Erik Gahner Larsen

Racisme- og blasfemiparagraffen til revision

Dette indlæg er publiceret på podia.dk.

Mangt og meget er sagt og skrevet siden Anders Behring Breivik kom på alverdens forsider. Medens vi i Danmark i den offentlige debat kan se politiske debattører forsøge at identificere årsagssammenhænge (eller manglen på samme) mellem en dansk debatkultur og massakren i Utøya, kan man i Norge se en ganske anden reaktion, der bedst kan beskrives med Jens Stoltenbergs formulering: »Vi vil møde angrebet med mere demokrati og åbenhed«

Formuleringer som ovenstående varmer mit liberale hjerte og øger min respekt for politikere som Jens Stoltenberg. Det samme er ingenlunde tilfældet, når S-SF melder ud, at det er nødvendigt at se på muligheden for en strammere lovgivning med henblik på at begrænse hadefulde ytringer på nettet. Henrik Sass Larsen, politisk ordfører for Socialdemokraterne, udtaler: »De regler, der gælder i henhold til straffe- og presseloven, er opfundet i en tid før, der var blogs og debatfora på internettet«

Henrik Sass Larsens udmelding er et mønstereksempel på hvordan angrebet i Norge kan mødes med mindre demokrati og mindre åbenhed. Hvis vi ser bort fra det praktisk umulige i at begrænse »hadefulde« udmeldinger på internettet, både på grund af internettets karakteristika og mængden af publiceret materiale, er der principielle grunde der gør, at man bør være yderst varsom i forhold til, at begrænse synligheden af visse minoriteters holdninger.

Problemet er i sin enkelthed, at fordi en holdning hvor hadefuld den så end må være, bliver gjort forbudt, forsvinder den ikke. Tværtimod. Enhver lovgivning der forsøger at manipulere, kontrollere og korrigere den offentlige debat med henblik på sindelagskontrol, er dømt til at fejle. John Stuart Mill bruger i On Liberty fra 1859 et kapitel til at argumentere for vigtigheden af tanke- såvel som ytringsfrihed som noget der ikke er begrænset af lovgivningen. Her skriver han blandt andet:

»Socrates was put to death, but the Socratic philosophy rose like the sun in heaven, and spread its illumination over the whole intellectual firmament. Christians were cast to the lions, but the Christian Church grew up a stately and spreading tree, overtopping the older and less vigorous growths, and stifling them by its shade. Our merely social intolerance kills no one, roots out no opinions, but induces men to disguise them, or to abstain from any active effort for their diffusion.« (2002 [1858], s. 26-27).

Det er i denne liberale ånd, at en lang række af forsvarstaler for ytringsfriheden ovenpå massakren i Oslo skrives af blandt andre Jacob Mchangama, Kasper Støvring, Uffe Ellemann, det norske presseforbund og selv af såkaldte antiracister: »Ingen erfaringer viser, at det hjælper noget at begrænse ytringsfriheden på den måde. Hvis nazisme og fremmedhad skal stoppes, så skal det mødes af en konsekvent og kontinuerlig modstand fra civilsamfundet«

Denne tilgang til ytringsfriheden ovenpå massakren på Utøya giver god mening når man analyserer Anders Behring Breiviks forhold til den offentlige debat. I hans efterhånden berømte manifest får vi hurtigt et billede af en mand der føler, at hans holdninger og værdier er ekskluderet fra den offentlige debat. Han skriver blandt andet, at de informationer der bringes i manifestet, er informationer der bevidst bliver ekskluderet fra de »politisk korrekte mainstream medier«. Dette perspektiv på den offentlige debat som værende ekskluderende, genfindes flere steder i manifestet, for eksempel på side 390 hvor følgende citat er taget fra:

»It is impossible to effectively criticize the multiculturalist MSM (mainstream medier, red.) hegemony as they make out 98% of the news companies and control 95% of the news distribution in Western Europe. Alternative news distribution on the internet (5% and increasing) is under attack as well and it is likely that new EUSSR “hate laws” will make it illegal to criticize multiculturalism and Islam in the future.«

Anders Breivik opfatter sine værdier som ekskluderet fra den offentlige debat. Skal hans værdier repræsenteres, må det derfor ske gennem et angreb på det etablerede politiske system. Jeg har intet videre kendskab til norske forhold og skal derfor ikke kunne udtale mig om deres debatkultur. Sådanne sager viser dog, at en åben, fri og inkluderende debatkultur er et demokratisk gode, der kan kanalisere holdninger ind i demokratiske processer. Det værst tænkelige at gøre ovenpå sådanne sager, er at begrænse muligheden for at ytre sig.

Derfor bør vi da også nøje overveje, om racisme- såvel som blasfemiparagraffen tjener noget ønskværdigt formål i dagens Danmark. Er det at foretrække, at bestemte holdninger kriminaliseres og ekskluderes fra den offentlige debat? Eller er det bedre at få dem frem i lyset og ind i den demokratiske sfære? Jeg er ikke ét sekund i tvivl. I stedet for at afvise Lars Hedegaards udsagn med udgangspunkt i jura, må man have en tolerance over for tilstedeværelsen af divergerende værdier, og lade dette fungere som et sundt grundlag for den demokratiske debatkultur.

Det skal nævnes, at mere ytringsfrihed og en større inklusion af Breiviks holdninger i den offentlige debat, næppe ville have stoppet hans ageren. Dette indlæg er derfor ikke et forsøg på at sige, at bestemte faktorer ville kunne have bidraget til, at Anders Breivik i det konkrete tilfælde ikke ville have begået sine terrorhandlinger. Der vil altid være psykopater. Hvad jeg dog vil sige – og som skal blive mine afsluttende ord – er, at angreb på demokratiets institutioner, i tråd med Stoltenbergs formuleringer, skal mødes med mere demokrati og åbenhed. I Danmark kan dette ske ved at tage i særdeleshed racismeparagraffen op til revision, da den modarbejder en grundlæggende demokratisk ambition om at sikre vilkårene for en så fri, åben og inkluderende offentlig debat som muligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *