eksistensgrundlaget for partiet Ny Alliance – og dets fald. Naser Khader (Ny Alliance) står, skraldgrinende, mellem Pia Kjærsgaard (støttepartiet DF) og Anders Fogh Rasmussen (regeringen). Partiet var sat i verden for netop at kappe båndet mellem DF og VK-regeringen, men endte med at blive intet andet end en elektoral vittighed. Noget der i høj grad kan tilskrives Naser Khaders partilederevner – eller rettere sagt fraværet af samme.
Men hvad har det med det liberale Danmarks parlamentariske situation at gøre? I dette indlæg vil jeg argumentere for, at Ny Alliances valgresultat i november 2007, var forudsætningen for en parlamentarisk repræsentation af liberale politikere i Folketinget. Det siger sig selv, at Liberal Alliance bygger videre på resterne af Ny Alliance, men hvis dette ikke var tilfældet, var der næppe sket noget på nævnte front. Der var ingen repræsentation før, og der var næppe kommet det efterfølgende.
Repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget er interessant, fordi den fra 2001 var fraværende. Kort fortalt valgte Venstre at koble sig fast til midtervælgeren. Koste hvad det koste skulle, eller som Claus Hjort Frederiksen har formuleret det: »Når man kender resultatet på valgaftenen (1998, red.), må man stille sig det spørgsmål: Hvad skal vi bruge næste valgperiode til? (…) Vi opstillede to målsætninger: For det første skulle Venstres formand gøres til den ubestridte borgerlige leder og dermed statsministerkandidat. For det andet ville vi gå efter regeringsmagten. Og så må man lægge en strategi, der fører til regeringsmagten. Når du har et Folketing, der står 90-89, er der sådan set kun en opgave, der skal gøres, og det er at flytte stemmer hen over midten i dansk politik.« ((Citat fra side 84 i Slothuus, R. (2003). “Partier med omtanke: Socialdemokratiets og Venstres Vælgerstrategier”, Politica 35(1): 78-94.))
Hvis de stemmer der befandt sig på midten ikke var liberale, skulle Venstre heller ikke være liberale. Men holdningen om at der skulle gøres drastisk meget for at flytte vælgerne over midten, kan problematiseres. Det interessante i denne sammenhæng er dog blot, at der var liberale vælgere i 2001, men fra nu af var der intet parti der var med til at udgøre det borgerlige flertal, der appellerede til disse.
Det tragikomiske er, at Venstres strategi om at holde fat i midtervælgeren ikke blot førte til udeblivelsen af liberale mærkesager over de efterfølgende år, men blev til deciderede ikke-liberale holdninger. Dette indfanges bedst i følgende citat fra 2006 af Claus Hjort Frederiksen om, at regeringen: »arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund« ((Citat fra side 161 i Olesen, O. B. (2007). Taberfabrikken. København: People’s Press)).
Denne kamp mod liberale holdninger, var ikke begrænset til Venstre, men hele VK-regeringen, eller som Peter Kurrild-Klitgaard konkluderer, »at en række fremtrædende repræsentanter for VK-partierne ved adskillige lejligheder har lagt afstand til synspunkter, der ellers er klassisk borgerligt-liberalt arvegods (lavere skat, brugerbetaling, markedsøkonomi osv.), om omvendt omklamret ræsonnementer og værdier, der må opfattes som på kollisionskurs med samme (at lighed er et selvstændigt mål, at den offentlige sektors størrelse ikke er et problem, osv.).« (( Citeret fra side 58 i Kurrild-Klitgaard, P. (2011). ”Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011”, Økonomi & Politik 84(3): 47-62. ))
Kunne man forestille sig at der internt i regeringen ville komme en repræsentation af liberale holdninger? Nej. Det bedste eksempel på dette er selvfølgelig reaktionen på Eva Kjer Hansens udmelding om, at ulighed i samfundet er et gode, der blev skudt ned fra partitoppen i Venstre. Hvad med eksternt? Kunne der ikke komme en reaktion på dette fravær af liberale holdninger i Folketinget? Det bedste eksempel herpå er Liberalisterne, der blev stiftet i 2005 af Torben Mark Pedersen. Partiet blev af flere årsager ikke repræsenteret i Folketinget, og det er meget tvivlsomt, at lignende initiativer ville kunne komme over spærregrænsen ved noget folketingsvalg.
Derfor er Ny Alliances valgresultat ved valget i 2007 interessant. Var partiet ikke kommet over de magiske 2 pct., var der ingen parlamentarisk platform hvorfra Liberal Alliance kunne tale fra. Var partiet blevet en succes ved valget i 2007, ville der stadig være målsætningen om 40 pct. skat og lignende, men jeg vil betvivle, at Ny Alliance med de opstillede kandidater ville kunne fremme repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget. Ganske enkelt fordi det ikke var dét, der var i fokus.
Ny Alliances valgfiasko i 2007 skabte dermed udgangspunktet for den liberale repræsentation i Folketinget. Noget der ved det næste valg skulle føre til, at VK-regeringen fortjent skulle tabe valget og at Liberal Alliance skulle opleve en fortjent valgsejr.
Det liberale Danmark kan derfor takke Naser Khader for, at han lavede Ny Alliance, men ikke formåede at opnå succes med det.