Partierne på twitter: Hvis followers var stemmer

Hvor mange procent af stemmerne ville de forskellige partier i Folketinget få, hvis det var antallet af followers på twitter, der var stemmer? Dette spørgsmål tog jeg op i et tidligere indlæg relateret til facebook og »Synes godt om«-tilkendegivelser, og nu er turen så kommet til twitter.

Først og fremmest skal det pointeres, at den samlede brugerskare på twitter på ingen måde er repræsentativ i forhold til den samlede vælgerpopulation. Hensigten med dette indlæg er derfor snarere at vurdere partiernes andele af followers relativt i forhold til hinanden – og komme med et par overvejelser omkring, hvordan jeg synes, partierne bør bruge deres twitter-profil.

Vi kan dog starte med at sige, at Dansk Folkeparti ingen andele har af følgere, da de ganske enkelt ikke har en twitter-profil. Dette er et bevidst fravalg fra partiets side. I bund og grund er det nok et meget godt fravalg, og jeg ser ingen grund til at gå nærmere i dybden med dette parti i nærværende indlæg.

Der er et overordnet forhold der gør, at vi kan problematisere ideen om at tage udgangspunkt i followers når vi skal se på partiernes opbakning. Dette er, at nogle brugere ikke følger partierne på baggrund af en partipolitisk tilknytning eller support, men blot for at følge med i den politiske debat. Det samme kan man dog sige, om end nok i et mindre omfang, om partierne på facebook.

Desuden kan det diskuteres, om partiernes tilstedeværelse på twitter overhovedet har nogen betydning. For det første fordi det ikke er vanvittigt mange danskere der bruger twitter, og for det andet fordi, at twitter-brugerne har tilbøjelighed til at følge de respektive politikere frem for partiprofilerne. Væsentligt er det dog, at hvert parti selv referer til partiets twitter-profil på deres hjemmeside.

Foruden at notere andelen af followers og den relative andel af followers i forhold til de andre partier, har jeg angivet hvor mange twitter-brugere de forskellige partier selv følger, en ratio der angiver hvor mange followers de har i forhold til hvor mange de følger, samt antallet af tweets de forskellige partier har skrevet.

Figur 1: Partiernes relative andele af followers

Der er to ting der umiddelbart falder i øjnene: 1) Det Radikale Venstre er det parti med langt flest followers (relativt set en tredjedel) og 2) Socialdemokraterne og Venstre har meget få followers, taget deres vælgermæssige opbakning i betragtning. Der er dog ikke den store overraskelse i at partierne overordnet har – med undtagelse af Liberal Alliance – flere followers end de selv følger.

Hvis taburetterne i Folketinget var fordelt efter antallet af followers, ville Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti kunne danne en flertalsregering. Endnu bedre kunne Det Radikale Venstre og Liberal Alliance danne en mindretalsregering med Det Konservative Folkeparti som støtteparti. Man begynder helt at dagdrømme ved tanken.

Hvad kan så forklare, at visse partier har flere følgere end andre? En teori kan være, at de mere ”moderne” partier der appellerer til den kreative klasse, får større opmærksomhed på et medie som twitter. Jeg vil dog påstå, at der intet ligger i vejen for, at et politisk parti kan få mange followers på twitter, hvis bare mediet tages seriøst, og der ligeledes smides ressourcer i det. Ressourcer forstået som tid og fordybelse.

Figur 2: Y-aksen: Antallet af followers. X-aksen: Antallet af tweets

Ser man på hvor aktive partierne er med udgangspunkt i mængden af tweets, kan det tænkes, at jo mere aktive partierne er, desto flere følger dem. Det Radikale Venstre har 1.424 followers, men har tilgengæld næsten også skrevet lige så mange tweets, som alle de andre partier til sammen. De Radikale bruger bl.a. twtter-profilen til at indgå i dialog, retweete det de finder relevant og aktuelt og komme med politiske udmeldinger. Alt sammen noget der øger den politisk interesserede twitter-brugers incitament til at følge De Radikale på twitter.

Liberal Alliance ligger sammenlignet med de andre partier til at have flere followers end de andre partier i forhold til antallet af skrevne tweets. Her kan forklaringen være, at nogen af dem der følger Liberal Alliance er follow-backs, altså twitter-brugere der følger Liberal Alliance, fordi Liberal Alliance følger brugeren. Dette er selvfølgelig også en strategi at forfølge, men faren kan være, at dem der så følger LA, er oprigtigt ligeglade med, hvad de skriver.

Overordnet opererer vi dog i dette tilfælde kun med 7 twitter-profiler, hvorfor det kan være svært at sige noget systematisk omkring de forhold der betinger hvor mange der interesserer sig for de politiske partier på twitter. En idé kan være, at man ændrer sit fokus og kigger på de folketingspolitikere der har en twitter-profil.

For at opsummere kan vi sige, at der er stor variation på hvor mange der følger partierne på twitter. En variation der på ingen måde kan forklares med udgangspunkt i deres politiske opbakning i meningsmålingerne. Mit argument er, at de partier der klarer sig bedst på twitter, er dem der tager mediet og brugerne alvorligt, og ikke bruger det som platform til at udsende noget der ikke udstråler andet end regulær partipropaganda.