For at fjerne en eventuel tvivl: Jeg er en stor modstander af rygeforbud. Om man vil ryge eller ej er og bliver en privatsag, og ikke noget »moralsk bedrevidende« politikere skal bestemme. Det skal ikke være fra politisk hold det bestemmes, hvor man må ryge og hvor man ikke må ryge. Hvis en restaurant vil satse på et ikke-rygende klientel, må rygerne tage et andet sted hen. Og hvis et diskotek vil satse på rygere, må irriterede ikke-rygere tage et andet sted hen.
Men nu til sagen: I Odense Kommune forventer man at kunne spare 25 millioner kr. på, at forbyde de ansatte at ryge i arbejdstiden. Et lignende forslag bliver fremsat i Faaborg-Midtfyn Kommune. Bør man i princippet ikke være modstander af sådan et forslag, hvis man går ind for den enkelte borgers ret til at ryge? Det mener jeg ikke. Problemet er at finde andetsteds.
Hvilke krav en arbejdsgiver stiller til sine ansatte, er ikke noget andre skal blande sig i. Det er en aftale mellem arbejdsgiver og arbejder. Hvis arbejderen er utilfreds, må vedkommende finde en anden arbejdsplads. Det er et grundlæggende vilkår ved et frit arbejdsmarked.
Hvis man som arbejder vælger at sælge sin sjæl til det offentlige, må man finde sig i, at det offentlige stiller krav til hvordan man agerer, når man er på arbejde. Når man som offentligt ansat har fri kl. 13, kan man derefter tage hjem og pulse løs, men ikke ét sekund før. Det er kun rimeligt, at man må affinde sig med de regler der stilles – eller sige sin stilling op. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå.
Hvad er så problemet i denne sammenhæng? Problemet er udelukkende, at det offentlige er blevet en så stor arbejdsgiver, at de ansatte ingen reelle muligheder har for at skifte arbejdsplads eller på anden måde udvise deres utilfredshed. Det offentlige kan på den måde gennem arbejdspolitiske tiltag bedrive sundhedspolitik. Der er derfor blot tale om endnu et eksempel på, hvor meget magt det offentlige har. Ikke alene står den for en kolossal ressourcefordeling, men også for driften af så mange arbejdsplader, at der kan fremmes bestemte politiske interesser, der ingen relation har til arbejdspolitikken.
For som begrundelsen lyder i notatet til forslaget i Odense Kommune: »Det gør vi, fordi vi vil hjælpe hende med at holde op med at ryge og dermed fremme hendes sundhed og minimere hendes risiko for at udvikle langvarige sygdomme eller dø alt for tidligt«. Grunden til det er så skræmmende er udelukkende, at der er tale om en så stor arbejdsgiver. Løsningen er dog ingenlunde at kæmpe for at Odense Kommune lader sine ansatte ryge. Løsningen er at lade den offentlige sektor have færre ansatte.