Vi har i jantelovs-Danmark et ret interessant skattesystem. Kort fortalt er det indrettet således, at hvis du får succes, skal du straffes. Det er dermed ikke nok at marginalskatteprocenten er den samme for alle indkomstgrupper[1], for når man et bestemt indkomstniveau, har man åbenbart nået en grænse for hvad vi som samfund kan acceptere at nogen putter i lommen, og der er derfor brug for at vi kollektivt tvangsinddrager mere af vedkommendes indtægt end det at det resterende fællesskab har forpligtet sig til, givet de respektive indkomst- og skatteniveauer. I fagtermer kan dette bedst beskrives som en misundelsesskat.
Der har været mange grunde til at sænke topskatten. Et af de mest udbredte argumenter er ideen om de dynamiske effekter, hvor at en nedsættelse af topskatten og dermed skatten på den sidst tjente krone, vil føre at til at folk vil arbejde/konsumere mere (dette gælder også for dem der er på grænsen til at skulle betale topskat), og det derfor vil gavne samfundsøkonomien.
I universitetets kantine havde vi i dag en vidtrækkende[2] konversation, som gav mig den fantastiske idé, at topskatten bør være noget der er værd at efterstræbe. Topskatten bør ikke være en økonomisk straf til dem der rent faktisk formår at begå sig i samfundet og berige dette. Topskatten bør være et skulderklap til dem der formår at få succes i samfundet. Dem der arbejder hårdt og målrettet for at opnå noget i tilværelsen der styrker samfundet som helhed (dermed ikke sagt at samfundsøkonomien skal bruges til at legitimere tvangsbeskatning!).
Hvad betyder dette så? Hvordan skal topskatten være i praksis for at konvergere med ovenstående tanker omkring mit koncept bag topskatten? Svaret er ret simpelt: Topskatten skal være en indkomstskat der er mindre end den samlede indkomstskat som alle andre samfundsgrupper betaler. Det handler ganske enkelt om hvilke værdier vi som samfund gerne vil praktisere. Jeg vil gerne en dag kunne fortælle mine børn, at de lever i et samfund, hvor at de bliver belønnet for at yde det ekstra, og tværtimod ikke, som tilfældet er i dag, bliver straffet for at gøre det godt.
Konklusionen er derfor: Vi skal ikke have en flad skat. Det er for uambitiøst. En topskat der fungerer som en regressiv skat vil andet lige være det bedste signal man som samfund kan sende. Den behøves ikke være signifikant, men symbolsk er i min optik også tilstrækkeligt. Topskatten i dens nuværende form signalerer bare, at vi er en tabernation der ikke kan unde nogen en fortjeneste for succes.
—————-
[1] Ideen om at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
[2] Som et bevis på hvor vidt vi kom omkring, har min medblogger Khvilsted også brugt dagens samtale som tankemæssigt udgangspunkt for behandlingen af et lidt andet emne.