Erik Gahner Larsen

Danmarks Radio hører fortiden til

Først publiceret på podia.dk. For kommentarer til indlægget besøg 180grader.dk.

Danmarks Radio er som lakridspiber og tyggegummicigaretter: Det er fuldstændig utænkeligt, at de ville blive skabt i dagens Danmark. Den eneste forskel er at lakridspiber og tyggegummicigaretter, stadig har deres eksistensberettigelse.

Kulturordføreren fra Socialdemokraterne, Mogens Jensen, konstaterede i en kommentar i Berlingske den 28. september, at »der er brug for mere DR – ikke mindre DR«. Intet kan være mere forkert. Argumentet er angiveligt, at der er brug for at værne om de institutioner i samfundet, der er nationale samlingspunkter.

For det første bør man selvfølgelig problematisere et nationalt samlingspunkt, der bygger på tvang og en manglende respekt for borgernes ret til selv at vælge, om han eller hun vil betale for X-Factor eller ej. Ikke desto mindre findes der i den offentlige debat – som Mogens Jensens kommentar så rammende er et eksempel på – stadig argumenter for, at DR ikke alene skal bevares, men også udvides. I nærværende kommentar vil jeg tage de mest udbredte argumenter op og forklare hvorfor, at disse ikke holder vand.

Et af de mest anvendte argumenter for DR er det brede public service begreb. DR som nationens samlingspunkt. Her er det allerbedste modargument ét ord: TV2. TV2 er et paradeeksempel på en institution der kan samle nationen med alt fra landskampe, Vild med dans, royale begivenheder og så videre. Dette er ingen tilfældighed, men bygger på det logiske faktum, at TV2 står til ansvar over for deres seere.

Når det kommer til at være nationalt samlingspunkt bidrager DR i bedste fald til at sende akkurat det samme som TV2. Eksemplerne er talrige. Lige fra royale begivenheder til mindehøjtideligheder. Man kan som seer godt føle sig lettere irriteret over at kunne zappe mellem TV2 og DR1 for at konstatere, at begge skal kæmpe om at være det nationale samlingspunkt.

Så vil den tilfredse DR seer selvfølgelig indvende, at DR ikke kun handler om det brede public service begreb, men også det smalle. DR skal ikke alene samle nationen. DR skal give nationen hvad markedet ikke kan levere. Der er to interessante forhold ved dette.

For det første bygger det på en præmis om, at DR er åbent og tilgængeligt uden at folk skal tænke på økonomi. Licensbegrebet har dog intet med dette at gøre. Tværtimod. En licens gives til dem der har råd, og dem der ikke har råd, må nøjes. Hvis argumentationen skulle være sammenhængende ville det kræve en finansiering der ikke krævede, at man skulle betale for at få adgang.

For det andet bygger det smalle public service begreb på en præmis om, at markedet ikke vil kunne tilfredsstille brugernes ønsker. Ser man på hvordan produktionsomkostningerne forbundet med at producere indhold er faldende, forekommer det som værende et meget svagt argument. Denne markedsskepsis DR er udtryk for er forfejlet og decideret usund for medieudbuddet.

Lad os tage et eksempel. Hvis vi antager at alle frugtplantager var ejet af en ikke-privat organisation der tvangsindkrævede penge fra folk der kunne spise frugt, ville ingen turde lade markedet overtage opgaven. Folk har jo brug for frugt. Folk ville selvfølgelig være meget skeptiske. Ville vi overhovedet kunne få så mange forskellige æbler, hvis det var markedet der stod for det? Og ville der stadigvæk blive importeret bananer, appelsiner og andre eksotiske frugter? Og hvad med kvaliteten?

Det er jo ikke gratis at importere frugt, og det ville jo kun være de rige der havde råd til at iværksætte import og produktion af frugt. Markedet ville højt og helligt ignorere de ressourcesvages præferencer og glemme alt om kvalitet. Udbuddet ville blive forværret. Nej, sådan ville det selvfølgelig ikke blive bare fordi en opgave bliver overladt til markedet. Tværtimod.

Pointen er, at DR ikke opfylder en opgave som markedet ikke vil kunne gøre bedre. Der var en idé i at have DR dengang der ikke var andre radio- og Tv-kanaler eller hjemmesider eller lignende. Danmarks Radios raison d’être er i dag ikke-eksisterende. Derfor er konklusionen simpel: Der er brug for mindre DR – ikke mere DR.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *