Roskilde Festivalen har et markedsføringsinitiativ kørende ved navn Standpunkt. Her sælger de festivalen på at være imod fattigdom. Må jeg foreslå, at festivalens næste standpunkt sætter fokus på ejendomsretten?
Jeg har tidligere skrevet om det latterlige i Roskilde Festivalens ensidige fokus på fattigdom, og deres nyeste annonce med overskriften »Skal vi stadig snakke udenom?«, taler ikke imod de pointer jeg tidligere har formuleret:
Lad mig fatte min overordnede pointe i korthed: Jeg kommer aldrig til at give så meget som én krone til Roskilde Festivalen. Aldrig.
Der er selvfølgelig intet galt i at tale om fattigdom (eller udvise en eller anden form for socialt engagement), det er blot måden hvorpå det gøres, der er himmelråbende idiotisk. Kraka har udgivet et notat med flere gode pointer, blandt andet følgende der er mere end relevant i denne sammenhæng:
Fattigdom er et subjektivt begreb, der i et velfærdssamfund som det danske, afhænger af øjnene der ser. Det er politik – og det er ikke noget man kan måle præcist og efter objektive kriterier. Derfor bruger mange økonomer heller ikke betegnelsen ”fattige” om de mennesker, der har de lave indkomster i et bestemt år. De bruger betegnelsen ”lavindkomstgruppen”. Det er lidt det samme i OECD og EU. Her kaldes gruppen heller ikke ”de fattige” og institutionerne arbejder ikke med en egentlig fattigdomsgrænse – selv om det meget ofte påstås. De siger i stedet, at man er ”in risk of poverty”, hvis man er i lavindkomstgruppen. Altså, i risiko for at være fattig. Sikkert ud fra en erkendelse af de mange og store måleproblemer.