Jeg gætter på, at du er bekendt med tegneseriestriben af Bill Watterson, Calvin & Hobbes, eller Steen & Stoffer, som er den danske titel. Jeg vil dog ikke nødvendigvis gætte på, at det er en stribe du har brugt tid på at læse – eller har i sinde at gøre, men det burde du. Calvin & Hobbes-serien er nemlig yderst anbefalelsesværdig.
Stribens hovedpersoner er Calvin og Hobbes. Calvin er en ung dreng med en stor eventyrlyst og fantasi, som unge drenge så oftest har. Hobbes er Calvins tigerbamse, der kritisk følger ham i tykt og tyndt, og hvis egentlige eksistens synes at være afhængig af øjnene der ser. Dertil kommer en lang række bipersoner i form af Calvins mor, far, Susie Derkins (en pige der går i samme klasse som Calvin), Miss Wormwood (klasselærerinden), Moe (den onde ballademager) osv.
Calvin & Hobbes er på en og samme tid en mainstream-tegneseriestribe med lette oneliners og en stribe med politiske såvel som filosofiske temaer. Calvin & Hobbes er derfor ikke begrænset til det »klogere« publikum, men det pay-off man får ud af striben, vil – som med så meget andet – variere meget fra person til person. Mange striber kan dermed appliceres på filosofiske spørgsmål og problemstillinger. Jeg har selv før i en formidlingssituation anvendt en stribe, til at vise sikkerhedsdilemmaet i international politik.
Den komplette Calvin & Hobbes-samling med alle striberne fra 1985 til 1985 kan købes til en fornuftig pris, og der er uden tvivl tale om et værk, der er alle pengene værd. Den kan desuden læses online kvit og frit her. Såfremt man ikke er den store fan af det engelske sprog som striben originalt er skrevet på, er der muligheden for at købe danske oversættelser over flere bind.
Selv er jeg langt fra at have læst alle striberne. I ny og næ når jeg føler for det, laver jeg en kop varm kaffe, tager et af de tre bind fra den komplette samling ned fra min bogreol, lukker verden ude og hygger mig. Det kan som sagt kun anbefales.
He knows nothing; and he thinks he knows everything.
That points clearly to a political career. – George Bernard Shaw
Læsere af Politiken bliver dagligt klædt politisk på af den pæne herre Peter Mogensen. Men hvilket billede får de venstreorienterede Politiken-læsere af den politiske praksis, når det er Peter Mogensen der står for tolkningen af den politiske virkelighed? Jeg bringer her en introduktion til Peter Mogensens analyser der forhåbentlig kan bidrage til at skabe en større forståelse i forhold til nævnte.
Peter Mogensen er politisk redaktør på Politiken hvor han skriver analyser der ligeledes publiceres på hans blog. Foruden dette er han tilknyttet forskellige produktioner på TV2 News. Hans blog bærer beskrivelsen ”Analyser af dansk og international politik”, men her er det vigtigt at holde for øje, at dette som det meste andet Peter Mogensen skriver, blot er en uklar formulering. Der er ganske enkelt ingen analyser af international politik.
Jeg vil i dette indlæg afgrænse mit fokus til at fokusere på to aspekter ved Peter Mogensens analyser: 1) Hans evne til at formulere sig og 2) hans evne til at analysere. Grunden til dette fokus er, at der i forvejen er skrevet meget om netop dette, hvorved at en læseguide til Peter Mogensen passende kan bero på et bredt udsnit af hvad der allerede er skrevet om Peter Mogensen og hans analyser.
Peter Mogensens formuleringsevner
Peter Mogensen er intet sprogligt geni. Som en introduktion kan der her anbefales Henrik Dahls artikel ‘Før brugte jeg mange klicheer, nu skyr jeg dem som pesten‘, hvor Peter Mogensen omtales som klicheens mester. Dette har Claes Kastholm Hansen i flere sammenhænge dokumenteret på ”Groft sagt”-pladsen i Berlingske, f.eks. i Nye snublerier fra sprogsnubleren (11.04.2010, ikke online) eller som han skriver under overskriften Båndsalat (04.12.2008, ikke online):
En af landets største sprogfordærvere – eller – fornyere – er dagbladet Politikens politiske humorist Peter Mogensen. At læse den metaforkonfuse mands »Politisk analyse« er dagens humørpille. Her krybes der »tilbage til korset«. Her er der ikke »de store brikker på paletten« eller »den store appetit for en række af de konsekvenser«. Her er privatbilismen »et af de få områder, som vi nationalt kan påvirke klimamæssigt«
Michael Jeppesen har dog i denne sammenhæng leveret nogle af de mest humoristiske analyser af Mogensens analyser under overskrifterne Petter og havet og Peter Mogensen – den komplette toprådgiver, hvor han i førstnævnte lettere ironisk skriver: »Spøg til side, men Peter Mogensens brug af metaforer, der smyger sig om teksten er i en klasse for sig, først sejlemetaforer, så boksemetaforer og nu fra musikkens verden. Det er virkelig noget, der bringer liv til en klumme«. Begge disse indlæg af Michael Jeppesen er yderst anbefalelsesværdige.
For at opsummere skal man vide om Peter Mogensen, at han bruger et levende sprog. Dette er dog også problematisk, da det ofte overskygger en eventuel pointe. Der bruges et utal af klicheer, metaforer, vendinger m.v. der nok kan fylde en masse spalteplads ud, men ofte efterlader læseren med en tom følelse af, ikke at være blevet klogere på noget som helst.
Peter Mogensens evne til at analysere
En af de primære opgaver politiske kommentatorer besidder er at analysere politiske begivenheder. Hvad er op og ned, hvordan skal en given udmelding forstås, hvad kan vi forvente at se osv. Her må vi dog nok erkende, at Peter Mogensen ikke har den bedste histore i forhold til at levere præcise analyser. Mads Kastrup har formuleret dette meget godt på hans blog:
Mit forbillede er Politikens Peter Mogensen. Hvis kommentatorbranchen var en dart-konkurrence, og de mest præcise analyser at regne for bulls eye, ville Mogensen måske stadig have til gode at sætte en pil på skiven. En hel del ville tillige være at finde i hans egen fod.
Er der så nogle konkrete eksempler på, at Peter Mogensen har leveret decideret upræcise analyser? Dette er desværre tilfældet, ja. Overordnet kan det siges så klart, at jo mere klart Peter Mogensen formulerer sig, desto mere har han for vane at tage fejl. Lad os kigge på et par illustrative eksempler.
Eksempel #1: Liberal Alliance og spærregrænsen
Nuvel, mange politiske kommentatorer spåede Liberal Alliance ude, men ingen har gjort det så vedholdende som Peter Mogensen. Noget kunne tyde på, at hans egen politiske overbevisning og personlige nag til partiet, har farvet hans ”analyser”.
Ole Birk Olesen har skrevet om dette i en leder, og ligeledes spurgt Peter Mogensen retorisk, om han kan komme med en forklaring på, at Liberal Alliance har ligget stabilt i meningsmålingerne.
Når dette er sagt, er det selvfølgelig teoretisk muligt, at Liberal Alliance ikke er repræsenteret i Folketinget efter næste valg, men sandsynligheden for at dette sker, er noget nær uendelig minimal. En opfordring herfra skal der lyde til at du, kære læser, holder nøje øje med, hvad Peter Mogensen i fremtiden skriver om Liberal Alliance.
Eksempel #2: Brian Mikkelsen som konservativ leder
Da Lene Espersen langt om længe valgte at træde af som formand for Det Konservative Folkeparti, gik spekulationerne om hendes afløser på formandsposten straks i gang. Da Lars Barfoed havde et solidt flertal bag sig, kunne Peter Mogensen omvendt rapportere, at pilen pegede på Brian Mikkelsen som ny konservativ leder.
Eksempel #3: Birthe Rønn Hornbechs ministerpost
Tidligere på året var der meget debat om hvorvidt Birthe Rønn Hornbech ville blive på sin post som integrationsminister. Her konkluderede Peter Mogensen, at Birthe Rønn nok bliver. Da Birte Rønn et par dage efter blev fyret som minister, kunne Peter Mogensen konkludere, at statsministerens korrekte fyring kommer for sent.
Denne fejlagtige analyse af Peter Mogensen gik da heller ikke ubemærket hen, men blev bl.a. kommenteret på Information af David Rehling, der om Peter Mogensen konkluderer, at han i sit kildefri rum har udviklet sin egen journalistiske genre.
Jeg siger ikke, at der ikke skal være plads til at tage fejl, endsige at formulere sig mindre klart for at tage hensyn til det faktum, at »i politik er alt muligt«, men det betyder ikke, at politiske eksperter ikke skal holdes op på det de påstår.
Den politiske debat må kvalificeres ved, at de påstande der ytres, bliver vurderet, vejet og specielt i tilfældet Peter Mogensen vraget, når de er lodrette forkerte eller ubrugelige. Det kan ikke være rigtigt, at en politisk analyse blot skal glemmes minuttet efter den er læst, og ikke tages for mere end ligegyldige skriverier, hvor politikerne dømmes hhv. ude og inde alt efter hvordan vinden blæser.
Det er mit ønske at dette indlæg kan opfordre til en mere kritisk læsning i fremtiden af de analyser der vil blive skrevet af Peter Mogensen. Specielt af Politikens læsere, der må døje med hans analyser på noget nær daglig basis.
I forbindelse med valgreformsafstemningen i Storbritannien tidligere på året, hvor valget stod mellem det eksisterende first-past-the-post system og alternative vote (AV) metoden, florerede der en vittighed på diverse sociale medier, der lyder: »Say no to AV. You get much better picture and sound quality with HDMI.«.
Vittigheden skal ikke tages for mere end hvad den er – altså en harmløs vittighed. Ikke desto mindre kan den bruges som et glimrende udgangspunkt, når vi skal diskutere, hvad der er galt med den offentlige debat i dagens Danmark. Allow me to elaborate my argument.
Afstemningen om valgreformen i Storbritannien er et fantastisk eksempel på en kamp om politiske magtressourcer. Den største fortaler for en ændring af systemet var Nick Clegg fra De Liberale, der, hvis Storbritannien havde haft det alternative system, havde fået intet mindre end 32 mandater mere ved valget i 2010.
Der hersker ingen tvivl omkring, at de store partier der ville miste magt hvis en valgreform blev en realitet, var og er de mest skeptiske over for en reformation af valgsystemet. Det er da også heri forklaringen findes på, hvorfor det generelt er svært at reformere valgsystemer. Den generelle pointe der eksemplificeres her er, at politiske institutioner skabes af folk med magt – for at beholde magten.
Den samme logik lader sig applicere på politiske institutioner mere generelt. Nogle vinder, andre taber. Institutioner afspejler magtforhold mellem divergerende interesser, og ikke altid i forhold til hvad der er mest effektivt. Dette faktum forsvinder ikke, blot fordi vi ignorerer det i den offentlige debat. Tværtimod. Spørgsmålet om politiske institutioners indretning vil derfor aldrig kunne blive reduceret til et spørgsmål om, hvad der er mest effektivt. Om vi skal have en efterlønsordning eller ej, kan aldrig blive til et spørgsmål hvortil der er et neutralt, apolitisk svar. Og slet ikke et spørgsmål som simpelt kan besvares med henvisning til en ny rapport fra en tilfældig kommission.
Der kan sagtens være råd til en efterlønsordning. Der er bare nogen der skal betale for den. Der skal være nogle tabere. Det er udelukkende et spørgsmål om politiske prioriteringer. Intet mindre. I den offentlige debat formuleres der ofte argumenter der passende kan få prædikatet nødvendige reformer som fællesnævner. Den nødvendige reform findes bare ikke.
Overskriften på nærværende indlæg er identisk med en pressemeddelelse fra Enhedslisten, hvor Frank Aaen korrekt uddyber: »Regeringen kalder nye nedskæringer en nødvendighed, men reelt er der tale om et politisk valg«. Dette er så sandt som det er sagt. Der er ikke tale om andet end politiske valg. Selvfølgelig vil det give nogle penge på kontoen, men disse penge kunne selvfølgelig også være fundet andre steder på finansloven.
Det er ærgerligt, at der er så megen debat om hvad der er mest effektivt og hvad der er økonomisk nødvendigt for at opretholde ”vores” velfærdssamfund. Det fjerner ethvert fokus fra den direkte politiske konflikt der udspiller sig i forhold til institutionernes indretning, samt den underliggende politiske dynamik, der på ingen måde kan identificeres ud fra et økonomisk effektivitetsperspektiv. Den økonomiske debat omkring institutioners effektivitet fjerner dermed fokus fra en mindst lige så vigtig debat: Den politiske debat.
I vittigheden der indleder dette indlæg gives der et klart svar. HDMI er bedre end AV. Dette kan vi ikke på samme måde med politiske institutioner, med mindre vi kan eksplicitere nogle klare kriterier, vi vurderer institutionerne på baggrund af. Der vil dog altid være politiske interesser involveret i at kunne definere hvordan politiske strukturer skal vurderes. Netop dette faktum er da også det, der gør politik så fandens spændende! Det faktum, at det sgu ikke udelukkende handler om økonomisk effektivitet.
Går Det Konservative Folkeparti ind for skattelettelser? De fleste danskere vil næppe vide hvad svaret er på dette spørgsmål. Og med rette. I dette indlæg vil jeg for alle de interesserede læsere demystificere de Konservatives holdning til spørgsmålet om de kontroversielle skattelettelser.
Det kan være svært at forholde sig til udmeldinger fra de Konservative. Det synes at være alt efter hvordan vinden blæser den pågældende dag, at en eller anden ordfører har en tilfældig holdning til hvorvidt skattelettelser er noget man kan få ved at stemme på de Konservative. Det viser sig dog, at hvis vi skal sige noget generelt om de Konservatives holdning til skattelettelser, må vi se på relationen til Venstre.
De Konservative og Venstre har siddet i regering i små 10 år, og det har da ikke været nogen dans på roser hele vejen. Når dette er sagt skal det siges, at det alt i alt er gået meget godt. Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen gjorde det fint – og alle var glade. Verden er dog en anden i dag. Liberal Alliance er kommet til og der sidder nye partiformænd (Løkke i stedet for Fogh og Espersen Barfoed i stedet for Bendtsen).
Hvilket svar kan du så forvente, hvis du spørger en ordfører fra de Konservative om deres holdning til skattelettelser? Det afhænger af én ting: Hvor langt væk at den ordfører fra De Konservative du spørger, er fra nærmeste toppolitiker fra Venstre. Hvis du har at gøre med en ganske almindelig ordfører fra de Konservative, vil du kunne forvente, at skattelettelserne er lige rundt om hjørnet. Hvis du spørger de i Det Konservative Folkeparti der gennemfører reelle forhandlinger med Venstre, er skattelettelser ikke noget der er det vigtigste i verden.
Ovenstående graf viser dette forhold. På X-aksen har vi afstanden til nærmeste toppolitiker fra Venstre. På Y-aksen har vi graden af, hvor åben den Konservative politiker er til spørgsmålet om skattelettelser.
Lad os tage et eksempel. Den 5. juni melder flere fremtrædende politikere fra de Konservative ud, at vi skal have skattelettelser. Charlotte Dyremose udtaler sågar: »Jeg vil intet mindre end udstede en garanti for, at hvis vælgerne genvælger mig, så vil jeg arbejde aktivt for yderligere skattelettelser i næste valgperiode.«. Kan man så forvente, at de Konservative har denne holdning som parti? Desværre ikke. Spørger man partiets formand – som er en af dem der skal føre forhandlingerne med Venstre, når mulighederne for skattelettelser er der, er skattelettelser ikke et krav.
Selvfølgelig går de Konservative ind for skattelettelser. Det ved alle. Eller, jeg ved det sgu ikke. Hvis de gør, manifesterer det sig i hvert fald på ingen måde i den førte politik. I tilfældet de Konservative er der nok mest af alt tale om borgerlige stemmer der svigter.
Går de Konservative så ind for skattelettelser? Det er næppe mange der stemmer på Det Konservative Folkeparti, som er tilfredse med det nuværende skattetryk, så et oplagt svar vil være, at de går ind for skattelettelser. Virkeligheden synes dog at være lidt anderledes. Måske ville det bedste for de Konservative være at miste regeringsmagten ved næste valg og de dertilhørende ministerbiler, så de kan stå lidt på egne ben igen?
Hermed vil jeg slutte dette indlæg med en opfordring til de Konservative politikere om, at melde klart ud, hvad de egentlig kræver af et samarbejde med Venstre – og indtil da, så kan konservative vælgere jo stemme på et parti, de ved hvad står for.
Ifølge denne nyhed på b.dk synes hver tredje dansker, at dagblade og andre nyhedsmedier begunstiger regeringsfløjen i dansk politik. Jeg har et par enkelte kommentarer til den pågældende undersøgelse lavet af Megafon for Politiken og TV2.
For det første har den enkelte dansker ikke en kinamands chance for at give en nøgtern vurdering af mediernes eventuelle politiske bias. Det er helt naturligt. Man kan ikke forvente at en almindelig avislæser skal kunne dette. Tværtimod. Hvad man derimod kan forvente er, at mange socialdemokrater, nu hvor Henrik Sass Larsen har sagt det, pudsigt nok også synes, at der er en skævvridning der falder ud til blå bloks fordel. Kan det tænkes, at der er en meget stor sammenhæng mellem politisk observans og ens holdning til hvem medierne holder mest med? Jeg finder det plausibelt.
For det andet er det 31% der siger at medierne favoriserer blå blok, og 15% der siger, at medierne favoriserer rød blok. Ville en lige så passende konklusion ikke være, at et flertal ikke synes at medierne holder med hverken rød eller blå blok?
For det tredje er der ingen undersøgelser der taler for, at nyhedsdækningen i Danmark er politisk farvet. Og hvis nogen skal fortælle mig andet, ser jeg gerne at det er en undersøgelse der har gjort brug af en mere systematisk metode, end en med et repræsentativt udsnit af danskernes holdning, foretaget i kølvandet på en politikers udmelding om at dagbladene er blå.
Jeg siger ikke, at der kan være noget om konklusionen, men når man tænker på hvor venstreorienterede journalisterne er i forhold til den generelle befolkning, og hvor dårligt mange højreorienterede politikere klarer sig i mediernes rampelys, har jeg svært ved at forestille mig at der skulle være nogen nævneværdig hjælp fra medierne til blå blok.
Overskriften på nyheden er ”Måling: Medierne holder mest med blå blok”. Jeg er på ingen måde overbevist om, at medierne holder mest med blå blok. Jeg tror mere på ideen om, at journalisterne et eller andet sted er så fagligt bevidste og nuancerede i deres tilgang til deres fag, at de holder mest med ingen.
Hvilke danske politikere er de mest populære på twitter? Det spørgsmål vil jeg i dette indlæg besvare. Metoden er simpel: Vha. Twittertinget har jeg noteret hvor mange der følger de enkelte politikere og hvor mange tweets de hver især har skrevet. Risikoen ved fremgangsmåden er, at der er danske politikere jeg ikke har fået med.
Lad os først tage et kig på hvem der er de mest populære danske politikere på twitter, forstået som hvilke politikere der har flest followers:
Oprindeligt skulle der være to andre med på listen: Anders Samuelsen og Villy Søvndal. Begge har kun skrevet ét tweet, hvorfor jeg ingen grund ser til, at placere dem på den pågældende liste. De er dog begge gode eksempler på, at man ikke nødvendigvis skal være aktiv på twitter, for at have mange followers.
Endnu et godt eksempel på dette er Lars Løkke Rasmussen. I forhold de andre politikere, har han flere followers, hvis man tager højde for hvor aktiv han er (og jeg er end ikke sikker på, at det er Lars Løkke selv, der opdaterer hans twitter-bruger).
Figur 1: Y-aksen: Antallet af followers. X-aksen: Antallet af tweets
Langt størstedelen af de danske politikere har under 1000 followers, hvilket nok bare siger noget om, at twitter ikke er ret udbredt i Danmark. Ligeledes kan vi observere, at langt de fleste politikere har skrevet under 500 tweets.
Anne Marie Geisler Andersen fra Det Radikale Venstre er – med sine i skrivende stund 1882 tweets (damn, nu 1883!) og 458 followers – et eksempel på, at mange tweets ikke giver tilsvarende mange følgere. Margrethe Vestager og Ida Auken er omvendt de to brugere der har formået at have et højt aktivitetsniveau og ligeledes få en stor andel followers målt i forhold til den gennemsnitlige politiker på twitter.
Det er muligt, at jeg i ovennævnte helt har set bort fra visse danske politikere, som har flere followers end de nævnte. Er du bekendt med danske politikere der har flere followers, og derfor hører til på listen, så skriv gerne en kommentar.
En fjer flyver lettere tilfældigt rundt på den blå himmel. Destination unknown. Under fjeren, nede på jorden, ser man Forrest Gump. En mand der ikke er den skarpeste kniv i skuffen og uden tvivl ikke har det bedste udgangspunkt for at komme langt i livet. Dette er filmen om hvordan Forrest Gump får oplevet mere i en del af livet, end et normalt menneske nogensinde ville kunne nå.
Forrest Gump sidder og venter på sin bus. Han begynder at fortælle sin livshistorie til de andre der tilfældigvis kommer forbi for også at vente på bussen. Vi ser hvordan at Forrest møder Elvis Presley, bliver mobbet, kommer i skole, opbygger et venskab til en pige ved navn Jenny, vokser op og bliver sendt til Vietnam, bliver professionel bordtennisspiller, etablerer et firma der fanger og sælger rejer osv. osv. osv. – og undervejs i hele processen får han mødt tre præsidenter – John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson og Ronald Reagan.
Det er dermed en fiktiv historie der udspiller sig i en historisk kontekst. Dette er kun noget der tilføjer en lang række humoristiske aspekter til filmen, og foretager lidt historisk manipulation hist og her, når det f.eks. antydes, at det var Forrest Gump der inspirerede Elvis Presley til at lave hans berømte trin, eller at Forrest Gump inspirerede John Lennon til at lave sangen Imagine.
Det bliver dog aldrig vildere, end at man lever sig ind i fortællingen og med spænding følger Forrest Gumps liv. Omvendt er det i bogen, som filmen bygger på, hvor at Forrest Gump – ved siden af en lang række andre lige så vilde oplevelser – når at leve blandt kannibaler, være astronaut i rummet og komme til Kina. Dette kan selvfølgelig lige så godt skyldes, at jeg har set filmen først, men ikke desto mindre formår filmen bare at finde den rette balance, hvor at det bliver for meget i bogen. Der er da heller ikke noget at sige til, at da Winston Groom skrev en efterfølger til Forrest Gump, blev det med afsæt i bogen – og ikke hans egen bog.
Vi har da her også at gøre med en film, hvor det hele går op i en højere enhed. Historien fungerer – og Tom Hanks udfylder rollen som Forrest Gump intet mindre end henrivende godt. Det er en sand fornøjelse at se Tom Hanks som Forrest Gump, og jeg kan på stående fod ikke mindes, at have set ham i en bedre rolle, selvom han har leveret talrige gode skuespillerpræstationer i et hav af andre film.
Jeg tror, at det mange finder fascinerende ved denne film, er fortællingen om den sympatiske mand der ikke har mange brikker at flytte rundt med, men alligevel formår at være så heldig og handlekraftig i historiens vingesus, at han får et rigt og indholdsrigt liv. Med op- og nedture, specielt hvad angår forholdet til Jenny, der er både romantisk og rørende.
Som fjederen flyver igennem landskabet i starten og i slutningen af filmen, på samme måde flyver Forrest Gump, båret af tidens vinde, igennem historiske begivenheder og fænomener. Jeg har min tvivl omkring, hvor mange der vil læse dette, som ikke har set Forrest Gump før. Denne anmeldelse må derfor hellere slutte med en opfordring: Har du ikke set Forrest gump, så få den set! Har du set Forrest Gump, kan du blot vente på en af de talrige genudsendelser der som altid finder vej til TV-skærmen.
90erne er om noget de amerikanske sit-coms årti. Foruden nærværende serie kan bl.a. nævnes Seinfeld og Frasier, der ligeledes havde deres storhedstid i nævnte periode. En periode der er kendetegnet ved at historien var slut – og det var tid til at grine med de samme velkendte sympatiske karakterer uge efter uge, i deres naive bestræbelser på at komme igennem dagligdagens finurlige dåselatterkaos. Friends, eller Venner som serien hedder på dansk, er topklasseunderholdning der begyndte i 1994, men her over 15 år efter, stadigvæk har et stort publikum. Og dette med rette.
Friends tager sit afsæt i 6 unge venners hverdag. Seks venner der alle har et mere eller mindre løssluppent forhold til familiære bånd, kærester og sexpartnere, arbejdspladsen, penge osv. Den eneste konstant er venskabsgruppen – det sociale fællesskab vennerne er en del af og som altid står til rådighed over en kop kaffe på Central Perk.
Miljøet er som i de fleste sit-coms. Man bor i lejlighed (gerne et par stykker sammen), og som i de fleste andre sit-coms, er der også i Venner et offentligt sted, hvor hovedpersonerne hænger ud. De fleste afsnit, hvis man ser bort fra de afsnit hvor at vennerne er på tur i f.eks. London, Las Vegas, Barbados eller et helt fjerde sted, har en del scener der udspiller sig på Central Perk. Her giver vennerne den fuldt ud som cafémennesker i vante omgivelser, der hygger og morer sig ganske uformelt.
De seks venner er Joey, Chandler, Rachel, Ross, Monica og Phoebe. Joey er den charmerende og ikke altid lige hurtigt tænkende italiener, der i gennem det meste af serien klarer sig som skuespiller i alverdens mindre roller – og så er der selvfølgelig hans gennembrud som Dr. Drake Ramoray i Horton-sagaen. Chandler har modsat Joey mindre held med pigerne og mere held med et fast arbejde. Det er da også dynamikken mellem disse to der gør serien eminent. Rachel er den modebevidste kvinde der var på vippen til at blive gift, men ender hos den perfektionistiske Monica og skaber en karriere i stedet. Seriens store kærlighedshistorie er mellem hende og så Ross, der er Monicas nørdede storebror. Phoebe er den excentriske kvinde, der som regel har et alternativt perspektiv på dagligdagens fænomener.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er de første sæsoner af serien der er de bedste. Jo længere man kommer hen i serien, des mere begynder det at handle om familie, børn, karriere og andet der hvorom alting er, ikke har ret meget med venner at gøre. Dermed ikke sagt, at de nyere sæsoner ikke kan ses, blot at de nok bare ikke burde være lavet, hvis man var seriens grundkoncept tro. Dette er også mit postulat i et indlæg skrevet på min blog for snart to år siden:
»Uanset hvad vore kære venner kommer ud for, om det så er problemer på arbejdet, på en date, i familien, med naboen eller noget helt femte, er venskabet der til at støtte en. Dette manifesterer sig klart i de første sæsoner af serien. Se bare på Monicas forhold til hendes forældre, Rachels ditto, eller den irriterende nabo Mr. Heckles. I thanksgiving-afsnittet hvor at Ross og Monicas forældre ikke vil holde thanksgiving middag og Monica derfor holder det selv, ender det med, at Rachel ikke kommer af sted på skiferie, Joey bliver afvist af familien pga. en oplysningskampagne omhandlende kønssygdomme og det hele går mere eller mindre galt for alle. Det ender dog med at de 6 venner sidder og spiser toast fordi hele middagen brænder på. Uanset under hvilke forhold middagen vil finde sted, og hvad der ligger til grund for dette, er vennerne der for en. Vennerne er med andre ord den individualiserede unges postmoderne familie.
I de nyere sæsoner falder kvaliteten og fokus. Chandler og Monica finder sammen og adopterer, Rachel får et barn og Phoebe får Mike. Venskabet forbliver, men er ikke længere primus motor. Vennerne erkender (måske med undtagelse af Joey), at der kommer en tid hvor livet ikke kan centrere sig omkring venskabet, men hvor at den rigtige familiedannelse kommer i centrum. Det er da også hvad serien ender med. Lejligheden tømmes og Chandler og Monica flytter i eget hus med to børn, og det hele ender med en rørstrømsk slutning. Hvis man skulle forestille sig en 11. sæson ville den skrige langt væk af villa, vovse og Volvo, så det er i min optik kun godt at den 10. sæson blev den sidste.«
Dette er som sagt ikke for at rakke serien ned, men blot for at fremhæve, at de ældre sæsoner er overvejende bedre end de nyere. Derfor er det da også altid med en gensynets glæde, at jeg ser TV2 for gud-ved-hvilken-gang genudsende de første afsnit af serien, hvor at pager, telefonsvarer, fax, modemforbindelse og lignede var fast inventar i det pulserende ungdomsliv.
I løbet af de 10 sæsoner serien forløber over, er der en række nævneværdige gæsteoptrædener. F.eks. Bruce Willis (der var med gratis på baggrund af tabt væddemål til Matthew Perry), Brad Pitt, George Clooney, Sean Penn, Winona Ryder, Jean-Claude Van Damme, Julia Roberts, Alec Baldwin (der har en desværre alt for irriterende rolle) og Tom Selleck. Af de nævnte er mine favoritter uden tvivl Brad Pitt, Bruce Willis og Julia Roberts.
Da serien sluttede kom der en spin-off serie med karakteren Joey, som også blev seriens navn. Den fik 2 sæsoner, og på ingen måde det samme publikum som Friends. Dette slår måske netop fast, at Joey ikke var en populær karakter i sig selv, ligesom ingen af de andre karakterer var det, men at det blot er i den konstellation de indgår, hvori der skabes en dynamik, som får det hele til at give mening og gør serien yderst seværdig. ‘Nuff said.
Hvor mange procent af stemmerne ville de forskellige partier i Folketinget få, hvis det var antallet af followers på twitter, der var stemmer? Dette spørgsmål tog jeg op i et tidligere indlæg relateret til facebook og »Synes godt om«-tilkendegivelser, og nu er turen så kommet til twitter.
Først og fremmest skal det pointeres, at den samlede brugerskare på twitter på ingen måde er repræsentativ i forhold til den samlede vælgerpopulation. Hensigten med dette indlæg er derfor snarere at vurdere partiernes andele af followers relativt i forhold til hinanden – og komme med et par overvejelser omkring, hvordan jeg synes, partierne bør bruge deres twitter-profil.
Vi kan dog starte med at sige, at Dansk Folkeparti ingen andele har af følgere, da de ganske enkelt ikke har en twitter-profil. Dette er et bevidst fravalg fra partiets side. I bund og grund er det nok et meget godt fravalg, og jeg ser ingen grund til at gå nærmere i dybden med dette parti i nærværende indlæg.
Der er et overordnet forhold der gør, at vi kan problematisere ideen om at tage udgangspunkt i followers når vi skal se på partiernes opbakning. Dette er, at nogle brugere ikke følger partierne på baggrund af en partipolitisk tilknytning eller support, men blot for at følge med i den politiske debat. Det samme kan man dog sige, om end nok i et mindre omfang, om partierne på facebook.
Desuden kan det diskuteres, om partiernes tilstedeværelse på twitter overhovedet har nogen betydning. For det første fordi det ikke er vanvittigt mange danskere der bruger twitter, og for det andet fordi, at twitter-brugerne har tilbøjelighed til at følge de respektive politikere frem for partiprofilerne. Væsentligt er det dog, at hvert parti selv referer til partiets twitter-profil på deres hjemmeside.
Foruden at notere andelen af followers og den relative andel af followers i forhold til de andre partier, har jeg angivet hvor mange twitter-brugere de forskellige partier selv følger, en ratio der angiver hvor mange followers de har i forhold til hvor mange de følger, samt antallet af tweets de forskellige partier har skrevet.
Figur 1: Partiernes relative andele af followers
Der er to ting der umiddelbart falder i øjnene: 1) Det Radikale Venstre er det parti med langt flest followers (relativt set en tredjedel) og 2) Socialdemokraterne og Venstre har meget få followers, taget deres vælgermæssige opbakning i betragtning. Der er dog ikke den store overraskelse i at partierne overordnet har – med undtagelse af Liberal Alliance – flere followers end de selv følger.
Hvis taburetterne i Folketinget var fordelt efter antallet af followers, ville Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti kunne danne en flertalsregering. Endnu bedre kunne Det Radikale Venstre og Liberal Alliance danne en mindretalsregering med Det Konservative Folkeparti som støtteparti. Man begynder helt at dagdrømme ved tanken.
Hvad kan så forklare, at visse partier har flere følgere end andre? En teori kan være, at de mere ”moderne” partier der appellerer til den kreative klasse, får større opmærksomhed på et medie som twitter. Jeg vil dog påstå, at der intet ligger i vejen for, at et politisk parti kan få mange followers på twitter, hvis bare mediet tages seriøst, og der ligeledes smides ressourcer i det. Ressourcer forstået som tid og fordybelse.
Figur 2: Y-aksen: Antallet af followers. X-aksen: Antallet af tweets
Ser man på hvor aktive partierne er med udgangspunkt i mængden af tweets, kan det tænkes, at jo mere aktive partierne er, desto flere følger dem. Det Radikale Venstre har 1.424 followers, men har tilgengæld næsten også skrevet lige så mange tweets, som alle de andre partier til sammen. De Radikale bruger bl.a. twtter-profilen til at indgå i dialog, retweete det de finder relevant og aktuelt og komme med politiske udmeldinger. Alt sammen noget der øger den politisk interesserede twitter-brugers incitament til at følge De Radikale på twitter.
Liberal Alliance ligger sammenlignet med de andre partier til at have flere followers end de andre partier i forhold til antallet af skrevne tweets. Her kan forklaringen være, at nogen af dem der følger Liberal Alliance er follow-backs, altså twitter-brugere der følger Liberal Alliance, fordi Liberal Alliance følger brugeren. Dette er selvfølgelig også en strategi at forfølge, men faren kan være, at dem der så følger LA, er oprigtigt ligeglade med, hvad de skriver.
Overordnet opererer vi dog i dette tilfælde kun med 7 twitter-profiler, hvorfor det kan være svært at sige noget systematisk omkring de forhold der betinger hvor mange der interesserer sig for de politiske partier på twitter. En idé kan være, at man ændrer sit fokus og kigger på de folketingspolitikere der har en twitter-profil.
For at opsummere kan vi sige, at der er stor variation på hvor mange der følger partierne på twitter. En variation der på ingen måde kan forklares med udgangspunkt i deres politiske opbakning i meningsmålingerne. Mit argument er, at de partier der klarer sig bedst på twitter, er dem der tager mediet og brugerne alvorligt, og ikke bruger det som platform til at udsende noget der ikke udstråler andet end regulær partipropaganda.
