Hvad vil Det Konservative Folkeparti egentlig? I don’t know. Ved vælgerne det? Hvis nogen ved det, så skriv endelig en kommentar til dette indlæg. De har siddet i regering i ti år, men man bliver ikke meget klogere på partiet og dets politik ved at kigge på de politiske resultater. Peter Norsk beskriver det meget rammende, når de Konservative virker som et parti der har søgt »magten for magtens skyldt« og styres af ministre, der »kun ønskede at sikre sig ministerbiler og ministerpensioner«.
Her hvor den borgerlige regering forhåbentlig kører på sidste vers, må det være tid til, at de Konservative går i tænkeboks og formulerer et konservativt projekt, der ikke kan sammenlignes med de andre borgerlige partiers politik. Det Konservative Folkeparti må med andre ord finde sin plads på højrefløjen. De Konservative er på nuværende tidspunkt et noget nær overflødigt parti, hvorfor deres videre tilstedeværelse i dansk politik må bero på at finde det ledige standpunkt, såfremt dette eksisterer.
Der er efterhånden ikke det standpunkt de Konservative i en eller anden sammenhæng ikke har meldt ud. Jeg har tidligere skrevet, at de Konservatives krise skal findes i et manglende konservativt projekt. Jeg vil i dette indlæg forsøge at distancere Det Konservative Folkeparti fra de andre partier, og dermed forsøge at formulere et grundlag for, hvad de Konservative bør gøre.
Lad os for overskuelighedens skyld antage, at Det Konservative Folkeparti udelukkende skal forholde sig til en situation, hvor der kun er Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Dette giver fin mening fordi det er disse partier partiet skal distancere sig i forhold til, hvis de skal kunne eksplicitere deres eksistensberettigelse på længere sigt i dansk politik.
Konservative kontra Dansk Folkeparti
De Konservative har mange ligheder med Dansk Folkeparti. Værdipolitisk appellerer de til de samme vælgere, men hvad angår den økonomiske politik, er der næppe ret meget de er enige omkring. For de Konservative har det betydet noget at få sænket skatten, fjerne efterlønnen og generelt føre en mere liberal politik. Dette vil Dansk Folkeparti ikke. Tværtimod. Pia Kjærsgaard har meldt ud, at hun er en »ægte socialdemokrat«.
Til trods for nogle værdipolitiske ligheder på områder som indvandring, kultur m.v., er det ikke svært at formulere et konservativt projekt der distancerer sig fundamentalt fra Dansk Folkepartis socialdemokratiske ånd, som hverken skal eller bør appellere til konservative vælgere.
Konservative kontra Liberal Alliance
De Konservative har mistet vælgere til Liberal Alliance. Højst sandsynligt på grund af en utilfredshed med konservative resultater på den økonomiske politik. Det vil da også være den rene selvmordsaktion at gå ind i en debat omkring økonomiske reformer med Liberal Alliance, for at vinde på den front. Liberal Alliance vil altid kunne gå lidt længere og foreslå en lidt større reform.
De Konservative skal derfor i bund og grund signalere, at de gerne vil reformer. Noget kunne tyde på, at det konservative bagland heller ikke er imod reformer på en lang række områder. De Konservative skal derfor langt hen ad vejen melde sig enige med Liberal Alliance på den økonomiske politik.
Hvor de Konservative omvendt skal distancere sig fra Liberal Alliance, er på det værdipolitiske område. Der er næppe mange konservative vælgere der bakker op om »åbne grænser, lukkede kasser«-synspunktet, og det giver derfor fin mening for de Konservative, at melde ud, at man med K får et parti der vil de økonomiske reformer, men uden at give køb på værdipolitiske mærkesager.
Konservative kontra Venstre
Det er svært at skulle forholde sig til Det Konservative Folkeparti og Venstre som to selvstændige partier. De har været i regering sammen i ti år – og som nævnt ovenover synes de Konservative at have været tilfredse med de dertilhørende goder af at være regeringsparti. På bekostning af politiske resultater.
De Konservative skal udnytte at Venstre (også efter et valgnederlag) er bundet fast til medianvælgeren. Venstre vil stadigvæk appellere til vælgeren der vil have mere velfærd og lidt mere af alting. De Konservative skal ikke kæmpe mod Venstre om disse vælgere. Den socialistiske fordelingspolitik vil derimod være noget de Konservative kan kritisere Venstre for, og på den måde distancere sig fra partiet.
Dertil skal de Konservative udnytte at Venstre vil stå i en position hvor det højst sandsynligt skal diskutere udlændingepolitik med en S-SF koalition, og ikke Dansk Folkeparti. De Konservative vil skulle forsøge at betegne Venstre som et parti der er for blødsødne og for liberale i deres tilgang til den værdipolitiske linje, der blot adskiller sig med marginaler fra de røde partiers linje.
De Konservative og Venstre er ideologisk set meget forskellige partier. Forskelle der for Det Konservative Folkeparti er vigtige at gøre borgerlige vælgere klar over. Derfor er det da også vigtigt for de Konservative at komme i opposition, og ikke stå i en position hvor enigheden skal opretholdes for enhver pris. Det er ikke kun på den værdipolitiske linje de Konservative historisk kan distancere sig fra Venstre, men med den midtersøgende kurs Venstre har anlagt, så i høj grad også i forhold til den fordelingspolitiske linje. Jeg har ved en tidligere lejlighed kritiseret de Konservative for ikke at have en selvstændig politik på dette område i forhold til Venstre.
Det Konservative Folkepartis plads på højrefløjen
Det Konservative Folkeparti er et parti for dem der vil den økonomiske liberalisme, men ikke vil de åbne grænser. Det Konservative Folkeparti skal være et parti for dem der vil de kulturelt forankrede værdier, men ikke vil den socialdemokratiske, økonomiske politik. Dette standpunkt er ledigt på højrefløjen.
Dette kan vi illustrere i denne firfeltstabel:
De enkelte partiers placeringer kan diskuteres og problematiseres. Min pointe er nu heller ikke så meget, at placeringerne med 100 pct. nøjagtighed afspejler den politiske realitet. Pointen er, at det er en sådan strategi Det Konservative Parti i den politiske debat skal bruge til at distancere sig fra de andre partier på højrefløjen. Så er der en reel fremtid for partiet.
Der er fire implikationer ved nærværende strategi, der for god ordens skyld skal hhv. opsummeres og nævnes. For det første skal partiet i opposition. Og det kan kun gå for langsomt. For det andet skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere værdipolitiske spørgsmål med Dansk Folkeparti. For det tredje skal partiet ikke vinde stemmer på at diskutere økonomiske spørgsmål med Liberal Alliance. For det fjerde skal partiet lade være med at samarbejde med et kulturradikalt parti. Sidstnævnte forvirrer konservative vælgere mere end det gavner (dog er der selvfølgelig mulighed for at gennemføre økonomiske reformer med dette parti, men det har vi allerede set eksempler på før deres politiske flirt).