En ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut viser en vælgermæssig fremgang til De Radikale. Fremgangen kommer efter at De Radikale har taget aktiv del i 2020-forhandlingerne, og dermed har bragt ekstra energi til regeringens ambitioner om at afskaffe efterlønnen. De Radikale har længe argumenteret for økonomiske reformer og en afskaffelse af efterlønnen, dog med den eneste konsekvens at se sig ydmyget af S-SF koalitionens hån og latter og garanti om, at efterlønnen ikke vil blive afskaffet.
I alle de politiske analyser jeg har læst af disse dages begivenheder, hersker der ingen tvivl omkring, at De Radikales forhandlinger med regeringen om de økonomiske aspekter af 2020-planen, har en betydning. Hvor stor denne betydning er og hvor langt den rækker, kan diskuteres – og bliver diskuteret. Jeg vil i dette indlæg inddrage de aspekter jeg finder relevante for at forstå hvad det er der finder sted.
Overordnet er den altovervejende forklaring på det vi ser, et strategisk flot spil fra De Radikales side af med Margrethe Vestager som frontfigur. Det klare faktum at partierne overvejer deres adfærd i forhold til et snart kommende valg, gør det alt andet lige nemmere at forholde sig til De Radikales udmeldinger. Der er fire væsentlige signaler at Margrethe Vestager gerne vil sende, hvor der kan adresseres følgende modtagere, 1) Socialdemokraterne, 2) Socialistisk Folkeparti, 3) baglandet i Det Radikale Venstre og 4) potentielle vælgere.
For det første har De Radikale i en lang periode ligget i oppositionens halespids uden nogen reel indflydelse på et alternativ til regeringens politik. Regeringsalternativet har været formuleret af S og SF i deres Fair Løsning. De Radikale melder nu – fornuftigt og klart – ud, og sender et klart signal om, at de vil have noget at skulle have sagt efter et valg. Konkret manifesterer det sig nu ved et ultimativt krav fra De Radikale til Socialdemokraterne om, at en eventuel aftale mellem R og den nuværende regering om efterlønnen, ikke må ændres efter et valg, hvis R skal bidrage med stemmer. Helle Thorning kan næppe være glad.
For det andet sender De Radikale et lignende signal til Socialistisk Folkeparti, dog med en ekstra kritik af SFs politik. De Radikale ved godt, at deres politik næppe vil kunne hente stemmer fra Socialdemokraterne. Omvendt ved de, at ikke alle der stemte på Socialistisk Folkeparti ved sidste valg (og det var mange!), har været lige tilfredse med den midtersøgende kurs Villy Søvndal har stået for. De Radikale ligger dermed op til at kunne appellere til modernisterne i SF, hvilket at en udmelding som denne skal ses i lyset af. Villy Søvndal kan næppe være glad.
For det tredje tilfredsstiller den radikale ledelses udmeldinger uden tvivl baglandet. Der bliver sendt et klart signal til de forvirrede og frustrerede R-vælgere (ja, ok – det er de altid, men de har været det lidt mere på det seneste), om, at en stemme på De Radikale ikke blot er en tilkendegivelse af en opbakning til S-SFs »retfærdige« løsning. Det radikale bagland er højst sandsynligt tilfreds.
For det fjerde – og som en opsummerende pointe på de tre ovenstående signaler – sender De Radikale et generelt signal til vælgerne (specielt de potentielle vælgere) om, at De Radikale ikke er selverklærede røde eller blå. Det er, hvor meget jeg så end hader at bruge formuleringen, et reformvenligt parti med et humant ansigt. Et Det Radikale Venstre classic der søger det politiske kompromis på midten, den pragmatiske vej i dansk politik, der hverken er venstre- eller højreorienteret, men fremadrettet. Hvis De Radikale kan fortsætte med at holde balancen, vil vælgerne uden tvivl kvittere for det med en øget opbakning til partiet i de kommende meningsmålinger.
Dette indlæg har til nu fokuseret på at eksplicitere mine tolkninger af De Radikales udmeldinger. Hvad kan man så sige mere overordnet om den politik der måske banes vej for nu? Overordnet kan man sige, at vi har at gøre med et radikalt parti der har løsrevet sig fra den dogmatiske logik, at reformer skal ske gennem et samarbejde med S og SF, som har været opfattelsen de senere år. Det er med andre ord De Radikales opvågnen. 2020-forhandlingerne har blot været den ideelle platform til at melde klart ud, at blokpolitik og Det Radikale Venstre ikke harmonerer.
Tryk avler modtryk – og blokpolitik avler blokpolitik. Det stærke VKO-fællesskab har fordret et lignende stærkt fællesskab på venstrefløjen. I en lang periode var der brug for at vise, at venstrefløjen stod sammen og kunne bringe et troværdigt alternativ – altså en rød blok. Situationen er en lidt anden nu. Der er stadigvæk brug for at vælgeren kan se et rødt reelt alternativ, men uanset hvad, så står Helle Thorning højst sandsynligt stadigvæk til, selvom at De Radikale skulle gå med i et forlig med regeringen, at blive landets kommende statsminister. De Radikales våde drøm er dermed, for at konkludere, at kunne bruge 2020-forhandlingerne til at sende et signal om opgøret med blokpolitikken og dermed positionere sig selv i forhold til de to fløje, hvor at de føler sig hjemme – og har været fraværende i snart 10 år.
Min gode kammerat Hvilsted konkluderer i hans nyeste blogindlæg, at De Radikale ikke vil gå med i et forlig. Nærværende indlæg er skrevet direkte med henblik på at skabe den stik modsatte profeti, nemlig at De Radikale vil gå med i et forlig. Hvilsted skriver:
»Jeg tror ærligt talt ikke, at Vestager vil stille partiet i en sådan situation, hvor de vil spille sig selv ud af en regering, hvor de vil underminere rød bloks økonomiske politik og hvor de kan risikere, at DF fortsat har magt, som de har agt – og i sidste ende skal lave politik sammen med dem i et meget meget besynderligt regeringsgrundlag. Dette vil Vestagers vælgere næppe bifalde.«
Jeg vil påstå, at Margrethe Vestager har nosser nok til at kunne indgå et forlig med regeringen. For det første fordi at noget tyder på, at det skaber en vælgermæssig opbakning og en tilsvarende opbakning fra baglandet. For det andet fordi at det næppe ændrer på, at Helle Thorning står stærkt i forhold til at blive landets næste – og første kvindelige – statsminister.
»Vestager forsøger at gå så langt, at hun reelt udspiller sin rolle i forhandlingerne. Vestager vil få tilbudt en særdeles god aftale, som hun bliver tvunget til at afslå, hvorefter vi vil se en meget vred og frustreret Claus Hjort udtale sig i medierne om Vestagers manglende seriøsitet og spil for galleriet.«
Jeg kan ikke se logikken. Er det realistisk at forestille sig, at hun vil stille sig i en position hvor at hun kan få realiseret den politik hun og partiet står for, for bare at bakke ud? Det vil virke utroværdigt. Jeg siger dermed ikke, at det ikke er et muligt scenarie, blot at jeg lige så nemt kan forestille mig et andet udfald. Time will tell.