MUSIK: Per Vers – Vers 1.0

Hvis man kender lidt til dansk rap, er der en chance for, at man er stødt på Per Uldal, bedre kendt under aliaset Per Vers. Jeg vil i nærværende indlæg anbefale Per Vers’ debutalbum som soloartist, Vers 1.0. Først og fremmest er det dog vigtigt at slå fast, at Per Vers har lavet andet eminent dansk rap end lige dette album, specielt i oldschool gruppen Sund Fornuft.

Sidste år forsøgte jeg på at lave en top 50 over de danske rap-numre jeg synes bedst om. På denne liste blev der plads til hele 4 numre fra Vers 1.0. Og jeg kunne i princippet på en god dag sagtens have tilføjet flere numre fra CD’en til den liste. Ikke desto mindre er det klart, at vi har at gøre med en CD der har så gennemførte produktioner, at hele pladen er en sikker vinder.

Jeg vil ikke komme ind på alle sange fra CD’en i dette indlæg, men blot fremhæve et par få. Resten må du, kære læser, selv tjekke ud. Intro-sangen indledes med råb og skrig af komikeren Simon Jul Jørgensen, og derfra kan det kun blive bedre – og det gør det virkelig også.

Black Power er nok uden sammenligning det nummer fra albummet at de fleste er bekendte med. Det fik i hvert fald airplay i æteren og musikvideoen hvor man ser en søvndrukken Per, nåede ud i diverse musikprogrammer. Sangen er ikke, i modsætning til hvad man umiddelbart skulle tro, en sang om race, men blot en humoristisk hyldest til den sorte mirakeldrik – kaffen.

City of Dreams handler om at vokse op på landet og ikke være den sejeste dreng i klassen. Om at have drømme om at komme til storbyen og blive kunstner. Der er et godt tempo i tracket og er et af de numre man godt kan undre sig over, ikke fik mere rotation. Desværre.

Det nummer der dog uden tvivl er mit absolutte yndlings på denne plade, er Trøstesløs Café, der gæstes af Povl Dissing og Rune T. Kidde. ikke alene er teksten fængende med gode rim og oneliners, men beatet kombineret med de to nævnte gæsteoptrædener, skaber en melankolsk stemning der sjældent er hørt før i noget dansk rap.

Per Vers er på vej til at udgive hans næste CD ”EGO”, men i mellemtiden kan jeg kun anbefale, at man anskaffer sig dette værk. Også selvom man måske normalt ikke er til dansk rap. Per Vers er i hvert fald ikke som de fleste rappere er flest. Og heldigvis for det!