Erik Gahner Larsen

Den radikale radikalitets væsen

Camilla Hersom, den radikale folketingspolitiker, har fået en del omtale i medierne oven på hendes udmelding om, at rygning burde være forbudt. Et synspunkt hun forsvarer i dette indlæg på Berlingskes nye kvindedominerede blogplatform.

Hendes holdning til diskussionen omkring rygning kan bedst indfanges i hendes egen konkluderende bemærkning: »Diskussionen om rygning bør handle om sundhed. Ikke om ideologi«. Jeg får lyst til at kalde Camilla Hersom for en sundhedsfacist, men skal nok undlade at gøre dette. I hvert fald for nu. Det interessante i denne sammenhæng er netop ikke begrænset til hendes totalitære tilgang til andre folks helbred, der åbenlyst præger hendes bedrevidende jeg, men lige så meget forholdet mellem radikale politikeres holdninger og deres opfattelse af ideologi.

For radikale er ideologi noget der slører andre menneskers fornuft og forhindrer dem i at tænke lige så klare tanker som radikale. Det tætteste du kommer på at få en radikal til at beskrive sig selv som værende ideologisk, er ved at få fremprovokeret omsonste betegnelser a la humanist eller socialliberal.

Lad det være sagt: Jeg er en stor tilhænger af, at vi med udgangspunkt i fornuft kan diskutere politik. Modsat et udgangspunkt der er dogmatisk og ubetænksomt. Problemet er blot, at når man tager patent på den sunde fornuft og pakker ens ideologiske holdninger ind i samme, bliver andres holdninger dogmatiske, ufornuftige og endimensionelle. Og ens egen ideologi tilsløres, men forsvinder selvfølgelig ikke.

Spørgsmålet om rygning er for Camilla Hersom sund fornuft. Selvfølgelig skal det være forbudt. Det si’r sig selv. Videnskaben har talt; rygning er usundt. Problemet her er, at Camilla Hersom har tilegnet sig så stærke, normative værdier, at de er blevet til deskriptive sandheder. Hendes eget perspektiv befinder sig hinsides det ideologiske, og med en fornuftig indsigt i hvordan samfundet bør indrettes og den politiske magt praktiseres.

Derfor er hendes holdning til den politiske diskussion også klar: »Paradokset er, at selv om sammenhængen mellem rygning og (u)sundhed er fuldstændig entydig, så er der en klar tendens til at gøre den politiske diskussion om, hvad vi skal gøre ved rygning, til et slagsmål om personlig frihed. Om liberalisme overfor socialisme. Den fri vilje overfor ”Big Mother” samfundet. Det synes jeg er forfejlet.«

Der kan man bare se. Andre tilgange til emnet er præget af ideologisk fnidderfnadder, et åbenlyst fravær af sund fornuft og den åbenlyse erkendelse, at rygepolitik bør handle om sundhed – og ikke ideologi. Den personlige frihed, forholdet mellem individ og gruppe, ideen om den fri vilje, diskussionen om det gode liv… Ja, den slags ideologiske tåbeligheder er radikale hævet over.

De farligste holdninger er dem til hvor det lyder, at de ikke har deres rod i et ideologisk værdisæt. Hvor et radikalt perspektiv i teorien kan tage højde for divergerende tilgange til et spørgsmål og anerkende dets komplekse natur, bliver det ofte ikke til meget andet end en ulækker bedrevidende stillingtagen, der fraskriver sig de pointer, argumenter og dilemmaer bestemte ideologier retmæssigt kan bringe ind i en politisk debat.

Slutteligt skal jeg pointere, at jeg intet har imod at Camilla Hersom går ind for at vi alle skal leve af kildevand og gulerødder. Jeg har intet imod at det er hendes holdning, at usunde produkter pr. definition bør være forbudte. Jeg har dog et ret stort problem med, at hun er af den forkerte opfattelse, at det pågældende syn på hvordan andre mennesker skal leve deres liv, ikke er præget af ideologi.

Countrymusik og selvmord

Gennem indlægget On the (Mis)Use of Regression Analysis: Country Music and Suicide, faldt jeg over Steven Stack og Jim Gundlachs paper1 fra 1992, der undersøger effekten af countrymusik på selvmord(!): »This article assesses the link between country music and metropolitan suicide rates. Country music is hypothesized to nurture a suicidal mood through its concerns with problems common in the suicidal population, such as marital discord, alcohol abuse, and alienation from work. The results of a multiple regression analysis of 49 metropolitan areas show that the greater the airtime devoted to country music, the greater the white suicide rate«.

Det er – som ovenstående link indikerer – ikke det bedste studie nogensinde foretaget i videnskabens historie, men det er jo også tyve år gammelt. Det er dog stadigvæk et godt eksempel på et studie med flere åbenlyse fejlkilder og problemer (spørgsmålet om den kausale sammenhæng, at slutte fejlagtigt fra gruppe-niveau til individ-niveau (“ecological fallacy“), måleproblemer m.v.). Flere af disse bliver belyst i et par replikationsstudier og kommentarer i tidsskriftet som det oprindelige studie blev publiceret i, men som (desværre) ikke bliver omtalt i indlægget.

Det første replikationsstudie2, foretaget af Maguire og Snipes i 1994, der ikke finder nogen signifikant korrelation mellem countrymusik og selvmordsrater, kommer med en sjov bemærkning i forhold til hvordan de måler våbentilgængeligheden: »They measured gun availability using “the number of retail outlets (per 100,000 population) listed under ‘guns’ or ‘firearms’ in the … yellow pages.” Although this is a poor measure of gun availability, to remain consistent, we too incorporated this measure.« (s. 1240).

Dette afføder et paper3 hvor Steven Stack og Jim Gundlachs kritiserer det pågældende studies måleproblemer på andre variable, og hvordan korrelationen er signifikant. Her svarer Maguire og Snipes igen4, hvor det påvises, at sammenhængen er spuriøs: »Rather, as Table 1 shows, the relationship is spurious, attributable primarily to the effects of divorce and poverty, and to a lesser extent southernness and gun availability.«

I en kommentar5 omhandlende, at An “Achy Breaky Heart” May Not Kill You, fremhæves nogle af de åbenlyse problemer med studiet der undersøger effekten af countrymusik på sandsynligheden for selvmord: »results of analyses of aggregate data on suicide are “suggestive but not conclusive” and that “researchers must make serious efforts to uncover the conditions under which inferences from aggregate to individual data are still permissible« (s. 1252). Ligeledes pointeres en lang række andre metodiske problemer, der er tekstbogseksempler på begrænsninger ved studiets resultater. For blot at nævne et par af dem relateret til deres data (s. 1252):

Lacking data on individual cases of suicide, one cannot know (1) whether whites who are depressed and suicidal tend to listen to country music or (2) whether whites tend to become depressed and suicidal as a result of listening to country music. Likewise, one cannot determine (1) whether whites who are divorced tend to listen to country music, (2) whether listening to country music tends to cause their noncountry music fan spouses to divorce them, or (3) whether country music makes romantic conflict and divorce seem more normal for those individuals who are contemplating suicide, thus increasing the likelihood that they will attempt suicide. Finally, it is unknown (1) whether whites who are suicidal are more likely to live in the southern region of the U.S. or (2) whether living in the southern region of the U.S. tends to cause whites to become depressed and suicidal.

Som det reagerer Stack og Gundlach6 på resultaterne ved at påvise simple korrelationer på individniveau mellem om man er fan af countrymusik og har været skilt eller separeret, og om man er fan af countrymusik og har et skydevåben, og konkluderer, at: »work is needed to explore the relationship between art and suicide, including country music.« (s. 335).

Studiet og de efterfølgende studier og kommentarer er gode eksempler på for det første hvor vigtige metodiske overvejelser (datavalg, operationaliseringer, indikatorer osv. osv.) såvel som replikationsstudier er, hvor mange faldgruber der er, og selvfølgelig den klassiske; korrelation ≠ kausalitet.

  1. Stack, S. & J. Gundlach (1992). “The Effect of Country Music on Suicide”, Social Forces 71(1): 211-218.  [↩]
  2. Maguire, E. R. & J. B. Snipes (1994). “Reassessing the Link between Country Music and Suicide”, Social Forces 72(4): 1239-1243. [↩]
  3. Stack, S. & J. Gundlach (1994). “Country Music and Suicide: A Reply to Maguire and Snipes”, Social Forces 72(4): 1245-1248 [↩]
  4. Snipes, J. B. & E. R. Maguire (1995). “Country Music, Suicide, and Spuriousness”, Social Forces 74(1): 327-329. [↩]
  5. Mauk, G. W., M. J. Taylor, K. R. White, T. S. Allen (1994). “Comments on Stack and Gundlach’s “The Effect of Country Music on Suicide:” An “Achy Breaky Heart” May Not Kill You”, Social Forces 72(4): 1249-1255 [↩]
  6. Stack, S. & J. Gundlach (1995). “Country Music and Suicide – Individual, Indirect, and Interaction Effects: A Reply to Snipesand Maguire”, Social Forces 74(1): 331-335. [↩]

Statskundskab og løsningerne på samfundets problemer

Steffen Thybo Møller har studeret på Aarhus School of Business, han er glad for et organisationsteoretisk begreb som social innovation – og så har han i det nyeste nummer af Djøfbladet én mission i hovedet: »Vågn op statskundskab, og kom med nogle løsninger på samfundets problemer.«

Steffen studerer den dag i dag nemlig statskundskab ved KU, og her er der angiveligt tale om et elfenbenstårn, hvor der ikke tænkes tanker, der bidrager til, at løse samfundets problemer: »Forskerne herinde er dygtige nok. Men de gør stadig, som de altid har gjort: Tilbyder fag spækket med selvrefererende teoretiske og metodiske debatter, så ingen misser muligheden for at blive en potentiel ph.d.-kandidat«.

En sådan udmelding irriterer mig lidt. Hvis man ikke kan se relevansen i de teoretiske såvel som metodiske debatter (hvor selvrefererende de så end er), er det ikke nødvendigvis debatterne den er galt med. Sådanne debatter kan selvfølgelig forekomme abstrakte, og for nogen derfor også ligegyldige, da de af logiske årsager forudsætter et bestemt abstraktionsniveau.

Det der dog irriterer mig mest, er de spørgsmål han rejser: »Hvor er visionen om at komme med løsninger på samfundets problemer? Hvornår lærer vi at skabe – frem for at forstå – forandringer?«. Der er mindst tre grunde til, at de irriterer mig.

For det første publiceres der meget litteratur der har implicitte såvel som eksplicitte ambitioner om at bidrage med gode råd og policy anbefalinger (= løsninger på samfundets problemer). Så visionen er der talrige steder, hvis man tager sig tid til at finde den.

For det andet er »samfundets problemer« ikke en størrelse man blot kan komme med løsninger på uden først at tage politisk stilling til, hvad der udgør et politisk problem. Vi kommer ikke tættere på én opfattelse af samfundets problemer ved blot at tænke innovativt. Tværtimod. Og heldigvis!!!

For det tredje er forståelsen af forandringer forudsætningen for at kunne skabe forandringer. I hvert fald hvis forandringerne skal ske med udgangspunkt i viden. Det andet spørgsmål er derfor blot en kliché og uden reelt indhold. Vurderingen af, at der er brugt for meget tankevirksomhed på blot at forstå forandringer frem for at skabe dem, er heller ikke ny, men kan blandt andet spores tilbage til gode gamle Karl Marx.

Mest af alt lyder det som om, at Steffen Thybo Møller har valgt det forkerte studie, eller savner sin tid som stud.merc.int. på Aarhus School of Business. Lars Bo Kaspersen, institutleder på statskundskab på KU, giver dog i en vis grad Steffen ret i sin kritik, hvorfor der er søsat en uddannelsesreform, der trækker i »den retning (konkrete færdigheder, som vil gøre dem umiddelbart brugbare i den private sektor., red.) med nye specialiseringsmuligheder«: »Vi har den forskningsmæssige kompetence til det. Det er ikke kun staten, vi forsker i. Og vi ruster yderligere op, så ledelse, organisation, projektledelse, strategi, CSR med mere bliver faste udbud«.

Jeg kan ikke udtale mig om statskundskab på KU, men jeg er bekendt med utallige fag som statskundskabere på SDU kan tage, hvis de har interesse for projektledelse, strategisk ledelse, organisationer osv. Det er dog heldigvis nu kun valgfag, hvorfor man som statskundskaber kan undgå sådanne fag.

Man kan ikke forlange, at statskundskab udelukkende er sat i verden for at bidrage med konkrete løsninger på samfundets problemer. Statskundskab beskæftiger sig blandt andet med magt, interesser, konflikter m.v., der ikke direkte bidrager med efficiente løsninger på samfundets problemer. Man kan omvendt sige, at det er et offentligt gode, at der forskes i politik og magt, og at statskundskab ikke er begrænset til at tænke i organisationsteoretiske termer og buzzwords – og noget så tomt og ligegyldigt som at »løse samfundets problemer«.

Er markedet altid at foretrække?

Ideen om at markedet altid er at foretrække, finder man utallige steder, blandt andet i dette citat fra nu fhv. landsformand for Liberal Alliances Ungdom, Sasha Renate Bermann (kilde): »Markedet har fejl, men staten har flere og værre fejl, derfor er markedet altid at foretrække frem for staten. Det er der, vi (Liberal Alliances Ungdom, red.) står. På markedet har alle noget at skulle have sagt, mens i staten bestemmer kun de, der kan tælle til 90.«

Jeg finder citatet symptomatisk for en forsimplet og dogmatisk tilgang til samfundet, som jeg ofte støder på, når jeg diskuterer politik med folk der støtter Liberal Alliance. En tilgang der siger, at staten er et samfundsmæssigt onde (eller en meget ineffektiv virksomhed), der burde afskaffes ved først mulige lejlighed.

For det første finder man et tilnærmelsesvist religiøst forhold til markedet som et kollektivt gode, der opretholder sig selv. Her kan man dog indvende, at markedet ikke opretholder sig selv og ikke er så simpelt, men blandt andet forudsætter ejendomsrettigheder. Hvem skal opretholde denne institution? Hvad skal straffen være for ikke at overholde andres ejendomsret? Staten kunne være at foretrække, når sådanne spørgsmål skal besvares.

For det andet har alle ikke nødvendigvis noget at skulle have sagt på et marked. Markedet skaber de mest efficiente løsninger, men ikke nødvendigvis de løsninger der sikrer, at alle har noget at skulle have sagt. Der er derfor intet der taler for, at markedet sikrer, at alle er godt stillet, i forhold til hvis der ikke var en stat.

For det tredje er der ikke tale om en simpel sondring mellem markedet og så en parlamentarisk samling, hvor et snævert flertal bestemmer. Staten er ikke begrænset til dette, og der er flere aktører, der ikke agerer på et marked, men heller ikke bestemmer ved at kunne tælle til 90.

For det fjerde er der noget der hedder politik. Markedet har implikationer for fordelingen af ressourcer med gyldighed for samfundet. Fordelingen af disse ressourcer kan ikke afgrænses til at være et økonomisk spørgsmål, hvor folk bare skal agere på et marked, men åbner også op for en politisk diskussion, hvor det alt andet lige er et legitimt synspunkt, at staten er at foretrække på visse områder.

For det femte kan det tænkes, at der er situationer hvor staten (eller relationen mellem stat og marked) mest effektivt kan løse kollektive handlingsproblemer, i forhold til hvis det var overladt til markedet. Det er med andre ord ikke så simpelt.

Markedet er fantastisk, men det betyder ikke, at det altid er at foretrække.

Filmanmeldelse: The Artist (2011)

»I won’t talk! I won’t say a word!«

Transformationen fra stumfilm til talefilm var ikke lige overkommelig for alle, og som altid når nye vilkår indtræffer, kan det føre vanskeligheder med sig. Implikationerne af filmbranchens tekniske fornyelser bliver blandt andet skildret i klassikeren Singin’ in the Rain (1952), der foregår i 1927, hvor ikke alle stumfilmsstjerner egnede sig til nu for eksempel at skulle synge musicals.

The Artist tager også sit afsæt i 1927. Vi følger George Valentin, en Hollywood-stjerne med kvindeforføriske evner, der er på toppen af sin karriere og om nogen har styr på livet. Han har et ego af dimensioner og besidder noget af det tætteste han kan komme på kunstnerisk såvel som økonomisk autonomi.

Ind i billedet kommer en beundrer af George i form af den smukke Peppy Miller. Hun er energisk og bliver ved et tilfælde danser i en film. Stabilt og sikkert får hun over de næste år bygget sit navn og karriere op, og forandringen ulmer under overfladen. Omvendt må George Valentin erfare, at han ikke er en del af fornyelsen. Fra at være en del af ensemblet finder han sig nu i en ny position, der bedst kan beskrives ved en meget mindre grad af kunstnerisk såvel som økonomisk autonomi. Herfra udfordres Georges selvopfattelse og det hele er ingenlunde fryd og gammen.

Filmen er, som du nok er bekendt med, en stumfilm i sort/hvid, men lad det ikke skræmme dig. I en tid hvor biograferne satser på 3D-teknologi og andet der skal få folk til at gå i biografen, er det vidunderligt med et modstykke til dimensionstilføjelse og visuelle effekter. Nuvel, skal det være 3D og bulder og brag før du kan holde dig vågen i biografmørket, er denne film ikke at anbefale, men har du bare et minimum af interesse for film der vil mere end nævnte, bør du ikke snyde dig selv for The Artist.

Vi har at gøre med en unik film præget af flotte billeder og en unik lydside. Skuespillet og historien fungerer eminent, og der er kælet omhyggeligt for detaljerne. Der er drama og humor (blandt andet med et humoristisk twist a la i The Apartment (1960)). Det er – med andre ord – en anbefalelsesværdig film. Det er da også med rette at den er publikums– såvel som anmelderrost (den har blandt andet fået 6 stjerner/hjerter).

Sidste år op til Oscar-uddelingen skrev jeg om The King’s Speech, at »[j]eg er ikke et sekund i tvivl om, at nærværende film nok skal vinde en masse Oscars«. Det samme gør sig i år gældende for The Artist.

LaTeX: Kombiner flere dokumenter til en PDF-fil

Har du flere PDF-filer der skal kombineres til én PDF-fil eller har du LaTeX-dokument hvor der skal tilføjes et PDF-dokument som bilag eller lignende, er der en pakke til LaTeX, der kan hjælpe med dette. Pakken hedder pdfpages og smides i preamblen:

\usepackage{pdfpages}

I selve dokumentet kan de relevante dokumenter så tilføjes:

\includepdf[pages=-]{dok1.pdf} % Inkluderes først
\includepdf[pages=-]{dok2.pdf}
\includepdf[pages=-]{dok3.pdf}
\includepdf[pages=-]{dok4.pdf} % Inkluderes sidst

Skal du kun bruge de første 4 sider af et dokument, kan du angive hvilke sider der er relevante:

\includepdf[pages=1-4]{dok.pdf} % Inkluderer side 1-4 fra dok.pdf

Tilføjer du ikke optionen, får du kun den første side fra hvert dokument.

Den liberale parlamentariske repræsentation, 2001-2007

På Dansk Folkepartis hjemmeside under valgkampen tilbage i november 2007, var der et humoristisk billede af Naser Khader. Billedet er humoristik, hvorfor jeg ved forskellige lejligheder har henvist til dette. Det illustrerer ligeledes eksistensgrundlaget for partiet Ny Alliance – og dets fald. Naser Khader (Ny Alliance) står, skraldgrinende, mellem Pia Kjærsgaard (støttepartiet DF) og Anders Fogh Rasmussen (regeringen). Partiet var sat i verden for netop at kappe båndet mellem DF og VK-regeringen, men endte med at blive intet andet end en elektoral vittighed. Noget der i høj grad kan tilskrives Naser Khaders partilederevner – eller rettere sagt fraværet af samme.

Men hvad har det med det liberale Danmarks parlamentariske situation at gøre? I dette indlæg vil jeg argumentere for, at Ny Alliances valgresultat i november 2007, var forudsætningen for en parlamentarisk repræsentation af liberale politikere i Folketinget. Det siger sig selv, at Liberal Alliance bygger videre på resterne af Ny Alliance, men hvis dette ikke var tilfældet, var der næppe sket noget på nævnte front. Der var ingen repræsentation før, og der var næppe kommet det efterfølgende.

Repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget er interessant, fordi den fra 2001 var fraværende. Kort fortalt valgte Venstre at koble sig fast til midtervælgeren. Koste hvad det koste skulle, eller som Claus Hjort Frederiksen har formuleret det: »Når man kender resultatet på valgaftenen (1998, red.), må man stille sig det spørgsmål: Hvad skal vi bruge næste valgperiode til? (…) Vi opstillede to målsætninger: For det første skulle Venstres formand gøres til den ubestridte borgerlige leder og dermed statsministerkandidat. For det andet ville vi gå efter regeringsmagten. Og så må man lægge en strategi, der fører til regeringsmagten. Når du har et Folketing, der står 90-89, er der sådan set kun en opgave, der skal gøres, og det er at flytte stemmer hen over midten i dansk politik.«1

Hvis de stemmer der befandt sig på midten ikke var liberale, skulle Venstre heller ikke være liberale. Men holdningen om at der skulle gøres drastisk meget for at flytte vælgerne over midten, kan problematiseres. Det interessante i denne sammenhæng er dog blot, at der var liberale vælgere i 2001, men fra nu af var der intet parti der var med til at udgøre det borgerlige flertal, der appellerede til disse.

Det tragikomiske er, at Venstres strategi om at holde fat i midtervælgeren ikke blot førte til udeblivelsen af liberale mærkesager over de efterfølgende år, men blev til deciderede ikke-liberale holdninger. Dette indfanges bedst i følgende citat fra 2006 af Claus Hjort Frederiksen om, at regeringen: »arbejder ikke for at skabe andet end større lighed i det danske samfund«2.

Denne kamp mod liberale holdninger, var ikke begrænset til Venstre, men hele VK-regeringen, eller som Peter Kurrild-Klitgaard konkluderer, »at en række fremtrædende repræsentanter for VK-partierne ved adskillige lejligheder har lagt afstand til synspunkter, der ellers er klassisk borgerligt-liberalt arvegods (lavere skat, brugerbetaling, markedsøkonomi osv.), om omvendt omklamret ræsonnementer og værdier, der må opfattes som på kollisionskurs med samme (at lighed er et selvstændigt mål, at den offentlige sektors størrelse ikke er et problem, osv.).«3

Kunne man forestille sig at der internt i regeringen ville komme en repræsentation af liberale holdninger? Nej. Det bedste eksempel på dette er selvfølgelig reaktionen på Eva Kjer Hansens udmelding om, at ulighed i samfundet er et gode, der blev skudt ned fra partitoppen i Venstre. Hvad med eksternt? Kunne der ikke komme en reaktion på dette fravær af liberale holdninger i Folketinget? Det bedste eksempel herpå er Liberalisterne, der blev stiftet i 2005 af Torben Mark Pedersen. Partiet blev af flere årsager ikke repræsenteret i Folketinget, og det er meget tvivlsomt, at lignende initiativer ville kunne komme over spærregrænsen ved noget folketingsvalg.

Derfor er Ny Alliances valgresultat ved valget i 2007 interessant. Var partiet ikke kommet over de magiske 2 pct., var der ingen parlamentarisk platform hvorfra Liberal Alliance kunne tale fra. Var partiet blevet en succes ved valget i 2007, ville der stadig være målsætningen om 40 pct. skat og lignende, men jeg vil betvivle, at Ny Alliance med de opstillede kandidater ville kunne fremme repræsentationen af liberale holdninger i Folketinget. Ganske enkelt fordi det ikke var dét, der var i fokus.

Ny Alliances valgfiasko i 2007 skabte dermed udgangspunktet for den liberale repræsentation i Folketinget. Noget der ved det næste valg skulle føre til, at VK-regeringen fortjent skulle tabe valget og at Liberal Alliance skulle opleve en fortjent valgsejr.

Det liberale Danmark kan derfor takke Naser Khader for, at han lavede Ny Alliance, men ikke formåede at opnå succes med det.

  1. Citat fra side 84 i Slothuus, R. (2003). “Partier med omtanke: Socialdemokratiets og Venstres Vælgerstrategier”, Politica 35(1): 78-94. [↩]
  2. Citat fra side 161 i Olesen, O. B. (2007). Taberfabrikken. København: People’s Press [↩]
  3. Citeret fra side 58 i Kurrild-Klitgaard, P. (2011). ”Kontraktpolitik, kulturkamp og ideologi 2001-2011”, Økonomi & Politik 84(3): 47-62. [↩]